Forsvaret står med et stort hul i pengekassen på grund af dyre missioner i Irak og Afghanistan. Men forsvarschef Tim Sloth Jørgensen skal ikke regne med at få ekstra penge til at fylde forsvarets lagre op for. Det siger Socialdemokraterne og SF, som til gengæld åbner for at finde pengene ved at skære i antallet af kampfly.

- Dansk økonomi er ikke til at udstede blankocheck til høre og venstre. Pengene skal findes inden for den eksisterende ramme, og kampfly er en helt oplagt måde at finde dem på, siger forsvarsordfører John Dyrby Paulsen (S).

Ifølge et udkast Forsvarskommissionens betænkning mangler forsvaret i dag et engangsbeløb på 2,4 milliarder kroner til reservedele, ammunition og materiel. Derudover regner forsvaret med, at man hvert år fremover får brug for 700 ekstra millioner på grund af de dyre udsendelser i blandt andet Afghanistan.

Ikke flere penge

Ifølge SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, skal pengene findes på forsvarets eksisterende budget, så udsendte soldater kan få den bedste udrustning og en ordentlig uddannelse, før de sendes af sted.

- I en tid hvor mange kommuner skærer ned på basale velfærdsydelser, er det helt uholdbart, at forsvaret tilføres flere penge. Forsvaret må i stedet omprioritere inden for den eksisterende økonomiske ramme. SF vil her sætte spørgsmålstegn ved, om der fremover er brug for så mange kampfly som i dag i forhold til de opgaver, der skal løses, siger Holger K. Nielsen.

Han mener, det er nødvendigt at diskutere en delvis udfasning af de eksisterende F16-fly og indkøb af færre og billigere fly end planlagt fra forsvarets side.

Danmark har i dag 48 F-16 fly, der efter planen skal flyve frem til 2020, hvor nye kampfly skal tage over. Socialdemokraterne har imidlertid bedt om beregninger på, hvad det vil koste, hvis forsvaret nøjedes med 24 operative fly fremover. Det kan på sigt spare penge, når de nye fly skal købes, og der kan også spares penge nu og her, hvis forsvaret allerede i dag skar antallet af F-16 fly ned, siger John Dyrby Paulsen.

- Når vi har bedt om en beregning på 24 fly, er det fordi, vi mener, det ikke er et urealistisk antal. Men vi har ikke lagt os endeligt fast, siger John Dyrby Paulsen.

Socialdemokraterne vil også have undersøgt muligheden for at levetidsforlænge de eksisterende F-16 fly, så de kan holde eksempelvis frem til 2025.

Soldaterne bakker op

Udmeldingerne har opbakning fra de danske soldater i Afghanistan. Ifølge soldaterne har Nato-koalitionen kampfly nok, til gengæld mangler man reservedele og ikke mindst transporthelikoptere og fly, så man i højere grad undgår at udsætte sig for vejsidebomber, siger formand for Hærens Konstabel og Korporal Forening Flemming Vinther, som netop er vendt hjem fra et besøg hos soldaterne.

Sidste år mistede 12 danske soldater livet i Afghanistan, heraf blev halvdelen dræbt af vejsidebomber, mens de kørte på vejene omkring de danske hovedlejre og fremskudte baser.

Der er fortsat usikkerhed om prisen på de nye kampfly. Svenske Gripen har tidligere meldt en pris ud på 22 milliarder kroner for 48 fly, mens producenten bag det amerikanske Joint Strike Fighter, Lockheed Martin, har sagt 20 milliarder kroner for samme antal.