Der har været travlt ved den moralske håndvask, hvor både danske og internationale banker har forsøgt at undslå sig ansvaret under den nuværende finansielle krise, som har sendt tusinder fra hus og hjem og rystet den globale økonomi i sin grundvold.
De danske banker har haft meget let spil de senere år under det økonomiske opsving, hvor regeringen uden betænkning har introduceret afdragsfrie lån, indført letsindige skattelettelser og øget de stigende boligpriser med skattestoppet. Det har givet uanede muligheder for finanssektoren, der må bære et tungt ansvar for deres euforiske långivning og kortsigtede jagt på hurtige gevinster.
Siddet overhørig
Forestillingen om bankernes selvkontrol og rationalitet har således været stærkt overdrevet, som bl.a. andre den tidligere centralbank direktør i USA har påpeget: “Jeg begik en fejl ved at antage, at organisationernes egen interesse - især bankernes - var sådan, at de ville være bedst i stand til at beskytte deres aktionærer.”
Behovet for at få politikerne offensivt på banen har været enormt. Men de mange forhåbninger har med den vedtagne bankpakke II været en kæmpe skuffelse. Debatten har været bureaukratisk og betingelserne overvejende tekniske, selv om Helle Thorning-Schmidt med kravet om lønloft for bankdirektører har holdt oppositionens fane højt og sikret afgørende indrømmelser.
I andre lande som Frankrig og Tyskland har det været helt naturligt, at man gik mere offensivt til værks og stillede langt mere vidtgående krav til banksektoren. Men den handlekraft, som Merkel og Sarkozy har lagt for dagen, har åbenbart ikke imponeret regeringen og DF, der har siddet anbefalingerne overhørig. Det danske behov for øget regulering kan næppe komme som nogen overraskelse på nuværende tidspunkt - det er således ikke bare eksperternes, men også den almindelige dansker der kræver øget handling.
Kan ikke låne
Således kræver hele 63,8 procent af danskerne i en undersøgelse fra analyseinstituttet Interresearch på vegne af Cevea øget regulering som svar på den nuværende krise.
Bankpakke har været en nødvendig, men dybest set utilstrækkelig reaktion på den stigende mangel på likviditet der betyder, at mange sunde og solide virksomheder ikke kan låne penge. Det koster dyrt for mindre virksomheder og betyder færre arbejdspladser for Danmark generelt.
Våben mod svigt
Den nuværende økonomiske situation kan legitimere bankpakke II som det første skridt på vejen, men desværre kan den ikke opfylde kravene om at sikre øget ansvarlighed og langsigtet stabilitet. Man burde have udnyttet den oplagte mulighed for at stille de helt nødvendige krav, som bl.a. kunne have været:
-Krav om gradvis forøgelse af indskydergarantien til 2,5 mio. kr.
-Krav om, at bankerne skal finansiere 20 pct. af alle udlån uden dækning i indskud ved at sælge aktier på børsen.
-Krav om, at alle aktieejere skal have fuld indsigt og stemmeret.
-Krav om udskiftning og styrkelse af ledelse i Finanstilsyn, der skal have flere ressourcer og større politisk uafhængighed (evt. underlagt Nationalbanken).
-Krav om oprettelse af en uafhængig finansrådgivning på kommunalt eller lokalt niveau
-Krav om opstramning og afskaffelse af variable lånetyper som f.eks. afdragsfrie lån.
-Krav om, at højst 50 pct. af årslønnen må udbetales i diverse bonusordninger for alle bankansatte.
-Krav om at aktieoptioner først må realiseres efter ‘karantæne’ på to år.
-Forbud mod salg af egne aktier til egne bankkunder.
Verdensøkonomien har brug for en ny styring, der forholder sig realistisk og udogmatisk til den økonomiske virkelighed. Den ideologiske æra, hvor mange banker har passet sig selv og nægtet deres ansvar for det omgivende samfund, er slut. Vi bliver nødt til at lære af fortidens fejl og fremover møde finanssektoren med den skepsis, som ifølge den amerikanske dramatiker Tennessee Williams “er vores eneste våben mod svigt”.
