De tidligste liberalister beskrev et idealsamfund, hvor individet kun har retsstatus, for såvidt det ejer noget eller udfylder en af minimalstatens funktioner. Og fordi alt er distribueret under den private og minimale stats ejendomsret, så fødes nogle uden at have noget eller udsigt til at få det. Ikke alle har et minimum af sociale og borgerlige rettigheder.
De hvide uformuende, Amerikas oprindelige befolkning og de afrikanere, som bl.a. liberalisten John Locke blev rig af at gøre til slaver, havde i det gryende moderne og økonomisk nytteoptimerende samfund ingen rettigheder.
Som primitive vilde, sorte eller uformuende med ingen eller kun ringe forståelse for den retsorden, der var baseret på den hvide mands ejendomsret, var disse enten overflødige eller reduceret til ren og skær ejendom.
Den dag i dag er dem med formue også de mest frie af alle. Hvis et eksemplar af menneskearten først er blevet storbesidder et sted i verdenssamfundet, kan det frit slå sig ned over alt på kloden, i modsætning til den besiddelsesløse borger, der mange steder ikke engang har de mest basale sociale og borgerlige rettigheder.
I Danmark er der f.eks. kun betinget sikkerhed for et minimum af underhold. Kun hvis den uden indtægt eller formue kan føre bevis for sin vilje eller manglende evne til at gøre sig nyttig på arbejdsmarkedet, har denne ret til et minimum af underhold.
Ledige mistænkeliggøres
Staten fører sindelagskontrol. Den definerer arbitrært, hvad den godtager som bevis på borgerens sande vilje til at gøre sig nyttig. Men da sindet af princip er utilgængeligt for andre end sig selv, så får staten aldrig sit bevis. Den arbejdsløse slipper derfor heller aldrig for mistænkeliggørelsen. Ca. 14 procent af Jordens befolkning lægger beslag på ca. 80 pct. af jordens begrænsede ressourcer. Det, der tilhører den ene, er ikke den andens, og mere til den ene betyder mindre til den anden. Den skæve fordeling af de begrænsede goder legitimeres med henvisning til en økonomisk rationalitet, der så dagens lys ved det feudale samfunds afslutning. Siden har forestillingerne om den økonomiske vækst fungeret som legitimeringen af uligheden.
Det påstås, at kapitalkoncentrationen i hænderne på de få er nødvendig for på sigt at opnå en samlet højere velstand for alle, at den økonomiske vækst kan kompensere for den mangel, de forfordelte oplever, således at alle i sidste ende vil stå bedre ved at lade de besiddende investere deres ejendom i kapitaltung nytte- og afkast-optimeret produktion.
Denne økonomiske rationalitet har manifesteret sig i en grad, så det moderne samfund ikke er i stand til at se, at det samlet producerer mere mangel, end det afskaffer, at der er naturlige grænser for vækst i produktion og forbrug og for, hvor mange vi kan være.
Troen på uanet vækst forhindrer det moderne samfund i at se det selvdestruktive i sin egen adfærd. Man orienterer sig, som om væksten var løsningen på de problemer, den skaber og den mangel, den tager udgangspunkt i.
Kan det betale sig at tænke økonomisk, kan man så spørge den, der tror på væksten som løsningen på alle problemer.
At eje noget efterspurgt
Men så bliver den troende nødt til at reflektere over sin egen rationalitet/tro. Og når der virkelig reflekteres over troen, kan det ikke udelukkes, at der opstår indsigt i grænserne for troens og dens iboende rationalitets gyldighed.
Den rituelle tilknytning til lønarbejdsinstitutionen er med til at afgøre, om borgeren kan få løn eller anden form for social overførselsindkomst.
Mange er ude af stand til at lave noget, som der er efterspørgsel på i liberal forstand. Og den økonomiske vækst, som alle er tvunget til at gå ind for, er på mange måder lige så destruktiv, som den er konstruktiv.
I mange år har der været større behov for fast arbejde, end efter det der kan produceres og afsættes på markedet. De mest kreative sider hos mennesket centrerer sig om at finde påskud for at skrive en faktura eller definere lovsikret lønkrav. De mange ansatte i reklameindustrien, i de private og offentlige beskæftigelsesfremmende og terapeutiske institutioner laver ikke andet end at opfinde grunde til at kalde sig nyttig. Behovet for at være efterspurgt tilfredsstilles ikke på markedet.
