Først faldt den mørke front. Og derpå vandt vi friheden. Det er en udbredt fortælling om det moderne gennembrud, at vestlige mennesker på et tidspunkt gennemskuede de religiøse og metafysiske illusioner og derefter blev frie og moderne.
Man blev ganske enkelt klogere. Man erkendte, at de gamle sandheder ikke var sande, og at de etablerede autoriteter ikke var retfærdige. Det beskrives gerne som en epistemologisk gennembrud. Man blev klogere i fællesskab og trådte ud i friheden. Denne teori kalder den canadiske filosof Charles Taylor i sit overvældende storværk A Secular Age for ‘subtraktionsteorien’. Og som han skriver: “Jeg kan ikke acceptere den type redegørelser, fordi de fuldstændigt overser de processer, der skabte den nye forståelse af selvet i vores historie.”
Menneskelig pragmatik
Den historie har Taylor allerede selv fortalt i sit hidtidige hovedværk Sources of the Self fra 1992. Men det er en kritisk pointe, som har vidtrækkende konsekvenser. Det er påfaldende, at den såkaldte ‘subtraktionsteori’ bestemmer det moderne negativt; det moderne bliver således defineret ved sin modsætning til tro, overtro og før-moderne autoriteter. Og det er ligeså evident, at en så omfattende historisk forandring ikke kan motiveres negativt. Den blotte erkendelse er ikke tilstrækkelig grund til, at folk skulle forlade etablerede moralske og sociale fællesskaber. Mennesker lever ikke kun efter erkendelsesmæssige kriterier: De lever også pragmatisk og følger de sandheder, autoriteter og vaner, som fungerer for dem. Det bliver derfor afgørende for Taylor at bestemme det moderne positivt. Allerede i Sources of the Self udviklede han en teori om det moderne som en moralsk orden: Det moderne samfund er i den optik bestemt ved en specifik etik og en fælles ide om et menneskeligt gode. I det moderne er mennesket forpligtet på sit individuelle selv som et livsprojekt, og det er forpligtet på andres livsprojekter. Det hedder også populært, at man ikke vil stå i vejen for andres selvrealisering. Politisk set er enigheden om den fælles forpligtelse på hver enkelt borgers mulighed for at realisere sig selv det moralske fundament for det moderne demokrati.
Sekularisering
Taylor gentænker i A Secular Age tesen om det moderne som en moralsk orden i et nyt perspektiv. Hvis det moderne forstås positivt som en moralsk orden, som produktion baseret på moderne teknologi og en enighed om naturvidenskabens monopol på udlægning af naturfænomener, må man gentænke religionens stilling. Det drejer sig med andre ord om det, som alle siger, de er for, men ingen er enige om, hvad reelt betyder: sekularisering. Der er ifølge Taylor to dominerende opfattelser af sekularisering. Den første opfattelse definerer sekularisering som adskillelse af politik og religion. Det religiøse forsvinder ikke, men fortrænges fra offentligheden til privatsfæren. Den anden opfattelse bestemmer sekularisering som den historiske afvikling af religiøse praksisser og institutioner. Den ser sekularisering som en bevægelse væk fra Gud. Men Taylor anlægger selv en tredje forståelse af sekularisering. For ham betyder sekularisering den historiske udvikling fra samfund, hvor det var umuligt ikke at tro på Gud til samfund, hvor troen på Gud blot er en mulighed blandt flere. Sekularisering betegner altså for Taylor den proces, hvor tro skifter status fra noget selvfølgeligt til et tilbud, som individuelt kan vælges til eller fra. Det er denne proces, som historisk strækker sig fra 1500 til 2000, som A Secular Age analyserer og afdækker.
Fylde og moral
Den store inspiration for Charles Taylor er og bliver G.W.F. Hegel. Og A Secular Age er en historiefilosofisk udlægning af, hvordan almindelige antagelser forandrer sig over tid. Men for Taylor starter forandringerne ikke som ideer, der bagefter realiseres i institutioner, vaner og almindelige måder at se verden. Han insisterer på, at historiske udviklinger kan fortælles gennem forandringer i ideer og antagelser, men han giver afkald på præmissen om, at forandringer starter som idéer og erkendelser, der efterfølgende udbredes til resten af befolkningen og indarbejdes i staten.
Det betyder også, at ideernes historie ikke kan fortælles gennem filosofiske hovedværker. Taylor bruger både drama, poesi., prosa, kunst og andre vidnesbyrd for at vise, hvordan almindelige antagelser har forandret sig. Han henviser også til teknologiske, økonomiske, politiske og kulturelle forandringsprocesser. Sekulariseringens væsentlige kilder bliver en opdagelse af rent menneskelige moralske kilder, som fører først til deistiske antagelser om en passiv Gud til en eksklusiv humanisme, som ikke anerkender instanser over mennesket.
