Forkerte karakterer, manglende eksamensbeviser og udmeldelse ved en fejl. Det er nogle af konsekvenserne for de studerende på CBS - Handelshøjskolen i København - af det tiltagende pres på administrationen.
Især den nye karakterskala har voldt CBS problemer, fordi den blev indført meget hurtigt og betød, at universitetet måtte skifte til et nyt studieadministrativt it-system, forklarer universitetsdirektør Peter Pietras:
“Hvad der er skyld i klagerne fra de studerende denne gang, er lidt mere uvist. Vi vil selvfølgelig gerne gøre det bedre, men vi er ikke nogen nulfejlskultur.”
I sidste uge havde DR’s P3 Nyhederne et par historier fra studerende om, hvordan administrationen på CBS sejler. Det førte til, at videnskabsminister Helge Sander lovede at undersøge sagen, mens Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Martin Henriksen, krævede universitetet sat under administration, hvis ikke der blev rettet på fejlene.
Også problemer sidste år
Det er nemlig ikke første gang, det fyger med anklager over kaos i administrationen på Copenhagen Business School.
I foråret 2008 var der store problemer med manglende eksamensbeviser og forsvundne karakterer og eksamenstilmeldinger.
“Det er en overdrivelse at hævde, at vores administration sejler, men der er områder, hvor der har været problemer, især fordi en lang række af de administrative medarbejdere har skiftet job,” siger Peter Pietras.
Flere penge til service
Forholdene i administrationen er blevet bedre, end de var i foråret, mener formand for de studerende på CBS, Henrik Thorn:
“Efter min opfattelse lytter vores administration til de problemer, vi har, og gør noget ved dem, men der er mange gamle medarbejdere, der har sagt op, blandt andet da universitetet valgte at centralisere administrationen. Og det betyder rigtig meget ude på de enkelte studier, at dem med mest viden på området ikke er der længere.”
De administrative medarbejderes tillidsrepræsentant, webmaster Helle Damgaard, mener, at en del af årsagen til problemerne i administrationen på CBS skyldes den massive mængde af nye politiske tiltag:
“Hver uge finder (Forsknings) ministeriet jo på noget nyt, vi skal dokumentere, og det belaster administrationen enormt. Desuden er vores statstilskud til studieadministration lavere end andre steder, fordi vi får et lavere taxameter.”
CBS har netop oprettet en mail-hotline for klager og planlægger at sætte et anseligt millionbeløb til bedre service i administrationen, oplyser universitetsdirektøren.
“Det værste, der kan ske, er jo, at vi får endnu mere regulering, end vi har i forvejen, derfor bliver vi selvfølgelig nødt til at reagere på de studerendes klager,” siger Peter Pietras.







Kommentarer
CBS forklaringer er sikkert rigtige, men det er ved den søde grød PINLIGT at den institution, der selv gør alt for at stinke af smart globalalisering, alene navnet, ikke på kontorelevniveau er istand til at styre biksen. Hvad mon de der udgår derfra er i stand til. Ikke underligt at Stein Bagger og ligesindede er i stand til at løbe om hjørner med bankfolk og andet godtfolk.
Nå men i det mindste er der ikke tale om at man har et underskud på 20-40 millioner denne gang, vel?
med venlig hilsen Lennart
Men det jo så endnu en reform fra cirkus fjog, der ender i kaos. sic!