Efter luftangrebene mod Gazastriben bør Israel indstille bombningen og erklære ensidig våbenhvile i 48 timer, bede det internationale samfund om at indtræde som mægler og indlede fredsforhandlinger med Hamas. Aktionen har varet længe nok og har allerede sendt et stærkt signal til Hamas om, at Israel ikke længere vil finde sig i raketbeskydning, mener David Grossman, der er en af Israels bedst kendte forfattere, og han advarer: Ellers risikerer Israel endnu en gang at blive “fanget i krigens ritual”.

Endnu en gang lever Grossman således op til sit ry som en moderationens stemme i den israelske offentlighed. Under krigen mod Hizbollah i Libanon i 2006 stod han frem og appellerede på et pressemøde til Israels regering om at indgå våbenhvile og søge en forhandlingsløsning. To dage senere faldt hans søn, den 20-årige Uri, som israelsk soldat i Sydlibanon.

Vor parole må være tilbageholdenhed. Vi har pligt til at beskytte civilbefolkningen, alene fordi Israel er så meget stærkere end Hamas,” erklærer han nu i et indlæg bragt i Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ). “Vi må på intet tidspunkt glemme, at vi også fremover vil skulle leve sammen med Gazastribens beboere som naboer.”

At det kan blive svært at vinde gehør for hans opfordring i et Israel, hvor den folkelige opbakning til Gaza-aktionen lige nu er massiv, indser Grossman dog. Det vil være nødvendigt at “handle imod vore indøvede reflekser, handle imod den militære styrkes logik og eskalationens dynamik”, men “Israel må altid efterprøve, om vor militære fremgangsmåde er legitim, om den virker afskrækkende og fremmer muligheden for igen at skabe fred. Vi må ubetinget værge os imod at blive ført med af gengældelsesspiralens malstrøm.”

Grosmann mener også, at en ensidig våbenhvile vil gøre det muligt for Hamas at undgå at tabe ansigt - ja, at dette er den “vigtigste lære” fra Israels mislykkede krig mod Hizbollah i 2006:

Hvis vi efter de første gengældelsesanslag havde holdt igen og erklæret våbenhvile, kunne situationen være faldet til ro, og formidlingsbestræbelserne have fået en chance. Så havde vi stået i en bedre position i dag.”

Dårlig undskyldning

Skarpere i mælet og vredere end Grossman er den israelsk-argentinske dirigent, Daniel Barenboim, der også tilhører fredsfløjen:

Skal hele Gazas befolkning da straffes for en terrororganisations forbrydelser?”, spørger han retorisk i FAZ (med adresse til Hamas). Vi, det jødiske folk, burde dog om noget folk vide og desto stærkere føle, at mord på uskyldige civile er umenneskeligt og uacceptabelt. Det israelske militærs undskyldning om, at Gazastriben er så tæt befolket, at civile ofre ikke kan undgås, er et svagt argument.”

Frem for alt er Barenboim særdeles kritisk over for rationalet i Gaza-krigen.

Hvis civile ofre er uundgåelige, hvad er så formålet med luftangrebene? Hvis målet er at tilintetgøre Hamas, må man spørge sig: Jamen, er det overhovedet muligt at nå dette mål? Og hvis ikke, er hele forehavendet så ikke blot grusomt, barbarisk og uansvarligt, men tillige absurd?”

Og hvis målet nås, hvad kommer så efter Hamas, spørger Barenboim videre:

Tror man, at Gazas halvanden million indbyggere herefter bare vil kaste sig på knæ for Israels hær? Vi må ikke glemme, at når palæstinenserne valgte Hamas, så var det også på grund af Israels taktiske bestræbelser på at svække Arafat.”

Barenboims frygt er med andre ord, at en anden og endnu mere radikal, voldelig og jødefjendtlig organisation vil træde i Hamas’ sted, dersom det skulle lykkes at knække Hamas.

Babyer som barrikader

Skal man tro Fania Oz-Salzberger, der er historiker ved Haifa Universitet, kan der imidlertid næppe tænkes noget mere ondartet end et Hamas, der med fuldt overlæg bruger egne borgere som gidsler. Og det betyder, at “en retfærdig krig” uundgåeligt også bliver “en beskidt krig”. Som hun skriver, ligeledes i FAZ:

Militser og civilister bebor det samme byrum. Såvel Gaza By som Rafa fører en dobbelttilværelse som kaserne. Krigere træner umiddelbart ved siden af skoler, og raketter bliver opbevaret i kælderen under flerfamilieshuse i flere etager. (…) Ingen militærstrateg i historien har nogensinde stået over for en tilsvarende sammenblanding af bevæbnede krigere og civile, ingen er før blevet konfronteret med en doktrin, som stiller børn foran kanoner og bruger babyer som barrikader. Teorien om den retfærdige krig foreskriver, at ikke-kombattanter ikke må skades. Men Hamas og dets militære fløj har, fuldt bevidste om verdensopinionens humanitære bekymring, med overlæg indrettet det sådan, at Israel rammer så mange civilister som muligt. (…) Selv de største modstandere af krigen må indrømme den elementære kendsgerning, at Hamas repræsenterer en dødelig trussel for Israel. Til skade for sit eget folk er Hamas-lederne Khaled Meschal og Ismail Hanja uvillige til fred og kompromis. Som deres ven, den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad, ønsker de Israel død. Så enkel er sagen.”