Det er et faktum, at de er her, og de bliver ikke færre, så hvordan leve med dem? Hvordan leve med dem i det rum, som de ønsker at være i.
Gaderummet - et socialpsykologisk være- og bosted på Nørrebro - var et af de rum, hvor unge, som var endt på gaden, med sociale og psykiske vanskeligheder, kunne være. Et sted, hvor de med gratis psykolog- og rådgivningsbistand kunne få tid til at komme på fode igen. Ikke bare et ly for regnen, men et hjem for de unge. En forlængelse af gaden, et sted, hvor de kunne være,som de ville være. En institution, der ikke havde regler om speciel indretning, men som lod de unge selv give det deres præg. I deres hjem.
Men Gaderummet er nu lukket. Og sammen med de andre hjemløse, som står bagerst i køen for ventelister på herberger i København, vil de unge være nødt til at vælge gaden. Igen!
Samfundet vil afhjælpe denne situation med andre former for rum. Således er der blevet oprettet et ‘Nødrum’ som skal være et alternativ til Gaderummet, hvor gadens unge kan få et bad og en seng. Der er plads til otte brugere, og fire pædagogstuderende står for, at regler om sengetider og ro og orden bliver overholdt. Tankevækkende er det, at Nødrummet skal give de hårdest ramte under lukning af Gaderummet et alternativt sted at være, på trods af at der fra Københavns kommunes plan kun står skrevet, at man vil afskedige personalegruppen men lade brugere og boere fortsat bruge Gaderummet. Hvorfor så et Nødrum? Hvorfor bruge 3, 5 millioner på løn til administration af Nødrummet, når Gaderummet med en tredobling af sengepladser kan overleve på et årsbudget på 1, 8 million?
Moralsk stillingtagen
Samtidigt er der en anden idé, der skulle forestille at rumme hjemløse og give en hjælpende hånd. I et af de seneste lovforslag fra velfærdsministeren foreslår hun, at man opretter transitrum til østarbejdere. Et sted, hvor de kan være, til de er raske igen og kan flytte tilbage til deres hjemland.
Transitrum og nødrum - alene navnene skriger af, at man ikke kan finde andre alternativer. Man ved ikke, hvad man skal stille op, så kontrol og eksklusion bliver rationaler. Hvordan rumme det, der falder udenfor?
“Man bør se med ørerne” skrev Sartre i et af sit hovedværker, Eksistentialisme er en humanisme fra 1946. De ord, som bliver sagt, skal fylde mere end det, man ser, men hvordan hører man på dem, man ikke vil se på. Man lytter til deres historie, man lytter til, hvorfor de gør det, de gør. Men hvordan lytte til andres meninger og historie, hvis ens billede af verden er bygget op om rationaler, der retfærdiggør uddannelse og social prestige. Eller rationaler, der bygger på en sandhed i Guds ord. En sandhed og et faktum er nemlig, at Askovgården - som er en kristen mission - skal overtage Gaderummet. Hvordan vil de kunne rumme en gruppe unge, der har brug for et frirum uden moralsk stillingtagen, men et rum, hvor de kan være sig selv?
I et af Sartres foredrag må han forsvare eksistentialismen over for katolikkerne, som mener at, når vi (nemlig) ophæver Guds bud og de evige værdier, bliver der ikke andet tilbage end den rene ubegrundethed: Enhver kan gøre, hvad han vil, og man er ude af stand til fra noget synspunkt at bedømme andres meninger og handlinger.
“Men netop autonomien i den enkeltes handling er det, som gør det muligt at bevæge sig videre, friheden til at tænke frit giver den enkelte handlemulighed. Eksistentialismen er ‘en lære, som gør menneskelivet muligt, og som i øvrigt erklærer, at al sandhed og al handlen forudsætter et milieu, en menneskelig subjektivitet’.”
Normernes forestillinger
Gaderummet må altså ses i sin sammenhæng, i sit miljø, og de enkelte subjekter må forstås ud fra netop denne sammenhæng. Subjekterne i gruppen danner rammen om en forståelse, en indre defineret sandhed.
Subjektiv handlen kan altså siges at være sin egen begrundelse, og i netop den ligger kernen for en søgen, hvori mennesket skal finde sig selv.
Men hvordan finder man sig selv, hvis det omgivende samfund uafbrudt stiller krav, som begrundes i normernes forestillinger og krav?
Hvordan lytte til disse unge hjemløse uden tag over hovedet og mad og drikke, uden kun at se at de ryger hash og slås. Hvordan se det de er og deres værdighed?
Vigtig anerkendelse
Socialpsykologien, som er den teoretiske tilgang i Gaderummet, kan rumme det, som Guds ord eller økonomiske forestillinger ikke kan, nemlig mennesket i sin væren. Mennesket i sin egen begrundelse. Men dette er ikke så ligetil, når ydre former for anerkendelse og værdighed kan være med til at styre grundlaget for den enkeltes handle- og ytringsfrihed.
Ære i form af ens stand er i dag blevet til social prestige, hvor ens præstationer bliver den afgørende faktor for, om man kan gøre sig fortjent til værdighed og bevare ens integritet.
