Efter syv fede år er verden på vej ind i en økonomisk nedgangsperiode. Mange har mistet deres arbejde de seneste måneder, andre frygter at blive ledige. Økonomisk krise, stigende arbejdsløshed og virksomheder der må lukke, er blevet hverdagsstof i aviser og på tv.
At tale om behovet for at lukke op for arbejdskraft udefra i sådan en situation vil mange sikkert mene er utidigt. Men tværtimod, det vil være utidigt at tie. For uden indvandring kan vi ikke på længere sigt fastholde vores velfærdssystem, vores offentlige service og den lighed, som mange danskere mener skal bære vores samfund. Krise og ledighed ændrer nemlig ikke på et helt grundlæggende faktum: At de store årgange forlader arbejdsmarkedet i løbet af de kommende år og bliver afløst af halvt så store årgange. Allerede nu ved vi eksempelvis, at folkeskolen om fire år vil være i underskud med 20.000 lærere, og sundhedsøkonom og professor Kjeld Møller Petersen har beregnet, at der vil mangle mindst 15.000 inden for sundhedsområdet i 2015.
Blot en forestilling
Løfter vi blikket, er billedet det samme i resten af Europa. Allerede i 2015 vil der være flere europæere, der dør, end der fødes, og i 2060 vil der kun være to arbejdende for hver pensionist, viser fremskrivninger fra EU’s statistiske kontor EuroStat. EU-Kommissionen forudsiger, at med den aldrende befolkning og det lave fødselstal vil EU få brug for mindst 40 millioner indvandrere i løbet af de næste fire årtier bare for at opretholde den nuværende arbejdsstyrke.
Danmark er uattraktiv
EU-udvidelsen mod øst fik mange til at tro, at Vesteuropa nu havde sikret sig arbejdskraft i årene fremover. Men det er slet ikke tilfældet. I Østeuropa får de endnu færre børn end herhjemme, og de får lige så store problemer med at besætte jobs i Polen, Tjekkiet og Bulgarien, som vi oplever i Danmark. Forestillingen om den massive mængde af importeret arbejdskraft fra østlandene er desværre blot en forestilling.
Samtidig kan vi se, at rigtigt mange af de attraktive medarbejdere går i en stor bue uden om vores lille land. Vi er simpelthen ikke tiltrækkende i deres øjne. Solen skinner for lidt, vores sprog er for svært og leveomkostningerne er dyre. Så hvorfor vælge at slå sig ned på Sjælland, når man kan få job på Mallorca?
Er EU løsningen?
Så jo, der er grund til at starte debatten om, hvordan vi - krisetid eller ej - gør Danmark attraktivt som indvandringsland. Gør vi ikke noget, er konsekvenserne til at tage of føle på. Vi ved jo eksempelvis, at når den offentlige service ikke fungerer, så tyr de, der har råd, til private løsninger, mens resten må undvære. Når de berømte hænder mangler i den offentlige sektor, går det først og fremmest ud over én gruppe, nemlig de svageste, der ikke har råd til at købe privat service, uanset om der er tale om læger, sosuassistenter i hjemmeplejen eller skolelærere. Det er ikke et samfund, jeg ønsker.
I mange år har man i EU talt om muligheden for en fælles indvandrer- og flygtningepolitik, men indtil nu er det kun blevet til nogle få direktiver om rammerne for tredjelandes statsborgeres retsstilling, når de opholder sig i EU. Det drejer sig dels om et direktiv om retten til familiesammenføring med ægtefæller over 21 år, dels et direktiv, der giver ret til permanent ophold i et EU-land efter fem års lovligt og uafbrudt ophold, hvis man kan forsørge sig selv.
Danmark er på grund af de retlige forbehold ikke omfattet af disse direktiver. Vi er kun omfattet af reglerne for fri bevægelighed af arbejdskraft inden for lovgivningen om det indre marked, som vi tilsluttede os i 1986 ved folkeafstemningen om den såkaldte EF-pakke. Omend det er en anden diskussion, så bør det endnu engang få os til at overveje, om det ikke er på tide at opgive vores retsforbehold.
Britta Thomsen er medlem af Europa-Parlamentet (S)
Den nødvendige indvandring af Britta Thomsen udkom i går på Forlaget Sohn
Kommentarer
det er muligt vi kommer til at mangle hænder hvis det nuværende system skal fortsætte. men måske skulle vi se på om det er rimeligt at opretholde et samfund der skal lave på nasseri overfor andre nationer der har mere reelt behov for arbejdskraft til udvikling af deres lande.
hvis vi ikke kan klare at servicere os selv, hvad hjælper det så at få flere ind i systemet, de bliver jo også selv bruger af velfrdssamfundet før eller siden. for du forestiller dig vel ikke de skal sendes retur til deres hjemland når de er udtjent. det ligner tankegangen indenfor landbruget-
Det hedder arbejdskraftens fri bevægelighed, ikke arbejdsløshedens fri bevægelighed. Bytteforholdet ophører, og vi takker hinanden for det gensidige udbytte, og så må sælgeren af arbejdskraft videre i teksten.
