Ih, hvor er det let at afsnuppe palæstinensernes historie og slette de helt afgørende passager i deres tragediefortælling for at undgå den groteske ironi om Gaza, som journalister, der dækkede enhver anden konflikt, ville fremhæve i første afsnit:
At de oprindelige og retmæssige ejere af den israelske jord, hvorpå Hamas’ raketter slår ned nu, er indbyggere i Gaza.
Dette er grunden til, at Gaza overhovedet eksisterer: Fordi de palæstinensere, som boede i Ashkelon - eller Askalaan, som byen hedder på arabisk - og omegn, fik frastjålet deres hjemstavn i 1948, da Israel blev grundlagt, hvorefter de endte på Gazas strande.
De - eller deres børn, børnebørn og oldebørn - er blandt den halvanden million sammenproppede palæstinensere, der vansmægter i Gazas slamkiste: Så mange som 80 procent af Gazas indbyggere stammer fra familier, som engang boede i, hvad der nu er Israel. Historisk set er dette den egentlige historie: At de fleste af Gazas beboere ikke oprindeligt er fra Gaza.
De rodløses losseplads
Følger man nyhedsdækningen, skulle man imidlertid tro, at historien begyndte i går, da en hel flok skæggede antisemitiske, islamistiske galninge pludselig dukkede op i Gazas slum - en menneskelig losseplads for rodløse eksistenser - og begyndte at affyre missiler imod det fredselskende, demokratiske Israel for kun at blive imødegået med det israelske luftvåbens retfærdige hævn.
Det faktum, at de fem søstre, der blev dræbt i Jabalaya-lejren, havde bedsteforældre, der kom fra det selv samme land, hvis nyere beboere nu har bombet dem ihjel, figurerer simpelt hen ikke i historien.
Såvel Yitzhak Rabin som Shimon Peres udtalte tilbage i 1990’erne, at de ville ønske, at Gaza bare ville forsvinde i havet, og man forstår hvorfor. Gazas eksistens er en vedvarende påmindelse om de hundredtusindvis af palæstinensere, som mistede deres hjem til Israel; som flygtede eller blev fordrevet af frygt for israelsk etnisk udrensning for 60 år siden, da tidevandsbølger af flygtninge fra det krigshærgede Europa skyllede hen over deres land, og en flok arabere, der blev sparket ud fra deres ejendomme, ikke var noget, verden kunne bekymre sig om.
Nuvel, i dag må verden hellere se at bekymre sig. Sammenstuvet på verdens mest overbefolkede kvadratkilometer befinder sig et forarmet folk, som har levet blandt affaldsdynger, uden kloakering og i hunger og mørke i det seneste seks måneder med vores, Vestens, fulde billigelse. Gaza har alle dage været et oprørsk område. Det tog to år, før den blodige ‘pacificering’, som Ariel Sharon indledte i 1971, var fuldført, og ej heller i dag lader det sig gøre at tæmme Gaza.
Hvor sørgeligt er det ikke for palæstinenserne, at deres mest magtfulde politiske stemme - jeg taler her om afdøde Edward Said og ikke den korrupte Yassir Arafat (hvor må israelerne dog savne ham nu) - er forstummet, for siden har det været overladt til deres nuværende ynkelige og tåbelige talsmænd at berette om palæstinensernes trængsler.
“Det er det mest grufulde sted, jeg har nogensinde har besøgt,” sagde Said engang om Gaza. “Det er et sindsoprivende sørgeligt sted på grund af desperationen, elendigheden og den måde, folk lever på. Jeg var uforberedt på at opleve lejre, der er langt værre end noget, jeg nogensinde har set i Sydafrika.”
Meningsløs talleg
Selvfølgelig tilfaldt det kedelige hverv den israelske udenrigsminister, Tzipi Livni at indrømme, at “civile nogle gange må betale prisen” - et argument, hun selvsagt ikke havde grebet til, hvis tabstatistikken havde været den omvendte.
Tankevækkende var det da også at høre et medlem af American Enterprise Institute - en tænketank, der trofast aflirer de israelske paroler - forsvare det horrible palæstinensiske tabstal med en udtalelse om, at “talleg” var meningsløs. For hvis flere end 300 israelere var blevet dræbt over for to palæstinensere, kan man være helt sikker på, at ‘tallegen’ og spørgsmålet om uforholdsmæssig voldsanvendelse kun ville være alt for relevant.
Det elementære faktum er, at det palæstinensiske dødstal vejer langt, langt lettere end antallet af israelske dræbte.
Ganske vist ved vi nu, at 180 af de dræbte var Hamas-medlemmer. Men hvad med resten? Hvis FN’s forsigtige skøn på 57 dræbte civile skulle vise sig korrekt, er det stadig skammeligt.
At såvel USA som Storbritannien undlader at fordømme den israelske massakre, alt imens de skyder skylden på Hamas, er ikke overraskende. Amerikansk mellemøstpolitik og israelsk politik er for længst blevet umulige at skelne, og Gordon Brown udviser nøjagtig samme hundeagtige hengivenhed over for Bush-regeringen som sin forgænger.
Business as usual
Som sædvanlig forbliver de arabiske statsholdere - der altovervejende finansieres og bevæbnes af Vesten - tavse, hvis de da ikke fremsætter absurde opfordringer om at holde et arabisk topmøde om krisen, som (dersom det overhovedet finder sted) utvivlsomt vil nedsætte en ‘aktionskomite’, der skal udfærdige en rapport (som så aldrig vil blive skrevet). For sådan fungerer tingene nu engang i den arabiske verden og blandt dens korrupte ledere.
Hvad angår det islamistiske Hamas, vil man naturligvis forstå at værdsætte de arabiske potentaters vildrede, idet man kynisk venter på, at Israel bliver klar til at tale med bevægelsen. Hvilket Israel nok skal blive klar til. Ja, om nogle få måneder vil vi sikkert erfare, at Israel og Hamas hele tiden har ført ‘hemmelige samtaler’, ligesom vi engang hørte Israel gjorde med det endnu mere korrupte PLO.
