BEIRUT - Sent i går eftermiddags var flere end 370 palæstinensere dræbt og nær ved 1700 sårede efter en fjerde dag med israelske bombardementer af Gaza. Og ifølge Israels fungerende premierminister, Ehud Olmert, er dette kun begyndelsen:

Det første af adskillige skridt godkendt af sikkerhedskabinettet,” lød den bureaukratisk klingende besked om, at listen over dødsofre vil blive opdateret dag for dag.

I skrivende stund er fire israelere dræbt og 25 sårede af ca. 250 Hamas-missiler, mortergranater og raketter affyret fra Gaza-striben, hvoraf nogle slog ned i byen Ashdod 30 kilometer fra grænsen til Gaza.

Dog - tabstallene anfægter kun dem, de går ud over, og den verdensoffentlighed, der ser til fra sidelinjen. Konfliktens parter synes kolde over for cifrene. Israelerne forsikrer, at de går efter militære mål, men at Hamas-institutioner og raket-batterier er placeret i civile boligområder.

Gaza er en af verdens tættest befolkede områder med halvanden million individer klumpet sammen i et område på størrelse med Langeland.

Læger er på tilkaldevagt i døgndrift og de 12 hospitaler er overfyldte - nogle sårede er kommet til Egypten og Tyrkiet sendte i går fem ambulancer til Gaza, som kom ind til landstribens 1,5 millioner indbyggere, da Israel tillod 100 lastbiler med nødhjælp, fortrinsvis mel, blodplasma og medicin, at køre igennem.

Flest militære dødsofre

Hamas, der valgte ikke at forlænge den skrøbelige våbenhvile, som udløb for to uger siden, er både kynisk og ærlig omkring fordelingen af tabstallene.

Langt de fleste dræbte er Hamas-militante, og mindre end fire snese af de dræbte er civile, heraf 39 børn - såvel en morbid understregning af Israels ‘hensyn’ som et udtryk for Hamas-ledernes politiske dagsorden, der handler om at vise, at den islamiske modstandsbevægelse i modsætning til Fatah-ledelsen på Vestbredden slås på vegne ‘af alle palæstinensere’.

Og tager de tab, der er konsekvensen i håb om at få en bedre våbenhvileaftale med lempelse af den strangulerende blokade, når kampene ophører.

I den arabiske verden spores voksende vrede mod ikke kun Israel, men også Egypten, der fastholder blokaden af Gaza.

Ifølge den egyptiske regering “så længe Hamas har magten”. Egypten har dog tilladt sårede at komme over grænsen ved Rafah i det sydlige Gaza, men generelt er grænseovergangen forseglet.

I Beirut har Hizbollah-chefen Hassan Nasrallah som eneste arabiske leder truet med, at “det nordlige Israel skal brænde som Gaza”, men intet tyder på, at den libanesiske shia-milits har mobiliseret andet end massedemonstrationer i Beirut.

FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon opfordrede igen tirsdag til indstilling af kampene og tilskyndede det internationale samfund til at standse “den uacceptable vold”. I går blev fire ministerier i Gaza City forvandlet til murbrokker og iagttagere i Jerusalem gætter på, at luft-bombardementerne vil vare i dage, måske uger, fulgt op af operationer på land, der skal understrege israelernes beslutsomhed, men næppe vil have karakter af en egentlig invasion.

Matan Vilnai, Israels viceforsvarsminister, er citeret for en advarsel om, at den væbnede konflikt “kan vare i uger”. Ehud Barak, Israels forsvarsminister, har erklæret, at Israel vil slås “til den bitre ende,” og at landoperationer kan blive en del af den ‘totale krig’.

Hamas skal ‘udslettes’

I New York har den israelske FN-ambassadør Gabriela Shalev sagt, at Israel vil fortsætte krigen, indtil “Hamas-regimet er fuldstændig udslettet”, men generelt er retorikken - belært af erfaringen fra Libanon-krigen i 2006 - bevidst nedtonet.

I realiteten regner Israel ikke med, at Hamas kan knækkes politisk - som Wedad Naser, den palæstinensiske blogger, der kan læses andetsteds i dagens avis, sagde i telefonen fra Gaza City.

