Tænk hvis de sagde: Nok er nok. Hvad nu hvis landets overvægtige sagde til landets eksperter, terapeuter og kropsmoralister, at de skulle tie stille. Man forestiller sig en stor demonstration med bannere, hvor der står: ‘Det er min krop!’ eller ‘Sundhed er sygt!’ eller ‘Hellere Fed i Fred end i kamp mod mig selv!’. Bokseren Brian Nielsen kunne bære et særligt skilt, hvor der stod: ‘Jeg blev verdensmester med øl-patter’. Og han kunne fortælle, at han mistede motivationen til at bokse, da han blev tvunget til at tabe sig, og at han først kom tilbage i form, da han igen begyndte at spise løs.
Efter den store succes med kampagnen mod rygeforbuddet kunne Johnny Madsen sikkert overtales til endnu en protestsang - måske med titlen ‘Synd for de sunde’. Amin Jensen kunne så sige, at han i hvert fald aldrig var blevet tv-vært og komiker, hvis ikke han havde været større og rundere. Så havde han bare lignet endnu en konsulent i begejstringsindustrien. Og også i denne forbindelse kunne Tøger Seidenfaden være en inspiration. Han skulle nemlig have udtalt, at han har valgt sin krop fra.
Vrede overvægtige kunne møde op foran Folkesundhedstemplerne med opråb som: “Jeres kedsomhed er ikke vores problem” og “Livet er ikke et verdensmesterskab i gennemsnitslevealder” og “Sunde mennesker er sure mennesker”. De ‘søgende’ og ‘de spirituelt orienterede’ kunne rejse en statue af Buddha og hævde: “Hvor vi ser en guddom, ser staten et vægtproblem”. Fodboldfans kunne henvise til Diego Maradona, som blev kaldt “hans tykke majestæt”, og kvinder og mænd med sans for uimodståelig storhed kunne blæse en ballonudgave af Stig Rossen op over København, så de helt ovre fra Sverige kunne se, at her var en nation, som havde gjort op med slankhed som det ultimative kriterium for det gode, det sande og det skønne liv.
Tavshed og tale
Disse demonstrationer ville aldrig finde sted. For det er altid de sunde og slanke, der taler om overvægt som problem, og de overvægtige, som der tales om. Og de sunde og raske er som regel skuffede og bekymrede over de usunde og tunge. “Det fede Danmark”, stod der søndag hen over forsiden på Berlingske Tidendes magasin. Og videre faldt dommen: “Eksperter slår alarm!”. Nu er hver tredje dansker ifølge avisen overvægtig og mere end hver tiende dansker hører hjemme i kategorien “svært overvægtige”. Der advares mod en ‘fedmeepidemi’ og udsigten til, at sukkersyge skulle blive “allemandseje”.
De sunde og slanke taler og taler. Men de siger ikke noget, som de overvægtige ikke selv ved i forvejen. Der er ingen basis for en protestbevægelse, for der er givetvis ikke særligt mange overvægtige, som ikke ønsker at tabe sig. De ved lige præcis, hvad de burde spise, og hvad de burde holde sig fra. De ved også, at de burde motionere, og mange har sikkert fået et månedskort til et fitnesscenter af venner eller familie, som ikke kan holde ud at se, at de bliver ved med at leve forkert. Den sociale skuffelse og især den afmægtige medlidenhed registrerer de overvægtige selv, som en udstrakt hånd, der både løfter på og trykker ned. De hører, hvad der bliver sagt, selv om de ikke er der, når det bliver sagt. For de siger det også til sig selv: De bør tage sig sammen. Men de har sagt det så mange gange efterhånden, at de ikke tror på, at det kan lade sig gøre. De kan ikke realisere det, de som oftest gerne selv vil. Og så kigger de nedad eller bliver væk. De skammer sig. Der er også de få overvægtige, som ikke lader sig kue. De er morsomme og uberørte, og det virker både provokerende og frigørende for andre at se, at sundhed ikke er alt og overvægten ikke det eneste væsentlige i tilværelsen.
