Hvorfor er det i dén grad kommet bag på så mange, at de to mænd, som var så opsatte på at dræbe sig selv og tage lige så mange tilfældige forbipasserende med sig i døden, som de kunne i London og Glasgows Lufthavn - Bilal Abdulla, som torsdag blev idømt livsvarigt og Kafeel Ahmed, som døde af de brandsår, han pådrog sig under aktionen - var henholdsvis en læge, der var ansat i det offentlige sygehusvæsen, og en ph.d.-studerende i ingeniørvidenskab, der havde mødt hinanden i Cambridge?

Vi narrer os selv, hvis vi bilder os ind, at militant islamisme er begrænset til marginaliserede, forarmede og arbejdsløse medlemmer fra den muslimske befolkningsgruppe. Et enkelt blik på baggrunden hos de ledende figurer i al-Qaeda og hos gerningsmændene bag 11. september burde være nok til at aflive enhver illusion om, at al-Qaeda blot skulle være et biprodukt af uvidenhed, irrationalitet og fattigdom.

Prototypen

En højere uddannelse - og vel at mærke navnlig inden for naturvidenskab og teknologi - har vist sig at være en fremragende rugekasse for voldelig islamisk fundamentalisme. Osama bin Laden selv studerede økonomi, om end kortvarigt og modvilligt, men hans næstkommanderende - den egypter, som mange mener, er bevægelsens egentlige hjerne og chefideolog - kan prale af en akademisk grad i kirurgi.

Allerede i 1981 kompromitterede dr. Ayman al-Zawahiri sorgløst sit lægeløfte ved at bruge sin klinik som våbendepot for terrorister. Og en yemenitisk islamistleder, som USA har betegnet som “prototypen på en global terrorist” på grund af hans påståede involvering i at rejse finansielle midler til al-Qaedas aktiviteter, er en højt anerkendt forsker i sit hjemland, og drives af altruistiske motiver. Sheik Abdul Majeed al-Zindani hævder at have fundet en kur mod såvel aids, diabetes som to typer af hepatitis.

Mohammad Atta, som førte det første af de to fly, der blev brugt til at smadre World Trade Center, studerede byplanlægning ved Hamburgs tekniske universitet, hvor han blev anset for at være “fagligt kompetent, men ikke kreativ”. Og den kuwaiter, som planlagde 11. september-angrebene, Khaled Sheikh Mohammed, var uddannet maskiningeniør i North Carolina.

Armageddon-flokken

Det kunne se ud til, at der er en sammenhæng mellem en uddannelsesbaggrund, der er rent teknisk og videnskabelig, og religiøs fundamentalisme af enhver art. En sådan sammenhæng stødte jeg også på, da jeg researchede til min bog om kristen amerikansk fundamentalisme, som udkom sidste år. Disse amerikanske højrekristne - Armageddon-flokken, som de kaldes i folkemunde - læser Bibelen, som var den en computermanual, i forventning om at finde nøjagtig samme faktuelle information og samme præcise instrukser. Ingen som helst indrømmelser bliver gjort til den politisk-historiske kontekst, hvori de bibelske tekster blev skrevet, og ej heller er de i stand til at udvise den mindste forståelse for Bibelens brug af metaforer, symbolik, poesi eller propaganda.

Kardinalfejl

I sin bog fra 2000 The Battle for God, redegør religionshistorikeren Karen Armstrong for dette påfaldende fænomen. Hun diagnosticerer en manglende evne til at skelne mellem to niveauer i sproget - mythos og logos, dvs. mellem poetisk billedsprog og den type sprogbrug, man finder i lærebøger - og hun konkluderer, at denne manglende evne er skyld i den grundlæggende vildfarelse hos religiøse fundamentalister af enhver slags.

Det kunne se ud, som om der bag denne kardinalfejl ikke ligger hverken dumhed, social elendighed eller mangel på uddannelse, men en dyb længsel efter kontrol. Hvor de amerikanske højrekristne, jeg mødte, følte sig indviet i sikker viden om fremtiden ved deres bogstavelige læsning af Bibelens profetier, drømmer typer som Bilal Abdulla og Kafeel Ahmed om at udøve lige så megen magt for at ændre verden i overensstemmelse med deres anskuelser, som de udøver, når de behandler en patient eller konstruerer en maskine.

Victoria Clark er forfatter og freelancejournalist. Sidste år udgav hun bogen ‘Allies for Armageddon: The Rise of Christian Zionism’

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen