I modsætning til alle andre eksperter er jeg pr. definition diskvalificeret, når det gælder religionsdebatten, for jeg er nemlig præst i den danske folkekirke. Facit er derfor givet på forhånd, og læseren kan i og for sig godt standse allerede her. Jeg holder på kristendommen og synes, der hver eneste dag skal være både morgensang med salmer og Fadervor i Folkeskolen.
Det er ikke spor overraskende, at en præst mener det, men tværtimod, hvad man kan forvente, for præster tror jo på Gud. Normalt er det ellers sådan, at eksperter rådspørges, netop fordi de har en faglig viden, men det er en udbredt forestilling, at i trosspørgsmål gælder der andre spilleregler. Her kan enhver med henvisning til troen komme med sin uforbederlige mening uden at skulle underbygge sine synspunkter med almengyldige argumenter, for troen er nærmest fredhellig, noget meget personligt - noget inderligt, ja, noget helt og holdent privat.
Så præsten skulle altså være noget så paradoksalt som en ekspert, der offentligt udstiller sin helt private tro, men som i virkeligheden ikke har nogen faglig ekspertise at øse af. Og det må indrømmes, at nogle præster er i høj grad selv med til at holde den idé i omløb, og det er slet ikke ondt ment eller bare for at slippe for besværet med at dokumentere det saglige og faglige i troen - de mener det virkelig. Det hedder jo også ‘min tro’ - som om troen ikke kunne debatteres på et fagligt grundlag. Men det kan den nu alligevel, og enhver teologisk kandidat har på universitetet lært, at der er forskel på den enkeltes helt private psykologiske ‘trosfølelse’, som udspiller sig i sjælen, og på troens indhold, mens troens indhold er et fagligt teologisk anliggende.
Ikke bare visse præster, men også politikere gør sig det bekvemt med håndteringen af de religiøse problematikker ved som noget helt indiskutabelt at henføre troen til privatlivets hellige sfære og i øvrigt lade religion være et spørgsmål om kulturarv. Men en sådan reduktion af tro og religion bør teologer protestere imod, for den holder ikke en millimeter i den virkelige verden, hvor enhver, der har den mindste smule omtanke, kan indse, at religion er noget mere - noget som ikke bare af kulturelle grunde spiller en enorm rolle overalt i verden, men også at der faktisk er en faglig teologisk diskurs overalt på kloden.
Man kan godt gøre anstrengte forsøg på at bagatellisere hele det religiøse felt ved at udnævne det til at være en slags luftkasteller, som folk af forskellige grunde bygger op henover hovedet på al fornuft, men det er faktisk omvendt. Der er både faglighed og saglighed i religion.
Bag troens private skjold
I teologien har strategien siden Oplysningstiden været at bruge fornuftige metoder, som man også kender det fra andre fag, og det er pinligt, at der inden for ens egne faglige rækker findes folk, som er intellektuelt havareret på et sted i den før-modernitet, der nu kun skimtes i bakspejlet. De ligefrem fodrer både politikere og religionskritikerne med udueligt skyts, og det er ærgerligt, at især kritikere ikke er klogere, men hopper på den og går til modangreb mod fundamentalistiske forestillinger, som om de dermed fik ram på tro og religion som sådan, skønt de kun skyder på mål, der ligger langt til højre for den moderne teologiske diskurs. På den måde spilder både de hjemlige og de mere internationalt kendte kritikere deres krudt uden på nogen måde at komme i dialog med det, der er kernen i al religion.
Højrefløjen røres ikke af kritikken, for den er nemlig dækket godt ind bag den privatiserede troens skjold, og de teologiske frontløbere er for længst over alle førmoderne bjerge og uden for skudvidde. Så kritikken betyder i virkeligheden ingenting for den debat, der kunne være både nyttig og interessant, hvis den altså kom til at handle om det, der er kernen i al religion. Det er nemlig den kendsgerning, at virkeligheden er dobbeltbundet, helt uanset om man er troende eller ateist. Noget falder inden for menneskets erkendelse og magtsfære, og noget falder udenfor. Noget er endeligt, andet uendeligt, noget er konvention, andet står ikke til debat. Noget er et spørgsmål om meninger, noget andet er spørgsmålet om meningen. Denne ‘andet-sfære’fortælles frem ved hjælp af Gud og guder. Dvs. at religion er mere end et spørgsmål om psykologi og kultur, nemlig et forsøg på at håndtere et fundamental-ontologisk anliggende.
