2008 var et opmuntrende bogår i Danmark, hvad angår kvaliteten af de nye udgivelser, antallet af bogfestivaler og diversitet i julens bogmarked. Men hvad laver forfatterne egentlig, når anmeldelserne er læst i laser, og den sidste champagneprop er sprunget?
Solvej Balle (f.1962) er begyndt at studere igen for at blive mere autoritetstro og for at give sine tekster “lidt mere af nogle andre og lidt mindre af sig selv”, som hun udtrykker det. Hun er uddannet ved forfatterskolen og har en bachelor i filosofi, men forlod egentlig studierne for at kunne skrive uden utidig indblanding fra autoritære stemmer. Det blev blandt andet til den eksistentielle tekstsamling Ifølge Loven, det kunstteoretiske essay Det umuliges kunst, og i efteråret 2008 udkom erindringsessayet Frydendal og andre gidsler. I alle værkerne spiller postmodernismens dehumanisering af menneskets vilkår en vis rolle. Men nu skal hendes egne tankesystemer brydes op. Og universitetet er et godt sted at blive lidt ydmyg.
Hold lige kæft
“‘Hold selv lige kæft et øjeblik, og læs i stedet, hvad der står’, var en enormt vigtig lærdom for mig allerede dengang, da jeg læste filosofi,” fortæller Solvej Balle.
Solvej Balle har netop været til forelæsning på Æstetik og Kultur ved Aarhus Universitet, hvor hun planlægger at tage en kandidatgrad.
Nu styrer hun hjemmevant ind i et af studererkamrene ved læsesalen. Hun ser glad ud.
“En af de ting, jeg holder mest af ved universitetet, er idealet om, at man skal forsøge at gå ud af sig selv og ind på en andens præmisser,” siger Solvej Balle.
“Her er man er tvunget til at læse det, der står på linjerne. Ikke bare sådan cirka, men med så stor præcision, som man overhovedet kan. Ideen om grænseløs loyalitet over for en eller anden gammel filosof er helt fantastisk for mig, for når man skriver fiktion, handler det jo ellers mere om at modellere verden, så den passer ind i ens egen historie.”
Menneskesprog
Alligevel bliver det akademiske sprog aldrig Solvej Balles modersmål.
“Da jeg begyndte at læse, skrev jeg somme tider mine opgaver på ‘menneskesprog’ og oversatte dem til ‘akademisk’ bagefter. Jeg kan ikke undersøge verden med fagfilosofiske begreber i hovedet. For mig kan begreberne bruges til sproglig præcisering eller til at gå i dialog med tænkerne, men ikke til at forstå verden med,” fortæller hun.
Heldigvis er der mange af de interessante tænkere, der skriver på ‘menneskesprog’, og er til at læse, hvis bare man koncentrerer sig lidt, mener hun: “Så må man læse de andre med kniv og gaffel. Eller en skalpel.”
Alligevel kan den æstetikteoretiske refleksion fint gå hånd i hånd med det at skrive skønlitterært. Netop nu arbejder hun på et kunstteoretisk værk, der skal være en efterfølger til Det umuliges kunst, og som skal handle om, hvordan kunst forandrer sig over tid. Men samtidig er der en roman, der spøger i kulissen. En roman, der har ligget og rumsteret de sidste 13 år.
“Jeg tror, jeg må gå frem og tilbage til den i nogle år endnu. Den skal tydeligvis skrives i flere etaper. Af flere grunde - men det er for svært at forklare. Men jeg kan da godt sige, at den indtil videre hedder Om udregning af rumfang, og at den handler om tid og kærlighed. Sådan cirka.”
Selv om det er uvist, hvornår Om udregning af rumfang bliver fuldt ud realiseret, har bogen allerede kastet flere andre bøger af sig. Lidt lige som Odins guldring Draupner, der drypper otte ringe hver niende nat.
“Frydendal og andre gidsler kom lidt bag på mig, og det er nok den bog, jeg har været mest uvillig over for, for den dukkede op, mens jeg var i fuld gang med Om udregning af rumfang, som jeg var meget optaget af,” husker Solvej Balle.
Om udregning af rumfang er en første-persons-roman med et fiktivt jeg, men undervejs i skriveprocessen trængte et mere empirisk jeg sig på.
“I hvert fald sad jeg pludselig dér og skrev om mig selv og min barndom og om den tid, vi går rundt i. Efterhånden kunne jeg godt se, at den her bog, var jeg nødt til at skrive.”
Hendes skriveproces er i det hele taget meget præget af impuls og nysgerrighed over for det, der opstår, mens hun er i færd med noget helt andet: “Jeg sætter mig ikke ned ‘for at skrive en bog’. Som regel er der en lang periode, hvor jeg ikke rigtig ved, hvad det er, jeg laver. Så kommer der et tidspunkt, hvor jeg kan se konturerne af en bog, og så forandrer processen sig helt. Så skriver jeg bare - som regel fra tidlig morgen til langt ud på natten, indtil bogen er blevet indfanget.”
Da hun fik barn, blev det lidt anderledes, men i de frenetiske perioder tager hendes mand over og følger deres søn i børnehave, så hun kan gå i gang med det samme. Heldigvis er hun ikke en af dem, der ikke kan arbejde, hvis alt roder.
“Faktisk kan jeg slet ikke arbejde, hvis jeg først skal gå og rydde op. Så er jeg jo allerede i gang med at redigere. I de perioder efterlader jeg bare kaos til min mand og går op og arbejder,” smiler hun.
Kommentarer