Det er selvfølgelig for dårligt, eftersom man nu engang er vendelbo, men jeg ved faktisk ikke præcis, hvordan man laver de egns-karakteristiske, vendsysselske grønkålskugler.

Jeg burde jo være i stand til at servere retten for kone og børn, med kold flæsk, kold pølse, masser af sennep og en snaps til. Det sidste er absolut nødvendigt, også for de af os, der egentlig er nogle tøsedrenge, der hverken kan lide eller tåle snaps. En berømt dansk digter med en vis tilknytning til Vendsyssel, skal engang have sagt om virkningen af at spise disse green balls of fire, at man bliver ‘airbåren’.

Det er stor humor, men det er nu ikke kun humor, det er desværre også alvor. Man bliver virkelig ‘airbåren’ af den ualmindeligt velsmagende spise. Efter indtagelsen er det en almindelig skik, dog aldrig formelt aftalt, at man hver for sig går lidt afsides. Et vend, kalder man det. Man slår lige et vend. Samtidig kan man så slå noget, der lyder næsten ligesådan, men lad os ikke komme ind på det.

Man spiser ikke mindst retten ved juletid, allerede første juledag til middag sætter man den til livs. Først i madærbødig tavshed, opfyldt af glæde over, hvad vores gode jord dog kan frembringe af nydelse. Senere bliver man filosofisk funderende, det står mere og mere klart for en, at der må være en mening med, at man netop er blevet vendelbo. En højere mening, vel at mærke, en eller anden slags begunstigelse må der være tale om. Senere endnu, ikke ret meget senere, bliver man pjatvorn. Og så, som sagt, kommer den fase, hvor man forlader selskabet enkeltvis for at slå et vend.

Noget sølle noget

Både i Sønderjylland og på Lolland-Falster taler de om noget de kalder ‘ægte grønlangkål’. Og joe, det smager da godt nok, det smager såmænd også lidt af grønkål, men for en vendelbo er det altså noget sølle noget. En slags sovs. Grønkålssovs. Men selvfølgelig, hvis det er godt nok til sønderjyderne, lollænderne og falstringerne, så lad dem da. Selvom man selv repræsenterer en højere kultur, behøver man jo ikke være nedladende over for andre, der måske er lykkelige på deres egen måde.

Men det store grønkåls-kick har de altså til gode. Det opnås kun ved at indtage de originale grønkålskugler. Bivirkningen, der selvfølgelig er lidt pinlig, har vi talt om. Men den sande virkning, gavnligheden og nytten, er øget livsfylde, meget stor mæthed, med garanti også øget potens og skrivekraft.

Hvad det sidste angår, ved jeg ikke om læseren nogensinde har bemærket, at et meget stort antal danske forfattere, historisk såvel som i nutiden, stammer om ikke fra Vendsyssel, så dog fra Limfjordsegnen? Det er næppe tilfældigt. Familier med kun et eller to børn, er på samme måde relativt sjældne. Når det skal være, så lad det være, så både Vendsyssel som Limfjordsegnen i det hele taget er rig på store søskendeflokke.

Desto mere ærgerligt er det selvfølgelig, at jeg ikke ved hvordan man laver dem. De små livgivende, grønne kugler. Min stakkels kone og mine stakkels børn siger ganske vist, men utvivlsomt kun for at trøste den uduelige patriark, at de ærlig talt helst vil være fri for at smage dem. For at forstærke trøsten og mildningen af patriarkens sene fortrydelse, påstår de endda, at de ville nægte at sætte tænderne i dem, hvis jeg nogensinde - og de gentager: nogensinde! - skulle finde ud af at lave dem og så meget som tænker på at servere dem for dem. Giftiggrønne kugler, siger de, med død gris i stav- og pølseform, bvadr!

Det er selvfølgelig sødt af dem at sige det, det letter da også lidt på min samvittighed, men selvfølgelig mener de det ikke. Det ved jeg godt. Ja, jeg må lige duppe tårekanalens udløb, vi voksne kan også blive rørte af taknemmelighed, måske især her i juletiden. En tid der jo fremmer sentimentale følelser. Om aftningen, f.eks., går jeg tit et vend udentil, ikke fordi jeg har spist grønkål, men fordi jeg tænker på det. Jeg stiller mig ude på Grønsundsvej, der nu hedder Østerbrogade - en skam, for det oprindelige gadenavn havde virkelig en smuk forstavelse - og vender ansigtet mod Vendsyssel. Skipper Clements bondehær - vidste De det? - var bl.a. bevæbnet med grønkålsstokke.

Først skal kålen vises ….

Da juletræet blev moderne i sidste halvdel af 1800-tallet, tænkte vendelboerne, meget fornuftigt synes jeg, at sådan noget pjat gad de ikke bruge penge på. Så de hentede et grønkål, der muligvis hedder en grønkål, ude i haven og tog det/den med ind i stuen. Efter at være blevet pyntet, var det finere og smukkere end nogen blæret københavnsk, Peter Faberskhyggenyggelodenfrakke fisefornem julegran. Og så kunne herligheden helt bogstaveligt spises bagefter.

En mand må gøre, hvad en mand må gøre, det ved vi jo. I dagene op til jul går vi over i vores nye Kvickly. Den ligger ovenpå Biskop Monrads grav og blev indviet på De Dødes Dag. At vores kalender rummer sådan en dag, må være noget katolsk overtro, så det havde Kvickly ikke tænkt på.

Det havde vi andre såmænd heller ikke. Vi forslæbte os på brunkager, figner og dadler, julekaffe med julesmag, julesmåkager og julefiligran og juleagtigt julepapir.

Men nu har vi fejret Jesus fødselsdag, så nu har jeg besluttet at gøre det, jeg burde have gjort for længe siden. Jeg vil ringe til nogen, jeg kender i Vendsyssel og spørge, hvordan man laver de der grønkålskugler. Næste jul vil jeg så overraske familien med ‘airbårne’ green balls of fire.