“Problemets kerne er enkel: grådighed.”
Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, den 26. december 2008
“Det er uanstændigt, når grådighed og smarte manøvrer tager over.”
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), den 7. oktober 2008
I denne mellemhøjtid har aviserne traditionen tro været fyldt med tilbageblik og analyser af året 2008 og ikke mindst den finanskrise, som satte sit store præg på den sidste del. Mange - inklusiv præsternes juleprædikener - har kredset om begrebet grådighed. Sammenkædningen mellem julen, den bibelske dødssynd, typer som Stein Bagger og Bernard Madoff og finansverdenens glubske og stadig mere opfindsomme jagt på nye gevinster har været nærliggende at fabulere over. Man får en fornemmelse af, at en umoralsk grådighed - denne hybris, denne dunkle side af menneskets sjæl - er selve årsagen til, at det gik så galt, at opturen endte så brat, at tusinder må gå fra hus og hjem, at almindelige mennesker må se deres opsparing kraftigt reduceret, selv om de havde investeret i gode “solide” papirer som eksempelvis bankaktier. Havde det ikke været for denne mere-vil-have-mere syge, så ville verden se meget anderledes ud i dag, må man forstå. Hvordan kunne så mange springe på Mr. Madoffs pyramideagtige investeringer og på Stein Baggers leasingkarrusel?, spørger tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske Tidende og svarer selv: Grådighed. Grådigheden fik os til at tro, at de gode tider bare kunne blive ved og ved, og at julen ville vare året rundt. Vi har levet “i en forskruet verden”, hvor det unormale har været normalt, fastslår Ellemann-Jensen. Løsningen, hvis man skal videreudvikle på den tidligere Venstreformands analyse, må være en løftet pegefinger, som genopretter anstændighed og maner synderne til jorden.
Over for ham står en anden debattør og fremtrædende medlem af Venstre, sognepræst Edith Thingstrup, som i samme avis et par dage tidligere slet og ret slår fast, at mennesket er grådigt - sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Vi er alle som Stein Bagger. Han har måske nok været mere grådig end de fleste. “Men det var et gradsspørgsmål og en privatsag indtil det sekund, hvor han begyndte at stjæle,” skriver Thingstrup.
“Mennesket har altid svindlet, i det små, når der kun var kaffeerstatning og rationeringsmærker at bedrage med, og i det store når lejligheden bød sig til at flytte rundt på milliarder. Svindlens omfang afhænger af mulighederne,” lyder Thingstrups lov. Der er kun forskelle i grader af grådighed på os og direktionen i Roskilde Bank og alle de andre, som er faldet med et brag i 2008. Der er ikke noget nyt under solen, tænk blot på Thorsen og Trads, på guldflippere og Klaus Riskær i 1980’erne og gullaschbaronerne under første verdenskrig.
Og det er lige netop her, uenigheden står i det borgerlige, liberale landskab. Mens Ellemann-Jensen anser grådighed for en uhensigtsmæssig og umoralsk tilgang til forretningslivet, som ødelægger en ellers velfungerende markedsøkonomi for alle os andre, så anerkender Thingstrup, at grådigheden er selve grundforudsætninger i et kapitalistisk markedssystem. Grådighed kan kanaliseres ind i fornuftige formål og omskrives til foretagsomhed, driftighed og profit. Tag eksempelvis tennisspilleren Caroline Wosniacki. Hun bliver ved og ved, selv om hun har “sejre nok”. Er det grådighed, spørger Edith Thingstrup retorisk. Og i forhold til Uffe Ellemann-Jensen har hun fat i den lange ende. Man kan kalde det grådighed eller profitmaksimering eller shareholder value eller noget helt fjerde - markedsøkonomien bygger på vækst, vækst og vækst og en stræben efter højest mulige afkast. Og hvis denne markedsøkonomi, denne grådighed ikke bliver tøjlet og spundet ind i regler og rammer, så bliver det vækst for enhver pris, og så vil den fortsat fra tid til anden spolere verdensøkonomien og få fattigdommen til at eksplodere.
Men bliver den tæmmet, er markedsøkonomien til gengæld en formidabel tjener for menneskeheden. Men pointen er, at det ikke er et moralsk anliggende, som Ellemann-Jensen eller statsministeren eller alle andre, som har sunget samme sang.
Løsningen er ikke at løfte pegefingeren og mane til mindre grådighed. Enten er forretningerne og virksomheders ageren lovlig, eller også er den ikke. At indføre en udefinerbar gråzone af noget, som kan kaldes umoralsk grådighed, er blot at fjerne fokus fra, hvad der er den egentlige årsag til, at økonomien er løbet løbsk, og så mange i den finansielle sektor har fået frit spil. Liberalisering har i årtier løsnet båndene og fjernet kontrollen, mens det er det modsatte, der har været behov for. Det er hverken nemesis, Guds straf eller løn som forskyldt, som har ramt finansmarkederne og alle dens uskyldige ofre. Det er resultat af, at de har fået stadig friere spil, som resultat af en global ideologi, som nu viser sig at have slået fejl.