EU-borgere, og andre, må opsøge andre hotspots, eller returnere til deres oprindelseslandes sociale systemer, når arbejdsudbuddet udtørrer. Alt andet vil være en brintbombe under den danske velfærd.
Denne kommentar er anbefalet af:
Du taler for døve øren på den danske venstrefløj, Britta! Siden særskatteordningens indførelse har jeg set mange udenlandske vidensarbejdere komme til Danmark. Efter tre år er samtlige ude (på nær et enkelt skånsk særtlfælde!). Ét år til at komme ind i jobbet, et år til at arbejde, og ét år til at finde noget andet efter Danmarksopholdet. Danske virksomheder får utroligt lidt ud af det. I USA er der 700.000 vidensarbejdere alene fra den udviklede verden, for slet ikke at tale om dem fra den tredie verden. Og de bliver ikke kun i tre år. Langt de fleste bliver der for livstid. En dansk vidensarbejder i familien er lige kommet hjem efter fem år i USA. Efter et havlt år er familien i gang med at sælge huset for at vende tilbage til USA så hurtigt som muligt. Her er ikke til at holde ud at være, når man er bedre vant. I USA er levestandarden med én fuldtidsindtægt markant højere end med to i Danmark. Og familielivet derfor langt mindre stressende. Og ungerne kan ikke klare den danske disciplinkriseskole. De siger snart pemanent farvel til hjemstavnen.
For de mange vidensarbejdere, som jeg har mødt, har offentlilg service aldrig spillet nogen rolle - det alt afgørende er: Hvor meget kan vi lægge til side hver måned? Og det er ikke meget i Danmark på normalskat, så derfor forsvinder de.
Det vil næppe blive ændret. i overskuelig fremtid.
“Allerede nu ved vi eksempelvis, at folkeskolen om fire år vil være i underskud med 20.000 lærere.”
Hvordan skulle det kunne løses ved indvandring? Hvor henter man 20.000 udlændinge, der har kvalifikationer til at undervise på dansk?
Og indvandrernes børn skal vel for øvrigt også gå i skole - og så mangler der endnu flere lærere?
Og hvad så med de lande, som disse lærere forlader? Så kommer de vel til at mangle lærere?
Skal Danmark rane arbejdskraft til sig på bekostning af andre lande? Skal de trædes ned i skidtet for, at vi kan leve på luksusklasse?
Hvor er den gamle socialdemokratiske kongstanke om solidaritet blevet af?
Der er udsigt til noget seriøs omskoling, efteruddannelse og seniorpolitik i horisonten! Mange af flaskehalsene på arbejdsmarkedet vil kunne løses på denne måde, og selvfølgelig også ved en seriøs opfølgning på alle de yngre førtidspensionister der er blevet parkeret gennem årene.
De gamle socialdemokratiske dyder er gået på efterløn. Hvis man vil have dem tilbage må man afskaffe efterlønnen.
med venlig hilsen Lennart
Olav nielsen.
er din beskrivelse af USA’s velsignelser ikke lige netop en understrgning af at vores “velstandssystem” er en effektiv hindring for velfrden.
mig bekendt er den amerikanske model ikke kendt for sin offenflige “bigmamma” kultur”
kunne nogle af de sociale problemer vi har ikke tilskrives vores tro på statens evne til at varetage de opgaver andre lande overlader til individet og familien.
danske børn skal lære sprog af jævnaldrende børn, de skal lære social omgamg og respekt af jævnaldrende. I alle andre sammenhænge anerkender man at det er i mødet med “de bedste” man udvikler sig selv.
“Det drejer sig dels om et direktiv om retten til familiesammenføring med ægtefæller over 21 år,
dels et direktiv, der giver ret til permanent ophold i et EU-land efter fem års lovligt
og uafbrudt ophold, hvis man kan forsørge sig selv.”
Problemet er at lavt uddannede som kan forsørge sig selv
er en Underskuds forretning for staten. Det vil sige
at denne gruppe mennesker vil modtage flere penge og mere service
fra det offentlige end de bidrager med.
Så hvis den her diskussion om indvandring skal give mening
skal enten de offentlige serviceydelser sættes ned
eller også skal de personer der kommer til Danmark være bedre uddannet.
At tro at flygtninge og indvandrere fra Mellemøsten eller Afrika
kan redde den danske velfærdssektor er naivt.
Tværtimod, så vil sådan en indvandring gå udover de svageste danskere
Det er naivt at forestille sig at man kan løse problemet om mangel på arbejdskraft gennem indvandring. Som tidligere Vismand Nina Smith sagde med et undskyldende smil: “de kommer ikke”.
I Norge vedtog Stortinget en storstilet plan om at “importere” 4000 polske sygeplejersker. Der kom kun et par hundrede. I Canada, som er et meget attraktivt indvandererland er man ikke i stand til at få det ønskede antal kvalificerede immigranter ( i modsætning til USA har Canada en meget lav fødselsrate).
Man kan derfor lige så godt først som sidst erkende at det ikke bliver den øvrige verden som kommer til at løse vores problemer, men os selv.