Til den tid vil de døde for længst være begravet, og vi vil så kunne imødese den næste krise efter den sidste krise.
© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Joe Try DR med Ole Sippel har forsøgt at fortælle den historie. Men den var ile hørt og Ole Sippel fik mundkurv på og blev forflyttet til andre områder.
Det glæder mig denne artikel er blevet oversat!
Jeg læste den for nogle dage siden på engelsk og brugte et link til den i min blog, fordi der er så utroligt mange danskere der ukritisk læser det lidt information som pro-israelske medier byder os.
Jeg tror, Thomas Jørgensen, at de fleste simpelthen måtte flygte.
De palæstinensere jeg kender fortæller i hvert tilfælde om at efterlade alt og det eneste familien medbragte var nøglen til deres familieejendom eller 4 tallerkener.
Thomas - man tvang dem til at flygte!
Under 1.verdenskrig starter de politiske begivenheder, som siden fik så katastrofale følger for landet og dets befolkning. For at få arabernes støtte i krigen mod Tyrkiet, lovede England araberne uafhængighed når krigen er slut. Men samtidig lover England den jødiske Zionistbevægelse et nationalhjem i Palæstina uden at drøfte dette med palæstinenserne eller de øvrige arabere.
‘Folkenes Forbund’ der var domineret af de to sejrherrer England og Frankrig, bestemte at England skulle administrere bl.a. Palæstina. Samtidig blev det bestemt at England både skulle føre Palæstina frem til selvstændighed - og virkeliggøre løftet til zionisterne om et nationalhjem, men det var kun aftalen med zionisterne der blev holdt.
Den 2. november 1917 fik zionisterne efter mange års diplomatisk aktivitet deres endelige gennembrud gennem Balfour-aftalen med englænderne. Denne aftale gør det klart, at England ser med velvilje på oprettelsen af et nationalhjem i Palæstina for det jødiske folk. Samtidig står flere zionister nu frem og advokerer for ‘TRANSFER’, hvilket betyder, at det er nødvendigt at palæstinenserne enten frivilligt forlader Palæstina, eller gradvist tvangsforflyttes til de omkringliggende arabiske lande.
Det er denne aftale der bliver så katastrofal for den palæstinensiske befolkning, fordi den legaliserer den stigende jødiske indvandring, jødernes opkøb af den bedste landbrugsjord og fordrivelsen af de palæstinensiske bønder der førhen havde levet af jorden. Den zionistiske politik gik ud på kun at beskæftige jøder og handle med jødiske varer, med en proletarisering af palæstinenserne til følge. Zionisternes slagord var ‘Erobring af land! Erobring af arbejde!’
Den fordrevne og arbejdsløse palæstinensiske bondebefolkning søgte mod byerne med overbefolkning som følge. Det førte til blodige optøjer og englænderne blev nødt til at sende stadig større troppestyrker til landet. Zionisterne hævdede, at optøjerne skyldtes antijødisk, religiøs fanatisme, selvom engelske undersøgelseskommissioner gang på gang fastslog, at optøjerne skyldtes at palæstinenserne følte sig trængt ud af landet af zionisterne.
I de følgende år indtil den 15. maj 1948 - hvor Englands mandat over Palæstina udløb - blev forholdene gradvis forværret. De oprindelige arabiske indbyggere i Palæstina var skuffede over at de ikke opnåede den lovede afhængighed og var bange for at den tiltagende jødiske indvandring og opkøb af jord ville ende med at Palæstina blev en jødisk stat. Samtidig var zionisterne utålmodige over, at udviklingen ikke gik stærkt nok, og at englænderne begyndte at bøje sig for palæstinensernes krav om begrænsning af den jødiske indvandring. Den politiske udvikling i Palæstina var domineret af den vestlige verdens støtte til zionismen.
I 1936 udgør jøderne næsten 30% af befolkningen. Det fører til et arabisk oprør mod den engelske besættelsesmagt bl.a. gennem en ½ år lang generalstrejke der lammer landets økonomi. Tilstanden bliver bragt nogenlunde til ro ved, at englænderne nedsætter en kommission der skal komme med et forslag til den endelige løsning af palæstinaproblemet. Resultatet der forlå i 1937 gik ud på at dele landet i en mindre jødisk del, den mest frugtbare del, og en større arabisk del. De to selvstyrende områder skulle have fælles udenrigspolitik og økonomi.
Zionisterne accepterede planen, men den blev afvist af Den arabiske Højkomité. Englænderne opgav dermed planen.
I 1939 foretager englænderne et nyt forsøg. De offentliggør en hvidbog om den fremtidige politik for Palæstina, som går ud på at fortsætte mandatherredømmet endnu 10 år i håb om at jøderne og palæstinenserne har lært at leve ved siden af hinanden. Hvidbogen imødekommer palæstinensiske synspunkter, men Den arabiske højkomité modsætter sig alligevel planen og kræver den engelske besættelse ophørt straks. Jewish Agency, der forhandler for jøderne, anklager hvidbogen for at bryde med Balfour-løftet, og de mest militante blandt jøderne melder sig til organisationer der vil bekæmpe englænderne.
Kort efter bryder 2. verdenskrig ud. Krigsårene betyder relativ ro i Palæstina af to grunde. Den ene er at verden fik andet end Palæstina og tænke på og den anden grund er at krigen stopper den legale jødiske indvandring.
Der er flere grunde til, at det lader sig gøre at oprette en jødisk stat allerede i 1948.
1. Efter 2. verdenskrig bliver USA den magt der dominerer den politiske udvikling i den vestlige verden og Sovjetunionen bliver dominerende i Østeuropa.