Det er tilsyneladende ikke gået op for hverken højre-præster, politikere eller religionskritikere, at religion handler om at aflæse ‘kosmiske realiter’ og forholde sig til dem, og denne manglende forståelse præger i høj grad også den verserende debat morgensalmer og Fadervor i folkeskolen.
Det bliver kun til for eller imod uden smålig hensyn til, hvad det rent indholdsmæssigt er, man er for eller imod. Modstanden går på det principielle, at der er religion på færde. Religion er, tænker man, nemlig et helt særligt privat anliggende, som skolen ikke skal blande sig i, ligesom den heller ikke skal være kulturel partisk. Samfundet er jo multikulturelt.
Af lutter respekt for alt og alle - også for dem, der kalder sig ateister - skal skolen holde fingrene fra morgensang og Fadervor. Modsat går forsvaret på, at der er dansk kulturtradition på spil, og at salmer og bøn jo ikke kan gøre skade, eftersom religion er en privatsag.
De samme præmisser kan åbenbart føre til modsatrettede konklusioner. Men hvad med at standse en så overfladisk debat, der ikke indeholder skyggen af substans, men som alene beror på formalismer og principrytteri? Hvad med at få en dialog om indholdet, og om der evt. ligefrem kunne være filosofisk ræson i at lade skolen stå for en religiøs prægning af eleverne?
Rent faktisk er ikke-morgensang og ikke-bøn nemlig langt fra - som nogle åbenbart forestiller sig - udtryk for respekt og neutralitet, men for et valg, der går på, at man overlader eleverne til sig selv i forhold til den sfære, der ikke tilhører mennesket. Eller man kan skærpe det og sige, at man oven i købet svigter børnene ved ikke at lære dem et sprog for og give dem en holdning til de magter, kræfter og energier, der falder uden for menneskets magtsfære - til ‘anden-sfæren’.
Fadervor er nærmest udtryk for (nøgtern) minimalisme. Her kommer ‘kun’ skabelsestanken, at der er to magtområder, til udtryk. Kristus nævnes ikke, men alene at der findes vores og ikke-vores. Hvad enten man kalder sig ateist eller troende, er det et livsvilkår, som intet menneske kan gøre sig fri af.
Indholdet skal drøftes
Så jeg vil foreslå, at man i stedet for at diskutere for eller imod Fadervor, giver sig til at drøfte indholdet. Så vil man nemlig hurtigt opdage, at Fadervor ikke er et spørgsmål om private følelser, om kulturarv eller om at få en god start på dagen, eller at ikke-Fadervor betyder, at ateister og de ikke-kristne slipper for at blive noget påduttet noget, de ikke ønsker. Forholdt det sig så enkelt var sagen slet ikke værd at diskutere.
Set fra min side - som ekspert - er der noget langt mere alvorligt på spil end hensynet til den enkeltes frihed eller den kulturelle identitet. Under overfladedebatten rejser sig nemlig det spørgsmål, om skolen skal give børnene sans for realiteterne - at væren består af immanens såvel som transcendens, eller om den skal lulle dem ind i den illusion, at der kun findes immanens, og at mennesket er Gud, for nu at bruge den gamle metafor. Vender skolen ryggen til ‘den religiøse dimension’, må den påtage sig det ansvar, at den er med til at opbygge en illusion, og den må også bære en del af skylden for det sproglige, filosofiske og følelsesmæssige tomrum eller kaos, der opstår, når eleverne før eller senere rent faktisk befinder sig i en situation, hvor virkeligheden viser sig at være dobbeltbundet.
Men Gud Fader bevar os for en folkeskole så ufolkelig, at den ikke vil give børnene de nødvendige religiøse kompetencer, der gør det muligt for dem at forholde sig til hele virkeligheden i dens fulde udstrækning og ikke kun til ‘vores del’. Kan man ikke kalde det omsorgssvigt?
Peter Holm er provst for Frederiksberg
Kommentarer
Peter Holm:
“Så jeg vil foreslå, at man i stedet for at diskutere for eller imod Fadervor, giver sig til at drøfte indholdet. Så vil man nemlig hurtigt opdage, at Fadervor ikke er et spørgsmål om private følelser, om kulturarv eller om at få en god start på dagen”
Der findes givetvis mange smukke bønner (som i øvrigt sagtens kan være uden referencer i bastante religiøse dogmer), som sikkert har værdi at fremsige i flok, men i min optik er fadervor så afgjort ikke en af dem.