Hele den efterspørgselsfremmende industri lever af, at efterspørgslen på alt andet end fast arbejde er mindre end efterspørgslen på efterspørgslen.
I økonomisk terminologi kaldes efterspørgsel ‘købekraft’ eller ‘penge’, og økonomerne ved, at den egentlige købekraft flyder oven på den egentlige kapital, det begrænsede omfang af reelt livsgrundlag. Købekraften er det, de fleste render efter, selv om pengenes omsætningen aldrig har været andet end en lille krusning i overfladen, som hverken gør verden større eller mindre.
Begæret efter købekraft driver økonomien. Og for at vinde den, må man være efterspurgt. Jo mere efterspurgt man er, des mere værdifuld er man i økonomisk forstand. Prisen siger heldigvis ikke alt om alt.
De sandt formuende løber ikke. De fører husholdning og ved at det mest er prisen, der går op og ned. Det er de andre, der render efter nationalproduktet og som har så travlt med at gøre sig efterspurgt.
At være på er et mantra
Underholdningsprogrammerne X Factor og Talent 2008 er vor tids gudstjeneste. Behovet for at være efterspurgt i sine medmenneskers øjne er ritualets og den kommercielle drivkraft.
De udtryk, der falder her, er primært skabt ud af behovet for at være på, være efterspurgt. Det kan to millioner par øjne måske også se.
Men hvis de vil det stærke udtryk, skal de gå efter det, der ikke bæres af konkurrencemomentet. Det stærke udtryk lever ikke ved kvantiteten af seere og stemmer.
Behovet for at være til i hinandens øjne er et socialt grundvilkår. Det kan ikke udtrykkes for stærkt. Men underholdningsindustrien øver rovdrift på det. Konkurrencemomentet træder rituelt i stedet for de stærke udtryk. Underholdning må ikke være for påtrængende.
Urmennesket opfandt oprindeligt ritualerne for at fortrænge angsten for det fremmede. I dag er de frie kapitalister og bevidst arbejdssky det fremmede.
Kapitalisterne, der har købekraft nok til selv at definere sine behov, er ligeglade med de moderne ritualer, lige som de få uformuende, der med dødsforagt benægter at meningen med livet er lønarbejde. De sidste kan bekæmpes. De første har retten på sin side og behøver ikke frygte hverken rituel eller reel konkurrence.
Claus Hjorts klapjagt
Det ved arbejdsministeren Claus Hjort Frederiksen, og finder derfor på det ene syge beskæftigelsesfremmende initiativ efter det andet, ind til alle andre end de sandt frie har underkastet sig ritualet og bekendt sig til trossætningen: “Vi mener af hele vort hjerte, at meningen i tilværelsen er at gøre sig nyttig.”
Han ved, at enhver kan sige det, selv om det er løgn. Luften er forpestet.
Paradokset er, at arbejdsløsheden er en logisk umulighed, hvor meningen med livet er arbejde.
For så længe der er arbejdsløshed, kan man arbejde på at afskaffe arbejdsløsheden. Det gør de så, dem der administrerer og bekæmper arbejdsløsheden, forvalter og fordeler de sociale overførselsindkomster.
Hvis man turde indrømme betydningen af ordet ‘overflødig’, og hvis man tog alle de overflødige, puttede dem i en sæk sammen med alle dem, der helt overflødigt forpester de overflødiges liv, kaldte det i sækken for ‘overskud’ og fordelte det demokratisk, så ville man være kommet den ultimative meningsfuldhed nærmere.
Det giver mening at fremme dette overskud og forstå det som del af løsningen på den mangel, som den skæve fordeling har ført til.
Beskedenhed, sparsommelighed og en retfærdig fordeling af det nødvendige arbejde og dets nødvendige frugter kunne træde i stedet for den destruktive dyrkelse af vækst for vækstens skyld.
En bæredygtig verden forudsætter de kvalificerede distinktioner mellem overflødig, meningsfuld og nødvendig produktion.
Ritualerne, der har ophøjet den kvantitative vækst til guddom, tåler ikke disse distinktioner.
De sande overskudsmennesker kender deres egen sanselighed, som ikke er behersket af offerritualer, lige som de arbejdsløse ved, at der ikke er noget magi i de vilkår, staten byder dem.
Steen Ole Rasmussen er cand.phil. i filosofi og forfatter
Kommentarer
“Det påstås, at kapitalkoncentrationen i hænderne på de få er nødvendig for på sigt at opnå en samlet højere velstand for alle …”
Det er korrekt. Dette er det ultimative forsvarsargument af tilhængerne af vedvarende global økonomisk vækst. Men som artiklen “Trickle-down myth” [New Scientist den 18. oktober 2008, side 49] siger:
- “It would take around $166 worth of global growth to generate $1 extra for people living on below $1 a day.”
