En plan B, der bruger den nyeste og mest avancerede teknologi, kan være nødvendig for at redde kloden fra farlige klimaforandringer. Det mener stadig flere af verdens førende klimaforskere. Den kollektive internationale fiasko i bestræbelserne på at begrænse emissionerne af CO2 i atmosfæren nødvendiggør derfor, at vi tænker i alternative løsningsmodeller, pointerer de.

Sådanne modeller omfatter uhyre kontroversielle forslag om at sænke den globale temperatur ad kunstig vej ved hjælp af dristige og ambitiøse teknologier, der enten reducerer sollysindtaget ved menneskeskabte midler eller uddrager CO2 af luften. Denne såkaldte geomanipulations-tilgang (geoengineering, red.), der bl.a. er resulteret i et forslag om at gøde oceanerne med jern for at stimulere algevæksten, ville for blot få år siden være blevet afvist af videnskaben som useriøs science fiction.

Flertal for nødplan

Nu ser et flertal af de forskere, som den britiske avis Independent har talt med, imidlertid geomanipulation som en holdbar nødplan, der vil kunne redde planeten fra de værste følger af klimaforandringerne - eller i det mindste vil kunne spare menneskeheden kostbar tid, indtil de mere radikale reduktioner i CO2-udslippet kan sætte sig igennem.

Mange af eksperterne, der omfatter anerkendte sagkyndige fra verdens førende universiteter og forskningsinstitutter foruden en Nobelpristager, er dybt bekymrede over, at det ikke er lykkedes at nedbringe drivshusgasudledningerne ved internationale aftaler som Kyoto-aftalen. Samtidig tyder de seneste forskningsresultater på, at Jordens naturlige ‘kulstofdræn’ bliver stadig mindre effektivt til at optage den menneskeskabte CO2 fra atmosfæren.

CO2-niveauet er vokset vedvarende i det årti, der er forløbet, siden aftalen blev vedtaget, og det vokser nu med større hast end forudset i selv de værste scenarier fra det Mellemstatslige Panel for Klimaforandringer, et organ under FN. I mellemtiden er den naturlige absorbering af CO2 fra verdens skove og oceaner aftaget væsentligt. De fleste af forskerne, som Independent har talt med, er enige om, at fiaskoen for indsatsen for at reducere CO2-udslippet, som for tiden vokser med en procent om året globalt, har skabt behov for en ‘nødplan’, og at dette må indebære, at der forskes i, udvikles og muligvis også realiseres en verdensomspændende strategi for geomanipulation.

Lidt over halvdelen af de 80 internationale specialister i klimavidenskab, som har deltaget i vores spørgeundersøgelse, var enige om, at situationen nu er så alvorlig, at vi har brug for en back-up-plan, der involverer kunstig manipulation af det globale klima for at modvirke følgerne af de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser.

Et ret stort mindretal, 35 procent, var dog ikke enige i, at der behov for en ‘plan B’ - de frygter, at en sådan blot risikerer at aflede opmærksomhed fra hovedmålet, som stadig er at reducere drivhusgasudledningen, mens de sidste 11 procent erklærede sig uafklaret i spørgsmålet, om en geomanipulationsstrategi er fornøden eller ej.

Ikke et alternativ

Næsten alle, som mente, at geomanipulation bør udforskes som en mulig plan B, understregede dog, at dette under ingen omstændigheder bør ses som noget alternativ til nye internationale aftaler om at beskære kulstofudledningerne, men i stedet bør forløbe parallelt med nye bindende traktater for det tilfælde, at klimaet skulle komme ud af kontrol, således at der opstår et akut behov for at afkøle planeten hurtigt.

Til sommer udgiver Royal Society i London en rapport om geomanipulation forfattet af professor John Shepherd fra National Oceanography Center ved Southampton Universitet.

Professor Shepherd er blandt de eksperter, som taler for nødvendigheden af en plan B, fordi han nu er mindre optimistisk over for mulighederne for at reducere CO2.

