Hun er den nye stemme i Danmark, når det drejer sig om religion. Iben Thranholm er DR’s nye vært på P1’s ugentlige Religionsrapport, som har afløst det tidligere Folk og Kirke. Religionsrapport er et ikke-missionerende program, hvor aktuelle emner tages op og bliver diskuteret af både troende og ikke-troende. Thranholm har før gjort sig bemærket i bl.a. TV2’s adventsserie Julekrybben og Smagsdommerne på DR2. Hun regnes af mange for at være en ganske kontroversiel figur i det danske medielandskab, og hun aldrig har været bange for at give sit besyv med i debatter om religiøse og politiske konflikter.
Iben Thranholm lægger ikke skjul på, at hun selv tror på Gud, men det er langt fra meningen, at programmet skal virke indoktrinerende. Tværtimod skal det appellere til folks nysgerrighed, men mest af alt skal det få folk til at forstå, hvor vigtig og stor en rolle religion spiller i verden. Noget, som vi i Danmark er meget blinde overfor, ifølge Thranholm selv:
“I Danmark har mange et meget negativt billede af religion. Medierne elsker at udpege religiøse som fundamentalister, bare fordi de tager deres tro alvorligt. Danskernes forhold til religion er generelt præget af fordomme om fundamentalisme og mørkemænd og ikke af viden. Men lige meget om folk tror på Gud eller ej, så skal de forstå, at religion er en ek-strem drivkraft i verden, og at religion i øjeblikket også sætter en politisk agenda.”
Hendes ønske er at ruste danskerne, så de rent faktisk forstår, hvad der er på spil i verden. Hun peger på, at vi i det sekulære Vesten har en meget ringe forståelse af, hvilken rolle religion egentlig spiller, og at vi derfor er ude af stand til forstå internationale konflikter, der som aldrig før har en voldsom religiøs dimension. Striden i Mellemøsten er ifølge Iben Thranholm ikke blot en territorial konflikt, men også en religiøs. På samme måde tegnes linjerne skarpt op over hele verden.
- Er der tale om en kommende religionskrig?
“Nej, det ord vil jeg ikke bruge. Jeg vil snarere tale om en åndskamp,” siger hun.
Og den åndskamp er vi i Danmark langt fra forberedte på. Så længe man ikke forsøger at forstå vilkårene for at være troende, siger man faktisk nej til at kommunikere med størstedelen af verdens befolkning, mener hun:
“Se nu for eksempel på Asien. Nye økonomier i Kina er i ekstrem vækst, og landet står faktisk over for en ny rolle som stormagt. I Asien har religionen en betydelig rolle i det offentlige rum, og hvad kommer det til at betyde for os, at de har en spirituel opfattelse af verden? Sådan nogle ting kan vi ikke ignorere.”
Det er ikke kun i forbindelse med internationale konflikter, at Iben Thranholm oplever, hvordan religionen spiller en stor rolle. Den enkelte dansker er, trods pessimismen omkring religion, blevet mere søgende efter noget større og mere meningsfuldt:
“85 procent af danskerne er faktisk medlemmer af folkekirken. Det vil sige, at rigtig mange mennesker ikke har valgt det åndelige fra. Mange er uafklarede, men søger alligevel efter noget. Jeg ser, at mange er optaget af hverdagsspiritualitet, for eksempel med spørgsmål som: ‘Hvordan bliver jeg troende, og hvordan bliver Gud mere nærværende i mit liv?’ Det er helt tydeligt, at folk søger efter noget mere.”
- Mere end de gjorde for 20 år siden?
“Ja, langt mere. Religionen har jo næsten været ude af billedet i Danmark. Det var ikke noget, man snakkede om i skolerne i 1980’erne eller 1970’erne. Skolerne har virkelig sorteret det åndelige fra. Men nu er religionen vendt tilbage.”
Åndelig udslusning
Iben Thranholm har mere end én gang langet kraftigt ud efter måden, hvorpå velfærdstaten og humanismen ikke anderkender det religiøse. Tre år efter Muhammed-tegningerne mener hun stadig, at konflikten afslørede en grundliggende uvidenhed hos danskerne:
“Den krise var jo et strålende eksempel på, at danskerne ikke har blik for, hvor vigtig religion er for den enkelte. De kunne simpelthen ikke forstå, at man kan blive krænket i sin hellighedsfølelse. Da kunne man virkelig se, hvordan det sekulære og det religiøse kolliderede. Det er fordi, at der ikke er noget, som er helligt i Danmark. Jo, måske ytringsfriheden, som så blev brugt til at angribe det hellige med. Nu mener jeg selvfølgelig, at man skal have ytringsfrihed, men det er problematisk, hvis ytringsfriheden skal bruges som et våben til at angribe det hellige.”
- Du har talt om, at ytringsfriheden kan være lige så absolutistisk som censur?
“Ja. Det er problematisk, når ord som demokrati og ytringsfrihed bliver absolutte i sig selv. Det er jo bare begreber eller omgangsformer, som man kan putte alle mulige værdier i. Dét øjeblik du laver en absolut, der er bygget på andet end Gud, så bliver det ofte de mest magtfulde grupper i samfundet, der definerer, hvem der er noget værd,” siger hun og fortsætter.
“Det har man garderet sig mod i USA, hvor der netop står i forfatningen, at menneskeværdet kommer fra skaberen og ikke fra staten eller den siddende regering. Og i et demokrati bør retten til ubetinget liv aldrig krænkes. Den mest basale menneskerettighed må da være retten til liv i alle former og afskygninger. Også når det er svagt og sårbart. Men det er ikke længere nødvendigvis en selvfølge i de vestlige demokratier med den fremherskende fosterdiagnostik, abort og eutanasi.”
- Men når den amerikanske regering mener, at de i Guds navn skal sprede demokrati i verden, gør de sig så ikke netop til en absolut størrelse, der legitimerer sig med Gud?
“Når vi snakker religion og krig, så er det jo ikke religion i sig selv, der nødvendigvis er noget galt med. Det er menneskets natur, det er galt med. Mennesket er et moralsk væsen, der har en såret natur, som bevirker, at det har en tendens til at vælge det destruktive. Religionen vil drive mennesket ud af sin destruktivitet. Men det menneskelige sind er kompliceret, og faren for misbrug ligger altid faretruende nær,” siger Iben Thranholm.
“Det er svært at sige noget lige netop om Irak-krigen, fordi der florerer så mange historier om, at motiverne for den krig i virkeligheden var ret flossede. Hvorvidt den var baseret på Bushs religiøse tro, er vanskeligt at sige. Det ved jo kun han. Jeg mener under alle omstændigheder, at det var meget uklogt af ham at skilte med det. En tommelfingerregel i kristendommen er, at man altid skal se på frugterne af en gerning. Et tegn på, at Gud er med i foretagendet, er fred. Så må enhver jo selv dømme.”
Humanisme og biologismen
Religion og sekularisering betinger hinanden, mener Iben Thranholm. I takt med at religionen har fået en mere væsentlig rolle, er der derfor fremvokset en mere aggressiv ateisme:
“Humanismen har en tendens til at nedprioritere det åndelige, og med ‘det åndelige’ mener jeg det, som har med Gud at gøre. I stedet for forklares tilværelsen ud fra et rent biologisk perspektiv. Eksempelvis forklares depressioner ofte med, at man har en forkert kemi i hjernen. Det kan man så få en pille for. Men det kunne også være organismens måde at fortælle på, at man ikke behandler sig selv ordentligt åndeligt. At ens åndelige muskler er alt for slappe. Depression er ofte et tegn på fravær af åndelighed og relation til Gud. Mennesket er først og fremmest et åndeligt væsen. Vi er ikke biologiske væsener, der har en åndelig erfaring, men åndelige væsener, der har en jordisk biologisk erfaring. Ofte kan en krise jo også være en måde at opleve religionen som en ressource. Man kan gennemgå en åndelig fornyelse og blive en person med masser af energi,” påpeger Iben Thranholm.
- Tror du, at religion kan kurere alt?
“Jeg har i hvert fald set og oplevet, at mange mennesker har fået helt nye og langt bedre liv gennem religionen. Men få tror på det. I Danmark fokuserer man som sagt ofte på det negative ved religionen, men det handler nok om mangel på erfaring på det felt. Man skulle i stedet begynde at fokusere på nogle af de positive effekter ved religion. Ikke bare på det indre plan, men også på det ydre, som for eksempel nødhjælpsarbejde i den tredje verden,” siger hun og uddyber:
“En hvilken som helst ngo-organisation vil vide, at religiøse og kirkelige organisationer gør et kæmpestort arbejde, og at regeringerne ikke vil kunne løfte så store opgaver uden deres hjælp. Til nytår spurgte jeg en medvirkende i mit program om, hvem der var hans religiøse helt i år 2008? Han svarede, at det er alle de mennesker, som gør en masse anonymt og uselvisk arbejde for andre. Det er jeg enig i. Alle dem som giver deres liv til at tjene andre mennesker uden for rampelyset.”
