Opslag til denne artikel

Emneord:islam, islamisme, jura, krig, kritik, kvindeliv, muslimer, selvmord, selvmordsattentater, suverænitet, terrorisme
Organisationer:Hizbollah, Taleban
Steder:Afghanistan, Indien, Irak, Libanon, Pakistan

Selvmordsbomber er noget af det, der forfærder os mest i den internationale terrorisme. For de fleste er terroristernes brug af selvmordsbomber det afgørende element, der sætter det moralske skel mellem ‘vores sekulære krig’ og ‘deres religiøse terrorisme’. Selvom brugen af selvmordsattentater som krigsførelsestaktik historisk har været domineret af sekulære oprørsgrupper, og muslimske lande indtil starten af 1990’erne har haft de laveste selvmordsrater i verden, forbindes selvmordsattentater alligevel ofte med ‘stærk’ muslimsk religiøsitet.

Forbindelsen mellem muslimer og selvmordsattentater er dog relativ ny og kan ikke føres længere tilbage i historien end til starten af 1980’erne, hvor den shiamuslimske bevægelse Hizbollah begyndte at bruge selvmordsattentater i Libanon og retfærdiggjorde dem gennem shiitiske doktriner om selvopofrelse. Siden har brugen af selvmordstaktikken også bredt sig til sunnimuslimske grupperinger og har fået ny opmærksomhed i forbindelse med de amerikansk ledede krige i Irak og Afghanistan.

I dag er Pakistan imidlertid blevet en af hovedscenerne for krigen mod terrrorisme. Hver dag ser volden ud til at stige til et nyt niveau, og imens volden fortsætter, diskuterer landets religiøse autoriteter, hvorvidt selvmordsattentater er en legitim del af begrebet jihad. Selvom muslimer aldrig har været enige om, hvad jihad betyder, har militante fortolkninger af begrebet gjort, at jihad ofte bruges synonymt med ordet krig. Siden begyndelsen af det nye årtusinde har flere observatører bemærket, at der er sket et skred i den interne muslimske debat om, hvad der er legitim adfærd i denne militariserede udlægning af jihad. Da jeg for nylig besøgte Pakistan for at interviewe aktivister fra den nye generation af Taleban og toneangivende religiøse autoriteter om legitimiteten af selvmordsattentater, var dette skred bemærkelsesværdigt massivt, idet sekulære og strategiske argumenter om effektiv krigsførelse ofte fik forrang for teologiske referencer.

Det er sigende for hele denne tendens, at diskussionerne i landets madrassa-tilknyttede publikationer (madrassa er religiøse skoler, red.) går på, hvorvidt ideologiske modstandere kan sidestilles med deciderede kombattanter i krig, og dermed om det ideologiske sammenfald gør civile bombemål legitime. Men der er ikke længere meget uenighed eller debat om, at selvmordsangreb i manglen på bedre ressourcer i udgangspunktet er legitimt, så længe der bliver kæmpet en defensiv krig. Selvom doktriner om selvop-ofrelse har en mobiliserende virkning på religiøse aktivister, har såvel religiøse som sekulære selvmordsbombere gennem historien været involveret i den samme type opgør, navnlig konflikter om suverænitet og territorier og kampe om retten til religiøs eller kulturel selvbestemmelse.

Brud med klassisk jura

Den Kashmir-orienterede og terrorlistede organisation Lashkar-e Taiba var den første pakistanske bevægelse, der i 1999 begyndte at benytte sig af selvmordsattentater i den indisk administrerede del af Kashmir. Dengang mødte Lashkar-e Taiba massiv kritik for sine metoder, både fra andre jihad-organisationer og religiøse autoriter, der kaldte det for uislamisk krigsførsel. Året efter fulgte en anden Kashmir-orienteret og terrorlistet bevægelse, Jaish-e Muhammad, alligevel trop og modtog adskillige fatwaer - autoriserede religiøse udtalelser - mod deres praksis. Det bemærkelsesværdige er, at det var de religiøse autoriteter, der var tilknyttet landets deobandi-madrassaer, der mest højlydt markerede sig mod tendensen. Deobandi-bevægelsen startede oprindeligt, da en håndfuld islamiske lærde fra madrassaen Darul uloom Deoband rejste sig mod de britiske koloniherrer i Indien og søgte at rense islam fra ‘uislamisk’ indflydelse. Selvom den gamle modstandstradition har fået nyt liv i dag, og deobandimadrasserne højlydt støtter Taleban, var holdningen dengang, at legitim jihad kun burde rettes mod ikke-muslimske kombatanter. I øvrigt gik den nye trend imod den klassiske islamiske jura om legitim krigsførsel, der især nævner forbud mod at skade civile, kvinder, børn, dyr, træer og bygninger. Hertil begyndte en diskussion om forskellen mellem ‘selvmord,’ der utvetydigt tolkes som værende forbudt i islam, og ‘selvopofrelse’ i en højere sags tjeneste. Militante aktivister laver i dag ihærdigt denne distinktion ved at kalde selvmordsangreb for selvopofrende angreb.