Mennesker i mellem
Moralen er ikke funderet i absolutte instanser, men i og mellem menneskene. Det er ikke direkte videnskabelige erkendelser, men den teknologiske beherskelse af naturen, som fører til en opfattelse af naturen som blot og bart materiale for menneskelig produktion og nydelse. Når naturen ikke længere ses som besjælet eller sted for fremmede magter, mister visse religiøse antagelser deres fundament. Fokus forskydes i moderniteten til gensidig nytte og fortjeneste mellem menneskene. Det menneskelige samfund bindes sammen af økonomisk udveksling og en forestilling om en fælles politisk offentlighed. En anden vigtig nyskabelse er det selvtilstrækkelige, distancerede og indadvendte moderne individ:
“Det disciplinerede moderne menneske, som er i stand til at genopfinde sig selv, og som har opdaget enorme muligheder for selvkontrol og selvudfoldelse i sig selv, er selvfølgelig en af de væsentlige forudsætninger for den moderne humanisme.”
Det moderne menneske opdager sin egne indre kilder og muligheder, og det opfinder sin egen identitet. Det både skaber og finder. Idet Taylor anerkender de moderne samfund som enestående moralsk stærke samfund, og idet kan ikke definerer moderniteten negativt, undslipper han den trivielle og efterhånden karikerede debat mellem militante ateister, der ser enhver religiøs tendens som en anfægtelse af oplysningen og naturvidenskaben, og teatralske troende, der påberåber sig martyrium for at blive forfulgt af de kolde og onde modernister og råber op om moralsk forfald og egoisme.
En bedrift
Taylor er selv en troende filosof, men han ser religionens relevans et helt andet sted: Han hævder en særlig fylde i den æstetiske oplevelse af store kunstværker og i naturbetragtninger som en gevinst ved den religiøse anskuelse. Troen tilbyder en ekstra dimension, som ofte overses i de moderne samfund. Taylor henviser til, hvordan den stadige kult omkring Nietzsches filosofi, overskridelsesæstetik og dyrkelse af de store øjeblikke i livet vidner om et underskud af storhed i de moderne samfund. Det forbliver for os andre ikke-troende en antagelse, som er svær at antaste empirisk eller analystik, om religion skulle give anledning til disse ekstraordinære oplevelser og erfaringer. Det forbliver, om man vil, et spørgsmål om tro. Men A Secular Age er meget mere end det for både troende og ikke-troende: Bogen er en helt utroligt bedrift. Det er 900 siders mageløs afmontering af myter om moderniteten i et idehistorisk perspektiv og med en sans for analytiske forskelle, der er i en klasse helt for sig. Bogen er et mesterværk, som ingen seriøse refleksioner over religion og moderniteten fremover kan ignorere.
Charles Taylor: A Secular Age. 874 s. 39.95 US Dollar. 420 kroner i Atheneum Boghandel. Harvard University Press. ISBN 978 067 4026 766
Kommentarer
Efter endt læsning af Rune Lykkebergs anmeldelse af Charles Taylors bog ”A Secular Age” og om denne filosofs tanker om moderniteten – spørger jeg mig selv: ” modernitet for hvem!”.
Moderniteten er det individuelle selvs mulighed for selvrealisation; med Taylors ord så er projektet: ” En anden vigtig nyskabelse er det selvtilstrækkelige, distancerende og indadvendte moderne individ”. Som altid i den slags idehistoriske udredninger mister filosoffen overblikket, fordi han ikke medregner totaliteten eller bagatelliserer den. Han overser det vigtigste i en hvilken som helst historisk analyse, nemlig: ” Hele det hidtidige samfunds historie drejer sig om klassemodsætninger, der har formet sig forskelligt i de forskellige tidsperioder” (Marx & Engels: Det Kommunistiske Manifest). Den modernitet, som Taylor taler om, var i virkeligheden de fås modernitet på bekostning af, at de mange kunne de realisere sig selv. Det var en ekskluderende modernitet, der udelukkede flertallet af samfundsborgerne, der sled for en ussel løn i modernitetens fabrikker; for at de få kunne få råd til den luksus, som selvrealisering nu engang er!
Arbejderklassen, der som sagt udgjorde flertallet af befolkningerne under den frembrydende modernitet, mærkede ikke noget til Taylors ” enestående moralske samfund”, de levede, arbejdede og døde i et enestående umoralsk samfund, hvor de få satte dagsordnen og hvor de samme få levede af at udbytte og undertrykke de mange. Samtidig (og her har vi løgnens moder) monopoliserede de få retten til at fortolke og forstå historien! For som Marx og Engels så glimrende formulerer det: ” Hvad andet beviser ideernes historie end at den åndelige produktion forandrer sig samtidig med den materielle? De på en bestemt tid herskende ideer har altid kun været de herskende klassers”. Denne geniale sætning burde være omdrejningspunktet i al samfundslære, historie og filosofi. For denne erkendelse giver os en mulighed for gennem kritiske analyser at gøre op med løgnen både i teori og praksis. For også i vores tid er det de samme få, der tror, at de som de eneste har ret til at formulere værdier og betydninger i generelle og universelle termer. Og aldrig falder det dem ind, at den verden (erfaringens verden) de beskriver, kun er de fås historie, at hovedparten af menneskeheden end ikke eksisterer for dem.
