Bognyheder

Bognyheder fra dagens litteraturtillæg

Da Nixon herskede

I USA er det nærmere reglen end undtagelsen, at store forfattere prøver kræfter med den såkaldte politiske roman, der stiller skarpt på virkelige begivenheder og underbygger den britiske forfatterinde George Eliots påstand om, at "der ikke findes skæbner, som ikke er blevet formet af det offentlige liv".

Penn Warrens All The King's Men (1946), Doctorows The Book of Daniel (1971) og DeLillos Libra (1988) er blot tre titler, vi i dag kategoriserer som klassikere i genren.

Om Ethan Canins America America har format til at gøre sig i det selskab, er nok tvivlsomt, men nu er romanen om ambitioner, klasseskel, magt og moral i tiden, lige inden Richard Nixon blev valgt som præsident for anden gang, i hvert fald kommet i dansk oversættelse.

Det sker blot et halvt år efter, at den blev udsendt hjemme i USA - og vi her på siderne rundede vores anmeldelse af det aktuelle og medrivende drama af med at konkludere, at forfatteren "tegner et troværdigt billede af den for nationen så turbulente og paranoide periode komplet med gæsteoptrædener fra Nixons lyssky medarbejdere og diverse virkelige berømtheder, journalister og politikere". /tvo

Ny litteraturfestival i Århus

I Århus ser en ny litteraturfestival med navnet 'Vild med ord' forårets blege lys i dagene 6.-15. marts. Festivalen består af en lang række litterære arrangementer over hele byen, fortæller Stig Pedersen fra forlaget Siesta til Århus Stiftidende. Forlaget Siesta er, sammen med en række mindre lokale forlag, biblioteker, Poetklub Århus og universitetsstuderende, initiativtagerne til festivalen, der er lidt af et sats, eftersom tidligere forsøg på at lave eksempelvis en miniudgave af BogForum er floppet. "Vi mener, at Århus fortjener en litteraturfestival, og tror på, at det kan lade sig gøre ved for det første at skabe et fokus og ved for det andet at gøre det mere folkeligt. Med til det folkelige hører en billetpris på kun 40 kroner", siger Stig Pedersen. Ved tidligere arrangementer, såsom bogmessen 'Bogdage', var entréen næsten dobbelt så høj, hvilket kan være en af årsagerne til, at århusianerne blev væk, mener han.

Når 'Vild med ord' løber af stablen i marts, vil arrangementerne finde i hele byen, og i den sidste weekend vil Ridehuset danne ramme om en stor bogmesse med stande og interviews, underholdning og debatter på scenerne.

Temaet for arrangementerne i Ridehuset er "Verden i litteraturen, litteraturen i byen". Med det tema håber initiativtagerne på at fange temaer og tendenser i tiden: udblik til Afghanistan, Iran, Irak, Indien og Kina. Derfor finder man blandt de inviterede den kinesiske eksil-forfatter og nobelprismodtager Gao Xingjian. Men også danske forfattere som Helle Helle, Leif Davidsen, Kirsten Hammann, Merete Pryds Helle, Kristian Ditlev Jensen, Thomas Boberg og Carsten Jensen vil blive inviteret, skriver Århus Stiftidende./amm

Kommunistisk kaos

Det blev fremført som en litterær hyldest, men slog hurtigt om i kommunistisk vrede og bureaukratisk kaos, skriver The Guardian. I august måned fandt den russiske præsident Dmitry Medvedev på at opkalde en gade i Moskva efter den nyligt afdøde forfatter Alexander Solzhenitsyn, der var kendt som en indædt kritikker af kommunismen.

Det er egentlig en ganske almindelig praksis at opkalde veje efter berømtheder, så i Yekatarinburg kan man for eksempel slentre ned af Boris Yeltsin-gade, ligesom enhver russisk by med respekt for sig selv har en Leningade. Alligevel ser det ud til, at Dmitry Medvedev forregnede sig, da han udvalgte placeringen for Alexander Solzhenitsyn-gade. Vejen plejede nemlig at hedde Store Kommunistgade. Kommunistiske aktivister hævder nu, at omdøbningen er direkte ulovlig, og beboerne i Alexander Solzhenitsyn-gade har flere gang pillet de nye vejskilte ned i protest. De er vrede over det bureaukratiske kaos, adresseændringen har afstedkommet. Flere har ikke fået deres pension, og alle skal bestille nye pas og andre officielle dokumenter.

Der er god grund til at antage, at Alexander Solzhenitsyn vender sig i graven. /amm

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu