Taro Aso blev i september 2008 ny japansk premierminister. Aso, der har forbindelser til den nationalistiske højrefløj i det liberale demokratiske parti (LDP), er revisionist (ligesom forgængerne Junichiro Koizumi og Shinzo Abe) og fortaler for ændring af forfatningens paragraf 9 (fredsparagraffen, hvor retten til at føre krig frasiges). I forbindelse med den nye premierminister er det relevant at drøfte muligheden for, at problemet med Yasukuni-helligdommen igen kan blusse op i asiatisk politik.
Yasukuni er en shinto-helligdom i Tokyo til ære for alle Japans krigsofre siden midten af 1800-tallet. Den blev grundlagt i 1869 oprindeligt til ære for faldne soldater, der havde kæmpet for kejseren imod shogunatet, og har siden hen været tæt knyttet til kejserdyrkelsen. Helligdommen er et symbol på Japans moderniseringsproces, konsolidering af nationen under kejseren og de kampe, der måtte kæmpes for at bevare suverænitet. Men den er også forbundet med militarismen, der drev Japans ekspansion under Anden Verdenskrig. Det er spændingen mellem disse positive og negative aspekter af Yasukuni som symbol, der giver debatten om helligdommen betydning både inden for og uden for Japans grænser.
Siden Koizumi-æraen (2001-2006) har Yasukuni ikke figureret som problem på den diplomatiske scene, men potentialet til at skabe uro er bestandigt tilstede. Aso har endnu ikke meldt tydeligt ud omkring sine hensigter vedrørende Yasukuni-besøg, og forholdene til Kina og Sydkorea er rolige. Det er dog ikke usandsynligt, at en japansk regeringschef igen vil aflægge Yasukuni et besøg. Hvis det sker, vil Yasukuni-problemet så i det hele taget være en konflikt, der kan løses? Ifølge mange eksperter og kommentatorer er Yasukuni-problemet en uløselig knude, fordi det både eksisterer som en udenrigs- og indenrigspolitisk debat, samt fordi problemet er delt i politiske og religiøse aspekter.
Det historiske problem
Yasukuni-helligdommen er forbundet med det historiske problem (Japans rolle i Anden Verdenskrig), og fra dette perspektiv er der ingen umiddelbar løsning på problemet i sigte. For Kina og Sydkorea vil Japans rolle altid være forbundet med aggression og krigsforbrydelser. Størstedelen af japanerne ser derimod Japans rolle som en blanding af aggression og selvforsvar. Landenes nationale selvforståelser er dybt forankret i deres respektive fortolkninger af krigen. Det historiske problem omfatter Yasukuni-problemet, og det er grobund for den gentagende opblussen af Yasukuni-debatten i forbindelse med premierministres besøg.
Men Yasukuni-helligdommen bruges også som et politisk pressionsmiddel i den asiatiske magtpolitik, og hvis der et øjeblik ses bort fra det historiske problem, er det muligt at afvise udgangspunktet for den kinesiske regerings politiske brug af Yasukuni-problemet. Det er nemlig ikke eksistensen af Yasukuni-helligdommen eller tilstedeværelsen af krigsforbrydernes sjæle, der protesteres imod. Det er regeringschefbesøgene, som er uønskede, fordi de fortolkes som en legitimering af fortidens militarisme og udtryk for en stadig latent og aggressiv militarisme i Japan.
I marts 2005 lavede en af de store sydkoreanske aviser, Dong-A Ilbo, tre omfattende opinionsundersøgelser, der skulle tage pulsen på relationerne mellem Kina, Sydkorea og Japan 60 år efter krigen, set med kinesiske, sydkoreanske og japanske øjne. Undersøgelserne afslørede to vidt forskellige opfattelser af Yasukuni-helligdommen og dens rolle i nutidens Japan. I Kina og Sydkorea bliver helligdommen stadig betragtet som symbol på japansk militarisme af langt de fleste, hvorimod den i Japan af størstedelen bliver betragtet udelukkende som et religiøst mindested.
