Hyperliberalisternes bedemølle har som bekendt i årevis messet: markedet klarer alt, markedet klarer alt. Fra pressionsgruppen CEPOS kan man rundhåndet få den besked at skattestatens afskaffelse yderligere forstærker markedets sunde logik, hvilket betyder at de (få virkeligt) fattige opnår et bedre liv, såfremt overførsels-indkomsterne tages fra dem, og de rige klarer nødhjælpen. Også her vil den fri konkurrence triumfere. Samme forestilling om minimalstat var, som nogen husker, budskabet i Anders Fogh Rasmussens bog fra 1993, hvor den senere statsminister inspireret af neoliberalisten Robert Nozick betegnede velfærdssdanskeren som en fange af staten, der, som følge af det høje skattetryk og overførselsøkonomien, var og måtte være en slavenatur. Udtrykket har Bertel Haarder også brugt flere gange, skønt statsministeren og den tidligere minimalstatsforkæmper siden kreativt har bogført sig ud af rollen som fanatiker, men åbenbart uden at have opgivet sin ungdoms dunkle mål.
Kun markedet og det såkaldte frie valg skaber i denne optik frie mennesker. Staten ses som en indiskutabel parallel til de gamle østeuropæiske kommandosamfund, ikke som en selvstændigt nationalt historisk betinget udviklet og udviklende organisme med ideale mål for værdifordeling og menneskets udfoldelsesmuligheder uden den enkeltes daglige hændervridende bekymringer for dagen og vejen, de gamles pleje og børnenes uddannelse. En tankevækkende bog så dagens lys i fjor. I fjor! David Gress’ Velstandens kilder. Gress, opkastet som lokal guru for neokonservatismen, opfattes - eller snarere opfattedes - også af neoliberalisterne som verdens ottende vidunder, det fremgår af CEPOS-formandens forord. Bogen viser om ikke andet, hvor nemt det er at argumentere for individets egoistiske interesse i at gøre en egoistisk indsats, samt denne selviske indsats samfundsgavnlige indflydelse på væksten. Grådighed er godt, som Gordon Gekko siger i Wall Street. Eller Greed is God! En gang for alle at vedkende sig den indre egoist kommer man langt med i argumentationen, for hvem kan afvise denne drivkraft som forudsætning for verdens skæve gang? Det ville være at lukke øjnene for historien, som kan opvise sine dårligdomme, blandt andet fordi egoismen aldrig er blevet ordentligt inddæmmet, om dette nogensinde sker. Tilløbene til de gode samfund sker, hvor egoismen tæmmes, hvor markedet er sat i system til kollektivets vel, og hvor vækst ses som et relativt fænomen i forhold til noget andet såsom hensyn til andre og til naturen.
Og så gik det jo så i øvrigt galt igen. Markedet var ikke svaret på alt, selv om man nu hører fantasterne i CEPOS fable om at markedets sammenbrud skyldes at stat og politikere overhovedet blander sig, at vi overhovedet betaler skat, at kræfterne ikke har totalt frit spil. Sådan måtte udtalelserne i hvert fald forstås, skønt man ville være taknemmelig for et dementi eller i det mindste et par moderationer.
Kapitalfondenes vækst
Et her i landet temmelig overset værk om griskhedens pris er tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens I grådighedens tid - kapitalfonde og kasinoøkonomi. Denne bog er som Gress’ fra 2007, men er i modsætning til denne karakteriseret af forfatterens dybe indsigt i sit emne, samt af Nyrups noget mere spændstige format. Mens Gress fortrinsvis høvler om sig med citater af andre mere eller mindre tvivlsomme neoliberalistiske amerikanske tænketanksfunktionærer, analyserer den betydelige politiske økonom og historisk funderende Poul Nyrup advarende det marked, de kapitalfonde, den bingohaltankegang der har ført verden ud i den situation, vi er havnet i året efter bogen udkom. Da det skete kendte hånsordene ingen grænser i de markedsfikserede medier. Hvad fanden bildte han sig nu ind! Der er ikke noget værre end gamle ministre der blander sig, osv., osv.
Nyrup henviste til kapitalfondenes vækst fra 90’ernes midte til i forgårs, hvor 700 fonde i USA og England opkøbte - for lån - virksomheder for 11.000 mia. kroner, som de typisk afmonterede fra fondsbørsmarkedet, så de i ro og mag kunne påbegynde udsugningen af værdierne og efter hektisk udpumpet profit ved rovdrift på medarbejderne nedskrev eller afhændede resterne. De opkøbte virksomheder udstyres kun med et mål: pengeindtjening til de nye ejere, der for deres del bevilger sig selv astronomiske honorarer, lønninger, aftrædelsesordninger, pensioner, etc. Var der nogen der sagde TDC? Det er jo så bedårende at en Hjort Frederiksen fortsat har været bekymret for fagforeningernes magt, men ikke om den finanskapitalisterne har. Hvorvidt dynamikken bag fondene har skabt mere dynamik og vækst, kan man diskutere, i det omfang det uundgåelige sammenbrud jo får det hele til at forsvinde ned i et sort hul.