Udsat for lidt analyse og omskrivning, bliver første halvdel af fadervor til noget i retning af:
“O navnløse Patriark, den personlige transcendente gudsforestilling, hvis ukendte navn skal hyldes, lad os få indført teokrati, lad religiøs lov blive verdslig lov, […]”
Teksten står vist ikke meget tilbage fra de ønsker ekstremt fundamentalistiske islamister nærer om deres idealsamfund, hvor Sharia gøres til almen lov, osv.
Personligt så jeg gerne, at emner som religionshistorie, etik, filosofi, religionskendskab fyldte noget mere i folkeskolens pensum. Det er så afgjort interessante emner. Men sådanne emner bør gøres til pensum i verdslige fag (f.eks. i “nye” fag såsom idehistorie, religion e.lign.), og ikke gøres til folkekirkenkristen propagandavirksomhed (fadervor, kristendomskundskab, konfirmationsforberedelse).
Det skal være præster vel undt, at oprette søndagsskoler, som passende kunne henlægges til lige efter kirkegang på søndage, når sognebørnene alligevel er forsamlede. Hertil kunne folkeskolens kristendomskundskab og religionsforberedelse også passende henlægges.
Hvis man er undervisningsminister og som Bertel Haarder opfører sig som en fuldstændig ubehersket fundamentalist i Deadline og insisterer på at kende ’sandheden’, så er jeg bange for at der i skolerne kan forekomme en indoktrinering som ikke står tilbage fra den undervisning jeg fik i skolen først i 50’erne. Her fik jeg et ordentligt klask i hovedet af en bog, fordi jeg ikke huskede at sige lærerindens private tilføjelse til fadervor efter det sidste amen: ”I Jesu velsignede navn, amen”.
Peter Holm vil indoktrinere på samme måde, med det han kalder for ’religiøs kompetence’, hvilket så vidt jeg forstår er, at ungerne skal erkende og tro på, at der helt sikkert findes noget ’mere’ end det der kan erfares.
Det er helt utilstedeligt i en almindelig folkeskole, og jeg er helt enig med Heinrich R.
Præcis, Inger, Peter Holms argumenter om ‘religiøse kompetencer’ dækker over retten til religiøs indoktrinering og propagandavirksomhed.
Sådanne religiøse kompetencer opnås lige så lidt med rituel messen af fadervor, som de berygtede koranskoler opnår med deres evindelige messen.
Derimod kunne religiøse kompetencer givetvis opnås via ikke-progagandistiske fag med emner såsom “idehistorie”, “filosofi” eller “religion” - hvis ellers der findes velafbalancerede lærere der kunne forestå undervisningen i disse emner.
Det er ikke kompetencer, det er overgreb på børn, som de risikerer at skulle bruge et helt liv til at komme sig over og frigøre sig fra, når det går op for dem, at den gode gud ikke tager sig af de elendige forhold i verden med sult (giv os i dag vort daglige brød) og krig og skyldfølelse og fanden og hans pumpestang.
Dette ’mere’ kunne lige så godt være troen på Odin og Thor, hvilket ville passe noget bedre til den danske befolkning, hvis det endelig skulle være. Men det skal det ikke!
Hvem er for resten forfatteren til fadervor? Og hvor har de fromme salmedigtere fået inspirationen fra? Det er jo fri fantasi fra kreative forfattere, som ikke skal presses ned over hovederne på børn.
“idehistorie”, “filosofi” eller “religion”. Yes, sir! Lad os få noget af dét ;-).
I øvrigt er det meget besynderligt, at Peter Holm fremfører disse synspunkter i artiklen, da han ellers lader til at være en moderne og velafbalanceret præst.
Det ville have været mere logisk og forståeligt, hvis kronikken var blevet skrevet af en inkarneret tidehvervs prædikant eller tilsvarende højrefløjsfundamentalist.
Peter Holm har ved andre lejligheder skrevet kronikker, der er meget fornuftige. Bl.a. denne, om adskillelse af stat og kirke, som er meget læseværdig.
Heinrich R
Tak for linket.