Maos mausoleum
Kinas kommunist parti (CCP) har siden 1949 retfærdiggjort sin magt ud fra en anti-japansk retorik, og Japan som fjendebillede bruges stadig som middel til at skabe folkelig opbakning. CCP fremstiller derfor japanske premierministerbesøg ved Yasukuni som tegn på japansk militarisme. Den kinesiske kommentator Seki Hei påpeger dog, at CCP’s ræsonnement er forfejlet, fordi partiets fortolkning af Yasukuni-besøg baseres på dets eget forhold til Formand Maos mausoleum. CCP’s ledere tager til mausoleet for at legitimere deres magt og kontinuiteten med Mao. Det er dog langtfra japanske lederes hensigt, påstår han, at legitimere deres magt ud fra en kontinuitet med Anden Verdenskrigs ledere.
Japanerne og Yasukuni
Selv om Yasukuni-helligdommen er forbundet med militarisme og kejserdyrkelse, er helligdommen for de fleste japanere i dag et religiøs mindested for de døde soldater og forfædre. Ærbødighed over for forfædre er stadig langt den mest udbredte religiøse holdning blandt japanere. Ritualerne, som udføres i Yasukuni, har rødder i den japanske kultur helt tilbage til 800-tallet og har til formål at pacificere de afdødes sjæle. Det har været en del af japanernes tro gennem tiderne, at et voldeligt endeligt skaber rastløse og hævntørstige ånder, som skal pacificeres (en tro, der er relateret til buddhismens vægt på sindstilstanden, når døden indtræffer). Via ritualerne beskyttes landet faktisk mod de afdøde sjæle, frem for at sjælene beskytter nationen.
Japanske regeringschefers Yasukuni-besøg bifaldes af befolkningen som en religiøs begivenhed og mindehøjtidelighed, ikke som hyldest til en tilbagevendende militarisme. Dette kommer også til udtryk i den stærke modstand, de samme politikere møder vedrørende deres ønsker om forfatningsændring.
Forfatningsændring
Yasukuni støttes af højre-nationalistiske kræfter i Japan og mange indflydelsesrige politikere fra LDP; interesser, der gerne ser en revision af paragraf 9 og muligheden for uproblematisk at kunne sende Japans selvforsvarsstyrker ud i internationalt samarbejde. Men kan disse interesser opfattes som en tilbagevendende militarisme, der har bred folkelig opbakning? Kravet om at optrappe Japans internationale militære indsats kommer hovedsageligt fra USA og skal ses i kontekst af USA-Japan-alliancen. LDP-politikere som forhenværende premierminister Shinzo Abe sætter en forfatningsrevision højt på dagsordenen, men støder gang på gang ind i folkelig modstand. Japans næststørste parti, det demokratiske parti (DPJ), har i mange år fungeret som en sikkerhed for, at enhver revision af paragraf ni blev afværget.
Om større japansk deltagelse i internationale militæroperationer er ønskværdigt, kan diskuteres. Kina og Sydkorea betragter stadig japansk militærmagt som en trussel mod sikkerheden i regionen (Dong-A Ilbo undersøgelsen) og vil fortsætte med at sætte sig imod. Men LDP-politikere kan få lige så stort besvær med at overtale den japanske offentlighed til at acceptere et større militært ansvar internationalt- primært pga. japaneres skepsis over for selvforsvarsstyrkerne og behovet for at bevare paragraf ni, der er blevet hjørnestenen i japanernes selvforståelse siden Anden Verdenskrig.
Militarisme i Japan?
Der tales ofte om den nynationalisme, der har bredt sig i Japan som følge af den økonomiske depression. Nynationalisme har bl.a. ført til udgivelsen af kontroversielle historiebøger til folkeskole-elever, som opfordrer de unge til at være stolte af Japans indsats i Anden Verdenskrig. Men selv om Yasukuni repræsenterer et historiesyn, der falder i hak med nationalisternes, er det kun en meget beskeden del af befolkningen, der køber den udgave af historien. Der er derfor langt fra nynationalismen til en aggressiv militarisme.
Yasukuni-problemet fokuserer på fortidens problemer, men det handler i allerhøjeste grad om Japans rolle i det internationale samfund og Asien fremover. Skal Japan fortsætte med at være militært afhængig af USA, eller skal Japan kunne stå på egne ben? Begge muligheder bliver betragtet som sikkerhedstrusler af asiatiske nabolande. Hvis Yasukuni-problemet skulle blusse op igen, burde der under alle omstændigheder diskuteres mere om fremtiden end om fortiden.
Jakob Skyt Jensen er i færd med at tage sine overbygningsstudier på Københavns Universitet, hvor hans hovedfag er japansk
Kommentarer