GAZA BY - “Så længe børnene i Sderot ikke kan leve i fred, vil børnene i Gaza heller ikke få fred.” Sådan udtrykker en israelsk officer det, der foregår i øjeblikket. For mig et klart bevis på, at den israeske regering har det som sit mål at angribe civile.
I nat blev en kvinde og hendes fire børn dræbt, en mand, hans kone og deres fem børn ligeså. Da en nabo kom til en famile, der havde mistet flere sønner, blev han selv dræbt, en anden blev dræbt, da han gik hen for at se til nogle venner. Listen over sagesløse, der bliver dræbt i denne krig, bliver længere og længere. Det er som en ond cirkel, der aldrig slutter. Den anden dag fortalte jeg om en såret mand, der igen og igen ringede til lokalradioen for at få en ambulance til at hente ham. Hans stemme hører vi ikke længere.
Alt, der bevæger sig, synes at være et mål for de israelske bombefly.
Ingen aner, hvor mange dræbte og sårede der efterhånden er.
Overvældende brutalitet
Der er ingen, der har spurgt os civile, om vi synes, det er en god idé at sende raketter ind over grænsen mod israelske byer og bosættelser. Der er ingen, der har spurgt os, om vi er villige til at betale den frygtelige pris, vi betaler nu.
Selv om livet i Gaza var vanskeligt før bombardementerne, var vi alligevel relativt sikre på, at vi kunne gå ud af vores gadedør, på arbejde og i skole uden at blive beskudt.
Ingen havde ventet den brutalitet, som kendetegner denne krig. Selv træerne og stenene er tilsyneladende et mål.
Hvad er det for våben, Israel bruger i denne krig? Hvor mange psykiatere og psykologer skal der til for at hjælpe Gazas befolkning igennem traumerne. Hvordan skal vi hjælpe vores børn, når de udvikler post-traumatisk stress?
Vores lejlighed er ikke længere sikker, men hvor skal vi gå hen, jeg selv, min mand og vores lille datter?
Mine brødre og søster flytter hele tiden fra sted til sted, mine forældres hus er ubeboeligt, efter alle vinduerne er blevet smadret, mine svigerforældres hus er jævnet med jorden, vi ved hverken ud eller ind.
Israel har overbevist det internationale samfund om, at krigen er nødvendig for at beskytte den israelske befolkning, men hvem beskytter os?
Og hvem tror på, at det, der sker nu, vil standse raketangrebene på Israel?
Udenfor kan jeg høre endnu en ambulance jage forbi.
I stuen leger Sarah og har for en stund glemt krigen og det, der skete i nat.
Nabohuse bombet
I nat bombede israelerne Al-Saraya-komplekset lige over for vores hus. Sikke en nat. Jeg vidste ikke, om jeg befandt mig i et mareridt eller havde hallucinationer. Kære Gud, beskyt os og vore familier.
Mindst 15 raketter ramte bygningerne lige ovre på den anden side af gaden.
Det ene missil efter det andet hamrende ned og gennemrystede vores hus, jeg greb min datter og kravlede ned under sengen for at yde hende en smule beskyttelse.
Hun sagde ikke en lyd og rørte sig ikke, selv om vi lå under sengen i lang tid. Jeg var dødsensbange for, at der var sket noget med hende, jeg rystede hende, men heldigvis var hun bare bange. Jeg troede, vores sidste time var kommet og anede ikke, om det var os eller naboen, der var målet.
Al-Saraya har været fængsel under israelerne, og da Det Palæstinensiske Selvstyre havde magten, men det har også været militæranlæg. Heldigvis er der ikke længere fanger dér.
Mens bomberne faldt, sprang altandøren op, og støvet væltede ind, selv om vi bor på ottende sal. Luften var så tyk af støv, at jeg ikke kunne se en centimeter frem for mig.
Da angrebet var ovre, kom min mand endelig tilbage fra hospitalet. Jeg så på ham og Sarah, som var det sidste gang, jeg skulle se deres elskede ansigter. Men gudskelov, da solen stod op, var vi alle stadig blandt de levende.
Wedad Naser er palæstinensisk hjælpearbejder, som bor i Gaza by sammen med sin mand og parrets et-årige datter. I den kommende tid vil hun så ofte som muligt berette om livet i krigszonen
Kommentarer
“Ingen har spurgt os, om vi synes, det er en god idé at bombe israelske byer og bosættelser. Ingen har spurgt os, om vi er villige til at betale den frygtelige pris, vi betaler nu” skriver Wedad Naser.
Det er sørgeligt at måtte sige det, men ved parlamentsvalget i 2006 stemte de fleste jo for Hamas. Dér blev I indirekte spurgt.
At stemme for en flok stivnakkede, våbenfixerede båtnakker er ikke den kløgtigste måde at håndtere Israel-konflikten på. Lad os håbe at Sarkozy får mæglet, selv om jeg ikke kan se hvordan en fredsaftale skal få styr på Hamas, når de ikke er med.
HB Rasmussen “Det er sørgeligt at måtte sige det, men ved parlamentsvalget i 2006 stemte de fleste jo for Hamas. Dér blev I indirekte spurgt.”
- er det ligesom at alle tyskere, var ansvarlige for nazistpartiets forbrydelser ?
Hvis man nu havde anerkendt Palæstinensernes demokratiske ret til selv at vælge deres regering, og givet sig til at tale med denne, frem for at stramme løkken yderligere, kunne det jo være at tingene havde set anderledes ud.
Men det er åbenbart kun i Israel og USA, at man har lov til at vælge religiøse fanatikere, som ovenikøbet hører stemmer og reagerer på disse, til at forvalte økonomi og våbenarsenal.
Derudover synes jeg at DF, når de nu er igang med at give deres uforbeholdne støtte, skulle nævne deres begejstring for Jörg Haider, som jo gjorde sig så voldsomt bemærket, at EU var inde på at boykotte Østrig grundet Jörgs nazisympatier.
”- er det ligesom at alle tyskere, var ansvarlige for nazistpartiets forbrydelser ?! spørger Michael.
Nej, det er det naturligvis ikke.
Det er ligesom at alle undgælder for Hamas’ forbrydelser. Bomberne skelner ikke mellem hvem der stemte på dem og hvem ikke. Men spurgt er de alle blevet.
Er der nogen palæstinensere, der vil angive Hamas-medlemmer, som nu har lagt uniformen og blander sig med den almindelige befolkning? Eller accepterer de, at Hamas har taget befolkningen som gidsler i krigen? Hamas er åbenbart villige til at ofre sagesløse børns liv for sagen.
HB Rasmussen
Du er på tynd is, og du ved det. Som Thor Hansen nævner, så forlangt vesten at der skulle afholdes demokratiske valg i Palæstina. Hvilket der blev gjort. At de så valgte, nogle andre, end dem som de amerikanske og europæiske regeringer havde håbet på, er noget helt andet. Men åbenbart det vigtigste i din skyld “argumation”… dvs. “de valgte selv Hamas”
Michael, jeg ikke hvem du citerer med dine citationstegn om “de valgte selv Hamas”, men det er ikke det jeg skrev.
Jeg skrev, at befolkningen blev spurgt.
Og nu er de alle i fare, både dem med og uden “skyld”.
Og lad mig fremhæve igen: Hamas er villig til at ofre så mange palæstinensiske børn det skal være i denne krig. Og det er israelerne også. Det er en helt nøgtern konstatering.