Danskerne har fået betydeligt mindre lyst til at se skattekroner gå syd på til verdens fattigste. Det fremgår af en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4. I 2005 mente 16 procent af danskerne, at den statslige bistand til Afrika, Asien og Latinamerika skulle beskæres. Den holdning deles nu af 30 procent af danskerne.
Den tiltagende skepsis over for ulandsbistanden hænger meget sammen med, at de fleste ikke rigtig tror på, at bistanden virker. Hele 61 procent af danskerne har ifølge A4’s undersøgelse lille eller slet ingen tillid til, at statens bistand medvirker til at hjælpe de fattigste.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) ser med blandede følelser på den voksende skepsis over for ulandsbistanden, der ydes via Danida under Udenrigsministeriet.
“Den udbredte skepsis er noget skidt, for jeg ønsker ikke, at danskerne skal betale skat til noget, de ikke tror på værdien af. Men den kritiske indstilling er også god, for det er på tide, at vi får en mere nuanceret holdning til bistanden. I alt for mange år har blandt andre Danida bidraget til at tegne et alt for rosenrødt billede af bistanden som et vidundermiddel og udelukkende et gode for modtagerlandene. Det har ført til den fejlagtige konklusion, at jo mere bistand jo bedre,” siger Ulla Tørnæs.
S bebrejder regeringen
Den tiltagende skepsis over for at hjælpe de fattige lande med statslig bistand får ulandsorganisationer som Ibis til at efterlyse bedre og mere information til danskerne. Socialdemokraternes ordfører på området, Jeppe Kofod, hæfter sig ved, at den nuværende regering har skåret i bevillingerne til oplysning om ulande. Fra 66,1 millioner kroner i 2003 til 40,3 millioner kroner i 2007.
“Den mere negative holdning til ulandsbistand handler om, at regeringen har skåret kraftigt ned på udgifterne til ulandsoplysning, så færre danskere ved, hvad ulandsbistanden er, og hvad pengene går til,” siger Jeppe Kofod.
Ulla Tørnæs kalder det noget sludder, at besparelserne på ulandsoplysning har gjort befolkningen mere negativ over for bistanden.
“Den folkelige modstand var større under de socialdemokratisk ledede regeringer i 1990’erne end nu, selv om der den gang var relativt flere midler til ulandsoplysning,” siger Ulla Tørnæs.
Kommentarer
Hvis ‘Ulandsoplysningen’ fortæller os at bistand hjælper, er det: 1) løgn, og 2) ansvarspådragende vildledning. Stil Danida-pamperne for retten; de har snydt og bedraget danskerne.
Jeg har selv været på Danida-projekter og set svindlen. Der kommer slet ikke det ud af det som de skriver i de fine rapporter.
30 pct. er skræmmende!
Men jeg må give Kofod ret. Der mangler helt klart mangel på indsigt i hvad U-landsstøtten går til.
Og det er sandt nok, at U-landsstøtten ikke har nogen voldsom effekt. Men det er klart. Den måde støtten er sammenskruet på nu er at man giver et plaster på såret for at holde verdens U-lande udenfor markedet.
EU mener jo, at hvis man giver europæiske bønder en voldsom landbrugsstøtte og sætter en toldbarriere op, men til gengæld giver U-landende et symbolsk beløb for at holde sig inaktive, så er alting godt. Hvad er det for noget vås?! Lad U-landene komme med ind på det globale marked, så de kan klare sig selv. Det ville da være en start!
Problemet er jo, at mange af de millioner der tidligere gik til ‘oplysning’ jo ikke gik til reel oplysning om ulandsbistand, men til partsindlæg, der var med til at legitimere den pågældende ulandsorganisations strategi for tiden.
“Den tiltagende skepsis over for ulandsbistanden hænger meget sammen med, at de fleste ikke rigtig tror på, at bistanden virker.”
Mon ikke årsagen skal søges et helt andet sted?
Det er jo simpelthen selvmodsigende og ulogisk hvis man på den ene side er solidarisk med ulandene og på den anden side har en nation der efterhånde er fyldt op til bristepunktet af fremmedhad, tuneserlove, og “fast og fair” udlændinepolitik. Det svarer jo i virkeligheden til at ville være humanist på lige datoer og racist på ulige…
Per,
Jeg har egentlig også altid undret mig over at de selvsamme mennesker, der i det ene øjeblik varmt agiterer for “hjælp i nærområderne” er nøjagtigt de samme, der kræver ulandsbistanden sat ned.
vh Simon
Det forekommer lille, beskedne mig, at vi er mange, der har sagt og skrevet det i årtier, som nu med vanlig dansk forsinkelse endelig er gået op for 61% af befolkningen.
Men vi fik i 30 år vore læserbreve retur fra énøje-pressen ‘grundet påstået pladsmangel’, når vi tillod os at fortælle, hvad vi selv kunne se ud af øjnene: At ulandsbistanden blev brugt til administation og resten gik i de forkerte lommer.
Men kun godt, at det ENDELIG er gået op for 61% af befolkningen, at ulandsbistanden ikke virker efter de selvhævdede smukke hensigter. 61 % af danskerne har lille eller slet ingen tillid til, at statens bistand medvirker til at hjælpe de fattigste.
Men hvem vil seriøst forlange , at…
-Tvind skal stoppe støtten til Mugabe, når regimet dækker over Amdi Pedersen eller at
-Ulandsbistanden til Afghanistan hjælper, når et Taliban på fremmarch på mindre end en time ødelægger det,som ‘godgørenhedsindustrien hævder at have opbygget.
FN burde sætte oganisationer som Danida og lignende selvfede hjælpe-sammenrend på listen over organisaioner, som støtter terror - og derfor burde være organisationer, det er strafbart at støtte.
Det er da fint at skære oplysningspengene ned - hvorfor skal vi betale skattepenge for at blive hjernevaskede ? De oplysningspenge er vist blot til glæde for nogle overflødige NGO’er ?
Det er da bedre med kritiske journalister fra uafhængige aviser , TV stationer m v til, at rapportere om forholdene.
Iøvrigt bør Danmark yde ulandsbistand med samme beløb som hidtil og med større fokus på lokal fødevareproduktion, men det internationale samfund bør forsøge at koordinere indsatsen, så nødhjælpsarbejderne fra de forskellige lande ikke går og falder over hinanden på de “populære hjælpe-steder”.
,
Ulandbistand er iøvrigt også et godt våben i kampen mod den globale terror - vi skal støtte de “gode kræfter” med udvikling ( og magtmidler til selvforsvar).
En vigtig grund til, at flere og flere danskere ikke ønsker at yde ulandsbistand over skatten, må være, at de da ikke får et nydeligt foto af den gode gerning, der kan indrammes og stilles centralt til skue i det lille hjem.