Jens Jonathan Steen er direktør for Cevea, Peter Westermann er vicedirektør for Cevea og Claus Piculell er senioranalytiker Cevea
Kommentarer
Der er altså ikke noget galt med Danmarks realkreditsystem, de afdragsfrie lån, flexlånene, bankerne , Nationalbanken og Christiansborgs politikere, danske husejere, ejere af andelslejligheder , sommerhuse, kolonihaver o s v.
Danmark har ført en god økonomisk politik, og hvis alle andre lande havde været lige så fornuftige, ville vi ikke have haft nogen krise.
Danmark har 5,5 mio indbyggere og er en meget lille spiller på det store verdensmarked - hvis de store kløjser i det (og det har de gjort) , så rammer det Danmark uanset hvad vi gør eller ikke gør.
Ceveas sikkert iøvrigt udmærkede medarbejdere har altså en nostalgisk forkærlighed for reguleringer.
Hvis Ceveas socialistiske/planøkonomiske instrumenter virkelig var noget værd, så ville Sovjet og dets vasalstater have været blevet de rigeste lande i verden - hvad blev de ?
Det er ikke nok at skrive artikler, hvor man beskylder andre for grådighed og med løs hånd hælder et antal studentikose småpsocialistiske tiltag ud på bordet - der skal altså anderledes gennemtænkte forslag frem,. før man begynder at tage det seriøst.
Tak for et godt indlæg med diverse forslag til regulering af bankernes handlefrihed.
Men vi skal dybere: Der er intet, der på sigt vil kunne redde et økonomisk paradigme, der har behov for en stadig større mængde penge, skabt gennem gæld, for at dække renterne på den allerede eksisterende gæld, der er skabt på samme måde.
For resultatet af et sådant system er en ekspontiel mængde penge - det er banal matematik, hvilket naturligvis er uholdbart i en materiel begrænset verden. De verdensomspændende bankpakker handler primært om at skabe fornyet mængder penge til at dække den allerede eksisterende gæld.
Hvis dette ekspontielle pengesystem opretholdes, så er global hyperinflation en uungåelighed, idet pengesummen langt vil overstige den mulige produktion og hermed det mulige vareudbud.
Er der nogen større mængde mennesker, der for alvor er indstillet på at bringe denne eksponentielle økonomi til ophør? Nej, vel. Og derfor er vi allerede fortabte: Kriserne - finansielle, krige, opstande etc. - vil tage til i antal og i dybde.
Hov: “ekspontiel(le)” skal naturligvis lyde “eksponentiel(le)”.
Pokkers [jeg trænger tilsyneladende til en kop kaffe]: Sætningen
“De verdensomspændende bankpakker handler primært om at skabe fornyet mængder penge til at dække den allerede eksisterende gæld.”
skal lyde
“De verdensomspændende bankpakker handler primært om at skabe fornyet mængder penge til at dække renterne af den allerede eksisterende gæld.”
”Forestillingen om bankernes selvkontrol og rationalitet har således været stærkt overdrevet, som bl.a. andre den tidligere centralbank direktør i USA har påpeget: “Jeg begik en fejl ved at antage, at organisationernes egen interesse - især bankernes - var sådan, at de ville være bedst i stand til at beskytte deres aktionærer.”
Ak ja!
I dag har der været debat i Folketinget, og det man kan få ud af dét er, at tvangsauktioner ikke har noget med finanskrisen at gøre iflg. Lene Espersen.
Folk må selv tage ansvar for deres liv. Regeringen kan ikke tage ansvaret for det, for hvis man bare er kreditværdig, så vil bankerne sikkert klare den sag med finanspakken - det der tidligere hed bankpakken.
På spørgsmål fra Line Barfod om statens evt. opkøb af boliger eller andre tiltag, så familier kan blive i deres boliger når kommunerne ikke kan tilbyde erstatningsboliger, er svaret NEJ. Folk har altså bare at gøre sig kreditværdige. Jeg gætter på at det må virksomhederne også.
På spørgsmål fra Frank Aaen om hvordan de 100 mia. kr. som de danske skatteydere har garanteret, uden sikkerhed for at de bliver brugt i Danmark og ikke til udenlandske spekulationer eller evt. til Stein Bagger-typer som måske kan vurderes at give et større afkast lige nu og her, er svaret, at det vil regeringen ikke blande sig i.