Moralsk kamp
Det er en social og eksistentiel forventning i de vestlige samfund, at man tager ansvar for sit eget og handler. Det er en dyd at bemestre sig selv, og det er forkert, hvis man er ‘stået af’ eller ‘lader stå til’. Det er godt at modstå fristelser, og det er dårligt, hvis man ‘ikke kan lade være’. Man vinder sit selv i en kamp mod de øjeblikke nydelser og de hurtige fornøjelser. Markedet for mellemmåltider, instant satisfaction og umiddelbare nydelser vokser og vokser, mens antallet af dem, der ikke kan modstå markedets fristelser, stiger med fristelsernes omfang og frekvens. Der er ikke nogen, som ud fra en rationel betragtning ønsker mere og mere slik, sodavand og is bredt ud til i alle situationer. Der er heller ikke nogen, som ud fra en rationel betragtning selv ønsker at tage imod disse tilbud. Man ville helst være fri, når man tænker over det. Ingen vil sige, at det er samfundets skyld, men alle må erkende, at antallet af tabere i fristelseskampen stiger med udbuddet af ligegyldige nydelser. ‘Fedmeepidemier’ og ødelæggende sygdomme som ‘allemandseje’ er ikke direkte effekter af kapitalismen, men opstået som trusler mod den enkelte borgers myndighed og selvforvaltning, fordi nogen skulle finde afsætning for deres produkter.
Som sagt vil ingen sige, at det er samfundets skyld, og for enhver overvægtig er det et personligt problem. Men det er alligevel sværere for en kvinde at være overvægtig end en mand: Hvem har set en tyk kvinde på 50 gift med en smuk mand på 25? Og hvem har ikke set det modsatte. Og der er mange flere overvægtige og især svært overvægtige i den lavere middelklasse og underklasserne. Men overvægt ses som et personligt nederlag: Det ses som resultat af manglende viljestyrke og karakter. Den overvægtige taber til de fristelser, som den sunde og slanke modstår. Den overvægtige magter ikke den motion, som den sunde tager sig sammen til. Sundhed kobles med en moralisme: Man ser ned på den, der ikke gør det rigtige, fordi vedkommende ‘svigter sig selv’. Denne foragt er blevet legitim, og den er uden politisk eller kulturel modstand. Det opleves som selvfølgeligt og naturligt. Men spørgsmålet er, hvem der egentlig har et problem, hvis cifferet på en badevægt bliver til et eksistentielt og et moralsk facit.
Kommentarer
Det er måske et udslag af træthed, efter for meget mad og drikke her i julen, hvad ved jeg, som er årsagen til at Rune Lykkeberg her ikke når længere ud end tilfældet er.
For ingen er jo i tvivl om, at de fede gerne vil være mindre fede, at rygere gerne ville holde op osv. Og det vil de, for så kan de gå hurtigere uden at hoste så meget.
Men det er jo så banalt som det er sagt og derfor burde en hel Information Rune side om den sag også have ført os lidt længere et til spørgsmålet om hvem der egentlig har et problem med fedme? Det har de fede selvfølgelig og så er den ikke ret meget længere.
Derimod synes det mere oplagt her i julen at få rodet rundt i det Rune kalder “sundhedsdogmet”. Dvs. finde ud af om og hvilke alvorlige problemer og andet djævelskab der styrer de sunde og slanke i dag? Er det i virkeligheden de sunde og slanke som er vor tids største problem?
Det tror jeg. Der er i hvert fald en til sygdom voksende interesse for sundhed i dag.
Når den fede får problemer med helbreddet, så lever den fede med det, fordi det var forventeligt, men når den slanke og sunde rammes af hjerte og andre problemer, så følger uretfærdigheden med.
Og sådan ser jeg de slanke og sunde, som hver dag knokler røven ud af bukserne, for at forblive sunde og slanke. De løber nu hele tiden ind i uretfærdigheden. Det er uretfærdigt når fri- og aktieværdierne forsvinder, det er uretfærdigt når klimaet, naturen, miljøet forringes osv. Alle disse uretfærdigheder er ubærlige for de slanke og sunde som er så ansvarlige og derfor har de mere end nogen anden i vor tid brug for de uansvarlige fede og det får de så gennem deres dogmer.
Men kære slanke og sunde medborgere og Rune Lykkeberg forvent ikke at vi de fede vil redde jeres røv, ved ex. at skamme os.
I er på røven og det vil I være endnu mere, når vi smider de overflødige kilo efter et Godt Nytår.
- Hvor er det dog bare en kedelig udvikling!
Jeg har svært ved at forstå at man i den grad nedgør andre menneskers livsvalg, fremfor at feje for egen dør først. Jeg er sikker på en del af dem der rynker på næsen af de overvægtige, kører rundt i store osende firhjulstrækkere og forurener luften for de kommende generationer, går i højhælede sko og ødelægger deres fødder for forfængelighedens skyld. Der kan vi andre så også få lov at hæfte solidarisk over skatten, når de skal opereres fordi de har rendt rundt og leget sex and the city.
