WASHINGTON - “Mine damer og herrer. USA’s præsident, George W. Bush!”

Sådan lød det i højtidelige toner fra speakeren kl. 11.25 amerikansk tid. En af de mest upopulære præsidenter i amerikansk historie trådte ud på platformen. De mange notabiliteter klappede, men ingen ovationer kunne høres fra den kolossale menneskemængde på Washingtons National Mall. Her og dér hørte man faktisk fy-råb og hujen.

Et helt igennem forbløffende optrin i amerikansk præsidenthistorie. I USA lærer borgerne at udvise respekt for embedet. På en så skelsættende dag som i går - hvor det officielle magtskifte skulle finde sted - hujer man aldrig af en afgående præsident.

For George W. Bush var det en sidste ydmygelse efter at have stået i skyggen af Barack Obamas stjerne i månedsvis. Kl. 12.05 var han ikke længere verdens mægtigste mand, men et kapitel i USA’s historie, som mange amerikanere hellere end gerne lægger i glemmekassen.

Allerede inden det formelle magtskifte gav flere nærtstående tilskuere udtryk for tydelig lettelse. En fornemt påklædt sort mand - der sad 150 meter fra podiet med sin kone og to døtre - rejste sig op med et ryk, da Joseph Biden var blevet sværget ind som USA’s vicepræsident.

Puha,” sagde han. “Så er vi i det mindste sluppet af med Cheney.”

Sang i metroen

Ellers gik den én time lange ceremoni forbavsende stille af.

Jo, folket var enormt spændt. Metrotogene var fra tidlig morgen fyldt til bristepunktet. I nogle tilfælde kunne det tage en time at komme ud af en metrostation, så propfyldt var der på perroner og rulletrapper.

Men humøret var fantastisk højt. Folk sang og råbte “OOObama! OOObama”. Fremmede konverserede. Togkonduktører smilte og gav masser af gode råd. Ved en af sikkerhedsindgangene havde politiet ikke organiseret kødannelsen, så folk lavede deres egne sindrige, snirklede formationer, og ingen snød.

Selv en herre med sin hustru i en rullestol insisterede på at bære hende op ad nogle trapper i stedet for at snyde i køen. Men det ville folket ikke høre tale om. Han fik prompte besked på at rulle sin kone direkte til sikkerhedsindgangen.

Amerikanerne er klar til at træde ind i en ‘ny æra af ansvarlighed’, som den nye præsident betonede i sin tale. Det kollektive ansvar er in, magtens arrogance og grådigheden er ude.

Vores økonomi har taget skade som følge af nogles grådighed og uansvarlighed, men også fordi der har været et kollektivt svigt med hensyn til de vanskelige valg, vi måtte tage for at forberede nationen på en ny æra,” pointerede Obama.

Kort edsaflæggelse

Magtskiftet varede som nævnt ca. en time, og for tilskuere, der er vant til et massivt heppekor for den karismatiske Obama, må det have virket lidt skuffende. Selve ceremonien med bønnen af den evangeliske præst Rick Warren, Aretha Franklins uinspirerende tolkning af nationalhymnen og den ekstremt korte edsaflæggelse reflekterede en dyb krisestemning i landet.

Obamas tale var ikke en af de mest inspirerende, han har holdt i sit politiske liv. Den virkede nærmere som en bestræbelse på at forberede amerikanerne på meget hårde tider forude. Folk lyttede andægtigt, og kun én gang sprang de op af deres stole for at give deres nye præsident en stående ovation.

Det skete, da Obama bekræftede John F. Kennedys mantra, at “USA vil altid være ven med alle nationer og alle mænd, kvinder og børn, som ønsker at leve et liv i fred og værdighed.”

Ingen falske valg

Der var også spontan klappen, da den nyslåede præsident afviste at “hænge vores forsvar op på det falske valg mellem vores sikkerhed og vores idealer”. En skarp kritik af Bush-regeringen. For hvordan kunne det være, at den amerikanske republiks fædre under det væbnede oprør mod de britiske koloniherrer - i en ekstremt farlig situation - havde insisteret på at grundlægge en stat med alle demokratiske retsgarantier, hvorimod USA i dag ikke så sig i stand til at overholde disse rettigheder (i kampen mod terrorismen), spurgte Obama.

Ellers forholdt de flere millioner mennesker sig tavse. Det var en andægtig tavshed defineret af et historisk øjeblik, som ingen af dem nogensinde vil glemme: Afslutningen på den forhadte Bush-æra og påbegyndelsen af et nyt kapitel i USA’s historie med den første afro-amerikanske præsident.

Selv republikanske kvinder klædt i tykke pelse - blandt de få, der gav Bush og Cheney applaus - kunne ikke undgå at være en smule begejstrede over at se den nye præsident.

Krigerisk retorik væk

Det måske mest bemærkelsesværdige ved Obamas indsættelsestale var manglen på en krigerisk tone. Ordet “krig” blev slet ikke brugt. I Afghanistan vil Obama søge at arbejde hårdt for freden. Mellemøsten blev overraskende slet ikke nævnt trods den blodige konflikt i Gazastriben.

Heller ikke kampen mod den islamistiske terrorisme medførte krigerisk retorik fra Obama. I stedet pegede han på Amerikas “åndelige styrke”, som ikke kan blive nedbrudt af nogen. USA’s styrke i kampen mod terrorismen, forklarede præsidenten, er “vores etniske og religiøse forskelligartethed”. I USA lever kristne og jøder, muslimer og hinduer nemlig i fredelig sameksistens.

Ikke blot det. I sin historie har Amerika med egen krop kæmpet for lighed mellem racer - under borgerkrigen og i 60’ernes kamp for sortes borgerrettigheder.

Og fra dette mørke kapitel i vores historie er vi trådt frem, styrket og mere forenet. Vi tror fuldt og fast på, at gammelt indbyrdes had snart vil forsvinde, og at etniske skel vil blive opløst,” sagde Obama.

Det var en smuk tale af USA’s nye præsident, som vil blive husket i mange år. Det sobre og realistiske budskab reflekterede tidsånden. Spørgsmålet er, om Obama ikke kunne have brugt denne fantastiske lejlighed - med milliarder af tv-seere over hele verden - til at slå mere inspirerende toner an.

mabu@information

følg Martin Burcharths blog på http://www.information.dk/blog/martin-burcharth