Han var næppe den mest oplagte debattør - eller måske alligevel. Salman Rushdie altså; manden, der blev kendt for den ‘fatwa’, der blev udstedt mod ham i 1989 for bogen De Sataniske Vers. Det var ham, der for nylig brokkede sig over den britiske kulturs “tåbelighed og leflen efter laveste fællesnævner.”

Det var - underligt nok - ikke noget der skabte voldsom debat uden for den lille intellektuelle elite, der beskæftiger sig med sligt. Kulturdebat er - måske i sagens natur - et middelklassefænomen. Men nu har andre blandet sig. Andre, fra den kulturelle elite, begribeligvis. Folk som ærkebiskoppen af Canterbury. Den meget skrivende Rowan Williams har i en forelæsning, tilsluttet sig Salman Rushdies kritik af, at den britiske kultur “ikke længere har mod og dybde”.

Kultur er fællesskab

Det er udtryk for en kulturkamp, et opgør mellem godt og ondt,” siger filosoffen John Gray, tidligere professor i idehistorie ved London School of Economics. Han undrer sig over, at debatten om den britiske kultur kommer så sent.

Såvidt jeg ved har der været en tilsvarende debat i andre lande, også i Danmark, hvis jeg er rigtigt informeret, men her i landet har vi haft en berøringsangst med debatten om, hvad det vil sige at være britisk, og hvad britisk kultur betyder i en multikulturel tidsalder,” siger John Gray.

Han kritiserer, at kultur er blevet et politisk spørgsmål og betoner, at en kultur fundamentalt set er et udtryk for et fællesskab mellem forskellige grupper.

Det at have en national kultur, er noget som vi først blev opmærksomme på i begyndelsen af det 19. århundrede. Begrebet national kultur blev opfundet efter Napoleon. Det var ikke noget, der blev dannet, men de fælles vaner og normer, der holdt folk sammen. Fodbold var f.eks. en af de ting der holdt folk sammen, og det samme var litteraturen.”

Men kultur i Storbritannien har aldrig været en monokultur. Shakespeare - der af mange på højrefløjen opfattes som det yppigste eksempel på britisk kultur - var meget multikulturel og skrev på et tidspunkt, hvor der var store religiøse og politiske konflikter. Dengang var kampen mellem protestanter og katolikker. De havde forskellige kulturer - og sidstnævnte var datidens udskældte minoritet.

Informations udsendte spørger, om man kan sammenligne katolikkerne med dem, man nedladende kalder ‘perkere’ i Danmark?

Det kan man godt. Det er en udmærket sammenligning. Men det væsentlige er, at der aldrig har eksisteret en monokultur. Den kultur, som vi kalder engelsk - eller britisk - er det, som alle disse grupper kunne blive enige om på trods af deres forskelligheder,” siger Gray.

Han har selv multikulturalismen inde på livet. Hans kone flygtede fra Tjekkoslovakiet og er - langt ude - i familie med forfatteren Josef Kafka. Det inspirerer John Gray.

Min kone og jeg har ofte hæftet os ved, at de store kulturelle epoker er dem, der er opstået, hvor forskellige kulturer brydes og lærer af hinanden. Hele den tanke om civilisationernes sammenstød som den nu afdøde amerikanske politolog Samuel Huntington skrev om, er - dybest set - baseret på en ensidig og overfladisk læsning af historien. Selvfølgelig er der konflikter, når kulturer mødes, men der er også berigelser. Det, at man ikke har haft kulturelle brydninger, er - uden at jeg ønsker at sige noget grimt om Skandinavien - en af grundene til, at I ikke har haft så rig en kultur som Italien, Frankrig og England.”

Vi har altid haft indvandring, og derfor har vi været tvunget til konstant at revidere vores kultur. En multikultur er en kultur, der er stærk. En kultur, der ikke modtager påvirkninger udefra, som f.eks. den protestantiske monokultur i Nordeuropa - er dermed en fattig kultur. Jeg tror, at det er derfor, at der er så megen fremmedhad og mistro i Nordeuropa,” siger John Gray.

Mad Mel

Men det synspunkt er ikke delt af alle. Slet ikke.

Melanie Phillips - Storbritanniens måske mest udskældte skribent er lodret uenig.

Multikulturalismen har altid været en kontroversiel ide, og den internationale terror har givetvis bidraget til, at denne ide er blevet mere voldsom. Men den har også bidraget til en berøringsangst og en angst for at sige noget forkert,” siger Phillips.

Melanie Phillips er klummeskribent på den borgerlige avis The Daily Mail.

Hun er kendt som Mad Mel i den mere venstreorienterede del af pressen. Men hun virker ikke specielt gal, da Information møder hende på hendes kontor i det centrale London. Hun er nærmest moderlig og serverer te og småkager.

Hylderne er fulde af eksemplarer af hendes bog Londonistan. Den er et frontal angreb på det, som hun opfatter som “undermineringen af den britiske kultur” - især fra islamistiske grupper.

Men hun afviser, at hun er imod multikulturalismen som sådan.

Nej, det er jeg ikke. Det ville være hykleri i højeste potens. Jeg kommer fra en jødisk familie, så jeg er mere end nogen tilhænger af at flere kulturer kan sameksistere. Den jødiske kultur har længe haft et godt og langt liv som en del af den britiske kultur. Men det var kun muligt, fordi den accepterede de grundlæggende spilleregler. Det, vi ser nu, er, at man skyller barnet ud med badevandet. Man forkaster vor kulturarv og alle de ting der giver os identitet,” siger hun.

Sovjet

Hun er omkring 50 år, ikke særlig høj og har den kortklippede frisure, som kendetegnede intellektuelle kvinder i 1970’erne.

Smilet virker oprigtigt, men der er stål i stemmen, når vi kommer ind på kontroversielle emner. Hun er vant til at forsvare sig - og ved - siger hun - at hun skal være på vagt.

Hun ser det som udtryk for relativisme, at man ikke længere kan indrømme, at man er britisk.

Det er lidt ligesom under Den Kolde Krig. Dengang kunne man ikke kritisere Sovjet uden at sige noget ufordelagtigt om USA. Det er - på en måde - det samme i dag. Nu kan man ikke forsvare britisk kultur uden også at sige noget pænt om islam og andre kulturer. Hvis det fortsætter på den måde, vil der ikke være nogen britisk kultur om få år,” mener hun.

Sprog og kultur

Det afviser John Gray: “Det kan jeg ikke se. Der vil naturligvis ikke være den samme kultur. Kultur er en levende ting, ikke et statisk fænomen. Kulturen ændrer sig hele tiden. Det har den altid gjort,” siger han og bruger et historisk eksempel.

Selv den store katolske teolog Thomas Aquinas lod sig inspirere af islam i det 12 århundrede. Det var, fordi den europæiske kultur havde selvsikkerhed nok til at indoptage nye elementer i sig, at den overlevede,” siger han.

Han mener, at man kan sammenligne den britiske kultur med det engelske sprog:

Det britiske sprog er multikulturelt. Det har indoptaget ord fra swahili, hollandsk, fransk, russisk og hindi. Og alligevel er det et verdenssprog. Derimod er sprog, der lukker sig fra verden, i konstant fare for at uddø. Det er tankevækkende,” mener filosoffen.

International kulturdebat skrives på skift af Mads Qvortrup fra London, Hans Henrik Rasmussen fra New York, Tine Byrckel fra Paris og Stefan Jonsson fra Stockholm