GUATEMALA BY - En julidag i 2005 drog et inspektionshold ud til politiets lager for beslaglagt sprængstof i Guatemala By. Lagerets naboer var bekymrede for, at det skulle sprænge i luften, og havde derfor bedt myndighederne om at tjekke sikkerhedsforholdene ved den forfaldne lagerbygning.
Dét, inspektionsholdet fandt, viste sig imidlertid at være potentielt langt mere sprængfarligt end de gamle granater og håndvåben, der ganske rigtigt blev opbevaret i bygningen. En af inspektørerne, historikeren Edeliberto Cifuentes fra Ombudsmandskontoret for Menneskerettigheder, undrede sig over de bundter af gamle papirer, der gemte sig længere inde i bygningen. Cifuentes spurgte sig for og fik et overrumplende svar.
“Det er politiet historiske arkiv,” sagde lagerchefen som det mest selvfølgelige i verden.
Så selvfølgeligt var det nu ikke. Den kommission, der efter fredslutningen i 1996 skulle kortlægge menneskeretskrænkelserne begået under borgerkrigen, havde bedt den daværende regering om at få adgang til netop politiets arkiv. Guatemalas politikorps var under mistanke for at stå bag tusindvis af summariske henrettelser, bortførelser og forsvindinger. Svaret fra regeringen lød, at hverken politiet eller hæren lå inde med arkivmateriale af nogen art.
“Vi har siden fundet ud af, at præcis på det tidspunkt, hvor sandhedskommissionens begæring blev behandlet af regeringen, flyttede politiet hele arkivet fra kælderen under politistationen i centrum og her ud til lagerbygningen,” fortæller Alberto Fuentes, som viser rundt i arkivet.
Han er operativ leder af det projekt under Guatemalas Ombudsmandskontor for Menneskerettigheder, som står for at restaurere, registrere og digitalisere arkivmaterialet.
Rotter og flagermus
Arkivmaterialet opbevares i de bygninger, hvori det blev fundet, og indeholder over 80 millioner dokumenter - eller hvad der svarer til omkring otte hyldekilometer. Selv efter næsten tre års intenst arbejde ligger dele af arkivet stadig hen som den dag det blev fundet: Hulter til bulter, i bundter stablet fra gulv til loft eller skødesløst kastet i bunker, ligger kvitteringer, anmodninger om indkøb af nye uniformer, døgnrapporter, anmeldelser af tyveri, vagtlister - alt hvad politikorpset har fundet værd at notere fra omkring år 1900 til fredslutningen i 1996. Og så - mellem stakkene - er der pludselig et kartotekskort med fingeraftryk og et vedhæftet portrætfoto i sort-hvid af den type, der nærmest er blevet symbol på de forsvindinger, diktaturstaterne i Latinamerika så ivrigt praktiserede i det 20. århundrede. “Fortroligt,” står der med røde typer hen over kortet.
Luften emmer af forfald, der er kælderklamt, og trods omfattende renovering af lagerbygningen summer affugtningsmaskinerne stadig rundt om i bygningens smalle gange.
“Arkivet var i en katastrofal tilstand, da vi fandt det,” fortæller Alberto Fuentes.
“Bygningen var aldrig blevet bygget færdig, det regnede ind, og der manglede glas i vinduerne. Her vrimlede med rotter, flagermus, kakerlakker og andet kryb.”
Derfor gjaldt det også først og fremmest om at sikre, at arkivet ikke gik til, efter at det var blevet fundet. Den forfaldne lagerbygning lå ubeskyttet hen midt i en bilkirkegård, og forbipasserende kunne snildt komme ind og fjerne dokumenter, ligesom skadedyrene gjorde deres for at slette fortidens spor.
Først da bygningen var blevet sikret mod både tyveri og regnvejr, kunne det egentlige arbejde begynde.