2. Til afløsning af Folkeforbundet stiftes FN i oktober 1945. Her bliver USA også dominerende.
3. Hvor det før krigen var England og Frankrig der var dominerende i Mellemøsten, blev det nu USA. England havde dog Palæstina som mandatland og militær i flere af de mellemøstlige lande.
4. USA begynder at følge to linjer der så småt var begyndt før krigen. Dels fik zionisterne stadig stærkere støtte, hvilket medførte arabisk modstand; og dels var USA nødt til at holde sig på god fod med araberne p.gr.af olieinteresserne.
5. Palæstinakonflikten fik dermed to sider som ikke kan isoleres.
a. Stormagternes spil om indflydelse i Mellemøsten, som medfører at verdensopinionen vil løse konflikten ud fra et verdenspolitisk hensyn.
b. Kampen mellem de direkte involverede parter - palæstinenserne og zionisterne. Her drejer det sig om en konflikt mellem to forskellige kulturer og religioner, som begge kræver herredømmet over landet; hvor den ene part har levet der i århundreder og den anden part med udgangspunkt i en religion hævder at landet er deres og immigrerer dertil fra mange omkringliggende lande.
6. Den arabiske Højkomité for Palæstina fik observatørstaus fordi Palæstina ikke var en nation. Det endelige mål var at bringe det engelske mandatherredømme til ophør, så Palæstinenserne kunne få herredømmet i deres eget land og selv tage stilling til indvandringen til Palæstina.
7. Zionisterne krævede at hele Palæstina skulle være en jødisk stat. På grund af jødernes lidelser under krigen, havde de verdens sympati som støtte.
(De følgende årtier viste at vesten var villig til at lade palæstinenser betale for europæernes forbrydelser under krigen.)
Mellem disse ultimative krav fra jøder og palæstinensere opgiver englænderne forsøgene på at finde en løsning for Palæstina. Man meddeler FN at man agter at forlade Palæstina og overlade problemet til FN. I novenmber 1947 vedtager FN’s generalforsamling - med et meget lille flertal og med hele den arabiske verden imod - at Palæstina skal opdeles i to stater. Mellem afstemningen i det udvalg der behandlede sagen og den endelige afstemning havde USA lagt pres på medlemslande for at få dét flertal som ellers ikke var til stede efter udvalgets afstemning. Palæstinenserne forkastede selvfølgelig vedtagelsen, som de så som et arrogant europæisk overgreb mod deres fundamentale rettigheder.
Fra november 1947 til maj 1948 erobrede de zionistiske styrker en lang række af de områder der ifølge planen skulle høre under en palæstinensisk stat, og palæstinenserne oplever den blodigste tid siden 1936.
De værste zionistiske overgreb skete d. 9. april 1948 i Deir Jassin hvor zionisterne udførte en massakre på 250 af indbyggerne i landsbyen. Rygterne om denne massakre fik palæstinenserne til at flygte fra deres hjem i stadig større antal. I dag hævdes det stadig at palæstinenserne rejste frivilligt. Den 15. maj 1948 da englænderne forlod Palæstina var ca. 300.000 flygtet.
I FN kunne man ikke blive enige om hvordan konflikten skulle løses. USA ville have et midlertidigt FN formynderskab og Sovjet ville fastholde delingsplanen. Imens benyttede zionisterne sig af uenighederne og erklærede, at uanset hvad man blev enige om så ville de selv virkeliggøre delingsplanen d. 15. maj 1948 - og sådan blev det. Det hele var velforberedt og straks efter blev den nye stat anerkendt af både USA og Sovjetunionen.
Kort tid efter den officielle oprettelse af staten Israel, rykkede hære fra de arabiske nabostater ind i Israel. Fra vestlig side troede man at den lille stat ville blive rendt over ende, men resultatet blev det modsatte. Israelerne havde en effektiv, veltrænet og højt motiveret hær klar. Bortset fra den jordanske hær som var trænet og veludrustet af England, var de øvrige arabiske hære både dårligt udrustede og dårligt uddannede. Desuden kæmpede de ikke for deres egen sag.
I den første fase af krigen havde araberne dog fremgang; derfor bad Israel FN om hjælp. Efter forhandlinger i sikkerhedsrådet og våbenhvile mellem parterne, hvorunder ingen af dem måtte opruste, skulle FN udpege en mægler og en FN-kommission til at overvåge overholdelse af våbenhvilen.
Svenskeren Folke Bernadotte blev af FN udpeget til at mægle mellem de stridende parter. Han ønskede våbenhvilen forlænget hvilket araberne afslog og krigen begyndte igen. Begge parter havde på trods af våbenhvileaftalen brugt tiden til at opruste, hvilket Israel havde fået mest ud af i form af både østlig og vestlig støtte.
I den følgende krigsfase lykkedes det Israel at erobre væsentlige dele af Palæstina, men ikke Jerusalems gamle arabiske bydel, og nu var det israelerne der ikke ville rette sig efter det næste våbenhvilekrav, der var tidsubestemt indtil der var fundet en endelig løsning.
Folke Bernadotte fortsatte sin fredsmission men mødte stigende modstand fra Israelsk side. September 1948 aflagde han rapport til FN hvori han anbefalede en deling i to stater, sådan som det tidligere var blevet foreslået. Jerusalem skulle være under FNs formynderi og de arabiske flygtninge skulle have lov til at vende betingelsesløst tilbage.
Dagen efter aflæggelsen af rapporten blev Folke Bernadotte myrdet af jødiske ekstremistgrupper. Hans medarbejder, Raph Bunche, fortsatte mæglingforsøgene mellem de to parter. Resultatet blev nogle traktater om permanent våbenstilstand, desværre uden egentlige grænser. Det spørgsmål blev udskudt indtil den endelige fredsordning. I mellemtiden havde Israel erobret resten af det nordlige Palæstina og den sydlige del af Negev-ørkenen ned til Rødehavet.
