De globale økonomiske udsigter for den umiddelbare fremtid tegner ekstraordinært skræmmende. Men at dømme efter hans udsøgte formuleringer tirsdag, er det også en ekstraordinær ny præsident, der tager roret for verdens største økonomi.
Hvad der sker med den amerikanske økonomi? Spørgsmålet har næsten lige så stor betydning for resten af verden som for USA. Det var Wall Street-krakket i 1929, som blev ophav til den velkendte aforisme: “Når Amerika nyser, bliver Europa forkølet”. Nu har vor tids eget finanskrak vist, at også Asien og Afrika pådrager sig forkølelse, ja måske en alvorlig influenza. Utænkeligt er det således, at verdensøkonomi kan genoprettes, uden at også Amerikas økonomi genvinder sin styrke.
Barack Obama må nu bære den dobbelte byrde at skulle redde en vaklende økonomi samt leve op til de enorme forventninger om, at netop han er manden, der kan gøre det. Trøst kan han finde i det faktum, at tiden arbejder for ham. For det må betragtes som givet, at perioden på de næste fire år før eller siden vil bringe et nyt opsving i den amerikanske økonomi og følgelig i verdensøkonomien.
USA kan gøre det
Vi synes ude af stand til at bryde ud af økonomiens globale cykliske mekanismer. Højest kan vi håbe på at afbøde deres mest alvorlige virkninger. Det vil stride imod alle efterkrigstidens erfaringer, hvis ikke et opsving har sat sig igennem før 2012.
Så det vigtigste spørgsmål er ikke, om USA’s nye regering kan redde den amerikanske økonomi. Det kan den! Spørgsmålet er snarere, om den vil være i stand til at nyorientere landet i retning af mere bæredygtig vækst. Den amerikanske økonomi er som vores underlagt cykliske sammenhænge, men den har også problemer af strukturel art. Udfordringen består i at håndtere begge vanskeligheder med hovedvægten på den langsigtede omstrukturering. Men faren er, at de forholdsregler, der træffes for at sætte gang i økonomien på kort sigt, risikerer at undergrave det fremtidige vækstpotentiale.
Om USA’s økonomi er det vigtigt at forstå, at den grundlæggende er yderst konkurrencedygtig og fleksibel. Dens problem er blot, at den forbruger en alt for høj andel af sine indtægter. Glem derfor det evige amerikanske selvpineri om egen svigtende konkurrenceevne, såsom at USA ikke kan producere de biler, verden ønsker osv.
De Forenede Stater dominerer verdenshandlen totalt med sin intellektuelle og kulturelle eksport. Amerika er i stand til at skabe nye virksomheder og nye industrier som ingen anden nation. Som et illustrativt eksempel er google nu blevet nyt transitivt verbum. Supermagtens enorme økonomiske styrke afspejler sig også i en imponerende statistik: USA har så langt den højeste produktivitet af alle nationer bedømt efter næsten enhver målestok.
Højt forbrug
USA har været bemærkelsesværdigt generøs i sin eksport af egen knowhow. Det ville ikke have været muligt for Kina at fastholde tempoet i sit økonomiske vækstmirakel, hvis amerikanske selskaber ikke havde oprettet produktionsfaciliteter i landet og derved overført viden foruden at tilvejebringe et marked for afsætning af varer. Man kan udmærket hævde, at denne gavmildhed har været den primære årsag til, at 400 millioner kinesere er løftet ud af fattigdom til en middelklasselivsstil på ti år. Andre lande velsignet med lignende talenter kunne måske have ønsket at holde det for sig selv. USA har skænket det til verden.
Der er ingen grund til, at antage, at Amerikas rastløse opfinderaktivitet og innovative ånd ikke skulle blive ved med at pumpe nye store nye idéer ud. Eller at dets store virksomhed og store selskaber ikke skulle forstå at udnytte disse og forvandle dem til kommercielle succeser. Dette vil ske, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus. Obama har en anden opgave. For hvis USA’s produktivitet er rimelig god form, må man omvendt sige, at dets forbrug har skabt enorme problemer.