- “To get the poorest onto an income of just $3 per day would require an impossible 15 planets’ worth of biocapacity. In other words, we will have made Earth uninhabitable long before poverty is eradicated.”
“Men hvis de vil det stærke udtryk, skal de gå efter det, der ikke bæres af konkurrencemomentet. Det stærke udtryk lever ikke ved kvantiteten af seere og stemmer.”
Netop. Det stærke er for eksempel at turde stå ved sine egne meninger, uanset om folk kan lide én eller ej for dem. Som Hans Edvard Nørregård-Nielsen så passende udtrykker det i “Ingen har patent på danskhed” [Nu december 2008, side 18-19]:
- “Er vi da blevet et folk, der først undersøger, hvad andre mener, før vi siger noget, så vi ikke bliver uenige.”
- “Jeg holdt meget af mine bedsteforældre. De havde en mening om noget, uanset om det var velset eller opportunt at have den mening.”
Tak til John Fredsted. Din kommentar falder fint i forlængelse af det, jeg har prøvet på at skrive.
Jeg er ikke helt tilfreds med den overskrif, som redaktionen har valgt. Jeg synes bedre om mit eget forslag til overskrift, og underoverskrift, fordi de sætter bedre fokus på det, der er kernen i hele kronikken, nemlig det jeg ser som en nærmest religiøs tilbedelse og tro på vækst, skævhed og tilbedelse af lønarbejdet som meningen med livet.
Og så understreger underoverskriften det, der argumenteres for, nemlig at overflødigheden er der, men at den misfortolkes som underskud i stedet for det den netop også kunne opfattes som i kraft af det, jeg forstår som en stærkere sanselighed, der både viser og er udtryk for det mere sande overskud.
Min overskrift og underoverskrift var:
”MODERNE RITUALER”
”Om forvandlingen af det overflødige menneske til overskudsmennesket”
Teksten, som er sat ind under billedet, er heller ikke min: ”Verden over viser tv talent-konkurrencer med unge, smukke overskudsmennesker …” Teksten kunne isoleret set sagtens skrives under sådan et billede. Men den er misvisende i forhold til kronikken! Min pointe omkring talentkonkurrencer er en helt anden. Jeg skriver, at behovet for at være på afslører sig i disse konkurrencer, og at dette behov vidner om efterspørgslen efter det at være efterspurgt, hvilket er det stik modsatte af, hvad jeg beskriver som overskud.
Konklusionen er, at de bevidst arbejdssky og dem, der har hvad de skal bruge, sanseligt er hævet over ritualerne, den rituelle tilbedelse af lønarbejdsinstitutionen og konkurrencen på det fri marked. Konklusionen er, at de som mindretal forstår, at der ikke er noget magi i hverken X-factor eller talent 2008 og slet ikke i de beskæftigelsesfremmende initiativer, den gode Hjort ved skovsøen serverer for os, men at disse ritualer er del af en aldeles destruktiv tilbedelse af væksten for vækstens skyld, i en situation hvor forsøgene på at afskaffe mangelen fører til mangel og mental forarmelse.
Jeg er glad for at komme i avisen (for det at være på!). Og man må jo så også have ment, at der var noget i kronikken, da man valgte at bringe den. Men jeg synes, at behandlingen af den vidner om, at jeg måske alligevel er lidt for langhåret, selv for redaktionen. Man forstår mig ikke rigtigt. Og det er sku ikke tilfredsstillende! Så enten må jeg se og blive klippet, eller også så må verden komme til mig og mit univers. En af delene!
Tak for en god artikel…og tak til john fredsted for en god kommentar…
Jeg kommer til at tænke på en diskussion jeg havde IRL, i går. Den handlede om telekratiet og krisen i dansk politik. Jeg ser en klar sammenhæng imellem Steen Ole Rasmussens artikel, og den diskussion.
For som SOR, skriver, så handler livet åbenbart om at være på… Hvorfor telekratiet, smadre det danske demokrati. Medielandskabet er som tæt komprimeret, at der ikke er plads til andre politikere, end de absolutte hovedmænd og kvinder. dvs. Partiernes leder.
Det betyder at dygtige og visionære politikere, bliver gemt væk, til fordel for dumsmarte bemærkninger, fra de levende hånddukker som spindoktorne har hånden op i røven på.