FN fastholdt fortsat kravet om at Jerusalem skulle være international og under FNs mandat, men dette ville hverken Israel eller Jordan anerkende. I 1950 erklærede Israel sin del af Jerusalem for hovedstad på trods af FNs protest.
Selvom krigen var foregået på Palæstinensisk jord og den drejede sig om konflikten mellem to befolkningsgrupper i landet - den indfødte arabiske og den indvandrede jødiske - blev den overskygget af at krigen var foregået mellem Israel og en række arabiske lande, som Israel senere sluttede våbenstilstand med. Der blev ikke sluttet nogen fred med eller indgået andre aftaler med palæstinenserne. De følgende år foregik udviklingen uden at de blev hørt.
Efter krigens slutning var 3/4 million palæstinensere blevet flygtninge, hvilket de stadig er den dag i dag. Tallet er yderligere vokset som følge af naturlig befolkningstilvækst, men også gennem masseflugten efter krigen i 1967. Palæstinenserne flygtede både fra det israelske område og fra det israelsk besatte område. De flygtede dels til Østjordan, til Gaza der var under ægyptisk administration og til Libanon og Syrien.
Det indgik i Folke Bernadottes plan, at de der allerede var flygtet skulle have ret til at vende hjem, men nu blev deres håb umuliggjort dels af Israels definitive afvisninger og dels af at FN aldrig satte magt bag de talrige vedtagelser om at palæstinenserne skulle have mulighed for at vende hjem, genbosættes eller have udbetalt erstatning for tabt ejendom.
Det er situationen den dag i dag.
Israel slipper stadig af sted med at se stort på menneskerettigheder og FN-resolutioner.
De foretager sig ting med USA’s støtte og vestlig billigelse som andre lande er blevet angrebet for.
Samtlige fredsforsøg er blevet forhalet og/eller udvandet til det uacceptable af Israel.
Så længe USA holder hånden over Israel og støtter landet med våben er der ikke udsigt til en løsning på palæstinensernes problem.
Langt men godt indlæg af Tove, tak for det. Derimod Frank så holder sammenligningen med indianerne i USA ikke en meter, tag du hellere at forholde dig til Sydafrika, det minder iøvrigt også meget mere om Israel, for hvem det forhåbentlig også ender på samme måde: et fælles demokratisk land !
Hej undskyld det var ikke Frank men Thomas den med indianerne!!
Vedr. de utallige eksempler på at Israel fuldstændig ignorerer adskillige FN beslutninger siden resolution 242 fra 1948 og så regeringen Fogh, der igen og igen begrunder sin deltagelse i besættelsen af Iraq med at Saddam
ignorerede FN beslutninger. Og dette uden at een eneste journalist foreholder manden denne dobbeltstandard (en for Israeler og en for arabere!!) og dobbeltmoral !
Årtieres Israelsk domineret hjernevask i også DK er årsagen til dette !
Jørgen Garp
Mit indlæg blev meget langt - ja - men det var nødvendigt for at få folk som Frank Pedersen til at forstå, at der findes en anden historie end den israelerne - meget dygtigt - har fået verden til at tro på og acceptere som et udslag af europæernes kollektive dårlige samvittighed efter 2. verdenskrig.
Har den sidste uge kun kunnet se CNN og har derfor hort den ene drivende historie, om hvor synd det er for israelerne, senest den israelske USA-ambasadors pressekonferrence i New York.
ja, hukommelsen er valdig kort for de fleste eller ogsaa meget selektiv.
Men de fleste kan nok ikke satte sig palastinernes situation, hvordan de har levet i aartier i et fangsel, blive behandlet varre end dyr, og det bliver bare varre og varre for hver dag. Maaske ville vi ogsa sende raketter, hvis vi var i samme situation???
Tænk sig hvis vi havde kunnet læse hele sandheden i historiebøgerne i grundskolen, - så havde jeg ikke som ung været en stor tilhænger af de israelske helte og drømt om selv at blive en.
Heldigvis har jeg med tiden lært den at kende!
Til gengæld vælter landet her af folk der foretrækker at beholde den opfattelse og lukker det ene øje og øre, når de har mulighed for at blive klogere.
Jeg kan kun anbefale de israelske støtter her at læse lidt mere på lektien, f.eks. Toves udmærkede gennemgang.
Der er lige en “lille” ting; jeg blev meget stødt over at Frank Pedersen fik indsparket i sin kommentar:
“I Europa “støtter” herboende palæstinensere sagen ved at være de vel nok mest kriminelle og uintegrerbare indvandrere vi har”
Nu hører den debat så ikke lige ind her, men jeg vil da lige gøre opmærksom på hvordan den slags bemærkninger er med til at inficere Danmark!
@ Pia Hyrland
Det er ikke desto mindre korrekt at de herboende palæstinensere topper kriminalstatistikken. Sandheden er ilde hørt.
Tove: enig!!
Og inden diskussionen nu forsumper i den hjemlige kriminalstatistik, så genlæs lige udgangspunktet for denne debat Robert Fisk’ fremragende artikel ovenfor !!!
@ Chris Henriksen :
Og kilden til den oplysning er ?
Chris Henriksen: de herboende palæstinensere topper kriminalstatistikken
Det er muligt du har ret, kilder er vel det mindste du kan komme med, men hvad er så årsagen til, at de gør det - deres “natur”?
Omvendt kan man vel sige, at Israel er det land, der har været styret af flest terrorister.
Tove Lodal:
“Samtidig var zionisterne utålmodige over, at udviklingen ikke gik stærkt nok, og at englænderne begyndte at bøje sig for palæstinensernes krav om begrænsning af den jødiske indvandring. Den politiske udvikling i Palæstina var domineret af den vestlige verdens støtte til zionismen.”
Selvmodsigende: “støtte til zionismen”, samtidigt med at man satte grænser for jødisk indvandring, men ingen for arabisk indvandring.