De millioner af arbejdere, der henslæbte en kummerlig tilværelse i modernitetens samfund, hengav sig ikke til selvrealiserende fortællinger. Nej de oplevede og levede med en fremmedgørelse for dem selv som en direkte antitese til eliten og overklassens dekadente selvrealisation.
Rune Lykkeberg skriver, at Charles Taylor har øst af kilderne fra: ”drama, poesi, prosa, kunst og andre vidnesbyrd”. For mig at se tilhører alle disse områder samme overbygning som det idehistoriske fundament Taylor tager afsæt i, og dermed kommer han ikke udover sit snævre klasse betonede udgangspunkt.
Taylor citeres også for at påstå, at i moderniteten bindes samfundet sammen af økonomisk udveksling. Jamen det er, hvad enhver har sagt lige siden Karl Marx, Emil Durkheim og Marcel Mauss. Der er vidst ikke meget nyt i det – bortset fra at læser man Mauss rigtigt, så forstår man, at økonomisk udveksling også kendetegnede de præmoderne samfund. Der var bare tale om en anden form for økonomi end pengeøkonomi.
Taylor er religiøs og vi får at vide, at troen giver ham mulighed for æstetiske oplevelser af store kunstværker. Det fik mig til at tænke på Bertrand Russells perle af en bog: ” Hvorfor jeg ikke er kristen”, hvori han skriver, at der ikke eksisterer nogen kunstart som ikke ville have eksisteret uanset om kristendommen (og enhver anden religion) fandtes eller ej!
PS: En af de meget få, der med det samme erkendte modernitetens modsætninger og sociale modbydeligheder, var den engelske digter og alt mulig mand William Blake (1757- 1827). I digtsamlingen ”Songs of Experience” opsummerer han denne erkendelse på baggrund af tabet af uskylden! Tabet af uskylden er ikke et metafysisk aspekt ved tilværelsen for Blake men derimod erfaringen gennem praksis. De privilegeredes magtmisbrug og samfundets produktion af underprivilegerede, det er for Blake tabet af uskylden! Om Charles Taylor har denne digter med i sine betragtninger ved jeg ikke og jeg finder aldrig ud af det, for jeg fik ikke lyst til at læse hans bøger!
Hej Claus,
Det undrer mig, at man kan få sig selv til at være så skråsikker i en kritik af noget, man hverken har læst eller forstået.
Taylor er netop berømt for sin kritik af tendenser til asociale og usolidariske tendenser i moderniteten, f.eks. i artiklen “the politics of recognition”. Særlig opmærksomhed har han fået for sine analyser af hvordan marginaliserede, glemte og udstødte grupper i samfundet ender med at få en forvrænget selvopfattelse, da de falder uden for majoritetens “anerkendelsesnet”. Han er ikke ligeså interesseret i de materielle, som i de symbolske og kulturelle aspekter af denne proces, men det er der heldigvis andre der tager sig af, bl.a. dig og Karl Marx. Hvis du spørger vor tids nye ”underklasse” i Danmark, muslimerne, hvad de mangler mest, gætter jeg på at de svarer ”anerkendelse” eller ”respekt” - ikke ”penge”.
At Taylor har peget på individualistiske (forstået som ”egocentriske”) tendenser på det DESKRIPTIVE plan, betyder ikke, at han NORMATIVT bifalder disse tendenser. Du misforstår derfor det citat første citat du udbasunerer din ringeagt for:
“En anden vigtig nyskabelse er det selvtilstrækkelige, distancerende og indadvendte moderne individ”.
Idealet om et sådant individ er vigtigt for at FORSTÅ indflydelsesrige strømninger i moderniteten. Men hvis man har læst Taylor ved man, at an samtidig kritiserer disse tendenser, f.eks. i bogen “autenticitetens etik - modernitetens ubehag”. Taylor bifalder her ikke en kultur hvor man er sig selv nok, men skriver levende om hvordan menneskelig selvidentitet må ske gennem intersubjektive og dialogiske relationer til andre. Taylor er en udpræget fællesskabstænker, og en skarp kritiker af nyliberalismens indivudualistiske frihedsforståelse.
Desuden er din rigide opdeling i basis og overbygning naturligvis for ensidig til at yde historien og virkeligheden retfærdighed. Folk er f.eks. ikke bare religiøse fordi de er fattige – mange steder er de også fattige fordi de er religiøse.
Jeg er selv hverken religiøs eller enig i alt hvad Taylor skriver. Men fuldstændig at forkaste en tænker på baggrund af en (mislæsning af) en enkelt anmeldelse, beløber sig vel til intet mindre end arrogance og intellektuel uredelighed?
De bedste hilsner Jonas Jakobsen
PS: Hvis du ikke gider læse en bog, er du velkommen til at begynde med min artikel om Taylor i “Semikolon”: “identitet og menneske-lighed”
http://www.semikolon.au.dk/pdf/semikolon14.pdf
Jeg skal klart læse den bog når mine børn flytter hjemmefra.
Indtil da åbner jeg ikke en tryksag over 200 sider!