Først tænkte jeg: Er det virkelig den samme person, som har skrevet disse to kronikker? Men nu forstår jeg lidt bedre de anvendte termer om:
’Fundamental-ontologisk anliggende’
’At aflæse ’kosmiske realiteter’’
’At væren består af immanens såvel som transcendens’
(Noget måtte jeg lige slå op ;-)
”Det folkelige skal dokumenteres, så det bliver klart, at tro og religion som sådan ikke er en specialitet for nogle med en særlig religiøs tilbøjelighed eller et særligt behov for kirkelig underholdning, men at tro og religion handler om orientering i forhold til de kosmiske magter”
”både i teori og praksis at anlægge et velbegrundet og indlysende guddommeligt perspektiv på livet og universet, som har gyldighed for alle helt uanset det enkelte menneskes egne forestillinger.”
Nu er jeg bare forvirret. Er det en dansk provsts opfattelse af hvad der kan rummes i Den danske Folkekirke?
Skal børn i Folkeskolen med samme grundighed og religionsudøvelse sættes ind i f.eks. Scientologi og Asatro - “for at gøre det muligt for dem at forholde sig til hele virkeligheden i dens fulde udstrækning”?
Godt spørgsmål ;-)
Per Holm Knudsen,
Scientology har dom for ikke at være en religion (det er snarere en combo bestående af bondefangeri og pyramidespil), og blandt de asatro findes der formodentligt ikke nogen, der i fuld alvor vil forklare regnbuer, lyn og torden på klassisk vis?
Man det ville være ønskeligt, at pyramidespil gennemgåes som dele af pensum i matematik, til skræk og advarsel, og aht. de asa-inspirerede, vil det være mægtigt fint med flere ekskursioner i biologi og måske andre orienteringsfag.
Heinrich R. Jørgensen
Scientoligi er et anerkendt trossamfund i Danmark, det samme er Asatroen - og begge dele er jo en del af virkeligheden. Og de adskiller sig jo ikke på nogen måde fra kristendommens besynderlige forestillinger og ritualer (f.eks. pseudo-kanibalisme).
Per Holm Knudsen,
så vidt jeg kan se, har Scientology vundet en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2007, der burde medføre, at Scientology anerkendes som en religion i samtlige 46 medlemslande.
Men så vidt jeg kan se, er Scientology stadig ikke godkendt som et trossamfund i Danmark. I så fald burde de være på Familiestyrelsens liste.
Derimod er Forn Sidr på listen. Det jeg forsøgte at udtrykke er, at formodentligt prædiker Forn Sidr ikke runetro udlægninger af f.eks. årsagerne til lyn og torden.
Heinrich R. Jørgensen
Jeg kan heller ikke finde dem på Familiestyrelsens liste. Til gengæld så har den Europæiske Menneskerettigheds-domstol afgjort, “at Scientologi Kirken har krav på de rettigheder og den beskyttelse af religionsfriheden, som tilflyder religiøse organisationer ifølge § 9 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention.” 1)
Nu handler det vel også mere om, at Scientologi er en del af virkeligheden - og lige så besynderlig som kristendommen - og derfor burde børn vel i samme grad høre om dem “for at gøre det muligt for dem at forholde sig til hele virkeligheden i dens fulde udstrækning”?
Helt principielt mener jeg slet ikke, at religion skulle være et selvstændigt fag i Folkeskolen, men kunne være et emne under historie eller samfundsforståelse.
Per Holm Knudsen,
uanset statslig godkendelse eller ej, har du har ret i, at Scientology er en del af virkeligheden (eller måske rettere uvirkeligheden?).
Helt alvorligt mener jeg, at der ikke er grund til at nogen religioner overhovedet bør praktiseres, eller missioneres for, i bl.a. folkeskolen.
Men jeg har intet mod, hvis der kom et religionsfag i folkeskolen. En del af fagets pensum kunne passende være en indirekte advarsel om at tage religioner for bogstaveligt, og måske hjælpe børnene til at kunne sige fra overfor religion når de møder det.
Heinrich R. Jørgensen
Man kunne kalde det for Idehistorie - selv om det nok lyder voldsomt i Folkeskolens regi.
“Idehistorie” ville være helt fint…
I folkeskolen undervises der i bl.a. i hvordan kønssygdomme og graviditet undgås, ligesom der undervises i hvordan man skal agere for ikke at risikere nærkontakt med fængselssystemet. Fælles er for emnerne, er oplysning, og en slet skjult kampagne for at de unge mennesker ikke skal bringe sig selv og andre i uføre. Samme velmenende tilgang synes jeg passende kun tillægges pensum i et religionsfag (uanset fagets navn).
Jeg synes det er skønt at læse en reflekteret teologs overvejelser, og jeg synes denne kronik bidrager med interessante og vøsentlige argumenter til debatten.