Dvs. fåk alt om udtalelserne er relavante, lødige eller betydningsløse ift. problematikken, bare politkeren får flest sekunder på TV, den dag.
Og som jeg læser SORs artikel, er der en en udbredt frygt i samfundet for at stå udenfor fællesskabet med sine egne meninger og anerledes talenter. Så hellere tilsluttet sig idiokratiets bedrag, end at blive genstand for idiokratiets vold..
hvad der sker for os???
“… de levende hånddukker som spindoktorne har hånden op i røven på.”
Tak for det billede, der fik mig til at flække af grin.
Steen Ole Rasmussen
Det kan godt være, at du er lidt langhåret, men jeg synes ikke at du skal blive klippet. Hvis jeg ellers har forstået dig rigtigt.
Sagen er jo, at magien i friheden består, uanset hvor få der er til at tilbede den.
Uanset hvad Hjorten siger, så er ’lønarbejdsinstitutionen’ ikke noget at stræbe efter – og det ved han godt.
Han er bare nødt til at foregive det, for ellers bliver dem i arbejde sure over at nogle går rundt og ’nasser’.
Realiteterne er jo, at der er nødt til at være x-antal på overførselsindkomster, alt efter ’konjunkturerne’. Det er en ’skrue’, som der skal kunne drejes på.
De arbejdsløse/pensionisterne må nøjes med at være forbrugere – af hensyn til betalingsbalancen. Det går bare ikke at sige det højt, eller at de har det for godt og er tilfredse med vilkårene. Småligheden og misundelsen skal holdes ved lige – ellers risikerer man jo, at de hårdtarbejdende lønmodtagere i usle job får gode idéer.
Det er nødvendigt at holde gryden i kog med X-factor, talent 2008 og beskæftigelsesfremmende initiativer, så man på den ene side kan give folket noget ’kage’, så det er lullet godt og grundigt i søvn, og på den anden side vise den arbejdende slavehær, at man så sandelig pisker hesten.
Det gør man, selv om man udmærket véd, at hvis hver eneste modtager af overførselsindkomst var i arbejde, så ville det gå helt galt med forholdet mellem køb og salg i udlandet.
Brutaliseringen af samfundet er snart total. Og økonomisk vækst er gud.
Hvis Hjorten ved skovsøen er en af disse levende hånddukker, så kan man spørge sig selv om, hvor mange spinddoktorer der kan have hånden oppe i røven på den på en gang, sådan som den hænger der på væggen og performer over de klirrende kaffekopper i dagligstuen, eller sådan som den går rundt blandt ligesindede på de bonede gulve i ministerierne og siger muhh …, mens den prøver på at skræmme de ledige fra hus og hjem eller ud i det der er værre.
Han er ikke en af mine. Han er ikke langhåret nok. Han er alt for fed og usund. Han har de forkerte venner og er en væsentlig del af det absurde teater, vi alle er vidner til og ufrivillig del af.
Steen Ole Rasmussen.
Jeg tror at det er spindoktorer fra DI, DA, og selvfølgelig venstres egne kogekoner, som får hjorten, til at snakke og bevæge sig (for lidt, jf. vommen og stødpudekinderne.)
skulle nogle påstå at det er hjorten, der igennem selvstændig hjerneaktivitet, styrer bevægelser af ædespalten, når der kommer ord ud, og ikke kun når der kommer mad ind. Så ignoerer de, definitionenen af selvstændig tankegang. Fordi der er ikke et gram af originalitet i en eneste tanke, men blot gentagelser af andres ord, meninger og handlinger. Dvs. Hjortens mindreværd og den sammenhængene mistanke, om at alle folk tager røven på ham, både styres og fodres af den nævnte kogekoner. Der konstant hvisker ham i øret. “de snyder dig…, de snyder dig…,)
Det er derfor, en mand med Hjortens massefylde, uden refleksion over udsagnet, glad kan proklamere, at hvis man bare pisker folk nok,, så skal de nok finde manglede ressourcer fra, og blive nogle ansvarlige forældre og gode lønmodtagere.
Jeg tror at Hjorten og Fjoghet, kunne havde haft en stor fremtid sammen, som bomuldsplantageejeren og ridefogeden i Sydafrika for 100 år siden. Ihvertfald havde de ikke behøvet at besværer sig med fakta, rettigheder, moral og etik.
* skal de nok finde manglede ressourcer frem,