RELIGION HAR ført til store krige, men også til små - som nu i Nr. Nissum ved Lemvig, hvor en forælder har klaget over, at hendes seksårige søn skal bede fadervor i den lokale skole ved morgensamlingen. Hun har klaget til Humanistisk Samfund, en forening som arbejder for, at mennesker skal kunne leve et liv uden religiøs indblanding. Var fadervor ikke noget, man bad i skolerne i gamle dage? vil mange læsere sikkert spørge, men faktisk er der flere skoler, som har holdt traditionen i hævd - eller forkyndelsen.

De allerfleste har dog for længst droppet de guddommelige ord fra Matthæusevangeliet: “Fader Vor, du som er i himlen, helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje, som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde, for dit er Riget og magten og æren i evighed Amen”.

Kønne ord med et beskedent ønske om mad på bordet, idet det skal understreges, at den skyld, der tales om, ikke er bankgæld, ligesom Riget ikke er Rigshospitalet.

MANFTEDE lige et øjenbryn, da undervisningsminister Bertel Haarder, regeringens åndelige fyrtårn, rykkede fadervor’et til undsætning i Kristeligt Dagblad med denne svada: “Jeg vil kraftigt opfordre til, at alle skoler i Danmark indfører morgensamling med både fadervor og salmesang. Det er en utrolig værdifuld del af vores kultur, som jeg synes, det vil være vanvittigt at forbyde!”

Hvad gik der af den ellers så fritænkende minister? Var underkastelsen under de nypuritanske, folkepolitiske tanker nu total? Man anede som en undertone, at nu skulle de herboende muslimers børn da tromles flade med kristendom, så de for fanden i helvede kan forstå, hvor de er.

DEN OMTALTE forælder mente blot, at hendes søn ikke burde udsættes for religiøs indoktrinering, og faktisk blev forkyndelse i undervisningen afskaffet ved en lov i 1975. Det var vigtigt, at børnene lærte andet end deres fadervor. Når nogle skoler, især i det vestjyske, alligevel kører videre med bønnen, skyldes det, at stemningen på nogle af de førhen så indremissionske egne er for fadervor’ets bevarelse, og med lidt pragmatisme kan det skydes ind under, at det er tradition.

Det er vel på sin vis i orden. Ateisters børn kan jo bare knibe læberne sammen, mens de andre beder. Det er i orden, hvis børnene på Nørrebro tilsvarende må synge røde sange og muslimernes børn messe fra Koranen i deres skoler. Eller hvad?

Gudskelov dementerede Bertel Haarder senere på dagen. Sådan havde han aldrig sagt. Men alene det, at man et øjeblik kunne tro, at han mente det, fortæller noget om, hvor langt ude vi er, når det gælder værdikamp og holdningsbearbejdelse.

Lad blot børnene samles til morgensang med et varieret repertoire. Det er alt nok. Så kan de bede fadervor derhjemme, alt det de lyster.