I øvrigt ville kun Tjekkoslovakiet sælge våben til Israel i 1948. Det lyder mere som vestligt håb om at de trælse Zionister blev skaffet af vejen i mine øren.
Det havde den Arabiske Ligas leder, Azzam Pasha, jo også lovet:
“This will be a war of extermination and a momentous massacre which will be spoken of like the Mongolian massacres and the Crusades.”
Hvor skulle de Jødiske mennesker i øvrigt flygte hen på det tidspunkt op til anden verdenskrig, hvor USA sætter grænser for indvandring og jøder er forfulgt og uønsket mange steder?
Er det et tilfælde at mange “Zionistiske” indvandrere tilfældigvis var Tyske jøder eller Russiske?
“hvor den ene part har levet der i århundreder og den anden part med udgangspunkt i en religion hævder at landet er deres og immigrerer dertil fra mange omkringliggende lande.”
Der havde også levet Jøder der i århundreder og der var også arabiske immigranter som kom til i årtierne op til 1948.
“Det er denne aftale der bliver så katastrofal for den palæstinensiske befolkning, fordi den legaliserer den stigende jødiske indvandring, jødernes opkøb af den bedste landbrugsjord og fordrivelsen af de palæstinensiske bønder der førhen havde levet af jorden.”
Det var ikke nødvendigvis den bedste landbrugsjord der blev solgt, det var den som araberne var villige til at sælge, det giver sig selv.
Hvis Israelerne skulle have god landbrugsjord, måtte de betale godt for den.
At købe jord er ikke det samme som at fordrive Palæstinensere.
I så fald er småbønderne her i Danmark også blevet fordrevet.
Fordrivelsen hænger sammen krigen i 1948, ikke indkøb af jord.
At jøderne var bedre til at drive landbrug, det gør ikke nødvendigvis den jord de har til en bedre.
Landbrugsteknik og viden kan let tidoble et output.
Igen tager indvandringen først fart efter 1933.
I øvrigt i delingsplanen af 1947 fik araberne det meste af det dyrkbare land, 60 procent af det Jøderne fik var Negev ørknen.
“man tvang dem til at flygte!”.
I Israel den dag i dag er 20 procent af befolkningen Arabere.
Hvor mange jøder fandtes der mellem 1948 og 1967 i de omkringliggende arabiske lande?
Så hvem har tvunget hvem til at flygte?
“De værste zionistiske overgreb skete d. 9. april 1948 i Deir Jassin hvor zionisterne udførte en massakre på 250 af indbyggerne i landsbyen. Rygterne om denne massakre fik palæstinenserne til at flygte fra deres hjem i stadig større antal.”
Ja og det kom efter flere angreb på jøder, begået ikke af omkringliggende arabiske nationer, men af befolkningen, begået mellem november 1947 og april 1948. Deir Yassin dræbte er i øvrigt generelt sat lavere, mellem 100-120.
Hvis bøtten vendte for araberne, var de i følge en datidig engelsk sergent “Skrækslagne for at jøderne skulle gøre det halve af hvad de gjorde mod dem”.
ca. 2000 var dræbt mellem nov. 1947 og enden marts 1948.
Der var naturligvis drab på begge sider.
Men det hører med til historien, at araberne frygtede gengæld og blev gjort særdeles ekstra frygtsomme af arabisk propaganda.
Det hører med at Israels uafhængighedserklæring faktisk opfordrede arabere til at blive, dele lige rettigheder og bygge landet op:
“we call upon the sons of the Arab people dwelling in Israel to keep the peace and to play their part in building the State on the basis of full and equal citizenship and due representation in all its institutions, provisional and permanent.
* Israel’s Proclamation of Independence, read on (14 May 1948)”
De 20 procent arabere i Israel deler lige rettigheder i dag.
Da araberne flygtede fra Haifa gik Borgmesteren personligt ud og bønfaldt dem om at blive.
Men objektivt blev palæstinenserne fordrevet fra enkelte byer, de flygtede selv fra andre, arabiske ledere både sagde de skulle blive og forlade stedet, isralere både bad dem om at blive og fordrev dem.
Det afhænger af omstændigheder og tiden hvad der skete.
Israelerne nægter dem så at rejse tilbage og betragter dem som udvekslet med hundrede tusinde som blev fordrevet fra arabiske lande. De er villige til at snakke økonomisk kompensation, men ikke repatriering.
Der findes to syndere og to ofre i den her historie. Der ikke mindre propaganda på den pro arabiske side end den pro israelske.
jeg synes ikke, man kan sige, at den pro-isralske er den som dominerer.
Situationen dengang var, at israel ville acceptere en tostats løsning, det ville araberne ikke.
Det er samme problematik, vi ser i dag.
Hamas nedlægger først våbnene den dag israel forsvinder.
Set i baglyset skulle man have insisteret på international stat, eller løst det ved demokratisk afstemning alá afstemingen om grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland i 1919.
Man kan stadig lave demokratiske afsteminger men måske skulle man lige spørge dem først, altså dem der bor i Jerusalem og omegn for læs lige grundigt her:
“Just 30 percent of Israel’s Arab population, a May 2001 survey found, agree to the Galilee Triangle being annexed to a future Palestinian state, meaning that a large majority prefers to remain in Israel. By February 2004, according to the Haifa-based Arab Center for Applied Social Research, that number had jumped to 90 percent preferring to remain in Israel. No less startling, 73 percent of Triangle Arabs said they would resort to violence to prevent changes in the border. Their reasons divided fairly evenly between those claiming Israel as their homeland (43 percent) and those cherishing Israel’s higher standard of living (33 percent). So intense was the Arab opposition to ceding the Galilee Triangle to the Palestinian Authority that Sharon quickly gave the idea up.”