En Kamp om anerkendelse ifølge socialfilosof Alex Honneth.
Honneth fremhæver selvrealisering som altafgørende for det gode liv. Selvrealisering gennem anerkendelse i den private, sociale og retlige sfære.
I et velfærdssamfund har man krav på det gode liv. Men her defineres det gode liv nærmere i form af økonomisk og kulturel kapital og med mindre vægt på en social anerkendelse af den, man er.
Hvordan opnå social anerkendelse, hvis man ikke har et job eller en uddannelse, og hvis ens selvrealisering udskydes eller dræbes af systemets absolutte sandhed.
Tina Rye Hansen er studerende på Københavns Universitet i antropologi og frivillig i Gaderummet
Kommentarer
Det er utroligt, at ethvert indlæg om hvad som helst kan gøres til endnu et xenofobisk gylp fra endnu et tågehorn…
Ja, og man behøver ikke engang kræve at folk bruger deres tid til noget fornuftigt. Det kommer helt af sig selv, hvis artiklens præmis står til troende. Den overproduktion at forbrugsvarer og luksuriøse serviceydelser, som arbejdsduelige og mindre arbejdsduelige borgere idag tvinges til at bidrage med, for at tilfredsstille et stadigt mere forkælet publikum, kunne ad frivillighedens vej sikkert godt matches af autonome aktiviteter som, ud over et kursus i skrivning af hyldestsange til de hårdarbejdende, kunne indeholde meget mere fornuft og omsorg for mennesker og mindre belastning af miljøet end det regeltyrani og kontrolhelvede der kendetegner tidens omsorgs- og servicearbejde, såvel som den inaktivitet der tilkommer folk der er parkeret på overførselsindkomster, generelt. Men det vil alt sammen kræve en grundlæggende ny politisk dagsorden og en mentalitetsændring blandt såkaldte almindelige mennesker, hvorefter gamle dyder som solidaritet, pligt og ansvar for næsten (og her tænker jeg ikke kun på den nærmeste familie) igen bliver moderne og normdannende. Den opgave tror jeg ikke den nuværende regering kan løfte. I et samfund hvor merprodukion, karriere, friværdi, flyrejser, samtalekøkkener og et, globalt set, absurd overforbrug af varer og energi synes at være selve meningen med tilværelsen, er borgerløn intet andet end filantropi og fantasteri, på linie med kommunisme og anden fejlslagen idéologi.
Ikke desto mindre tror jeg på borgerløn, om kke andet fordi den, alt andet lige, vil være en yderst rationel måde at fordele eksistensgrundlag selvtillid til de underprivigerede. Og hvis det går som der spås, at der bliver mangel på arbejdskraft i fremtiden, nytter det jo ikke at reserven er sat ud af drift pga. stigmatisering. Mon ikke der er mere selvtillid at hente i en check, som der står borgerløn på end én som der står kontanthjælp på? Men jeg tror det fremmer forståelsen at være eller at have været på kontanthjælp, og hvilken af dagens politikerere har været det?
http://www.borgerloen.dk/
Jeg har et andet forslag:
prøv at læse Blicher, Andersen, Kierkegaard og andre store danske forfattere.
@ Hans Jørgen Lassen
- og?
Tina Rye Hansen,
Gaderummet er IKKE lukket. Stedet skal renoveres og føres videre son et sted for unge hjemløse.
Grunden til at der er denne polimik er, at kommunen jævnfør forvaltningsloven ikke kan oplyse baggrunden for at fyre og senere bortvise en ansat, der har været ekskludeter andre steder også.
I Gaderummet har selvrealisering også været et stort problem, bl.a. for unge, der ikke ønsker at ryge hash.
Og der har været en række alvorlige problemer med hele “konceptet”.
Jvf. link: http://www.clarte.dk/nyhed.php?id=26
Hilsen Jan
@ Thomas Jørgensen,
ja det skriger jo til himlen!
Hvorfor har Gaderummets brugere ikke fået job i en tid med praktisk talt uanede muligheder?
Jeg synes da egentligt også det er underligt, når man sådan sætter det lidt på spidsen. De ca. 2 millioner vi andre forsøger gennem skatten har aldrig sagt “tak”… de har bare sagt “mere….tak”.
Fair nok at folk ikke kan passe et fuldtidsjob, men de kunne vel bruge f.eks. 5 timer om ugen på at gøre noget godt for andre?
”ca. 2 millioner”?
Skulle jeg sige tak for min folkepension? Jeg som har holdt liv i adskillige folkepensionister i live i min tid og sørget for at betale for uddannelse til dem, som nu sidder og brokker sig over, at den bristede finansboble har reduceret deres fiktive formuer?
Måske skal jeg oven i købet sige tak til den regering, som har ført landet ud i krise og solgt ud af arvesølvet, for ikke at tale om det had de og deres støtteparti har befængt det danske samfund med?
Hvem siger i øvrigt at de ca. 600.000 arbejdsløse ikke bruger 5 timer om ugen på at gøre noget godt for andre?