Professor Henning Bech føler sig åbenbart hævet over almindelig, sober debatkultur (i en påtale i Information 13. december). Det kan undre, at Bechs primitive facon skal sætte standarden for prostitutionstilhængernes debatniveau. Seksualpolitisk Forum med - med Bech i spidsen - ønsker at gøre prostitutionsdebatten så personbåren som muligt frem for at holde sig til emnet og fremføre lødige argumenter.

Når Bech endelig hæver sig over sine pinlige anklager om manglende læsefærdigheder m.m., fordrejer og manipulerer han andres argumenter, så de passer ind i hans selvskabte skræmmebilleder. F.eks. gentager Bech sin falske påstand om, at jeg hævder, at prostitution er lig kvindehandel.

Skyttegravskrig

Bechs lette omgang med sandheden får ham derudover til at påstå, at materialet fra prostitutionskonferencen er lovet offentliggjort. Godt 100 deltagere kan bevidne, at arrangørerne blev svar skyldig under selve konferencen, og der er stadig intet at finde på hjemmesiden for Center for Seksualitetsforskning.

Det er dog interessant, at Bech nu endelig indrømmer, at flere af oplægsholderne ikke var eksperter men debattører. Debattører udtrykker netop holdninger frem for viden. I dette tilfælde Bechs egne holdninger, hvilket er kernen i vores kritik af konferencen: Den var et partsindlæg fra prostitutionslobbyen.

I SF ønsker vi, at det skal være forbudt at købe seksuelle ydelser. Det har været SF’s prostitutionspolitik siden SF’s hovedbestyrelse vedtog det i 2005. Vi mener, at fokus skal rettes mod kunderne og deres part i prostitutionen. Kunderne er typisk ganske almindelige mænd, som kan påvirkes i forhold til adfærd og normer - akkurat som folk påvirkes, når der lovgives om rygning, spirituskørsel mm.

SF’s politik bunder bl.a. i et syn på prostitution som et af de klareste udtryk for et ulige magtforhold mennesker imellem som følge af økonomiens indvirkning, idet seksuelle ydelser kan ses som et privilegium, folk med penge og magt giver sig selv, fordi de kan.

SF går ind for frihed til at udfolde sin seksualitet, men prostitution er ikke lig seksuel frigørelse.

Kriminalisering er ikke i sig selv en mirakelkur. Det er vigtigt, at en kriminalisering følges op af sociale og økonomiske tiltag.

Hvis ellers Bech turde stille op til den direkte debat, som DR P1 har inviteret ham til, kunne vi åbent diskutere forskellige løsningsmodeller for prostitution. Men enetale, ensidighed og skyttegravskrig er åbenbart professorens foretrukne kommunikationsform.