Italien og Tyskland er en tabt sag. Når antallet af kvinder i den fødedygtige alder er blevet halveret, er fødselsraten ligegyldig.
I Danmark fødes der stadig børn og vi har en chance, men der kræves en holdningsændring. At vælge et liv som “DYNK”( Double Income No Kids) som er så populært i Tyskland, kan ikke længere betragtes som en privat beslutning.
Hvorfor egentlig ikke prøve at oprette plejehjem i sydlige lande, i områder med lave priser på ejendomsmarkedet, lave lønninger, osv.?
Det kunne jo kombinere både udviklingsbistand og ældrepleje, og samtidig ville børnene have en god undskyldning for kun at se de gamle en gang hvert andet år eller tre.
Poul-Erik Hansens forslag nærmer sig, men er stadig ikke helt rationelt, i et samfundsøkonomisk perspektiv.
Det vil jo være totalt spild af veluddannede kvinders tid, hvis de skal rende og bruge deres krop til at føde børn, når der går en masse underklassekvinder rundt uden noget at lave.
Derfor må vi naturligis udskrive disse underklassekvinder til fødemaskiner, - den sunde kvinde med den gode uddannelse kan lade sig befrugte af sin ligeså sunde mand, hvorefter det befrugtede æg udtages og overføres til fødemaskinen, som jo ikke vil blive særligt belastet af at udføre opgaven.
Spørgsmålet er så, hvad vi skal bruge underklassemænd, som ikke kan finde ud af et håndværk eller andet produktivt, til, men mon ikke der kan findes et svar på det, i en eller anden gammel doktorafhandling om eugenik fra Rigshospitalet?
Overskriften betegner en bekvemmelig myte. I Danmark er der brug for veluddannet arbejdskraft, som mestrer dansk som et minimum. Landet har brug for folk, som kan selv.
Vel, man kunne passende starte med at beholde folk i arbejde, som kan deres kram, i stedet for at sende dem ud af arbejdsmarkedet ved de 50 eller 60. De fleste er jo i fin form i den alder og har en enorm viden inden for deres professionelle felt.
Derefter skulle der investeres i at aktivere de indvandrere, vi allerede har. Der er alt for mange blandt dem, der ikke er i arbejde, og som tynger det sociale budget.
Til sidst kan vi begynde at se, om vi har brug for flere og for folk, som har kvalifikationer, som vi mangler herhjemme, og som kan tilpasse sig vores kultur. Men ikke eet minut tidligere. Det giver bare tomgang.
Hvor er det typisk, at uduelige politikere finder uduelige løsninger på de problemer de selv har skabt.
1. Allerede da vi havde en stor arbejdsløshed i begyndelsen af halvfemserne, var der akademikere som påviste, at uddanne danskere var ikke meget dyrere, end at have dem på passiv overførselsindkomst.
Men forslaget blev skudt ned, da man i sin vanlige visionsløshed ikke ville bære den ekstraudgift. I stedet indførte man så efterløn. Det mest tåbelige politiske tiltag i sidste årti.
2. At netop mange andre lande mangler den præcis samme arbejdskraft som os, burde da gøre det indlysende, at det er ikke den hest vi skal satse på.
Den pulje af uddannede mennesker er begrænset.
Tilgengæld har vi skabt et system hvor 800000 mennesker er skubbet ud på et sidespor.
Hvis vi skal finde en løsning, skal den starte i uddannelsessystemet her.
Måske er tiden inde til at vi begynder på at definere begreberne omkring arbejde på en anden måde. Regeringen, men egentlig også oppositionen, har et meget fast udgangspunkt for hvad der forståes ved arbejde, ved velfærd og dermed sammenhængende hvordan velfærden sikres gennem (mere) arbejde. Enten skal vi arbejde mere eller skal andre gøre arbejdet for os. Men kunne man i virkeligheden ikke gå i en anden retning og se på hvordan vi skal betragte arbejde fremover, og sammenhængen mellem arbejde/indkomst og skat, velfærd. Jeg har ingen konkrete løsninger, men vi kan ikke pege på makro-økonomiske løsningen som befolkningen på mikro-niveau ikke er interesseret i (dvs. arbejde mere eller længere enten som ung eller ældre, importere arbejdskraft fra lande, som egentlig nok selv får brug for arbejdskraften eller hvor det bare giver større problemer på længere sigt). Et eksempel kunne være at vores nuværende boligmasse ikke er tidssvarende i forhold til at der kommer flere ældre med omsorgs- og plejebehov. En ændring i skattelovgivningen kunne gøre det mindre attraktivt for ældre at blive boende i store, utilgængelige boliger, og kunne gør det anderledes positivt at der bruges penge på fællesskabslignende boformer hvor omsorg / pleje bliver nemmere/billigere. En hel anden model der ser på arbejde kunne være at det skal være muligt at tage længere barselsorlov med fuld løn, mod at dette giver nedslag i efterlønsår (jeg ved, det er ikke smart for kvinder, men der kan der muligvis findes en løsning på). Vi må ihvertfald væk fra at være fastgroet i den måde vi tænker arbejde og velfærd på.