Hamas har ikke mistet tilslutning - tværtimod er den steget nu, hvor vi alle er i samme båd.”

En talsmand fra det israelske militær sagde i går, at: “Landstyrker er parate, og muligheden for en landoperation er åben. Indtil nu bomber vi kun fra luften og fra søsiden.”

For nu er det alvor

Ligeledes blev et skib med nødforsyninger, ‘Dignity’, i går vædret af et israelsk flådefartøj, da det var undervejs fra Cypern til Gaza. Skibet, der flere gange har brudt blokaden af Gaza med israelernes accept, blev eskorteret tilbage til cypriotisk farvand.

Israel har placeret artilleri, kampvogne og bulldozere nær grænsen til Gaza - bulldozerne skal rydde kørebane for kampvognene gennem huse og murværk, da det frygtes, at vejene ind i land-striben er minerede, i øvrigt en metode udviklet og anvendt så sent som i 2004 i Jabaliya-flygtningelejren i Gaza af tidligere general og premierminister, Ariel Sharon.

Mahmoud Abbas, præsident for PA-hjemmestyret på Vestbredden, har fordømt Israels angreb som ‘aggression’ og påkaldt de arabiske landes hjælp - men han har ikke opfordret til aktiv modstand mod Israel på Vestbredden.

Et diplomatisk initiativ, der stopper volden, synes foreløbig at være teori. Praksis er det brændende Gaza.

Tidslinie: Israel/Palæstina-konflikten

1896
Den jødiske tænker Theodor Herzl grundlægger den zionistiske ideologi, hvis kongs-tanke er etableringen af et jødisk hjemland.

1916
Storbritannien og Frankrig indgår Sykes-Picot aftalen, der i al hemmelighed giver jøderne ret til et hjemland i det britiske mandatområde Palæstina.
I løbet af de følgende 30 år udvandrer hundredetusinder af jøder til området.

1939-45
Anden Verdenskrig koster 6 millioner jøder livet.

1947
FN beslutter, at det britiske mandatområde i Palæstina skal deles i en jødisk og en palæstinensisk stat.

1948
Staten Israel oprettes, mindst 700.000 palæstinensere flygter til de arabiske nabolande.

1967
Israel besætter den jordanske Vestbred, Østjerusalem, den egyptiske Sinai-ørken, Gaza og de syriske Golan-højderne. Mindst 250.000 palæstinensere og 100.000 syrere flygter fra de besatte områder.

1968
Den palæstinensiske modstandsbevægelse grundlægges af eksilgrupper i Egypten

1978-79
Israel og Egypten indgår Camp David fredsaftalerne. Israel trækker sig ud af Sinai.

1987-88
Et sammenstød i Gaza udløser den første palæstinensiske opstand (intifada) som de næste tre år koster over 2000 palæstinensere og 192 israelere livet. Den islamiske modstandsbevægelse Hamas bliver stiftet.

1988
PLO anerkender Israels ret til at eksistere.
1974
Israel anerkender PLO som palæstinensernes repræsentant.

1993
Israel og PLO underskriver Oslo-aftalerne, som giver palæstinenserne delvist selvstyre.

2000
Den anden palæstinensiske intifada bryder ud og koster i løbet af de næste otte år næsten 5.000 palæstinensere og over 1.000 israelere livet.

2004
PLO-formand Yassir Arafat dør. Hamas tilbyder Israel en 10-årig våbenhvile til gengæld for israelsk tilbagetrækning fra alle områder, som blev besat under Seksdageskrigen i 1967.

2005
Israel trækker sig ud af Gaza, men bevarer kontrollen med Gazas luftrum, farvand og grænseovergange.

2006
Hamas vinder 42 procent af stemmerne ved det palæstinensiske parlamentsvalg. I juni indleder Hamas en række militære angreb på Israel.

2007
Hamas overtager kontrollen med Gaza, efter en uges kamp mod den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas Fatah-styrker. I november lover Israel at forsøge at få en to-statsaftale på plads, inden Bush går af.

2008
I juni indgår Hamas og Israel våbenhvile. I november bryder våbenhvilen sammen. Den 27. december iværksætter Israel en voldsom luftoffensiv, som indtil videre har kostet op mod 400 palæstinensere livet.