Jeg er personligt i vildrede omkring hvad jeg selv skal tro på, til trods for at jeg da har praktiseret religion som spejder og konfirmand. Faktisk vil jeg indvende at nogle ting, fx religion, ikke kan forstå udelukkende ateistisk og analytisk-neutralt betragtende — man er nødt til også at prøve at praktisere det.
Så kan man altid droppe det igen senere hvis man ikke synes det giver mening.
Min eneste indvending er at jeg ikke synes kristendommen skal have monopol på at lære børn og unge om virkelighedens dobbeltbundethed. Meditation, filosofi, samt andre religioner og trosretninger bør også få plads i debatten.
Troen på at en 100% sekulær og såkaldt “oplyst” folkeskole vil være bedre og mere multikulturelt tror jeg i hvert fald ikke på.
Problemet er ikke at oplyse voksne mennesker om de ’tilbud’ der kan være på den religiøse menu. De kan sikkert vælge og vælge fra. Med børn forholder det sig anderledes. De får indpodet noget som ikke er så let at slette fra lystavlen igen.
Langt de fleste voksne kan, men der er også voksne mennesker som senere i livet bittert fortryder, at de lod sig indfange af Jehovas Vidner, Scientology eller andre religiøse plattenslagere.
Måske skulle vi så sige, at det er ok med religion i Aftenskolen!
Hvor som helst. Bare ikke i Folkeskolen.
Hvis Folkeskolen skal undervise i folketroen, så er det slet ikke kristendommen, der skal undervises i. Der er nemlig så mange danskere, der tror på astrologi, healing, osv. som noget, der har større betydning for deres liv end kristendommen, at det er denne folketro, ikke kristendommen, der har betydning.
Hvis provst Peter Holm virkelig ønsker en folkelig Folkeskole, der underviser i folkets tro, så skal kristendommen ud af Folkeskolen, og undervisning i astrologi skal ind.
Jeg fatter ikke, at Information vil lægge spalteplads til sådan noget selvhøjtideligt, salvelsesfuldt vrøvl.
Hans Jørgen Lassen:
“Jeg fatter ikke, at Information vil lægge spalteplads til sådan noget selvhøjtideligt, salvelsesfuldt vrøvl.”
Du har ret. Der er sådan set heller ikke mange, der har fundet anledning til at kommentere selve kronikken.
Astrologi, nummerologi o.s.v. er præcis lige så skadelig som religiøsitet. – Siger én som véd hvor svært det er at frigøre sig fra heldige/uheldige tal indpodet i barndommen.
Men hvad skal man snart gøre? TV fodrer overtroen med udsendelser om ånder, drømme og overnaturlige ting. Selv Pixi-bøger bilder ungerne ind at skildpadden fik sit skjold ved, at der var en som tabte en lerkrukke ned over den. Da jeg læste den for mit barnebarn og bagefter sagde at det var da den værste løgnehistorie jeg havde hørt, kiggede han forundret på mig og spurgte: Jamen hvordan så? Det blev til en længere forklaring om skjold og negle og hår. Heldigvis var han tilfreds med at acceptere, at skildpadden nok var født med skjoldet ;-).
Naturligvis foretrækker de kristne skoler. Disse akzepterer og promoverer langt hurtigere et religiøst-domineret verdensbillede i hvilken Gud og hans love fra ældgamle bøger (af hvilket det vrimler i Biblen) end et sekulært system i hvilket mennesket sætter dagsordenen.
Nej, det kan det ikke.
Læs hvad jeg tidligere har skrevet i denne tråd.
Viggo Eriksen
Kunne du måske komme med lidt kilder til din Jørgen-historie?
Peter Holm overser helt klart, at der rent faktisk undervises i kristendomskundskab i den danske folkeskole, herunder taler man også om bønnens betydning for de religiøse. Og heri indgår naturligvis også at man taler om Fader Vor som udtryk for bøn, men også at man taler om muslimske bønner eller om, hvordan jøder beder eller hinduer beder. Eleverne (børnene) skal som nok får lært de religiøse kompetencer de har brug for når de skal overleve i vore dages religiøse supermarked.
Og faktisk bruger nogle lærere kristendoms-undervisningen til også at lære børnene, at der findes andre udtryk end den rene rationalitet og fornuft. Herunder taler lærerne om, hvordan det kan være at nogle folk har brug for f.eks. astrologi eller numerologi mm.
