2008 VAR ÅRET, hvor ordet pirat for alvor fik en renæssance. Mindst 34 skibe blev kapret, og over 300 besætningsmedlemmer har måttet opleve et ufrivilligt ophold hos somaliske pirater. Det bragte piraterne i avisernes overskrifter. Og alvorligt er det da for handelsflåden, at turen igennem Adenbugten er med risiko for besætningens ve og vel, mens de 30 millioner dollar i løsepenge helt sikkert også kunne bruges bedre. Men problemet er i det store billede til at overskue. Afrikas Horn er tæt på et humanitært kollaps. I september vurderede FN, at der nu er omkring 17 millioner mennesker med akut brug for fødevarehjælp. I Somalia alene er mere end 3, 2 millioner mennesker afhængige af nødhjælp, og siden Etiopiens invasion for to år siden er mindst 16.000 mennesker blevet dræbt, og en ud af hver 10. somalier er blevet drevet væk fra sit hjem. Sort ser det ud for det hærgede land Somalia. Pirateriet er et symptom på et langt mere alvorligt problem, og løsningerne kan ikke vurderes isoleret.

EN AFSNINGERNE er ifølge FN’s Sikkerhedsråd at sætte efter piraterne. Tirsdag vedtog rådet en resolution, der giver beføjelser til at forfølge piraterne, om nødvendigt helt ind på land. De internationale krigsskibe må nu tage “alle nødvendige skridt, der er passende i Somalia”, som det hedder. Men strategien er farlig. Flere medlemmer af den amerikanske Kongres advarede i går imod at kaste tropper ind i en hvepserede, som selv ikke verdens samlede efterretningsvæsner reelt har overblik over. Og risikoen for tab af uskyldige menneskeliv er overhængende. Da et indisk krigsskib i sidste måned sænkede et formodet piratskib, viste det sig at være fiskere. De somaliske pirater går ikke med klap for øjet og papegøje på skulderen. De er tidligere fiskere, der har indset, at der er mere at hente i det forurenede og overfiskede hav med en AK-47 end med et fiskenet. Andre frygter, at ‘krigen mod piraterne’ vil blive udnyttet af lokale magthavere til at miskreditere deres modstandere og til at fremme særlige politiske dagsordner - herunder at styrke de antivestlige følelser. “‘Rambo-løsninger’ vil blot bidrage til større somalisk fjendtlighed mod det internationale samfund,” advarer Joakim Gundel, der er konsulent for en række internationale hjælpeorganisationer, i dagens Information

NU trækker Etiopien sine tropper ud af landet, og samme vej går de 2.000 fredsbevarende soldater fra Uganda og Burundi. Et godt bud er, at Shabab-militsen vælter den amputerede regering i Mogadishu. Det er et uhyggeligt scenario for Washington, der længe har beskyldt militsen for at have nære bånd til al-Qaeda. Om det er lige så uhyggeligt for de millioner af somaliere, der sandsynligvis blot ønsker et minimum af lov og orden, er mere tvivlsomt. Uanset hvad, så er det helt afgørende, at kampen mod piraterne tager hensyn til den skrøbelige situation i landet. Angreb på somalisk jord kan - med rette eller urette - blive tolket som fjendtlige og i en anden sags tjeneste. Det er ikke det, der lige nu er brug for i den mest fejlslagne af alle verdens fejlslagne stater.