Hyperliberalisternes bedemølle har som bekendt i årevis messet: markedet klarer alt, markedet klarer alt. Fra pressionsgruppen CEPOS kan man rundhåndet få den besked at skattestatens afskaffelse yderligere forstærker markedets sunde logik, hvilket betyder at de (få virkeligt) fattige opnår et bedre liv, såfremt overførsels-indkomsterne tages fra dem, og de rige klarer nødhjælpen. Også her vil den fri konkurrence triumfere. Samme forestilling om minimalstat var, som nogen husker, budskabet i Anders Fogh Rasmussens bog fra 1993, hvor den senere statsminister inspireret af neoliberalisten Robert Nozick betegnede velfærdssdanskeren som en fange af staten, der, som følge af det høje skattetryk og overførselsøkonomien, var og måtte være en slavenatur. Udtrykket har Bertel Haarder også brugt flere gange, skønt statsministeren og den tidligere minimalstatsforkæmper siden kreativt har bogført sig ud af rollen som fanatiker, men åbenbart uden at have opgivet sin ungdoms dunkle mål.

Kun markedet og det såkaldte frie valg skaber i denne optik frie mennesker. Staten ses som en indiskutabel parallel til de gamle østeuropæiske kommandosamfund, ikke som en selvstændigt nationalt historisk betinget udviklet og udviklende organisme med ideale mål for værdifordeling og menneskets udfoldelsesmuligheder uden den enkeltes daglige hændervridende bekymringer for dagen og vejen, de gamles pleje og børnenes uddannelse. En tankevækkende bog så dagens lys i fjor. I fjor! David Gress’ Velstandens kilder. Gress, opkastet som lokal guru for neokonservatismen, opfattes - eller snarere opfattedes - også af neoliberalisterne som verdens ottende vidunder, det fremgår af CEPOS-formandens forord. Bogen viser om ikke andet, hvor nemt det er at argumentere for individets egoistiske interesse i at gøre en egoistisk indsats, samt denne selviske indsats samfundsgavnlige indflydelse på væksten. Grådighed er godt, som Gordon Gekko siger i Wall Street. Eller Greed is God! En gang for alle at vedkende sig den indre egoist kommer man langt med i argumentationen, for hvem kan afvise denne drivkraft som forudsætning for verdens skæve gang? Det ville være at lukke øjnene for historien, som kan opvise sine dårligdomme, blandt andet fordi egoismen aldrig er blevet ordentligt inddæmmet, om dette nogensinde sker. Tilløbene til de gode samfund sker, hvor egoismen tæmmes, hvor markedet er sat i system til kollektivets vel, og hvor vækst ses som et relativt fænomen i forhold til noget andet såsom hensyn til andre og til naturen.

Og så gik det jo så i øvrigt galt igen. Markedet var ikke svaret på alt, selv om man nu hører fantasterne i CEPOS fable om at markedets sammenbrud skyldes at stat og politikere overhovedet blander sig, at vi overhovedet betaler skat, at kræfterne ikke har totalt frit spil. Sådan måtte udtalelserne i hvert fald forstås, skønt man ville være taknemmelig for et dementi eller i det mindste et par moderationer.

Kapitalfondenes vækst

Et her i landet temmelig overset værk om griskhedens pris er tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens I grådighedens tid - kapitalfonde og kasinoøkonomi. Denne bog er som Gress’ fra 2007, men er i modsætning til denne karakteriseret af forfatterens dybe indsigt i sit emne, samt af Nyrups noget mere spændstige format. Mens Gress fortrinsvis høvler om sig med citater af andre mere eller mindre tvivlsomme neoliberalistiske amerikanske tænketanksfunktionærer, analyserer den betydelige politiske økonom og historisk funderende Poul Nyrup advarende det marked, de kapitalfonde, den bingohaltankegang der har ført verden ud i den situation, vi er havnet i året efter bogen udkom. Da det skete kendte hånsordene ingen grænser i de markedsfikserede medier. Hvad fanden bildte han sig nu ind! Der er ikke noget værre end gamle ministre der blander sig, osv., osv.

