Fuldt fortjent blev den malinesiske duo Amadou & Mariam verdensberømte i 2005 med Dimanche à Bamako. Gennembruddet for det muslimske, blinde ægtepar kom efter at de havde været aktive siden ‘74, og det var i multikulti-stjernen Manu Chaos produktion, at Vesten opdagede deres voldsomt melodiøse, rytmisk graciøse, fuldfede, malinesiske popmusik.
Chao er ikke med denne gang, men Amadou & Mariam befinder sig fortsat i den blødere og mere tilgængelige ende af skalaen her på Welcome To Mali. Ja, på det fremragende indledningsnummer - gæsteproduceret af Damon Albarn - bruger de sågar autotuning på stemmen, hvilket har været en popstrategi siden Cher gjorde den berømt med hittet ‘Believe’.
Der er også en international fornemmelse over gæsteraps og strygere og klaver. Men disse elementer danser med stor selvfølgelighed i samklang med kora, ngoni, balafon (vestafrikanske versioner af harpe, guitar og marimba).
Af og til bliver det lidt for jovialt rocket og singalong-behageligt til denne anmelder, og her koster den internationale krydsbefrugtning for meget. Men den er også essentiel for dette albums perlende, smidige og rummelige ynde. rach
Amadou & Mariam: ‘Welcome To Mali’ (Because Music/Warner).







Kommentarer