Daniel Barenboim er næste års modtager af Léonie Sonnings Musikpris, og han kvitterer for prisen ved at spille to af Beethovens klaverkoncerter sammen med Det Kgl. Kapel og Michael Schønwandt.

Da Barenboim i 2006 modtog en anden hædersbevisning, nemlig invitationen til at holde BBC’s årlige Reith Lectures - en ære han deler med en udsøgt kreds af europæiske kulturpersonligheder gennem de seneste 60 år - gav han gentagne gange kritiske vurderinger af musikkens stilling i samfundet.

“Vores verden er blevet sted, hvor man hører musik uden at lytte til den,” sagde Barenboim. Og han beklagede det faktum, at mange af de mennesker, som interesserer sig for kunst, film og litteratur, har så lidt kendskab til den store musik.

Er det ikke et ganske godt signalement af en støjende tidsalder? Et par eksempler fra året, der gik, kunne belyse sagen fra en mere lokal vinkel.

Hørt om Peter Bruun?

Nationen gik fra kyst til kyst i trance over amatørkonkurrencen X Factor, hvor der blev sunget mere eller mindre udvandede kopinumre, og hvor en flamboyant dommers gøren og laden åbenlyst var vigtigere end musikken.

Hvem tog overhovedet notits af, at komponisten Peter Bruun fik Nordisk Råds Musikpris for sit lattermilde og groteske musikdrama Miki Alone, som tager temperaturen på en moderne gal kvinde i et cirkuskøkken?

Hvis man fortsætter med at tage Barenboim på ordet, er der nok af bedrøveligheder at sætte fingeren på.

Folkeskoleelevernes erfaringer med kompositionsmusikken er fortsat utroligt sparsomme, fordi deres lærere for en stor del er forudsætningsløse i disse hjørner af faget.

Gymnasiereformen har medført en fatal marginalisering af musikfaget, og hvordan skal man så kunne samle den mere modtagelige ungdom op, som folkeskolen har svigtet?

Gode musikskoler har vi mange af, men deres force ligger generelt ikke på det klassiske felt. Som helhed kan man med en vis misundelse skæve til den finske model, for her sadlede man radikalt om for 30 år siden og oprustede med et forgrenet og højt fagligt musikuddannelsessystem fra børnehave til konservatorium.

Det har ikke blot resulteret i en endeløs strøm af dygtige musikere, dirigenter, sangere og komponister, men også noget lige så vigtigt: et øget lydhørt publikum. Vi taler faktisk om noget så gammeldags som musikalsk opdragelse.

Medierne sylter musik

Det lydhøre og videbegærlige publikum bliver heller ikke tilfredsstillende betjent, når det gælder musikformidlingen i medierne. Forlagene vægrer sig ved at udgive bøger om klassisk musik, og da i særlig grad om samtidsmusikken. Mange folkebiblioteker ligger inde med et stort lager af klassiske cd’er, udlånet er gennem årene faldet dramatisk, og det er svært at få øje på initiativer, der kunne vende udviklingen. De store dagblade i København og Århus er i vildrede med, hvad de vil med dette stof.

Man har jo haft gedigne traditioner, også i nærværende avis, men populærmusikkens journalister har for længst erobret spaltepladsen og bevågenheden. Den klassisk interesserede læser kan godt nok finde anmeldelser af opera, koncerter og cd’er, men man støder for sjældent på dybtgående vidensformidling.

Og ingen kulturredaktør har endnu fundet ud af, at netudgaven af avisen kunne være et sprudlende forum for den slags information med streamet lyd og levende billeder.

Alt, hvad der kalder sig kommerciel radio og tv, vil ikke røre ved seriøs musik med en ildtang, for der ligger ikke en eneste reklamekrone i en så død sild.

DR har som bekendt stadig visse forpligtelser på dette område. I bekendtgørelsen af lov om radio og fjernsynsvirksomhed står der blandt andet, at man skal give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund.

Just på radiosiden har DR svigtet ganske katastrofalt fra begyndelsen af indeværende år, og det gælder sådan set ikke kun den klassiske musik og jazzen. En mindre læserbrevsstorm i Information har dokumenteret den frustration, som deles af et stort antal P2-lyttere, og kritikken rettes mod det markedsorienterede kanaldesign og den deraf følgende computerstyrede musiktilrettelæggelse og facile henvendelsesform. Borte har taget 60 års brogede radiofoniske traditioner for oplysning, indsigt og erkendelse i musikkens tjeneste. Hvad mener DR’s bestyrelse om den misere? Tilsyneladende ingenting.

Leve den levende musik

Men én ting er forarmet kulturformidling i et tilsyneladende oplyst samfund, noget andet er den levende musik. Og den er der heldigvis mere af end nogensinde før. Der har aldrig før været samlet så meget talent af både etniske danskere og integrerede udlændinge i musiklivet, og det gælder hele vejen rundt: orkestermusikere, kammermusikere, korsangere og solister. Den ene akustisk vellykkede koncertsal efter den anden dukker op: Alsion i Sønderborg, den symfoniske sal i Musikhuset Århus og Studie 1 i DR’s Koncerthus.

Barokmusikken har med Concerto Copenhagen fået en forsinket, men uhyre stimulerende eksponering.

Om sommeren svømmer landet over med klassiske musikfestivaler, og der kunne nævnes meget, meget mere. Det er kort sagt kun modvilje, dumhed eller dovenskab, som kan afholde én fra at melde sig ind i dette landsdækkende fællesskab.

Det levende musikliv ude og hjemme er til en vis grad forbundet med plademarkedet, som længe har gennemgået sin egen smertefulde finanskrise, men det er der sådan set kommet noget godt ud af.

En skov af mindre plademærker sætter i dag en illuminerende dagsorden for kvalificeret formidling af et efterhånden enormt udvidet repertoire, og overvejende fra den kant har jeg til lejligheden udvalgt en stribe af årets mest bemærkelsesværdige udgivelser.

Fælles for de fleste af dem er, at de angriber den store musik på nye måder, og det er sandt for dyden opmuntrende for fremtiden. Derfor stiller sagen sig måske i virkeligheden ganske ligetil for dem, der måtte føle sig ramt af Barenboims kritik: Opsøg selv musikken, fordyb dig og opdag - At the end of the day, som Per Nørgård kalder sin 6. Symfoni - nye sider af dig selv.