Nyrup henviste til kapitalfondenes vækst fra 90’ernes midte til i forgårs, hvor 700 fonde i USA og England opkøbte - for lån - virksomheder for 11.000 mia. kroner, som de typisk afmonterede fra fondsbørsmarkedet, så de i ro og mag kunne påbegynde udsugningen af værdierne og efter hektisk udpumpet profit ved rovdrift på medarbejderne nedskrev eller afhændede resterne. De opkøbte virksomheder udstyres kun med et mål: pengeindtjening til de nye ejere, der for deres del bevilger sig selv astronomiske honorarer, lønninger, aftrædelsesordninger, pensioner, etc. Var der nogen der sagde TDC? Det er jo så bedårende at en Hjort Frederiksen fortsat har været bekymret for fagforeningernes magt, men ikke om den finanskapitalisterne har. Hvorvidt dynamikken bag fondene har skabt mere dynamik og vækst, kan man diskutere, i det omfang det uundgåelige sammenbrud jo får det hele til at forsvinde ned i et sort hul.

Det er ikke en nem bog, Nyrup skrev, men den er værd at sætte sig med fingrene i ørerne og læse. Først og fremmest drejer det sig om at føre kontrol med al den markedsfrihed. Kapitalismen er et alt for alvorligt foretagende at overlade til kapitalisterne. Frimarkedsdogmatikken og dens tilsyneladende succes har betydet at endog de mest simple spørgsmål ikke blev stillet i tide: Hvad handler de egentlig med internt bag virksomhedernes lukkede døre, hvor kerneydelserne i takt med de markante kunstige værdi-stigninger jo ikke bliver bedre for kunderne. Hvis der overhovedet er tale om synlige ydelser eller ydelser i det hele taget. Det er, når det går helt galt. Sært forekommer det at bestyrelserne i de virksomheder, hvor alt pludseligt braser sammen, ikke undervejs har stillet disse nødvendige spørgsmål: Hvad tjener vi egentlig på? Er der ikke nogen der har en vareprøve?

Hvorfor ikke formanden?

For én der ikke tror på straffens gavnlige virkning, er det altid et dilemma at kræve flere sanktioner mod kriminelle. Ikke desto mindre kan det undre at man fængsler direktøren, men ikke bestyrelsens formand, der ikke har holdt møder og ikke stillet spørgsmål, men skovlet penge ind i tonsvis, bygget et slot i Norge og kører rundt i håndlavede racerbiler. Jamen! Hvis det havde været et underslæb i en frimærkeforening, skulle man bare have hørt Lene Espersen give den hele repertoiret som skrap moster. Endnu bedre hvis en indvandrer havde stjålet en mørbrad i Brugsen.

Neoliberalisternes ikoner: de store kapitalers og fondenes bestyrere blev op til sammenbruddet dyrket og ophøjet som vor tids adel, hvis synlige særstatus i form af kostbare prærogativer forlenede dem med nobel urørlighed. Kunne man puge så mange penge, var det jo markedet der havde foretaget darwinistiske udvælgelser til noget større, fordi markedet ikke tog fejl. Og det er jo her skoen lugter, for det kan markedet godt og oven i købet ved markedsfanatikernes bistand sanktionere og helgenkåre den gung ho-kapitalisme, der blev dens eget sammenbrud. Man skal ikke være naiv og tro at den kendsgerning nu har fået neoliberalisterne på bedre tanker. Tværtimod arbejder tænketankene på højtryk for, som antydet, at fordele skylden ligeligt på kritikere af totalfriheden. Ulykkerne forklares ved at staterne blot så meget som har løftet et øjenbryn. Det svarer til at trafikulykkers forekomst begrundes i at myndighederne har opsat stoplys i gadekrydsene.

Læs Nyrups bog og bliv klogere.