”Jeg vil sige til hr. Frank Aaen/fru Line Barfod, … bla, bla, bla”:
… Regeringen har sikret at bankerne er blevet ’velpolstrede’ og er kommer godt igennem krisen. Hvert halve år får vi en redegørelse om hvilket afkast bankerne har opnået, og det sikrer, at de ikke låne til ud højre og venstre. Og erhvervs- og økonomiministeren kan ikke se noget problem i at der er blevet givet afdragsfri lån til bankerne i uendelig tid med skatteyderydergaranterede kroner uden garanti for hvad de bliver brugt til.
Det vigtigste er: Frihed til at skalte og valte med finanserne og - vækst, vækst, vækst …
Forbrugeroplysning:
Rentesatserne d.d. i Nordea er:
Indlånsrenten: 0,250%
Udlånsrenten: 10,112%
Hvis man altså er kreditværdig.
Nu kan man ikke sammenligne de franske og tyske banker med de danske, sådan som forfatterne gør.
Hele beskrivelsen er sådan lidt vidtløftig, og ikke præget af økonomisk indsigt.
Situationen Nordea og Danske Bank er vidt forskellig, og situationen i de vækstgale regionale banker igen en tredje.
De tyske, franske og engelske banker har været storaftagere af subprimebaserede produkter, det er der ingen danske banker der har.Således er årsagerne til tab meget forskellige.
Ikke destomindre rammes man altså ens af de internationale og nationale pengemarkeders udtørring.
De stillede forslag er heller ikke meget værd. Nævn mig f. eks. en bank i Danmark, hvor der er forskellige stemmeklasser eller aktionærerne har forskellige rettigheder. Hvad godt skal det så gøre med et at krav om, at alle aktieejere skal have fuld indsigt og stemmeret? Hvad er det for et problem man ser, og hvorfor er løsningen at indfører noget vi allerede har?
Afdragsfrie lån (stående lån) er en ting. Variabelt forrentede lån noget andet. Hvad mener man med “krav om opstramning og afskaffelse af variable lånetyper som f.eks. afdragsfrie lån”. Er det kombinationen af de to typer man vil forbyde? Og i givet fald hvorfor? De er ikke årsag til prisudviklingen på ejendomsmarkedet (så nu får jeg Finn Østrup på nakken).
Men forfatternes forslag virker ikke gennemtænkt, og det virker heller ikke til de har forstået særligt meget af det hele.
@Inger Sundsvald
De problem Greenspan påpeger er centralt. De delikate ved det er, at han undsiger Friedman og Schwartz m. fl.
Problemet har været diskuteret længe. Store selskaber, stærke ledelser, mange aktionærer, men svage aktionærer, der selvom de så ejer aktier for to- og trecifrede millionbeløb hver især er relativt små og ikke magter at kontrolerer ledelsen.
Friedman o. m. a. antog at virksomheder altid ville profitmaksimere (gør de det ikke skiftes aktionærerne ledelsen ud), men spørgsmålet har været om det nu også altid var virkeligheden.
Problemet er slet ikke et specielt “bankproblem”. Spørg i politiske partier og fagforeninger om de kender noget, der minder. “Pamper” er vist udtrykket.
Glimrende CEVEA
Mange gode forslag, som ville forhindre det, der nok desværre ender med at udhule velfærdssamfundet afgørende.; jvn. finansministrenes vedtagelse i EU idag - når krisen er overstået har man ‘givet hinanden nåndslag på at skære yderligere i den offentlige sektor. Så istedet for at lade de skyldige i krisen - grådighedens forvaltere - betale for deres uduelighed belønnes de nu af en uansvarlig regering, hvis skjulte dagsorden naturligvis er at udhule velfærdssamfundet yderligere. Se blot, hvordan væksten af privathospitaler accelererer; folkeskolen forfalder; ældreplejen udhules; biblioteker lukkes; danske lønmodtagere presses vedvarende på arbejdstempoet med sygdom og stress til følge. Samtidig kan overklassen med ublu lønninger købe private gode sociale løsninger på alle ovennævnte. Hvornår mon et flertl af danskere tager konsekvensen, som amerkanerne lige har gjort. Det er tid til en total forandring af dansk politik, hvis det velfærdssamfund som forrige generationer har opbygget, skal overleve Fogh Rasmussens ønskede minimalstat