Kommentarer
Nej!
Hele finanskrakket har en enorm kriminel dimension, som jeg ikke har set dækket i dansk presse. Det er så stort at selveste New York Fed og Ellemann’s “venner” i den amerikanske finanselite (Kissinger, Rockefellerm og andre Bilderbergere) er involveret. Men den slags kræver store forandringer, indrømmelser og andre ikke-rentable fremskridt, som det meste af Vesten er for blinde til at tage fat på.
Vi er på vej mod afgrunden, og turen derhen vil blive udnyttet af både politikere og finansfuskere. Og politikerne vil sige ja tak, fordi de tror på at plenetens rigeste familier har en interesse i andet end dem selv.
BIG….MISTAKE.
Nikola Tesla Forever.
Vi skal et spadestik dybere: Grådighed er ikke en grundlæggende egenskab ved mennesket, for grådighed er ikke uden nogen dybere mental årsag:
Mennesket er et af de få - hvis ikke det eneste - dyr på denne vores planet med denne grådighedens egenskab. Mon ikke grådigheden har sit udspring i netop det, der adskiller os grundlæggende fra vore medskabninger: vores evne til at reflektere over vores eksistens og specielt ikke-eksistens?
Med andre ord: Mon ikke grådigheden har sit udspring i angst?
Denne vores eksistentielle angst er et grundlæggende vilkår ved det at være menneske. Spørgsmålet er hvordan vi forholder os til den. En mulig måde at forholde sig til den på er at sørge over det tab, som denne byrde repræsenterer for herigennem at finde frihed og dernæst glæde over denne frihed, der frisætter os fra at være gidsler i forbrugssamfundet. Sorg og glæde kan sameksistere.
Edith Thingstrup har intet forstået af hvad Grådighed handler om. Grådighed handler netop om at ville have mere end det man har, at ens ego (jeg) vil have mere og mere og mere. Og at man er ligeglad med, hvordan man får det, om man så skal træde på andre menneskers lykke. Man er grådig når man f.eks. har en million villa - og jagter flere penge, penge - eller når man f.eks. er blevet nr. 1 i tennis. Og stadig vil have mere…
Caroline Wozniacki er netop ikke grådig, mener jeg. Hun vil bare bedre til at spille tennis. Så hun kan blive nr. 1 - det gør hende ambitiøs, men bestemt ikke grådig. Og Caroline har jo netop ikke sejre nok. Det har hun jo kun, når hun er blevet nr. 1 – det glemmer TidehvervsPræsten Edith Thingstrup-
Stein Bagger gjorde det jo heller ikke af grådighed (dvs. berigelse til ham selv); han gjorde det af kærlighed til sin kone og datter - sikkert af angst for at de ville forlade ham, hvis han ikke kunne give dem den livsstil, de var blevet vant til. Og derfor stjal han.
Danske Bank derimod havde penge nok. De investerede i IT Factory, fordi de fik julelys og penge-griskne ansigter, da de øjnende en chance for en forrentning på 20%-30% af deres investering.
Enron-cheferne i USA havde det også godt nok, men mere ville have mere - derfor stjal de fra de ansattes pensions-opsparing, brugte firmaets formue på at berige sig selv, købe dyre biler, lejligheder og huse til sig selv - også mens Enron-skibet gik ned.
Og der er forskel på at svindle for at klare sig selv i en stram økonomi eller for at hjælpe andre i økonomisk stramme situationer f.eks. med kaffe-erstatninger eller rationeringsmærker og så på at gøre som Roskilde Bank gjorde: Basere halvdelen af udlånet på (tvivlsomme) ejendoms-spekulationer, i forventning til at priserne bare ville stige og stige. Enhver fornuftig bankmand ville have holdt igen. Men her fik grådighedenh bank-direktørerne til at satse på spekulation. Og hvorfor ? Jo, fordi større indtjening til banken betød større indtjening til dem.
Møbel.kædenBIVA er gået i betalings-standsning. I 2006 solgte familien bag BIVA kæden til 2 kapital-fonde; og hvorfor? Jo, fordi de blev grådige. De fik tilbudt temmelig mange penge; så solgte de. Og hvad sker så nu. Jo,fondene bag BIVA kan ikke skaffe penge pga. den internationale finans-krise.
Eller rettere de kan ikke låne (flere) penge….