Personligt tror jeg ikke der sker noget, før 1967 grænserne bliver genoprettet og FN tropper sat ind for at holde styr på bosættere og palæstinensere, som det tætteste vi kommer en realistisk løsning.
Men hvis palæstinenserne kunne finde ud af at leve i fred uden angreb på Israel, og vinde indad hvad de har tabt udad, så ville de ikke blot få fred, men også en velstand, som Israel ville dele med dem med åbne grænser.
Jeg synes, deres største fjende er dem selv og deres ubæredygtige demografi.
Der skulle stå:
Israelerne nægter dem så, palæstinensiske flygtninge, at rejse tilbage og betragter dem som udvekslet med de flere hundrede tusinde jøder som blev fordrevet fra arabiske lande.
@ Thomas Bolding Hansen
Glimrende indlæg!
@ Chris Henriksen
Vi venter stadig på kilden til din påstand om hvem der topper kriminalstatistikken ..
Eller fandt du lige ud af at de mest kriminelle i Danmark er Danskere ?
@Thomas Bolding Hansen
“Situationen dengang var, at israel ville acceptere en tostats løsning, det ville araberne ikke.
Det er samme problematik, vi ser i dag.”
Det er da meget muligt at Israel “ville acceptere”
en to-stats løsning så de kan have deres lille
“race”-rene Jødiske Stat for dem selv … Det var bare ikke de betingelser hvorunder de blev “givet” landet.. (som om nogen kan “give” et land der ikke er deres væk) .. Ikke at Israel nogensinde har taget sig af betingelserne eller de “henstillinger” om at respektere samme som det “Internationale Samfund” har fremsat . Hvorfor er det egentlig vi ikke har indvaderet dem for længe siden ??
Du fremkommer med alle de sædvanlige undskyldninger, inklusive den med at Arabere ikke kan finde ud af dyrke jorden. Vi har hørt alle de søforklaringer i årevis, også fra andre end den
ultra-fanatiske Judeo-fascist Daniel Pipes, Flemming Roses store ikon : De er lige så forkerte nu som da Mossads propaganda-afdeling bryggede historierne sammen ..
“så de kan have deres lille
“race”-rene Jødiske Stat for dem selv … Det var bare ikke de betingelser hvorunder de blev “givet” landet.. ”
Snak lige om propaganda . “race rene jødiske stat”.
Israel var ikke og er ikke en raceren jødisk stat.
Når man baserer et argument på at jøderne fik den bedste landjord, hvilket de ikke gjorde, ja så må svaret jo være at araberne ikke er så gode til at dyrke deres land eller jøderne var bedre til det henholdvis.
Vil du påstå at jøderne trak grænser efter landbrugsjord og at på den anden side af grænsen er landbrugsjorden dårligere?
Det er da propaganda, der vil noget, at jøderne har stjålet den bedste landbrugsjord.
Men det reagerer du ikke over for.
Israel agerer som terrorister ved bevidst at bombe civilbefolkningen i Gaza. Det er ufatteligt at de ansvarlige endnu ikke er blevet slæbt for en krigsforbryderdomstol, men nå nej, det bliver de jo nok ikke så længe USA holder hånden over dem. Og det er endnu mere ufatteligt at se den åbenlyse idioti der hersker mellem de to parter - staten Israel og Hamas. Er jeg virkelig den eneste som efterhånden er blevet dødtræt af at høre om Israels overlagte overgreb mod palæstinenserne?
STYRK DEN INTERNATIONALE SOLIDARITET!
FRIT PALÆSTINA! BOYKOT ISRAEL!
Peter Olsen:
http://www.180grader.dk/nyheder/Jugoslaver_og_pal_…
Hvor grotesk baggrunden for konflikten i Mellemøsten mellem Israel og palæstinenserne er, kan illustreres med en analogi.
Såfremt en Søren Krarup eller Mogens Camre havde levet for hundrede år siden i Palæstina og deres paranoia havde gjaldt jøder og ikke muslimer, så havde de fået hundrede procent ret i det, der måtte tage sig ud som et paranoidt fatamorgana - at en minoritet ville erobre hele landet indenfor en relativ kort årrække.
Omkring år 1900 udgjorde antallet af jøder procentvis en mindre andel (ca.3%) end procenten af muslimer i dagens Danmark eller ca. 20.000 jøder blandt en arabisk befolkning på 6-700.000.
Ca. 50 år efter tildeler FN jøderne, der nu udgør 35% af befolkningen, 56% af landet mod 43% til palæstinenserne, der udgør 65% eller 1,2 mio.mennesker. Af sidstnævnte flygter og fordrives over 700.000 under krigen i 1948 fra deres land til en, skal det vise sig, permanent flygtningetilværelse.
Og mindre end 70 år efter er hele Palæstina under israelsk kommando og palæstinenserne reduceret til flygtninge, andenrangs borgere i staten Israel eller beboere under en israelsk besættelse og fortsat kolonisering, som i dag 40 år efter stadig er en realitet.
Thomas
Det fremgår af din hjemmeside at du er journaliststuderende. Lærer du som sådan ikke at se en sag fra begge sider.
Hvis ikke forstår jeg bedre at dækningen af konflikten er blevet så ensidig som det er tilfældet siden Ole Sippel blev fyret.
I dag meddeles det med nærmest ligegyldighed, at to Hamas-ledere er blevet dræbt
Hamas blev valgt ved et demokratisk valg, og nu dræber man deres ledere…
Men til dit lange indlæg.
“Hvor skulle de Jødiske mennesker i øvrigt flygte hen på det tidspunkt op til anden verdenskrig, hvor USA sætter grænser for indvandring og jøder er forfulgt og uønsket mange steder?”
Theodor Herzl som er ophavsmanden bag den zionistiske ideologi i ‘Jødestaten’ (1896), havde to forslag til placering af en jødisk stat. Det ene sted var Argentina.
“At købe jord er ikke det samme som at fordrive Palæstinensere.”
