For udviklingslandene er den nuværende krise ikke kun af det onde, for de kan fremover forvente at få væsentligt mere at skulle have sagt i de institutioner, som sætter rammerne for den økonomiske globalisering. Når støvet har lagt sig, vil Kina, Indien, Brasilien, Sydkorea og en håndfuld andre udviklingsøkonomier kunne udøve større indflydelse på de multilaterale økonomiske institutioners funktionsmåde og vil være i bedre position til at arbejde for de reformer, der afspejler deres interesser.

Der er to indbyrdes sammenhængende grunde til dette. For det første har finanskrisen svækket USA og Europa i en grad, så de ikke længere hverken kan eller vil levere den form for lederskab, der har holdt det multi-laterale samarbejde kørende siden Anden Verdenskrig. De nye vækstlande vil blive nødt til at udfylde dette hul.

For det andet vokser de nye vækstlandes relative vægt og betydning i den globale økonomi til stadighed. Mange af Vestens største finansinstitutioner - de, som ikke er blevet nationaliseret - og mange af Vestens største industriforetagender vil fortsat være helt afhængige af velvillig kapital fra Kina og Golfstaterne. Og i handelspolitikken har den aktuelle runde i de globale forhandlinger vist, at vil de rige nationer have udviklingslandene til at samarbejde, så må disse nødvendigvis være med til at forme spillets regler.

For at få det bedst mulige resultat vil udviklingsnationerne være nødt til at danne sig et klart billede af deres interesser og målsætninger. Hvad bør de stræbe efter?

For det første bør de presse på for at få nye regler, der mindsker risikoen for finanskriser og afbøder deres konsekvenser. Overlades de ureguleret til sig selv, vil de globale finansmarkeder tilbyde for megen kredit til for billige priser i gode tider og for begrænset kredit i dårlige. Det eneste effektive modtræk er konjunkturudjævnende kapitalforvaltning, dvs. tiltag, der kan modvirke udenlandsk lånoptagelse under økonomiske opsving og hindre kapitalflugt under økonomiske nedture.

I stedet for at udtrykke mishag ved kapitalkontrol og presse på for finansiel åbenhed burde Den Internationale Valutafond aktivt bistå landene med at tage sådanne politikker i brug. Ligesom den burde udvide sine retningslinjer for hjælpekreditter, så den i højere grad kan agere som en sidste udvejslångiver for de udviklingsnationer, som lider under finanskrisen.

Krisen er en chance for at opnå større gennemsigtighed på alle fronter, herunder i de bankpraksisser i de rige lande, som befordrer skatteunddragelse i udviklingsnationerne. Velhavere i udviklingsverdenen unddrager sig hvert år skat for 100 milliarder dollar i deres hjemlande takket være bankkonti i Zürich, London og andre steder. Udviklingslandenes regeringer bør kunne kræve og få informationer om deres statsborgeres konti.

Det politiske råderum

Udviklingslandene bør også presse på for at få indført den såkaldte Tobinskat - en skat på udenlandske valutatransaktioner. Sættes den tilstrækkelig lavt - f. eks. på 0,25 procent - vil sådan en skat ikke påvirke den globale økonomi negativt i nogen mærkbar grad og vil samtidig rejse betydelige midler og modvirke overdreven og kortsigtet spekulation.

Indtægterne fra Tobin-skatten - og de vil let kunne løbe op i hundredvis af milliarder dollar om året - kan så bruges til almene goder såsom udviklingsbistand, vacciner imod tropesygdomme og udvikling og ibrugtagning af grøn teknologi i udviklingslandene. De administrative vanskeligheder ved at implementere Tobinskatten er ikke uovervindelige, så længe alle de store industrinationer er med på den. Og det vil herefter være muligt at få de finansielle offshorecentre til at samarbejde ved at true dem med isolation.

Udviklingslandene må også indrømmes et større politisk råderum inden for Verdenshandelsorganisationen (WTO). Målet må være, at disse lande kan gøre brug af de handels- og erhvervspolitiske tiltag, der er nødvendige for at omstrukturere og diversificere deres økonomier. De lande, som har deltaget i globaliseringen med succes, har gjort brug af sådanne politikker, hvoraf flere - statssubsidier, nationale regelsæt, kopifremstilling af patenterede produkter - ikke er tilladt ifølge gældende WTO-regler.

For udviklingslandene bør argumentet være, at en anerkendelse af disse økonomiske og politiske realiteter ikke vil svække det globale handelssystem eller indbyde til større protektionisme, men derimod gøre det sundere og mere bæredygtigt.

Men med større indflydelse følger også større ansvar. Udviklingslandene vil blive nødt til at udvise større forståelse og imødekommenhed over for legitime bekymringer i de rige lande og være mere villige til at betale deres andel af visse globale fælles goder. Kapitaleksporterende udviklingslande bør være rede til at acceptere større gennemsigtighed i de suveræne statsfondes operationer og forpligte sig til ikke at bruge dem til politiske formål. De største udviklingsnationer - Kina, Indien og Rusland - må bære deres del af byrden ved reduktion af drivhusgas-emissionerne.

Tilsvarende bør udviklingslande forstå, at politisk råderum ikke er nogen ensrettet gade. I lande som USA, hvor middelklassen kun har høstet få gevinster af de seneste 25 års globalisering, vil handelspolitikken komme under voldsomt pres for at rette op på dette. Den tiltrædende præsident Barack Obama gjorde den amerikanske middelklasses trængsler til et centralt programpunkt i sin succesrige valgkamp, og hans økonomiske chefrådgiver, Larry Summers, har på det seneste fremsat markante udtalelser om globaliseringens negative følger for amerikanske arbejdere.

Udviklingslandene vil gøre klogt i ikke at fremmane protektionismens spøgelse, hver gang sådanne bekymringer bliver bragt på bane. Den politiske og økonomiske virkelighed kræver en mere nuanceret tilgang og et udvidet samarbejde. Udviklingslandene bør afstå fra åbenlys handelsprotektionisme, men bør være villige til at forhandle om at undgå reguleringskapløb ‘mod bunden’ på områder som arbejdsforhold og selskabsbeskatning. Dette vil være i deres egen langsigtede interesse. Uden støtte fra middelklassen i de rige nationer, vil det blive vanskeligt at opretholde et åbent globalt handelssystem.

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen