Som en snemand i regnvejr, svinder opbakningen til regeringen stadig mere ind. Dag for dag går det langsomt, men sikkert ned ad bakke for Anders Fogh Rasmussen (V) og Co., der må se i øjnene, at de - ligesom talrige regeringer før dem - er blevet ramt af den i forskerkredse så omtalte nedslidningseffekt.
Tallene taler deres eget tydelige sprog. Hvor regeringen, da den kom til magten i 2001, havde opbakning fra 40,3 procent af vælgerkorpset, støtter blot 36,4 procent af vælgerne i dag op om regeringen. Det viser en omfattende undersøgelse af den nuværende og de foregående 25 års regeringers popularitet, som Ugebrevet A4 har gennemført.
Havde det ikke været for de konservatives formandsskifte havde det tilmed set meget værre ud for VK-regeringen. Siden Lene Espersen (K) i september i år overtog roret fra Bendt Bendtsen, er det gået markant frem for de konservative, der set i forhold til valget i 2001 har præsteret en fremgang på 3,9 procent. På samme tid har Venstre tabt 7,8 procent af den samlede vælgerskare, hvilket svarer til flere end hver fjerde af de stemmer, partiet fik i 2001.
Endnu værre for statsministeren er, at nedslidningen kun kan forventes at blive stærkere, som tiden går, fortæller lektor og valgforsker Kasper Møller Hansen:
“Det generelle billede er, at det kun går ned ad bakke. Selv om regeringen prøver at sætte en ny dagsorden og få nye emner på banen, så er det sjældent nok til at stoppe nedslidningen,” siger han.
Bedre end Nyrup
For Anders Fogh Rasmussen kan der dog være trøst at hente i, at han trods alt ikke klarer sig lige så dårligt som sin forgænger. Syv år efter at Poul Nyrup Rasmussen (S) havde overtaget nøglerne til Marienborg fra Poul Schlüter (K), havde regeringen tabt ikke færre end 8,8 procent af vælgerne. Og var det ikke for de radikale, der på den tid var i hastig fremgang med Marianne Jelved i front, havde det set endnu værre ud.
Samtidig kan Fogh glæde sig over, at han klarer sig bedre end regeringer, som de er flest.
Ifølge et omfattende studie af nedslidningseffekten i 19 lande og flere hundrede regeringsperioder gennemført af Martin Paldam og Peter Nannestad fra Aarhus Universitet, taber et typisk regeringsparti 0,66 procent af den samlede vælgerskare for hvert år, den sidder ved magten. Det er marginalt mere, end hvad VK-regeringen har tabt, hvis tabet over de syv år fordeles jævnt over regeringsperioden.
Anders Fogh Rasmussen må også sande, at han ikke har klaret helt så godt, som den gennemsnitlige regering i Danmark, der ifølge forskernes analyser taber 0,36 procent opbakningen for hvert år, der går. I gennemsnit har VK-regeringen tabt 0,56 procent af vælgerskaren årligt.
Uffe var et hit
En anden begmand til regeringen er, at den klarer sig væsentligt dårligere den forrige borgerlige regering, Poul Schlüter (K) stod i spidsen for. Med et tab efter syv år ved magten på blot 0,1 procent for de to bærende regeringspartier - Venstre og konservative - var nedslidningen af Poul Schlüters regering blandt de mindste set herhjemme.
Igen var det dog ikke statsministerpartiets fortjeneste. I løbet Schlüters første syv år tabte de konservative således 3,2 procent af vælgerne, mens Venstre med Uffe Ellemann-Jensen som formand og udenrigsminister omvendt gik frem med 3,1 procent.
I det hele taget er det slående, at det gang på gang er statsministerpartiet, der taber, mens de øvrige partier regeringen går frem.
Det hænger ifølge lektor og valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet sammen med, at støttepartierne bedre kan skjule sig, når dårlige sager popper op.
“Støttepartierne kan se på listen over emner og problemer som et à la carte menukort, hvor de kan vælge til og fra. Anderledes er det for statsministerpartiet, der må stå til ansvar for hvert eneste lille problem, der dukker op,” siger han.
Et konkret eksempel er regeringens håndtering af den såkaldte Metockdom fra EF-Domstolen i juli i år, der stillede spørgsmålstegn ved den danske udlændingepolitik, og hele diskussionen om integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs ageren, mener Kasper Møller Hansen. Her har de konservative været forbløffende stille, mens Venstre har måttet stille op til tæsk i medierne, hvilket selvklart ikke er gået vælgernes næse forbi.
Kommentarer
Er denne artikel ikke skrevet forsend, da de konservative igen ligger på valgresultatet fra 2007 og venstre har trukket noget ad de konservatives vælgerfremgang tilbage.
Lene Espersens dalende popularitet skyldes i mine øjne hendes dårlig gennemførte Politireform samt flere uheldige udtalelser for at vise at hun var en skrappere moster end konkurrenten Pia Kjærsgaard.
Tjah…(regerings)ansvaret slider. Det er der vist ikke noget nyt i.
Siden Anker kastede håndklædet i ringen i ‘82 har skiftende koalitioner omkring sammen regeringsledelse siddet omkring 10 år per gang - og det er nok meget godt at der så skiftes.
Hvis trenden skal fortsætte, og det tror jeg den gør, vinder Fogh næste valg med et meget lille flertal og kører derefter sur i arbejdet og regeringen skifter.
Forskellen mellem Schlüter, Nyrup og nutid er dog primært i Foghs favør på 2 afgørende punkter - han har en betydelig sikrere konstellation hvor de 3 afgørende partier, VK+O, ikke er på vej til at kigge efter andre muligheder samt en opposition der ikke, modsat SR med nyvalgte Nyrup og Jelved i ‘92 og modsat Fogh anno 2001, repræsenterer et friskt pust.
De ser derimod lige så trætte og slidte ud som regeringen.
Det er mere forbløffende, at denne regering har været i stand til at have så stor vælgeropbakning gennem så mange år trods de meget få succéser - hvis nogen - som dens reformarbejde har medført.
Dette er da virkeligt et paradoks.
Jan: Enig, men en del af svaret mener jeg loigger i Naom Kleins udlægning af “Shock Therapy” — også her I Danmark. Desuden synes en signigikant del af befolkningen at lukke ned for skrupler og vælger ansvarlighed i itder med hæj vækst.
Kære hr. Vildfarne Statsminister og tilhørende “videnskabsmininster”…Obama og alle der respekterer videnskaben fra Nikola Tesla til Steven Cu taler højt fot tiden og med god grund. Du hører ikke efter…hvid du gjorde ville DONG være verdens-etter i altrenativ energuforskning, elektricitet og magnetisme i stedet for at brænde halm af.
“From landing on the moon, to sequencing the human genome, to inventing the Internet, America has been the first to cross that new frontier because we had leaders who paved the way: leaders like President Kennedy, who inspired us to push the boundaries of the known world and achieve the impossible; leaders who not only invested in our scientists, but who respected the integrity of the scientific process,” Obama said.
“Because the truth is that promoting science isn’t just about providing resources — it’s about protecting free and open inquiry. It’s about ensuring that facts and evidence are never twisted or obscured by politics or ideology. It’s about listening to what our scientists have to say, even when it’s inconvenient — especially when it’s inconvenient. Because the highest purpose of science is the search for knowledge, truth and a greater understanding of the world around us. ”
AFR: Arrogant Fantasiløs Regeringsleder
Det er ikke seriøst at sammenligne VK regeringen fra 2001 med Schlüters regeringer i 80’erne. Schlüter regerede med skiftende flertal og gennemførte relativt få borgerlige mærkesager.
Trods en stadig højere pris til DF har AFR’s regernger fået flere borgerlige mærkesager igennem.
Selvfølgelig tærer det på et parti at være regeringsparti (med statsministerposten). Men det er dog bemærkelsesværdigt at AFR som den første venstrestatsminister nogensinde er blevet genvalgt 2 gange.
De ganske små forskydninger (indenfor den statistiske usikkerhed) er ikke relevante. Det eneste, der tæller, er et folketingsvalg.
Når AFR vandt - omend knebent - sidste år, skyldtes det dog nok så meget den ualmindelig ringe opposition, anført af Helle Thorning Schmidt - i mindre omfang egne fortræffeligheder.
Jeg er helt enig med dem, som mener at denne artikel er en tynd kop te. Der er ikke meget ‘videnskab’ i den.