Der er intet galt med forbrug som sådan. Faktisk har al økonomisk aktivitet det ultimative mål at frembringe varer og tjenesteydelser, der kan forbruges i en eller anden form. Men USA har forbrugt omkring 70 procent af sin nationalindkomst - et niveau, der kun kan opretholdes ved låntagning. Enkeltpersoner har lånt mod sikkerhed i deres hjem, og hele nationen har lånt i udlandet for at finansiere sit forbrug.
Den samlede gæld i USA, herunder individuel gæld, selskabsgæld og nationalgæld andrager 350 procent af BNP, og det er endog højere end på højdepunktet af 1929-boomet eller ved udgangen af Anden Verdenskrig. Man kan sige, at Amerika har pantsat sig til Kina for at kunne at købe billigt kinesisk ragelse. Eller at landet har ødelagt sine banker for at give sine befolkning mulighed for at låne til at købe ting, den hverken havde brug for eller råd til.
Mindre forbrug
Men amerikanerne har nu forstået, at forandring er påkrævet, og bare inden for de seneste uger er forbruget da også styrtdykket. Dette skyldes til dels frygt og stigende arbejdsløshed, et særligt grumt fænomen i et land, hvor sygesikring er generelt bundet til folks arbejdspladser. Det skyldes også vanskeligheder ved at opnå kredit i det nødlidende og af mistillidsgennemsyrede banksystem. Men nedgangen i forbruget gør naturligvis tingene værre, og jo flere mennesker, der mister deres job, desto mere falder forbruget yderligere, og desto flere arbejdstagere må så yderligere afskediges. Så der er i USA et øjeblikkeligt behov for at få en form for stimulans i gang. Dette er den første opgave for den nye regering. Men der er også en mere langsigtet opgave, der består i at genopbygge et samfund, der bygger mindre på kredit, forbruger en mindre andel af sin enorme indkomst, sætter mere til side til fremtiden og belaster planetens ressourcer mindre. Man kunne næsten sige, at der er behov for et nyt moralsk imperativ, der afleder ressourcerne til de goder som virkelig tæller for amerikanerne: Et bedre og mere trygt liv og ikke bare erhvervelse af flere materielle ting.
Det ved Barack Obama alt om. En af følgerne af et mere barskt økonomisk klima er at anspore folk til genoverveje deres prioriteringer, og USA har nu fået et lederskab, der gør det samme. Og det, som er godt for Amerika, er godt for verden for nu at vende nysemetaforen på hovedet: Når den amerikanske økonomi bliver sund igen, vil det også gavne vores egen.
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Det er umiddelbart vanskeligt at se, hvordan USA skal kunne nedbringe sin kolossale gæld uden at begynde at producere dippedutter og dingenoter så blodet sprøjter. Hvad mon det vil gøre ved ressourceforbruget og udledningen af drivhusgasser?
Men måske - sådan lidt i stil med tankerne i http://www.information.dk/179806 - kunne man begynde at bygge masser af bæredygtig infrastruktur, for eksempel solcelleanlæg koblet til brintteknologi og til elektricificeret tognet, etc., og så lade for eksempel kineserne købe det.
Evnen til fundamentalt at reflektere over vor tids religionserstatning glimrer ved sit fravær. Hverken den amerikanske præsident eller medarbejderne på diverse tidsskrifter formår at orienterer sig uden for det regime af meninger og betydninger, som er del af problematikken. Man taler om religion, som om de religiøse overbevisninger, var noget ,der kun tilhører den eksplicit religiøse diskurs. Man kan ikke se skoven for bar træer.
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-48.pdf
Det er jo så smukt så smukt!
Vi skal have gang i hjulene igen og det skal være grønt, det skal være bæredygtigt, det skal være natruligt og menneskeligt og empatisk - hele molevitten!
Men hænger det sammen alt sammen?
Hvordan sikrer vi f.eks. at vi alle kommer op i højvækstkategorien af lande? Sådan vedvarende, bæredygtigt og grønt - måske ca. 10 % pr. år - en fordobling pr 7 år? ca 16tusind på 100 år.