Geomanipulation stiller os over for nogle nye valgmuligheder (…), men disse må ikke afskære os fra indsatsen for at reducere CO2-emissionerne direkte,” siger professor Shepherd, som studerer vekselvirkningen mellem klimaet og oceanerne.

På spørgsmålet om, hvorvidt forskerne stiller sig mere eller mindre optimistisk til klimasystemets evne til at tåle øgede CO2-udledninger uden at udløse farlige klimaforandringer, gav blot en af de 80 forskere udtryk for stor optimisme. 72 procent erklærede sig mindre optimistiske, mens 23 procent var uafklarede.

EN planet i respirator

Blandt modstanderne af geomanipulation er professor David Archer, en geofysiker fra Chicago Universitet med speciale i oceanernes kemi.

Den CO2, der er frigivet i atmosfæren, vil komme til at påvirke klimaet i årtusinder fremover,” siger han.

At forlade sig på geomanipulative tiltag svarer til, at vi lægger hele planeten i respirator. Hvis den kommende menneskehed ikke forstår at betale ‘klimaregningen’ - en regning, som vi har efterladt dem, og det bliver de sikkert meget glade for - kan de meget hurtigt få katastrofale konsekvenser af klimaforandringerne at føle.”

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Fakta: Geomanipulation

Udsende partikler, der reflekterer sollys:
Vulkanudbrud frigiver enorme mængder sulfatpartikler i den øvre atmosfære, hvor de kaster sollys tilbage. Da Mount Pinatubo gik i udbrud i 1991, kastede sulfater tilstrækkeligt meget sollys tilbage til, at Jorden blev afkølet med 0,5 grader i et år eller to.

Nobelpristager Paul Crutzen foreslog i 2006 at spraye kunstige sulfatpartikler ud i den øvre atmosfære, stratosfæren. Forslaget tager imidlertid ikke højde for den forsuring, som oceanerne bliver udsat for med et stigende CO2-niveau. Hertil kommer risici for uønskede bivirkninger i form af syreholdig nedbør, der kan nedsætte høstudbyttet.

Skabe lave skyer over havene:
En anden mulighed for at påvirke jordens evne til at tilbagekaste sollys er at pumpe vanddamp ud i atmosfæren for at stimulere skydannelsen over havet.

John Latham fra USA’s Nationale Center for Atmosfæreforskning i Boulder, Colorado og britiske forskere som Stephen Salter fra Edinburgh Universitet og Mike Smith fra Leeds har udviklet et forslag om at atomisere havvand for at skabe bittesmå dråber, der kan danne lavthængende skyer, som vil dække dele af havoverfladen.

Det eneste råmateriale er havvand, og processen kan hurtigt afbrydes. Skylaget vil kun påvirke oceanerne, men kan stadig sænke den globale temperatur.

Gøde havene med jernspåner:
Et andet forslag bygger på den indsigt, at den begrænsende faktor i væksten af phytoplankton – bittesmå havplanter – er manglen på jernsalte i havet. Når forskere tilfører jern til ’døde’ områder i havet, bliver resultatet en opblomstring af phytoplanktion, der suger CO2.

Håbet er, at det kulstof, som de mikroskopiske planter optager, vil synke ned til dybere lag af oceanet og derved blive taget ud af cirkulation. Eksperter støtter idéen, men en del af algerne kan også blive spist af havdyr, således at kulstoffet vender tilbage som CO2.

Pumpe overfladevand ned i dybden:
Geofysikeren James Lovelock har sammen med Chris Rapley fra Science Museum i London udviklet en plan om at lade gigantiske pumper føre overfladevand, der er rigt på opløst CO2, ned på dybere vand.

Tanken er at tage CO2 ud af den kortsigtede kulstofscyklus og derved nedbringe mængden af denne drivhusgas i atmosfæren. Kritikere indvender, at kulstof derved risikerer at komme frem til overfladen.

Opsætte kæmpespejle i det ydre rum:
Nogle forskere tror, at det vil kunne lade sig gøre at afbøje sollyset med kæmpemæssige spejle eller en flåde af mindre spejle mellem Jorden og Solen. At realisere forslaget vil dog koste enorme summer og udløse debat om, hvem der skal kontrollere spejlene.