Jo, det blev det samme som at fordrive palæstinenserne fordi der ikke var tradition for at eje jorden, så med et skøde i hånden fordrev zionisterne palæstinenserne.
“Der findes to syndere og to ofre i den her historie. Der ikke mindre propaganda på den pro arabiske side end den pro israelske.
jeg synes ikke, man kan sige, at den pro-isralske er den som dominerer.”
Hvis man ikke kender til forhistorien og Theodor Herzl’s liv og tanker kan det nok tage sig sådan ud, så jeg vil opfordre dig til at søge viden på:
www.palaestina-info.dk
Det vil føre for vidt med et referat her.
Læs også
‘Freden’ af Hanan Ashrawi.
‘Den palæstinensiske befrielseskamp’ En antologi ved Jens Nauntofte.
@ Tove Lodal
Du opfordrer Thomas Bolding Hansen til at se sagen fra 2 sider. Det skulle du prøve selv.
De kilder, du henviser til er ensidig propaganda til fordel for palæstinenserne. Du er selv udelukkende pro-palæstinensisk i dine “analyser”.
Historien skal ses fra begge sider. Det man skal tage stilling til i dag (2009) er, hvordan man kommer videre. Der er Hamas ikke en medspiller sådan som terrororganisationen fungerer i dag.
Man kan ikke forhandle med en organisation, som har Israels tilintetgørelse som sit mål. Det kan ikke være så svært at forstå. Hamas er - ligesom Hizbollah - finansieret af Iran, som ønsker “død over alle jøder”, som deres præsident kalder det.
@ Chris
At beskrive historien som den er foregået er ikke det samme som en pro-palæstinensisk analyse, men du er åbenbart så hjernevasket af pro-israelsk propaganda at du ikke kan skelne.
Chris:
www.palaestina-info.dk er en rigtig god hjemmeside
du skulle f eks læse
Israelsk selvransagelse om begivenhederne i 1948
http://www.palaestina-info.dk/side/12/m/5/s/
Karen:
Se hvordan palæstinenserne indrømmer at de bruger kvinder, børn og gamle som “human shields”:
http://www.youtube.com/watch?v=RTu-AUE9ycs&eurl=ht…
Ja, Israel skulle have løst problemet med palestinenserne i tide, og verdenssamfundet skulle have bakket op om det, så havde de ekstremistiske kræfter ikke haft lejlighed til at udvikle sig.
hvis man tror man kan bombe sig ud af dét problem, så skal man bombe så længe, at det bliver die endløsung.
“Det fremgår af din hjemmeside at du er journaliststuderende. Lærer du som sådan ikke at se en sag fra begge sider.”
Jo, jeg ville heller ikke blande mig, hvis sagen var set fra to sider.
@ Thomas Bolding Hansen
Dem der fordømmer Hamas raketaffyringer, og derpå forsvarer Israels blokade og seneste angreb, har vist ikke rigtig to ben at stå på. Så sagen set fra begge sider ville være, at Israel afsluttede blokaden (iflg. våbenhvilens betingelser) og Hamas indstillede angrebene. Men Israel har jo som bekendt ikke levet op til våbenhvilens betingelser, hvorimod Hamas drastisk (og tydeligt) satte ind overfor raketaffyringer omgående og effektivt. Gaza er stadig blokeret og bomberne regner over denne tætbefolkede kystby. Hvis vi kan være enige med Ehud Barak om, at angrebet ikke ville reducere raketangreb, kan vi så ikke være enige om, at Israel ikke bomber for at indstille disse? Situationen er en no-brainer, Israel skal indstille sit angreb og blokaden - længere er den ikke.
Troels Siegthorwyn: i stedet med natur kunne du også forsøge med kultur
Du mener med andre ord, at mellemøstlige kulturer er mere kriminelle end andre kulturer?
Troels Siegthorwyn, - jeg er nok lidt mere alsidigt orienteret end som så..
Jeg gad ikke debattere kriminelle indvandrere under denne artikel men ville bare påpege at der findes debattører der ikke forsmår en eneste chance til at komme med den slags “indspark” i en hel anden debat.
Statistiske tal kan bruges til en masse godt, men her blev de misbrugt.
Læs i stedet her under “statistikken mangler nuancer”:
http://www.bt.dk/article/20080616/krimi/80616019/
og få et lille indblik i at statistik er et omfattende studie og ikke bare en kolonne af tal.
Beklager meget at jeg ikke har fundet ud af endnu hvordan jeg kan lave links rigtigt her.
Pia Hyrland: Beklager meget at jeg ikke har fundet ud af endnu hvordan jeg kan lave links rigtigt her.
Det er “blot” hmtl, så her er et lille Linkkursus. Husk at det er vigtigt at få lukket med en / - ellers fortsætter den ændrede skrift - hvad der jo er sket par gange for mig. Det kan jo smutte :-).
Troels Siegthorwyn: Den eneste hindring for fred i mellemøsten er de arabiske muslimers uvilje til at slutte fred i en krig, der alene er startet pga ekstrem muslimsk/arabisk fremmedhed og racisme. Den samme fremmedhad og racisme som gør muslimer så unikt uvillige til at lade sig integrere.
Der er en verden uden for rollespillenes forenklede verdensanskuelse. Du lyder også svært integrerbar.
Pia:
Til gengæld vælter landet her af folk der foretrækker at beholde den opfattelse og lukker det ene øje og øre, når de har mulighed for at blive klogere.
Det er som om den medieskabte ‘film’ som disse indvider kalder virkeligheden er så svær at slippe for så knækker det fine verdensbillede, hvor alt er sort - hvidt, godt - ondt osv., hvor alt det som ‘de gode’ gør mod ‘de onde’ er nødvendigt og godt for samfundet, retfærdiggjort på forhånd. At benægte historiske fakuelle oplysninger er på grænsen af idioti, men folk er vel betinget af de oplysninger de har adgang til og har måske også svært ved at se i øjnene at de er blevet fyldt med løgn, at deres synspunkter er blevet manipuleret via ensidig mediadækning af den ‘officielle sandhed’.
