Topskatten er endnu engang årsag til uenighed mellem regeringspartierne. Ifølge statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) hører lettelser i topskatten slet ikke til i den værdikamp, han fortsat agter at føre.

Topskat? Det er skatteteknik,” fastslår Fogh over for Information.

Men i den konservative lejr er man af en ganske anden opfattelse. Ifølge skatteordfører Mike Legarth er skattepolitikken et af de områder, der trænger til et værdipolitisk løft, og lettelser i topskatten markerer utvivlsomt en værdi:

At de, der tager en langvarig uddannelse og oppebærer en mulighed for at få et sværere og højere lønnet job, skal betale 15 procent mere af den sidst tjente krone end andre - det er jantelov og at dunke folk oven i hovedet for at gøre noget ekstra. Det er et problem, som er med i værdikampen, og som vi skal have løst,” siger han.

Ifølge K-ordføreren er det i orden, at de, der har og kan mest, betaler forholdsvis mere i skat, men han efterlyser politisk mod til at kræve personligt ansvar.

Det er vigtigt, at der er nogle politikere, som tør sige nej. Der er blevet et offentligt forventningspres om, at fordi man betaler skat, har man ret til alle mulige ydelser - det duer ikke,” siger Mike Legarth.

Fogh: Kampen fortsætter

I sidste uge bedyrede kulturminister Carina Christensen (K), at hun ikke kommer med ‘noget katalog om en værdikamp’.

Situationen er en anden i dag end i 2001,” sagde hun til Dansk Folkepartis store fortrydelse.

Statsministeren måtte derfor i Folketingssalen i går forsikre DF’s Søren Krarup om, at værdikampen skam fortsætter.

Fogh henviste efterfølgende til uddannelse, kultur, udlændinge og integrationspolitikken som områder, hvor regeringen har fået markeret nye værdier:

Det er lykkedes at sætte en helt ny dagsorden,” siger Fogh, som betegner værdi- eller kulturkampen som “en løbende debat om det grundlag, vores samfund skal bygge på”.

Fogh peger selv på opgøret med samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig og med 1980’ernes fodnotepolitik som sejre, og med folkeskoletest, kulturkanon og stramninger på udlændingeområdet har regeringen sat flueben ved en række konkrete projekter. Men det kniber for statsministeren at svare på, hvor værdikampen skal stå fremover.

Det er noget, der foregår på alle felter hele tiden,” siger han og tilføjer:

Der er hele tiden nogen, der vil i en anden retning.”

- Men på det fordelingspolitiske område er der måske nogen, der synes, at værdikampen kunne være mere tydelig fra en borgerlig regering?

Hvad mener du?”

- Ja, debatten om topskattelettelser f.eks.?

Den har ikke noget med værdikampen at gøre,” lyder det fra statsministeren.