Det er ikke en nem bog, Nyrup skrev, men den er værd at sætte sig med fingrene i ørerne og læse. Først og fremmest drejer det sig om at føre kontrol med al den markedsfrihed. Kapitalismen er et alt for alvorligt foretagende at overlade til kapitalisterne. Frimarkedsdogmatikken og dens tilsyneladende succes har betydet at endog de mest simple spørgsmål ikke blev stillet i tide: Hvad handler de egentlig med internt bag virksomhedernes lukkede døre, hvor kerneydelserne i takt med de markante kunstige værdi-stigninger jo ikke bliver bedre for kunderne. Hvis der overhovedet er tale om synlige ydelser eller ydelser i det hele taget. Det er, når det går helt galt. Sært forekommer det at bestyrelserne i de virksomheder, hvor alt pludseligt braser sammen, ikke undervejs har stillet disse nødvendige spørgsmål: Hvad tjener vi egentlig på? Er der ikke nogen der har en vareprøve?
Hvorfor ikke formanden?
For én der ikke tror på straffens gavnlige virkning, er det altid et dilemma at kræve flere sanktioner mod kriminelle. Ikke desto mindre kan det undre at man fængsler direktøren, men ikke bestyrelsens formand, der ikke har holdt møder og ikke stillet spørgsmål, men skovlet penge ind i tonsvis, bygget et slot i Norge og kører rundt i håndlavede racerbiler. Jamen! Hvis det havde været et underslæb i en frimærkeforening, skulle man bare have hørt Lene Espersen give den hele repertoiret som skrap moster. Endnu bedre hvis en indvandrer havde stjålet en mørbrad i Brugsen.
Neoliberalisternes ikoner: de store kapitalers og fondenes bestyrere blev op til sammenbruddet dyrket og ophøjet som vor tids adel, hvis synlige særstatus i form af kostbare prærogativer forlenede dem med nobel urørlighed. Kunne man puge så mange penge, var det jo markedet der havde foretaget darwinistiske udvælgelser til noget større, fordi markedet ikke tog fejl. Og det er jo her skoen lugter, for det kan markedet godt og oven i købet ved markedsfanatikernes bistand sanktionere og helgenkåre den gung ho-kapitalisme, der blev dens eget sammenbrud. Man skal ikke være naiv og tro at den kendsgerning nu har fået neoliberalisterne på bedre tanker. Tværtimod arbejder tænketankene på højtryk for, som antydet, at fordele skylden ligeligt på kritikere af totalfriheden. Ulykkerne forklares ved at staterne blot så meget som har løftet et øjenbryn. Det svarer til at trafikulykkers forekomst begrundes i at myndighederne har opsat stoplys i gadekrydsene.
Læs Nyrups bog og bliv klogere.
Kommentarer
tak for en super god artikel…
Jeg håber at dit brøl bliver hørt…
Det var Poul Nyrup Rasmussen der i forbindelse med sit kup vendt mod Svend Auken ændrede Socialdemokratiet fra at være et socialistisk parti til at være et liberalistisk parti. Det var Poul Nyrup Rasmussen, der sammen med Marianne Jelved startede den store privatiseringsbølge i 1990érne.
Når Poul Nyrup Rasmussen nu iscenesætter sig selv i rollen som den store revser af liberalismen, illustrerer det meget godt det gamle socialdemokratiske motto om at man har et standpunkt til man tager et nyt…
Bragende god redegørelse af de frie markedskræfters uendelige tæt forbundne relation til egoismen og den neoliberalisistisk funderede dyrkelse af sine ikoner.
Til Per Thomsen:
Nyrup udfoldede blot Socialdemokratismen i 90’erne, til forskel for den rene Socialisme!! Socialdemokratisme (også kaldet demokratisk socialisme eller reformisme) er en politisk ideologi, som arbejder for en ligelig indkomstfordeling i samfundet og indførelse af socialisme ved hjælp af reformer inden for rammerne af en BEGRÆNSET og STATSKONTROLLERET form for kapitalistisk økonomi; men altså ikke Liberalistisk! (Behøver vel ikke at redegøre for Liberalismen som ideologi)?