Og børn i den danske folkeskole lærer altså også om andre religioner end kristendommen…
Religiøse kompetencer???
Hvad i alverden er det for en mystisk størrelse?
Skal børn nu indoktrineres til at være overtroiske? Og tilmed i Folkeskolen?
Faneme nej!
Hvor tåbelig kan man blive?
Hans Jørgen Lassen
“Religiøse kompetencer???” m.v.
Helt enig!
@Inger Sundsvald
Dit eksempel med skilpadden rejser et svært spørgsmål :
Tænk f.eks. på H.C. Andersens eventyr og fortællinger.
Kan der være nogen nødvendighed ( bortset fra den negative: At fortrænge/skjule - jvf. Freuds drømmetydning ) at gengive virkeligheden i mere/mindre maskeret/symbolsk form ?
Så vidt jeg kan se: Hvis svaret er nej - kan kun(!) socialrealistisk kunst være nødvendig kunst.
En meget pædagogisk sammenligning, som man burde have som pensum i folkeskolen:
På den ene side er der den folkelige overtro, som siger, at man ikke skal gå under en stige. Det bringer uheld.
Se, det kan jeg forstå. Man kan udmærket forestille sig, at malersvenden deroppe på stigen kan komme til at tabe en klat maling ned i hovedet på en.
På den anden side er der den autoriserede tro f.eks. jødiske religion, som siger, at det bringer uheld, hvis man ikke snitter sine drengebørn i tissemanden.
Fordi så kommer Jahve efter en med alverdens ulykker.
Hvad er der mest fornuft i?
Kim Gram
Der er stor forskel på et barn i Pixi-bogs-alderen (som kan få en forskruet opfattelse af naturvidenskab) og et lidt større barn som får læst et eventyr af H.C. Andersen, og forstår at det er et eventyr. Her bliver der trods alt gjort opmærksom på at det er en historie.
Når man beder Fadervor i folkeskolen og synger salmer, bliver det et helt anderledes autoriseret syn på livet, som kan forfølge børnene med dårlig samvittighed om synd og skam.
Hvis forældre ønsker at religion skal være en del af børnenes liv med beretningen f.eks. om Den barmhjertige Samaritan (en mand fra Samaria) så skal jeg ikke protestere. Det er jo en ’opbyggelig’ fortælling om ansvar, selvstændig tænkning og menneskesyn, ligesom ’Den grimme ælling’ og ’Kejserens nye Klæder’. Det hører bare ikke hjemme i Folkeskolen, for børn i de første klasser er yderst modtagelige, og ansvarsfølelse kan indpodes på anden måde.
Bøhmænd er jeg heldigvis vokset fra at være bange for. Det kniber mere med de uheldige tal, når det viser sig at de værste ulykker i mit liv har bekræftet at tværsummen af datoen passer med at mine absolutte ulykketal er 1 og 5, hvorimod 4 er et absolut lykketal, heriblandt tallet 13. Og så er der jo lige det med Gud, og ’for en sikkerheds skyld’, for hvem vil ikke gerne forenes med de elskede engang? Uanset hvor meget man forsøger at trodse hele det univers, hænger der et ubehag ved blandet med et håb. Gid Fanden havde det! ;-).
Børnene skal i hvert fald ikke belemres med den slags, og de skal ikke marginaliseres ved at blive fritaget, og heller ikke nøjes med at blive og lade være med at folde hænderne. Noget hænger garanteret ved, og det skal ikke ske med min gode vilje.
@Inger Sundsvald
Det gik nu ikke kun på børn i pixe-bog’s alderen,
men helt alment:
Er selv ikke helt afklaret her - kan der nogensinde være nogen ( positiv ) nødvendighed for ikke-socialrealistisk kunst ?
–-
Mht. at genforenes med de elskede - kunne den slags måske ske - uden at blande gud(er) ind i det -kender du bla.a. Nietszche’s formodninger om den evindelige genkomst - at Altet kører i evindelig gentagelse ? ( vor tid’s astronomi synes dog nærmest at afkræfte den mulighed ).
Man kan ikke være omhyggelig nok m.h.t. hvad ens unger bliver udsat for og jeg skal ikke udtale mig om hvad der måske kan ske uden at indblande guder. Med hensyn til Nietzsche, så er min horisont begrænset til ‘Gud er død’.
Men jeg tror skam meget på det ubevidste. F.eks. havde min far af én eller anden grund noget imod jøder. Han vidste ikke hvorfor, men han var flov over det, for han kendte ikke en eneste jøde. Jeg kan forestille mig, at han som helt lille har fået indpodet denne opfattelse.
