Pragtopvisninger i menneskelig dårskab opføres på daglig basis i franske supermarkeder. Balder og bryster bliver befølt i frostafdelingen og stjålne kys udveksles langs toiletpapirhylderne.
Det skriver den 29-årige franskmand Anna Sam, som har været kassedame i otte år i byen Rennes. Hun blev et litterært fænomen allerede i januar sidste år, da hun startede sin blog, og nu er hendes første bog, Les Tribulations d’une Cassiere, blevet en bestseller. Bogen beskriver livet bag rullebåndet, og titlen kan meget sigende oversættes til ‘En kassedames genvordigheder’.
Anna Sam kan i og for sig godt leve med, at kollegerne krammer i kolonialafdelingen, men at de mandlige kunder (bevidst?) tvetydigt spørger hende, om hun er ‘åben’ eller ‘ledig’ er hende dog et stykke for stift.
Et andet tilbagevendende irritationsmoment er de mandlige kunder, der ruller op til kassen med indkøbskurven fyldt til randen med kondomer i størrelse XL. Anderledes diskret er den lommetyv, der en dag forsøger at smugle en cd ud i et stykke camenbert-ost, eller den blufærdige person, der hellere vil stjæle sine lokumsruller end at lægge dem frem til offentligt skue på rullebåndet.
Anna Sams ærinde med bogen er ikke alene at tilføje en akt til den menneskelige komedie. Hun har også skrevet direkte til flere politikere for få forbedret arbejdsvilkårene for landets kassedamer. En kassedame siger, ifølge Anne Sams egne empiriske studier, i gennemsnit ‘goddag’ 250 gange om dagen, ‘tak’ 500 gange, og ‘har du et medlemskort’ 200 gange om dagen. Hun scanner 20 varer i minuttet og løfter 800 kilo i timen til en månedsløn svarende til 6.765 kr.
Les Tribulations d’une Cassiere har ifølge Telegraph.co.uk solgt over 100.000 eksemplarer, bliver foreløbig oversat til engelsk og indspilles muligvis som film. Anna Sam har udtalt, at hun satser på fremover at kunne leve af forfattergerningen, og hvis ikke det går, vil hun søge ansættelse i en bogforretning. En uden rullebånd vel at mærke.








Kommentarer