Socialdemokratismen er nu senest eksemplificeret i Helles og Socialdemokraternes forslag om statslig repræsentation i pengeinstitutters ledelse, hvis staten skal financiere en garantistøtteordning hertil. Ikke (notabene) en dessideret socialistisk funderet statsovertagelse (nationalisering) af pengeinstitutterne…
I øvrigt tankevækkende, at en person der tidligere blev tildelt det lidet flatterende tilnavn “uld i mund”, formår at være så usædvanligt skarp i mælet…
Jeg har aldrig tvivlet på at Nyrup er klog, så det forbavser mig ikke at han var ude med riven i rette tid.
Jeg tror ovenikøbet også at han har socialdemokratiske holdninger på en del områder, - humanisme og den slags - men når det drejer sig om økonomi, så er han så absolut på partiets højrefløj, hvilket jo også var årsagen til at Mogens Lykketoft brugte ham til at skubbe Svend Auken ud i kulissen.
Betyder det så noget i den store sammenhæng? Ja, - for når man skal efterfølge Nyrup og Lykketoft, så sker det naturligtvis ved at levere mere af det samme, - meget mere. Og det er, hvad vi får fra Helle: en endnu mere højrevredet perverteret version af socialdemokratismen, hvor de fleste af partiets topledere anser begrebet “venstreorienteret” for at være et skældsord. Pinligt!
Det er en skam, at en diskussion om relevansen af Poul Nyrups bog og David Gress’ argumentation udarter til mundhuggeri om, hvorvidt Poul Nyrup selv har indført nyliberalismen, eller det var Lykketoft, der fik ham til det.
Kunne vi ikke i stedet (til oplysning for os, der ved mindre) få en diskussion om, hvorvidt forudsætninger for den ene eller den anden tankegang er til stede i den øjeblikkelige situation?
Hvis S’ liberalisering er interssant her, skulle man måske rette søgelyset mod Lykketoft.
og overveje hvordan man får Helle ud af bageriet.
For at se godt frem skal man også kunne se tilbage. Nyrups kup mod Svend Auken var med til at rydde vejen for nyliberalismen og afskaffe socialdemokratiet som vi kender det. Hvordan det var gået under en Auken, kan vi ikke vide. Men det er tankevækkende at Fogh langt om længe tager tråden op, ikke den røde men den grønne, efter Auken og uden om Helle, som åbentbart ikke har de rette forudsætninger, alligevel. Eller også ønsker hun bare ikke at overtage det åndelige fallitbo, som regeringen Fogh efterlader. I USA har man, traditionen tro, ansat en sort til at rydde op i bageriet. Måske skulle vi herhjemme kigge lidt på Naser Khader.
Superbt indlæg!!! Ganske enkelt.
Jeg faldt over formuleringen “stjålet en mørbrad”….. Den er egentlig meget dækkende for det nummer som bankdirektørerne, erhvervsledere generelt og andre spekulanter har lavet med os alle. De har i gennem de år, hvor det gik godt, grådigt bevilget sig selv og hinanden en gigantisk lønfest (50 % /år), og spist den økonomiske “oksemørbrad”, som vi alle har medvirket til at opbygge. Nu er festen forbi - der er ikke mere mørbrad - og straks står det samme rakkerpak, som har frådset i mørbraden klar med et krav om at vi alle ( i form af statskassen) skal medvirke til at redde dem. De gør med andre ord krav på at få lov til at æde videre af tyndstegen og fileten!!! Der er vel kun hundeben tilbage til almindelige hårdtarbejdende danskere, hvis regeringen får lov til at fortsætte kammerateriet med spekulanterne!
SKAM JER i spekulanter og SKAM JER i pæolitikere, som vil redde spoekulanterne fra den ruin de har så inderligt fortjent!!!!
http://www.alternet.org/workplace/116859/
Why Big Finance is sitting on the Money and laughing all the way to the Bank.
Ville det egentlig ikke være på sin plads, at oplyse os uvidende om det ukorrekte, i stedet for at affærdige det som nonsens?
“Var der nogen der sagde TDC?”
Det var lige præcis Nyrup, der privatiserede TDC og før han har sagt undskyld og erkendt, at det var en meget forkert handling, som har ført til det som er sket siden, så er det meget svært at se ham som orakel.
Hvis nogen er i tvivl, så betyder privatisering af en offentlig virksomhed at den demokratiske kontrol går tabt og at kapitalfonde og alle mulige andre konstruktioner kan overtage virksomheden, uanset hvem der er den oprindelige køber ved privatiseringen.
TDC er ikke glemt. Det er dog rart når folk bliver klogere. En undskyldning ville da i høj grad være på sin plads.
Heller ikke ’Kongemordet’, indførelsen af nyliberalismen og privatiseringsbølgen er glemt. Der er ting man ikke glemmer og som aldrig kan tilgives, uanset hvor mange undskyldninger der diskes op med.