I går eftermiddag fik digteren og essayisten Niels Frank overrakt Montanas Litteraturpris på Testrup Højskole. Prisen på 100.000 kr. tildeles for digtsamlingen Små guder, hvor hvert digt er et portræt af et menneske i Niels Franks liv.

Det fremgår intetsteds i bogen, hvem de enkelte digte er tilegnet, men siden Små guder udkom i august, har anmeldere og læsere alligevel forsøgt at ane ansigterne bag skriften.

Spørgsmålet om, hvorvidt digtene forudsætter et nøje kendskab til digterens eget liv, har været genstand for en vis diskussion på den forgangne uges litteraturseminar Tag og læs! på Testrup Højskole.

Selv synes Niels Frank, at det er ærgerligt, hvis læsningen bliver reduceret til ren gætteleg. Han mener ikke, at man skal hænge sig i biografiske detaljer, for digtene er ikke konciperet som portrætter i gængs forstand:

Dét, der er portrætteret er i højere grad typer, eller problemer, end det er enkelte individer” fortæller Niels Frank.

Han sammenligner sine digte med maleren Rembrandts selvportrætter.

Rembrandts ‘tronier’ er ikke er billeder af ham selv. Det er iscenesatte portrætter, der forestiller Rembrandt som fyrste, som kunstner, eller som noget helt tredje. Det er studier af nogle karaktertræk eller situationer. Det samme gælder mine digte,” siger Niels Frank.

Derfor er det ikke så afgørende for læseren at vide, hvem portrættet forestiller.

Man skal snarere fornemme, hvad det er for en stemning eller et problem, der beskrives. En identitet eller et ‘jeg’ er nemlig ikke en stabil størrelse, man kan indkredse endeligt.

Jeg har oplevet, at folk har troet, at de kunne se sig selv i et af digtene, som i virkeligheden var baseret på en anden. Og omvendt har der været andre, som slet ikke har kunnet genkende sig selv.”

Niels Frank mener, at vi normalt tegner vores egne konturer op med fed sort tusch, fordi vi har brug for illusionen om et afgrænset selv.

Men det er en konstruktion, jeg gerne vil problematisere. Digtene handler om det uklare mellem os. De henvender sig ofte til et du, men grænsen mellem ‘du’et’ og den, der taler, er udvisket. Portrætterne er porøse, så forfatteren og læseren kan ses igennem hullerne i teksten.”

Meget overrasket

Efter eget udsagn blev Niels Frank meget overrasket, da han fik at vide, at han har vundet Montanas Litteraturpris. Han modtog det glade budskab pr. mail i Barcelona, hvor han skriver på en ny bog.

Det kom virkelig bag på mig, for jeg havde tænkt, at det nok ville blive et af de andre genier, der vandt. Desuden har jeg hovedet begravet i en kommende bog, som optager al min opmærksomhed lige nu. Det er en slags ‘spørgebog’, hvor jeg har leget lidt videre med den franske forfatter Marcel Proust ret morsomme spørgeskema,” siger han. Lige nu laver han ikke andet end at skrive

Det sprøjter fra mig for tiden, så jeg skriver til kilden løber tør. Jeg ved slet ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.”

Montanas Litteraturpris skal gå til et værk, som inden for sin genre er fornyende eller formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Det kriterium indløser Små Guder i følge dommerkomiteen, fordi digtsamlingen ” - med den intime og direkte henvendelse som gennemgående formkoncept gennemspiller en lang række stemninger - ømhed, vemod, sorg, melankoli, undren, vrede, indignation - og med en suveræn beherskelse af sine poetiske virkemidler lader hver linje sparke den næste af sted, så resultatet bliver en vidunderligt frigjort skrift kendetegnet ved såvel høj energi som intellektuel præcision.”

De øvrige nominerede til Montanas Litteraturpris 2008 var Das Beckwerk med romanen Suverænen, Helle Helle med Ned til hundene, Christina Hesselholdt med Camilla and the horse, Christian Bang Foss med Stormen i 99 og Lars Frost med Ubevidst Rødgang.

Blå bog: Niels Frank

- Niels Frank (f.1963), debuterede i 1985 med digtsamlingen ’Øjeblikket’.

- Han er født i Brædstrup og skrev sine debutdigte i Århus, hvor han også tog sin kandidatgrad i litteraturhistorie. Niels Frank har været rektor for Forfatterskolen i årene 1996-2002.

- Har bl.a. modtaget Emil Aarestrup Medaillen (1995) og Otto Gelsted Prisen (1999) og blev i 2008 indstillet til livsvarig ydelse af Kunstfonden.

- Vinder af Montanas Litteraturpris 2008