Ikke siden Matias Rust landede sit spinkle sportsfly på Moskvas Røde Plads i maj 1987, er én enkelt hidtil ukendt ung mand blevet så berømt: Da den 28-årige irakiske tv-reporter Muntadhar al-Zaidi mandag kastede begge sine sko mod præsident George W. Bush under en pressekonference i Bagdad, brød han både sin kulturs og sin professions regler for acceptabel social adfærd. Først og fremmest krænkede han reglen om gæstfrihed - med skoen og med kampråbet: “Her er et farvelkys, din hund!”
Hund! På arabisk er ingen fornærmelse værre. Som en ung kvinde i Bagdad sagde: “Bush er vores fjende, men inviterer du din fjende hjem, behandler du ham ikke på den måde. Det kan være ødelæggende for irakeres omdømme”.
Dertil krænkede al-Zaidi sit fags første bud om objektiv rapporteren uanset personlige sym- og antipatier. Begge overtrædelser gjorde ham på få sekunder til en arabisk helt med millionvis af hits på YouTube og en biografi på Wikipedia. En saudiarabisk rigmand har budt 10 millioner dollar (57 mio. kr.) for skoene, om hvilke Bush sagde: “Alt, hvad jeg kan oplyse, er, at de var størrelse 10’(44, red.)”. Aisha Gadaffi, datter af Libyens leder, har som forkvinde for en fond for velgørenhed(!) besluttet at tildele al-Zaidi en ‘tapperheds-pris’. En jordansk jurist, der forsvarede Saddam Hussein, har bebudet et advokathold, håndplukket blandt 200 frivillige, bl.a. angiveligt amerikanere, der vederlagsfrit vil føre sagen for al-Zaidi, når - eller hvis - den kommer for retten med straframme på to års fængsel for “fornærmelse af et fremmed statsoverhoved”.
Er der et omdømme, der er poleret med en højglans, ingen mellemøstlig skopudser kan matche, er det al-Zaidis.
Hvorfor? Fordi alle kan bruge ham. Han er bevis på det irakiske demokrati - i Saddams tid var han blevet skudt ude bagved. Men først og fremmest fordi Bush i arabisk bevidsthed forbindes med den mest sviende ydmygelse, siden Israel i juni 1967 tog pynten af den tids arabiske helt, Gamal Abdel Nasser. Den voldelige fjernelse af Saddam udgjorde en skam på flere planer: Grundlaget var løgnagtigt, Iraks naboer var mere mod krigen end bange for Saddam, og den militære besættelse kan mange ikke se enden på trods den såkaldte “strategiske sikkerhedsaftale”, der fordrer USA’s tilbagetrækning i 2011, men som allerede synes undermineret.
Da aktivister via Pernille Rosenkrantz-Theil i 2003 overhældte Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller med rød maling, blev de ikke kåret til helte. Ingen kan i dag huske, hvad de hedder. Men hos enhver araber er Munthadar al-Zaidis navn ristet i skrifttegn, for han er ikke kun en helt, men en dobbelthelt. Dem har den arabiske verden ikke mange at rutte med. De har døde martyrer og den fjerne Hizbollah-præst Nasrallah - men en fattig shia-journalist på en lille sunni-tv-station havde ingen ventet. Han er arabernes første hverdagshelt. Lur os, om han ikke slipper med en bøde.
Kommentarer
Lasse Ellegaard:
“Dertil krænkede al-Zaidi sit fags første bud om objektiv rapporteren uanset personlige sym- og antipatier.”
Et sådant pragteksemplar af en sætning, kan man da vist kun producere, hvis man selv er en journalist, der ikke er belastet af al for megen kritisk sans i forhold til egen profession…
Muligvis slipper Munthadar al-Zaidi med en bøde – foruden en brækket arm og nogle brækkede ribben, som han blev tilføjet efterfølgende.
Man skal ikke kaste med sko, hvis man ikke kan tage benene på nakken.
Og har rene hænder - undskyld, fødder.
Hvis terrorister kunne nøjes med at kaste med sko istedet for at bruge bomber, fly og skydevåben ville verden være et fredeligere sted.
Fred være med al-Zaidi, han har vist en bedre vej.
Det væsentligste udsagn i lederen er dette;
“Han er bevis på det irakiske demokrati - i Saddams tid var han blevet skudt ude bagved.”
Ingen kastede med sko mod Saddam Hussein.
Journalisten siger at han vil blive sigtet med en straframme på to års fængsel for “fornærmelse af et fremmed statsoverhoved”.
Guardian siger at han kan risikere mellem 7 og 15 års fængsel.
http://www.guardian.co.uk/world/2008/dec/17/george…
Hvem har ret?
Mon ikke dette skulle blive Bush’s eftermæle. Det er velfortjent.
Kunne ønske Cheney den samme behandling.
Det bedste ville dog være at burre dem ind begge to, men de ville næppe kunne indse eller fatte, at de fortjener det.
Når GWB kan respondere på ydmygelsen med at det var en bøvet kommentar om at det var en str. 10 sko, kan man være meget bekymret for mandens fatteevne.