Helge Berg: men folk er vel betinget af de oplysninger de har adgang til og har måske også svært ved at se i øjnene at de er blevet fyldt med løgn
Det høres f.eks. tydeligt i radioavisen, der lystigt viderekolporterer israelsk propaganda om, at så og så mange “Hamas-terrorister” er blevet dræbt. Politiken skriver dog neutralt “Hamas-soldater”.
Alle medier snakker om, at Hamas skal afvæbnes i stedet for, at Hamas skal have langt kraftigere og mere effektive våben mod den israelske statsterrorisme.
Per:
Alle medier snakker om, at Hamas skal afvæbnes i stedet for, at Hamas skal have langt kraftigere og mere effektive våben mod den israelske statsterrorisme.
Jeg ville nu helst at de bare stoppede allesammen.
Udover det er jeg af den opfattelse at Palistinænserne afviste den aftale englænderne og jøderne prøvede at forhandle sig til i sin tid, og at jøderne besatte et meget større område(80%) end det som ‘aftalen’ om delingen af Palestina havde lovet jøderne(56%), som i sig selv ikke havde legimitimt grundlag i det at Englænderne gennemtrumfede den resulotion igennem FN dagen før deres mandat over Palestina udløb, en resolution som Palistinænserne allerede havde afvist.
Nu hvor Per Thomsen åbenbart har fundet andre græsgange er det da interessant at han har fundet en ligeså fanatisk afløse i Per Holm Knudsen.
Inden du kommer for godt igang, Per Knudsen, så vær lige opmærksom på at de andre arabiske grupperinger - ikke mindst Ægypten og Jordan - bestemt ikke er begejstrede for Hamas og (i deres stille sind) vil glæde sig over at Hamas bliver afstraffet.
Hvorfor tror du egentlig at Ægypten har blokeret grænsen til Gazaområdet? Islamisme er ikke deres livret.
Troels, - nej, det gør jeg ikke! Jeg påviste at du ikke har den forstand på statistikker at du kan bruge dem til noget:
“Man er nødt til at kigge i detaljerne bag statistikken for at finde en forklaring. Undersøgelsen viser ikke nødvendigvis at indvandrere eller efterkommere er mere kriminelle end andre.”
Det var meningen du skulle læse hele artiklen jeg linkede til.
Men, slut herfra med kommentarer der ikke refererer til emnet!
Chris Henriksen:Nu hvor Per Thomsen åbenbart har fundet andre græsgange er det da interessant at han har fundet en ligeså fanatisk afløse i Per Holm Knudsen.
Og det virkelig fanatiske er, at en fantast som Chris fortsat fremstiller sin utålelige uvidenhed, forskruede synspunkter og forvridning af diskussionen her på 4-5 dag. Her kommer det gamle begreb “Platugle” virkelig til sin ret!
Chris Henriksen: “fanatisk afløser i Per Holm Knudsen”
Du evner ikke i din zionistiske forblændelse at læse indenad, men jeg gentager gerne for dig, at jeg er ingen tilhænger af Hamas. Hvad jeg kan se er, at Hamas har et folkeligt mandat, og at de kæmper en retfærdig kamp mod et statsterroristisk Israel.
Jeg bryder mig ikke om religiøs fundamentalisme, hvad enten den er jødisk, muslimsk, kristne m.fl. Jeg bryder mig ikke om nazisme, zionisme, fascisme eller andre herrefolksideologier.
Når de udemokratiske arabiske lande ikke bryder sig om Hamas, så hænger det jo bl.a. sammen med, at Hamas står for en mindre korrupt linie - og at de indtil videre har ønsket en folkelig bredde - og at de lige som Hizbollah har et stærkt socialt program. Det kan man jo ikke sige, at der er i hverken Syrien, Jordan eller Egypten.
Niels Stockmarr, Frederiksberg har i dag dette meget præcise læserbrev i Politiken i dag:
HVIS SKYLD?
Lørdag 3.1. overværede jeg i London en demonstration mod Israels fremfærd over for
Gaza. Her mødte jeg denne tankevækkende tekst på en plakat (min oversættelse): »I brænder mine oliventræer, ødelægger mit hus, tager mit
job, stjæler min jord, sætter min fader i fængsel, dræber min moder, bomber mit land, lader os alle sulte, ydmyger os alle. Men – det er min skyld – jeg skød en raket tilbage!«.
Informations dækning af krisen og krigen i Gaza og dermed bredere om hele Palæstina-problemet er lang, langt den bedste i det danske mediebiled. Den undgår stort set den karikatur af en nyhedsdækning, som er den generelle i de danske medier og helt dominerende hos de politiske partier, beskrevet af Robert Fisk således:
”Følger man nyhedsdækningen, skulle man imidlertid tro, at historien begyndte i går, da en hel flok skæggede antisemitiske, islamistiske galninge pludselig dukkede op i Gazas slum - en menneskelig losseplads for rodløse eksistenser - og begyndte at affyre missiler imod det fredselskende, demokratiske Israel for kun at blive imødegået med det israelske luftvåbens retfærdige hævn. ”
Særlig klart står artiklerne af Robert Fisk (The Independent) især ”Gazas groteske ironi” (31/12) og Wallace Shawn (The Nation) ”Irrationelle Israel” (2/1) samt Lasse Ellegaards artikler og især lederen ”Forbrydelse og krig” (5/1).
Tankevækkende f.eks. at høre Socialdemokraternes Jeppe Kofoed i dag i DR/P1 kalde et folkevalgt Hamas for gadens parlament - han kan vist selv som folkevalgt være gadens parlament, kan han. Samtidigt med at han ikke synes, at man skal tale hadet op!