Der er sikkert flere eksempler på dobbeltmoralen; men uanset om du bor i en uforurenende miljø-rigtig bolig, kun kører på cykel, går i fodformede sko og aldrig bruger plastic-poser, så hav dog lidt empati med dine medmennesker! Der kan jo være andre grunde end dovenskab, dårlig moral og hvad man ellers skyder folk i skoene, der ikke altid, på alle tidspunkter har mulighed for at træffe de ‘rigtige’ valg.
Al fanatisme er noget lort. Også sundhedsfanatisme!
“Der kan vi andre så også få lov at hæfte solidarisk over skatten,”
Mon ikke det er der vi skal søge efter forklaringen på den omsiggribende stik-snudeskaftet-i andres-affærer holdning der breder sig i samfundet ?
Er du ikke klar over hvor meget ekstra skat jeg betaler for din krop, FEDE SVIN …
Ka’ du så sige tak for den nye hofte, det var MIG der betalte …
Er du klar over hvor meget det KOSTER skatte-borgerne at du ikke spiser din broccoli ….
Jo, det koster sikker samfundet penge, at der ikke spises aspargeskål nok.
Opgørelser over hvad sportsskader og almindelige menneskers ulykker i køkkener, i trafikken og som havekyndige og “gør det selv” entusiaster koster samfundet, ser vi til gengæld aldrig.
Dette beløb er naturligvis langt større, end hvad såkaldte “!livsstilssygdomme” koster, fordi egen eller andres uforsigtighed, manglende omtanke eller klodsethed er årsag til alle de ulykker og udgifter, der ikke skyldes kroniske medfødte sygdomme eller såkaldte “livsstilssygdomme”.
Forsøget på at pådutte folk et moralsk ansvar for “livsstilssygdomme” klinger derfor hult, når den fede skal skamme sig over han har brug for en ballonoperation, mens fjeldaben, der der for fulde hammer er kørt ned ad den sorte piste mens han brøler “autobahn!”, og nu ligger bundet til en dør med lårbensbrud og brækket ryg efter at have lemletstet hele køen foran liften, skal betegnes som en helt, og en af dem vi med glæde skal betale for.
Må jeg foreslå, at begrebet “livsstilssygdomme” udvides til at omfatte alle sygdomme, der er en konsekvens af frivilligt valgt menneskelig aktivitet.
Og skal der så endeligt prioriteres vil jeg - når alt kommer til alt hellere betale til ham, der har ædt sig fed i gåselever, hummer og sortfodssvin og ved alt om sorbet af figenkaktus og ovnbagt ûberkult pasta Nascaciatta, end jeg vil betale til fjolset der troede han kunne partere en dybfrossen kylling med en vinkelsliber. Ja, sådan er moral jo så forskellig.
Gud, hvor er jeg træt af udsagnet: De koster samfundet penge!
Venner vi lever af at klippe hinanden, og hvis alle var skaldede ville vi gå falit.
Nejda, så skulle vi bare omskoles til barberer alle sammen…
Så kan det være at muslimerne snart kan få lidt luft!
Det mest forkerte ved det her, er at tynd ikke er lig med sund og fed ikke er lig med usund.
Det er kosten og den manglende motion der er problemet, ikke hvordan kroppen ser ud.
Der er mange slanke, der er langt mere usunde end fede er.
Det kan der være to årsager til:
De spiser ikke nok og man skal ikke være direkte anorektiker før det er usundt.
Eller de har en forbrænding og en genetik som dækker over, at de faktisk lever usundt.
De fleste fede spiser angiveligt for usundt og motionere for lidt, men det er der mange normalvægtige som også gør.
BMI er et dårlig parameter for alarmsignaler.
Mennesker der spiser godt bliver også tunge. Specielt hvis de får god kost i deres barndom, så får de tunge knogler og større muskler.
Så har vi styrketræning og hårdt fysisk arbejde, de vil også være overvægtige.
Der er dog et væsentligt mindretal, som ikke kan tabe vægt uden at direkte sulte dem selv.
Og et væsentlig mindretal der kan spise masser sukker og sidde i sofaen uden at gå op i overvægt.
Så fede kan godt både spise sundt og være i god form, uden at ryge ned i normalvægt.
De vil være langt sundere, end slanke mennesker som ikke lever sundt og ikke motionerer.
Så at stigmatisere mennesker, fordi de er fede er lige så langt uden som at stigmatisere mennesker blot fordi de er født ind i en muslimsk kultur.
Der er jo faktisk mennesker som ikke vil ansætte fede.