“Arkivet giver os en enestående mulighed for at redde historien fra at gå tabt,” siger Alberto Fuentes, og viser ind i de lokaler, hvor nogle af arkivets 170 ansatte omhyggeligt børster støv og snavs af dokumenterne og glatter krøllede hjørner ud, så papirerne kan komme gennem en scanner.
‘At blive forsvundet’
Fundet af arkivet har givet de pårørende til de flere end 40.000 mennesker, der forsvandt - eller ‘blev forsvundet’, som det hedder med det spanske verbum desaparecerse - under krigen, nyt håb om, at få vished om deres familiemedlemmers skæbne.
“Mens hæren stod for oprørsbekæmpelsen i landområderne, var det politikorpset, der stod for at bekæmpe modstanden mod regimet i byerne,” siger Alberto Fuentes.
Sandhedsrapporterne udarbejdet efter krigen dokumenterer da også, at politikorpset stod for at bortføre og henrette tusindvis af militærregimets politiske modstandere. Ligesom det var politikorpset, der den 31. januar 1980 satte ild til den spanske ambassade efter at demonstranter havde forskanset sig der. 37 mennesker, fortrinsvis indianske bønder, blev brændt levende.
“Vi har ikke fundet ordrer til henrettelser i arkivet, men vi kan følge overvågningen af personer helt frem til den dag, de forsvandt eller blev dræbt,” fortæller Alberto Fuentes og påpeger, at det var en del af regimets strategi at undlade at identificere de lig, der blev fundet i vejgrøfter og andre steder med tydelige tegn på tortur.
Ved at samkøre oplysningerne fra arkivet med oplysninger fra lighuse, kirkegårde og avisnotitser er det ikke desto mindre lykkedes arkivets medarbejdere at finde ud af, hvad der er hændt nogle af de mange tusinde forsvundne.
“Vi har foreløbig kunnet fastslå identiteten på 40 af de forsvundne. Desuden kan vi ved hjælp af de vagtlister, politiet også har ført, sandsynligvis også finde ud af, hvem der har udført ordrerne,” siger Alberto Fuentes.
Retssager
Arkivmaterialet kan derfor også bruges som bevismateriale mod de politifolk, der stod for overgrebene mod militærregimets politiske modstandere. Ombudsmandskontoret for Menneskerettigheder er i samarbejde med Guatemalas offentlige anklager i gang med at efterforske 19 sager om forsvindinger - deriblandt mordet på den nuværende præsidents onkel, Manuel Colom Argueta. Dertil har 400 pårørende til forsvundne bedt Ombudsmandskontoret lede efter oplysninger om deres forsvundne slægtninge i arkivet med henblik på at føre retssager.
I et land, hvor ingen hidtil er blevet dømt for at have stået bag nogen af de over 40.000 forsvindinger, er den type retssager forbundet med risiko.
“Vi har heldigvis ikke hidtil modtaget trusler af betydning. Men det kan hurtigt ændre sig, når der kommer konkrete retssager,” siger Alberto Fuentes.
Han bemærker dog, at foreningen af pensionerede generaler, AVEMILGUA, har forsøgt at få arkivets chef, Gustavo Meoño, fjernet fra posten. Når arkivets dokumenter er blevet renset, registreret og scannet ind, lagres de - for en sikkerheds skyld - derfor også på en server langt uden for Guatemalas grænser.
Hvis Hitler havde vundet
Chefen for Guatemalas politikorps fra 1978 til 1982 - den periode hvor repressionen i byerne var kraftigst - German Chupina Barahona døde i februar i år. Før sin død nåede han at kommentere fundet af arkivet over for en amerikansk journalist fra National Public Radio.
“Jeg interesserer mig ikke for fortiden. Men heldigvis var jeg ikke vidne til noget alvorligt. Ikke desto mindre - hvis de finder noget, der belaster mig, så må de bringe mig for retten. Men jeg er nu sikker på, der ikke er noget,” sagde Chupina, som altså ikke nåede at blive indhentet af fortiden før sin død.
