Tænk hvis de sagde: Nok er nok. Hvad nu hvis landets overvægtige sagde til landets eksperter, terapeuter og kropsmoralister, at de skulle tie stille. Man forestiller sig en stor demonstration med bannere, hvor der står: ‘Det er min krop!’ eller ‘Sundhed er sygt!’ eller ‘Hellere Fed i Fred end i kamp mod mig selv!’. Bokseren Brian Nielsen kunne bære et særligt skilt, hvor der stod: ‘Jeg blev verdensmester med øl-patter’. Og han kunne fortælle, at han mistede motivationen til at bokse, da han blev tvunget til at tabe sig, og at han først kom tilbage i form, da han igen begyndte at spise løs.

Efter den store succes med kampagnen mod rygeforbuddet kunne Johnny Madsen sikkert overtales til endnu en protestsang - måske med titlen ‘Synd for de sunde’. Amin Jensen kunne så sige, at han i hvert fald aldrig var blevet tv-vært og komiker, hvis ikke han havde været større og rundere. Så havde han bare lignet endnu en konsulent i begejstringsindustrien. Og også i denne forbindelse kunne Tøger Seidenfaden være en inspiration. Han skulle nemlig have udtalt, at han har valgt sin krop fra.

Vrede overvægtige kunne møde op foran Folkesundhedstemplerne med opråb som: “Jeres kedsomhed er ikke vores problem” og “Livet er ikke et verdensmesterskab i gennemsnitslevealder” og “Sunde mennesker er sure mennesker”. De ‘søgende’ og ‘de spirituelt orienterede’ kunne rejse en statue af Buddha og hævde: “Hvor vi ser en guddom, ser staten et vægtproblem”. Fodboldfans kunne henvise til Diego Maradona, som blev kaldt “hans tykke majestæt”, og kvinder og mænd med sans for uimodståelig storhed kunne blæse en ballonudgave af Stig Rossen op over København, så de helt ovre fra Sverige kunne se, at her var en nation, som havde gjort op med slankhed som det ultimative kriterium for det gode, det sande og det skønne liv.

Tavshed og tale

Disse demonstrationer ville aldrig finde sted. For det er altid de sunde og slanke, der taler om overvægt som problem, og de overvægtige, som der tales om. Og de sunde og raske er som regel skuffede og bekymrede over de usunde og tunge. “Det fede Danmark”, stod der søndag hen over forsiden på Berlingske Tidendes magasin. Og videre faldt dommen: “Eksperter slår alarm!”. Nu er hver tredje dansker ifølge avisen overvægtig og mere end hver tiende dansker hører hjemme i kategorien “svært overvægtige”. Der advares mod en ‘fedmeepidemi’ og udsigten til, at sukkersyge skulle blive “allemandseje”.

De sunde og slanke taler og taler. Men de siger ikke noget, som de overvægtige ikke selv ved i forvejen. Der er ingen basis for en protestbevægelse, for der er givetvis ikke særligt mange overvægtige, som ikke ønsker at tabe sig. De ved lige præcis, hvad de burde spise, og hvad de burde holde sig fra. De ved også, at de burde motionere, og mange har sikkert fået et månedskort til et fitnesscenter af venner eller familie, som ikke kan holde ud at se, at de bliver ved med at leve forkert. Den sociale skuffelse og især den afmægtige medlidenhed registrerer de overvægtige selv, som en udstrakt hånd, der både løfter på og trykker ned. De hører, hvad der bliver sagt, selv om de ikke er der, når det bliver sagt. For de siger det også til sig selv: De bør tage sig sammen. Men de har sagt det så mange gange efterhånden, at de ikke tror på, at det kan lade sig gøre. De kan ikke realisere det, de som oftest gerne selv vil. Og så kigger de nedad eller bliver væk. De skammer sig. Der er også de få overvægtige, som ikke lader sig kue. De er morsomme og uberørte, og det virker både provokerende og frigørende for andre at se, at sundhed ikke er alt og overvægten ikke det eneste væsentlige i tilværelsen.

Moralsk kamp

Det er en social og eksistentiel forventning i de vestlige samfund, at man tager ansvar for sit eget og handler. Det er en dyd at bemestre sig selv, og det er forkert, hvis man er ‘stået af’ eller ‘lader stå til’. Det er godt at modstå fristelser, og det er dårligt, hvis man ‘ikke kan lade være’. Man vinder sit selv i en kamp mod de øjeblikke nydelser og de hurtige fornøjelser. Markedet for mellemmåltider, instant satisfaction og umiddelbare nydelser vokser og vokser, mens antallet af dem, der ikke kan modstå markedets fristelser, stiger med fristelsernes omfang og frekvens. Der er ikke nogen, som ud fra en rationel betragtning ønsker mere og mere slik, sodavand og is bredt ud til i alle situationer. Der er heller ikke nogen, som ud fra en rationel betragtning selv ønsker at tage imod disse tilbud. Man ville helst være fri, når man tænker over det. Ingen vil sige, at det er samfundets skyld, men alle må erkende, at antallet af tabere i fristelseskampen stiger med udbuddet af ligegyldige nydelser. ‘Fedmeepidemier’ og ødelæggende sygdomme som ‘allemandseje’ er ikke direkte effekter af kapitalismen, men opstået som trusler mod den enkelte borgers myndighed og selvforvaltning, fordi nogen skulle finde afsætning for deres produkter.

Som sagt vil ingen sige, at det er samfundets skyld, og for enhver overvægtig er det et personligt problem. Men det er alligevel sværere for en kvinde at være overvægtig end en mand: Hvem har set en tyk kvinde på 50 gift med en smuk mand på 25? Og hvem har ikke set det modsatte. Og der er mange flere overvægtige og især svært overvægtige i den lavere middelklasse og underklasserne. Men overvægt ses som et personligt nederlag: Det ses som resultat af manglende viljestyrke og karakter. Den overvægtige taber til de fristelser, som den sunde og slanke modstår. Den overvægtige magter ikke den motion, som den sunde tager sig sammen til. Sundhed kobles med en moralisme: Man ser ned på den, der ikke gør det rigtige, fordi vedkommende ‘svigter sig selv’. Denne foragt er blevet legitim, og den er uden politisk eller kulturel modstand. Det opleves som selvfølgeligt og naturligt. Men spørgsmålet er, hvem der egentlig har et problem, hvis cifferet på en badevægt bliver til et eksistentielt og et moralsk facit.