Driftighed. foretagsomhed, fortjeneste (profit) og flid har intet med grådighed at gøre. Grådighed opstår når mennesker, der ikke har haft med store pengebeløb at gøre før, lige pludselig får adgang til enorme pengesummer. Så glemmer de ‘to save for a rainy day’ og bruger alle pengene her og nu. For mere vil have mere, især materialt. Præcis som i Mikkel og Guldkortet, hvor Mikkel ville have alt i hele verden - materielt set altså - kunne købe alting.
En sidste ting er at den internationale kapitalisme er ligeglad, sålænge der er udsigt til profit, vil den investere - uanset hvor mange finanskriser der kommer….
Jeg synes nu det er nemt at finde grådighed i naturen. Mange dyr propper sig jo helt uhæmmet, når de har chancen, ligsom f.eks. ræve og jærve endda dræber langt mere, end de kan spise.
Mennesker har været jæger/samlere i ca. 8 mill. år frem til for ca. 11.000 år siden. I en verden med knappe resourcer giver det god mening, at være grådig når chancen er der, for man ved ikke hvornår den kommer igen.
Desuden giver det mening at være fysisk doven, for at spare på energien.
Instinkterne dovenskab og grådighed er medårsager til fedmeepidemien.
På finansmarkederne, som vedrører os alle, gør vi derfor næppe klogt i at forlade os på aktørernes mådehold. Det strider mod deres natur. Man kan ikke bebrejde en hund, at den ikke kan flyve.
Løsningen må derfor være, give grådigheden dårlige livsbetingelser ved hjælp af regulering.
@Jens Bryndum: Da jeg ikke hverken er biolog, zoolog eller lignende, så vil/kan jeg bestemt ikke afvise din påstand om, at der i naturen findes grådige dyr.
Men jeg synes alligevel, at der er en afgørende gradsforskel. Handler grådigheden hos dyr ikke mere om et direkte forsvar mod sult og lignende - altså om noget direkte fysisk, hvor det hos rige mennesker, der allerede har mere end nok fysisk, mere handler om noget psykologisk?
Dengang jeg havde mere end én kat, kunne det ikke lade sig gøre at lade madskålen være fyldt hele tiden (de blev for fede). Kattene kunne jo risikere at de andre åd det hele, så det gjaldt om at proppe i sig. Der var ikke den store tillid til at nogen ville levne til de andre (jeg havde 4 forskellige ’racer’).
Med indskrænkningen til én kat, er der ikke noget problem. Der er ikke nogen frygt, for tilliden (til mig) har vundet, og Dina kan godt levne, så der er lidt til om natten.
Hvis jeg nu skulle blive en smule lommefilosofisk/-psykologisk, så kunne jeg jo konkludere, at tilliden til ens egen art kan ligge på et meget lille sted. Jeg kunne også forsøge mig med mange andre konklusioner:
Hvis man er en kat, og der er andre katte i nærheden, er der ikke megen tiltro til andre katte/racer/mennesker. Grådigheden/frygten for at mangle vinder. Også selv om man aldrig har prøvet at være sulten. I øvrigt er katten ikke et flokdyr, men kan dog socialiseres.
Kan man drage en parallel, hvis man er et menneske? Måske.
Mennesket er et ’flokdyr’. Men hvad med mistroen til at nogen, hvem som helst, vil rage til sig, så man selv kommer til at mangle noget, på trods af al erfaring og velfærd?
Det hænger ikke sammen. Måske er det ren paranoia, i hvert fald i et land som Danmark med al vores snak om velfærd. Og måske kunne vi også hæve os lidt over dyrenes niveau.
En lille mærkværdighed: To af kattene (hunner) demonstrerede overskud, ved altid at levne en smule, uanset hvor lidt de havde fået (forsøg) – som hannerne straks kastede sig over ;-)
@Inger Sundsvald: Interessante betragtninger. Måske er tingene ikke helt så enkle, som jeg gerne vil gøre dem til.
I det øjeblik hunkatten var drægtig eller havde killinger, blev der ikke givet ved dørene ;-).
På min onkels svinefarm spiste de mest grådige (intelligente?) svin først lynhurtigt så langt, som de kunne nå, ind i nabobåsens del af det lange fodertrug, der løb langs alle båsene + den del i egen bås, som naboen kunne nå.
Herefter spiste de i ro og mag den del i egen bås, som kun de selv kunne nå. :)
Så kan man jo konkludere, at mennesket er et svin – eller også kunne man konkludere at mennesket er i stand til at hæve sig lidt over dyrenes niveau med både følelser, solidaritet og mange andre gode egenskaber – i hvert fald nogle af os.
Håbet er lysegrønt, for det er os og ikke dyrene, som skal forsøge at redde verdens miljø og klima ved at afstå fra uhæmmet forbrug og materiel grådighed – også til gavn for dyrene ;-)
@Inger Sundsvald: “… for det er os og ikke dyrene, som skal forsøge at redde verdens miljø og klima …”
Ja, det kan der i hvert fald ikke eksistere nogen tvivl om.