Ved synet af de systematiske optegnelser over politiets overvågning af regimets kritikere er der ét spørgsmål, som uundgåeligt melder sig: Hvorfor i alverden valgte politikorpsets ledere ikke at destruere arkivmaterialet frem for at flytte det, da krigen sluttede.
“Det har jeg spurgt mig selv om mange gange,” siger Alberto Fuentes.
“Jeg tror, at man i politikorpset har opfattet arkivmaterialet som et bevis på, at de var med til at redde Guatemala fra kommunismen,” siger Alberto Fuentes, holder en pause og spørger så retorisk:
“Hvis Hitler havde vundet Anden Verdenskrig, ville han så have destrueret sine arkiver?”
Serie: Retsopgøret der udeblev
I 1996 sluttede 36 års borgerkrig i det mellemamerikanske land Guatemala, da guerillabevægelsen URNG underskrev en fredsaftale med regeringen og Guatemalas hær.
Konflikten var den suverænt blodigste koldkrigskonflikt på det amerikanske kontinent – en sandhedsrapport udarbejdet med FN i ryggen konkluderede i 1997, at den guatemalanske stat stod bag 93 pct. af menneskeretskrænkelserne begået under krigen, og at staten var ansvarlig for forbrydelser mod menneskeheden og folkemord mod landets maya-indianske befolkningsflertal.
Det anslås, at mindst 200.000 mennesker blev slået ihjel under krigen, en stor del af dem i de over 600 massakrer, som hæren foretog. Mindst en million blevet på flugt. Dertil forsvandt mindst 40.000 mennesker sporløst.
Ingen er hidtil blevet dømt for at have stået bag hverken folkemordet, forsvindingerne eller forbrydelserne mod menneskeheden.
Informations rejse til Guatemala var støttet af Danidas
Oplysningsbevilling
Overvågningen af Manuel Colom Argueta
Manuel Colom Argueta blev myrdet med 36 skud i Guatemala By den 15. marts 1979. Colom var som leder af venstrefløjspartiet Frente Unido de la Revolución en af den guatemalanske oppositions mest markante figurer, og han kæmpede livet igennem for demokratiske idealer og talte militærregimet midt imod.
I dag, næsten 30 år efter hans død, har dokumenter fra politiets arkiv afsløret, at politiet overvågede Colom fra 1957 og indtil hans død 22 år senere. Der er foreløbig fundet 101 dokumenter om ham i arkivet.
Det første dokument er fra 1957, kort før Colom Argueta fik sin juraeksamen fra San Carlos Universitetet. Politiet noterer, at han som studenterpolitisk leder udgør en ’trussel’ mod regimet og derfor bør overvåges tættere.
Det bliver han; den 8. september noterer politiet således, at ’i dag blev han ikke lokaliseret’. En måned senere foretager politiet en ransagning af Coloms partis hovedkvarter, og noterer sig at have fundet ’kommunistisk’ propaganda med Coloms navn og adresse på.
Den 28. november 1971, da Colom grundlagde det Revolutionære Demokratiske Enhedsparti (Unidad Revolucionaria Democratica) noterer politiet: ’Han (Colom) figurerer på listen med adresser over kommunister’. Den formulering røber, at politiet har ført en egentlig liste over politiske modstandere.
Arkivet afslører også, at Colom blev overvåget, selv når han gik til begravelse. Således er det noteret, at Colom tog ordet ved begravelsen af den myrdede politiske leder Adolfo Mijangos López.
Detaljerne om hans død er noteret i et 12 sider langt dokument, men ordren til hans henrettelse er endnu ikke fundet i arkivet. Det er noteret, hvem der deltog i Coloms begravelse.
Notatet om Coloms død er oprettet to år før selve mordet, og under Coloms navn står bogstaverne Q.E.P.D.– ’Que en paz descanse’ – hvil i fred. Det indikerer, at mordet på Colom var planlagt i to år.
Kommentarer