”(positiv) nødvendighed for ikke-socialrealistisk kunst?”
Sikkert, men så vidt rækker mine kundskaber ikke til at kunne vurdere ;-)
Viggo Eriksen
Jeg ser dit indlæg var slettet, men af JD omtalt på denne måde: behovet for et opgør med rabiate nationalister og neoracister.
Jeg synes, JD gør sig nogen fornuftige betragtninger, ikke alle ville jeg følge, men jeg da enig med ham i, at hån, spot og latterliggørelse ikke nødvendigvis fremmer demokration og integration.
Nu har jeg genlæst dit indlæg her og forstår JDs prædikat “rabiat nationalist”.
Højskoler er holdningsprægede og det gælder såvel Europahøjskoler og en masse kristent funderede højskoler.
Karsten Aaen: Det er rigtigt, at nogle lærere også fortæller om andre religioner end kristendommen. Jeg tvivler dog på, at disse lærere virkelig sidestiller kristendommen og de andre religioner.
Den danske kristendom præsenteres formentlig som “sådan er kristendom, lige bortset fra katolicismen”, som om den lille danske folkekirke på nogen måde repræsenterede kristendommen, som den er de fleste steder. Endvidere er det sandsynligt, at mens kristendommen i Danmark beskrives som en forholdsvis normal ting, så beskrives de øvrige religioner som noget, der har mærkelige ritualer osv., og som ikke er lige så fornuftige som den danske kristendom.
(Jeg griber det ikke helt ud af det blå, men støtter mig lidt til hukommelsen ud fra en afhandling begået af en religionsvidenskabsstuderende i København for nogle år siden - jeg kan desværre ikke huske hendes navn.)
Karsten Aaen har ret i, at faget “kristendomskundskab” officielt ikke har været forkyndende i mange (vistnok siden 1975), og derfor netop ikke burde være forkyndende.
Jamen, da folkeskolen naturligvis ikke skal være forkyndende, så lad os dog slippe for kristendomskundskab, fadervor, konfirmationsforberedelse og julegudstjenester.
Personligt har jeg intet imod at den verdslige stat som en del af det statsdikterede pensum, erklærer at der skal dvæles ved kristendom i forskellige sammenhænge, men i så fald skal indoktrineringen ske med udgangspunkt i historie, idehistorie, kulturhistorie, religiøse tanker, moral, etik, filosofi o.lign., og ikke som forkyndelse af de glade budskab om kristendom, folkekirke og nationalstat.
Det er muligt at lærere ikke fortæller om andre religioner end kristendommen, dertil er kun at sige, at det skal de også i 4. - 5. og 6. klasse. Og bestemt også i de større klasser.
Det er vel naturligt nok at det er kristendommen i Danmark der præsenteres; man skal også præsentere islam, buddhisme, hinduisme, jødedom. Og det skal gøres så neutralt som muligt.
(mener jeg).
Nogle vil så påstå, at dette er at præsentere livsanskuelser eller bestemte livsanskuelser for eleverne. Og ja, det er det. Og det er faktisk det, der er meningen, mener jeg. Det er faktisk sådan, at kun hvis elever (børn) bliver udsat for forskellige påvirkninger i løbet af deres opvækst, kan de selv vælge hvilke livsanskuelser de vil have, når de bliver voksne.
Desuden er det sådan, at det her i Darnmark er almen kendt, at vi taler sammen og forsøger ar løse konflikter gennem samtale i dialog. Andre lande har andre traditioner, England f.eks. Er vores danske samtale i dialog da ikke også en livsanskuelse, vi pådutter vore børn og elever?
Karsten Aaen,
først, lad mig lige benytte lejligheden til at takke dig for dine mange og særdeles gennemarbejdede kommentarer i mange tråde. Jeg læser altid dine kommentarer med stor fornøjelser.
Jeg er glad for, at du som underviser i bl.a. religionskundskab, har nogle tilgangsvinkler til faget, som er modne og afbalancerede, og helt i tråd med hvad jeg opfatter som fagets målsætning. Men desværre er dog nok også brodne kar blandt faglærere, som har en anden faglig, og ikke mindst personlig, tilgangsvinkel, som konkret munder ud i indoktrinering i en grad, mange mener er uacceptabelt.
Ergo foretrækker jeg kristendom præsenteret anerledes i folkeskolen, og på andre vilkår end de gældende.