Selvom der i dag ikke går mange dage imellem nyheder om endnu et selvmordsattentat i Pakistan, har landet ikke en særlig lang erfaring med selvmordsattentater. I 2002 oplevede Pakistan det første selvmordsangreb inden for landets grænser, planlagt af tidligere medlemmer af Jaish-e Muhammad og den anti-shiitiske bevægelse Lashkar-e Jhangvi. Både Jaish-e Muhammad og Lashkar-e Jhangvi har haft deres lokale dagsordner, men også angrebet mål, der for dem udtrykte Vestens globale dominans. Ifølge statistikkerne står disse organisationer stadig bag langt størstedelen af selvmordsattentaterne i Pakistan.

Markeret utilfredshed

I dag er Taleban imidlertid ofte i centrum, når diskussionen falder på selvmordsattentater. Den såkaldte nye generation af talebanere i Pakistans stammeområder begyndte dog først i 2006 at bruge selvmordsangreb, der i udgangspunktet var rettet mod pakistanske sikkerhedsstyrker. Det begyndte da Baitullah Mehsud, lederen af den pakistanske Tehreek-e Taleban i det sydlige Waziristan, indgik en fredsaftale med den pakistanske regering i 2005. Mehsud skrev under på, at han ikke ville have noget at gøre med al-Qaeda-relaterede udenlandske krigere. Tilgengæld for Mehsuds løfte holdt regeringen sig tilbage, da han udfoldede sin talebaniseringskampagne mod ‘uislamiske’ foretagender i området. Idet Taleban aldrig har været en samlet bevægelse i Pakistan, begik en uzbekisk-afghansk kommandochef fra en konkurrrerende Talebanfraktion et selvmordsattentat for at markere sin utilfredshed med fredsaftalen. Siden eskalerede volden mellem de pakistanske sikkerhedsstyrker og Talebangrupper, efterfulgt af nye fredsaftaler. Men med de seneste amerikanske angreb i området og med den eskalerende bølge af selvmordsattentater ser det for alvor ud til, at fredsaftalerne kun vil gå over i historien som papirfred, og Talebangrupperne har igen fokuseret deres opmærksomhed omkring den fælles fjende.

Talebans øgede popularitet gennem de sidste par år skyldes, at de i stigende grad er blevet et symbol på legitim modstand, siden de succesfuldt kan insistere på, at de fører en defensiv krig.

Selvopofrelse mobiliserer

Når landets Taleban-aktivister og deres religiøse autoriteter skal argumentere for legitimiteten af selvmordsattentater, skal man grave dybt for at få traditionelle religiøse argumenter på bordet. I stedet er de i langt højere grad strategiske og sikkerhedspolitiske og svære at skelne fra den måde, stater normalt fører sikkerhedspolitiske argumenter for voldsanvendelse i en oplevet trusselssituation. Mens udbredelsen af selvmordsattentater som krigsstrategi har krævet et radikalt opgør med klassisk islamisk jura på området, ser det ud til, at en sikkerhedspolitisk retfærdiggørelse af selvmordsangreb som “nødvendighed,” “selvforsvar” og “sidste udvej” opvejer betydningen af denne afvigelse. Den udbredte opfattelse langs Pakistans grænseområde til Afghanistan er, at de aktive jihad-grupperinger er egentlige folkelige modstandsbevægelser uden mange ressourcer, og netop den opfattelse fortsætter med at mobilisere nye potentielle selvmordsbombere. Indtil videre har militære operationer i området kun styrket Talebangruppernes popularitet og projekt, og ifølge rapporter fra det sydlige Waziristan står der stadig masser af unge i kø foran de nyoprettede rekrutteringskontorer til militant jihad. Nogle vil have hævn over dræbte stammeledere, nogle har mistet familiemedlemmer under de amerikanske missilangreb i området, og andre står i kø for at markere deres lede over amerikanerne og det kaos, der siden 2001 har hærget stammeområderne og nu bevæger sig med hastige skridt mod Pakistans hovedstad.

Mona Sheikh er ph.d. stipendiat i militant islamisme og sikkerhed