Man må da tro, at hvis der er én person på kloden der nyder at se optagelserne af Hussein statuens hoved blive afklapset med araberes fodtøj, må det være netop GWB.
Det lader til, at lederen opfordrer Vesten til at bruge journalisten som helt. Jeg er sikker på, at Ellegaard som bor i Beirut, ikke ser ironien her. For det første kan journalistens kast bedst betragtes som en spontan anarkistisk handling…og JA, den var berettiget; men det er ikke på nogen som helst måde en indikator for demokrati, og da slet ikke under belejring. Hvis en hypotetisk observant fra rummet læste artiklen, ville de så være enige med dette præmis om, at en spontan skokastning mod den selveste spydfører for blandt andet Danmarks alliance mod et totalt forsvarsløst land betyder medgang for Vesten? Om end gøre sig fortjent til heltestatus blandt spydførernes føjelige talerør? Det er virkelig en ironisk indstilling. Det antager, at uanset hvor grusomt vi kikser, så er vores handlinger med usvigelig sikkerhed en del af ‘fredsprocessen’. Ifølge meningsmålinger i Irak er det mindre end 1 % af befolkningen, der tror på denne “messianske mission.” Lad os prøve at betragte dette på en anden måde: … En mand stikker sin forsvarløse kæreste en flad, for at afværge hendes utroskab. Hun bliver sur og slår tilbage. Manden betragter dette som et bevis på hendes troværdighed. Manden kysser hende og roser hende, og forherliger sig selv ved tanken om, at hans handling har etableret et sikkert forhold.
“Hvis der er nogen som kan levere en objektiv, afbalanceret og knivskarp analyse, så er det da ham”
Tænk at man kan være så enig.
Støtter du Muntadhar al-Zaidi, så Smid sko efter Bush!
Øv, jeg kunne ikke ramme ;-)
Niels Ivar Larsen skriver:
“Det væsentligste udsagn i lederen er dette;
“Han er bevis på det irakiske demokrati - i Saddams tid var han blevet skudt ude bagved.”
Ingen kastede med sko mod Saddam Hussein.”
Det har han ret i, vi må håbe irakerne selv ser dette. Man må håbe de ser det som et skridt mod demokrati i den forstand at skokastningen var mere symbolsk end egentlig voldelig. Når de ser, at man kan gøre den slags uden med det samme at blive pløkket ned, kan det være de får større tiltro til og respekt for ideen om et demokratisk samfund. Journalisten bør ikke straffes. Bush lader jo ikke til at bebrejde ham noget, han tager hele sagen med højt humør. Et eksempel til efterfølgelse! Især det irakiske politi burde tage sig sammen og holde op med at tæve den stakkels mand.
Jeg synes det er trist, at mange i den arabiske verden stilsyneladende er så infantile, at de kan finde tilfredsstillelse i at kaste sko efter Bush. Situationen i den verdensdel er trods alt meget alvorlig. Mange mennesker lider og ville opnå tålelige livsvilkår hvis de seriøst samarbejdede for oprettelse af demokrati.
Til Niels Ivar Larsen..
Saddam havde ikke myrdet 942.636 irakere
I må indse at krigen handlede om energiressourcerne i form af olie. De fik hvad de ville og nu trækker de sig. Vent på flere lignende konflikter i fremtiden. For der vil være masser af dem.
Ilselil Bagger skriver:
”Bush lader jo ikke til at bebrejde ham noget, han tager hele sagen med højt humør.”
Ja, det var først efterfølgende, at Bush kom i tanke om, at ’det da var noget mærkeligt noget’, og ikke bare en vittighed - når USA nu bare var helt fredelig, og kun ønskede lidet forsyningssikkerhed med olien og i samme moment kunne udbrede lidt kultur og menneskerettigheder.
Ramsan Dubaiev
Vi véd det godt. I hvert fald nogle af os.
Niels Ivar Larsen:
“Ingen kastede med sko mod Saddam Hussein.”
Det er helt rigtigt Larsen. De fredselskende demokratiske kræfter som Larsen så tydeligt identificerer sig med, nøjes sandelig ikke ikke med at kaste med sko.
Larsens venner lynchede som bekendt Saddam Hussein og myrdede for en sikkerheds skyld også hans sønner.
Ja og så har Ivar Larsens venner siden invasionen også været ansvalig for rundt regnet en halv millioner irakeres død…
Jeg har et billede indprentet på nethinden om ’de elendige’, som tæsker løs på statuen af Saddam Hussein, med sutsko, sandaler og alt hvad de kunne finde af fodtøj.
Det er ét af de stærkeste billeder jeg har set i mit liv, som udtrykker en harme, som bare måtte have udtryk.
En irakisk journalist kaster en sko efter Bush paa et pressemoede i Bagdad, og hele verden rapporterer. Helt aerligt: Who cares? Det er ganske enkelt daarlig opfoersel, uanset hvilken politisk mening, man maatte have. Ingen af de to herrer fortjener den medieomtale, som episoden har foraarsaget.