Den danske tradition for dialog skal vi være stolte af. Desværre er det min opfattelse, at politikere og mange andre i praksis underminerer denne tradition, hvilket alt andet lige må kunne mærkes i skolerne også. Er det muligt at opfordre elever til dialog og gensidig respekt, uden at halvdelen af poderne griner smøret i dunene, og tydeligvis opfatter læreren som et anakronistisk levn fra ‘68?
Hvis traditionen for dialog og gensidig respekt er ved at erodere bort, er jeg stærkt bekymret for, at emner såsom religion og kristendom, kan risikere at øge skellene mellem eleverne, alle pga. elevernes kulturelle baggrund. Det er i min optik hverken ønskeligt eller rimeligt…
Karsten Aaen: Peter Holm overser helt klart, at der rent faktisk undervises i kristendomskundskab i den danske folkeskole, herunder taler man også om bønnens betydning for de religiøse.
Nu ved jeg ikke om det er mig (“Peter”), du sigter på, men jeg overser skam ikke, at man har kristendomskundskab i skole. Jeg ved det godt, og synes det er forkert. Jeg synes ikke, at man skal have et fag baseret på kristendom eller for den sags skyld religion, jeg synes, at man skal have et fag om ideer og forestillinger, hvad enten det så skal hedde Idehistorie eller Fantasikundskab. Vi lever jo trods alt i det 21. århundrede.
Hvornår mon de kristne har tænkt sig at gøre som deres profet foreskriver:
Du skal gå ind i dit lønkammer for at bede!
med andre ord, absolut at skulle bede i offentlighed er showoff og selvforestillelse.
John Gunther har naturligvis ret.
Et opslag i den mest illustrerede online billedbibelen bekræfter dette :-)
Pragtfuld kommentar, John!
“Vender skolen ryggen til ‘den religiøse dimension’, må den påtage sig det ansvar, at den er med til at opbygge en illusion, og den må også bære en del af skylden for det sproglige, filosofiske og følelsesmæssige tomrum eller kaos, der opstår, når eleverne før eller senere rent faktisk befinder sig i en situation, hvor virkeligheden viser sig at være dobbeltbundet.”
Selvfølgelig skal skolen ikke vende ryggen til noget som helst. Det gør den, så vidt jeg ved, heller ikke. Men derfra og så til at ville pådutte børn og voksne én bestemt løsning på deres evt. religiøse behov, svarer jo til kun at ville undervise i plus i matematik og ikke i minus, dividere og gange.
Giv børnene hele billedet og lær dem selv at tage stilling. Det er den måde man opdrager selvstændigt tænkende mennesker og gode demokrater. Besværligt ja. Men alternativet kender vi alt for godt konsekvenserne af. Mere dobbeltbundet er tilværelsen altså heller ikke - og hvis den er, kan vi jo glæde os over at meget tyder på at det livsvilkår gælder os alle sammen.
Lad os derfor til slut takke hinanden for den opmærksomhed Gud henleder på os. Amen.
Det er jo altså den religiøse dimension, der er en illusion.
En præst ville sikkert sige at det kan du (Hans Jørgen Lassen), aldrig være helt sikker på, da du ikke er alvidende. Men jeg er heldigvis ikke præst og giver dig ret. Den religiøse dimension er en illusion og problemet er at den i alle sine afskygninger tillægges så meget værdi som den gør. At dele af folkeskolen oven i købet finder på at yde bidrag til at udbrede illusionen yderligere er næsten ufatteligt, når man tænker på den sekulære udvikling folkeskolen og hele det danske samfund har gennemgået. Men den er måske også bare en illusion? Jeg kan kun læse udviklingen som et misforstået forsvar mod Islam. Man forsøger at bekæmpe én illusion med en anden. Det er næsten komisk. Æv bæv, min illusion er bedre en din!
Næh, Søren, der er da meget jeg ikke ved. Men at gennemskue sådan et fupnummer som religion kræver ikke den store viden, bare en smule sund fornuft.
Jeg mener, man er sgu nødt til at slå hjernen fra, hvis man skal tro på jomfrufødsel, Jesus som Guds søn, soningsdøden, genopstandelsen osv. Eller tag jødernes frygt for, at Vorherre og Obama vil svigte dem og overlade Israel til Hamas, hvis ikke de lemlæster deres børns tissemænd!
Men det værste lige i denne her sammenhæng er nu provstens selvfede, nedladende facon.