- Hvorfor tror du, at religiøse organisationer får så meget stablet på benene?
“De er drevet af en mening, som er større end dem selv. De ser Guds ansigt i de nødlidende, og Ham vil de gerne hjælpe. Jesus siger jo, at ‘det, som I har gjort imod en af disse mindste små, har I gjort imod mig.’ Det handler ikke om karriere, men om kærlighed, og måske en erkendelse af, at man bliver mere lykkelige ved at give sig selv til andre end ved at kræve at få noget. Dén slags historier om religion hører man ikke nær så ofte herhjemme, som når religion skaber konflikt. Det er mest negative og fordomsfulde historier om religiøse, der kommer frem.”
De selvundertrykkende kristne
Trods de fordomme, som danske kristne møder, mener Iben Thranholm alligevel ikke, at den fremherskende sekularisme er den farligste fjende. Tværtimod kommer faren fra egne rækker:
“De kristne undertrykker sig selv, og de er ofte blufærdige over for deres eget religiøse sprog. Muslimerne har for eksempel intet imod at stille sig op og være stolte af deres tro. Kristne tør ikke rigtigt snakke frit fra leveren. Når man ser, at religiøse minoriteter faktisk er i stand til at sætte dagsorden i den religiøse debat, skyldes det, at de kristnes tavshed og fravær efterlader et tomt rum. Det er ærgerligt - også i forbindelse med den debat, vi oplever omkring integrationen.
“Jeg tror på, at mange integrationsproblematikker ville være mindre problematiske, hvis flere danskere havde været mere rodfæstet i deres egen kristne tradition. Muslimers synlige religiøsitet ville heller ikke have virket så faretruende. På den måde kunne kristne let være brobyggere i integrationen, men så længe religion bare er noget, som der bliver lukket ned for, kommer vi ingen vegne,” siger hun.
“Det var her, at et parti som Kristendemokraterne virkelig skulle have satset og gjort balancen mellem religion og politik til deres mærkesag. Altså tage den chance, der ligger i at være det politiske parti, som tør have en klar holdning til, hvordan religion og politik kan spille sammen i en sekulær stat. Der er jo ingen partier i Danmark, som har nogen politik om religion og politik. Det gælder tværtimod kun om at få religionen dæmpet ned og fjernet fra det offentlige rum. I stedet for enkeltstående småmoralske sager burde det være Kristendemokraternes mærkesag at komme med konstruktive forslag til, hvordan politik og religion skal spille sammen i et samfund, hvor religion vinder mere og mere indflydelse på politiske sager. Hvordan den balance bør være.”
Hun er bekymret for, hvordan ledende regeringsmedlemmer ignorerer nogle af de største udfordringer i verden, fordi vi overfører vores danske sekulære billede på de udfordringer:
“Vi har en statsminister, som er i fare for at vildlede folk, når det gælder religion og storpolitik. Han bliver ved med at sige, at vi skal adskille religion og politik, og at religion kun hører hjemme i privatsfæren. Han har ret i, at vi Danmark selvfølgelig skal adskille religion og politik, forstået på den måde, at staten ikke blander sig i, hvad folk tror på, og at religiøse love ikke kan overføres direkte i det politiske liv. Men det betyder ikke, at vi ikke skal have en politik, som forholder sig til balancen mellem de to. Eller at religiøse værdier ikke kan omsættes til universel politik, som er med til at opbygge et retfærdigt samfund for både troende og ikke-troende.”
“At afvise religionens betydning for det politiske er i vore dage uholdbart og urealistisk. Regeringen må være med til at ruste danskerne til den virkelighed, som kommer. Specielt når man ser på, hvor meget spændingen mellem politik og religion spiller ind på den storpolitiske internationale scene. Religion og politik bliver jo totalt sammenvævet andre steder i verden, og det vil komme til at diktere udviklingen herhjemme. Dét kan Danmarks politik da ikke bare være afvisende overfor.”
Født i 1969 i Viborg
Oprindeligt uddannet protestantisk præst, men er senere konverteret til katolicismen.
Iben Thranholm er uddannet cand.theol. og journalist.
I 2005 udgav hun interviewromanen ‘Himmelflugten’.
Hun er i dag ansat på DR-programmet ‘Religionsrapport’.
Kommentarer
Jeg mener det er dybt problematisk at DR har afskaffet det glimrende ikke-missionerende program Folk og Kirke som faktisk tog nogle rigtig gode sager op omkring netop Folk & Kirke. Og så har ansetn en teolog! som er katolik! hvis egne holdninger så tydeligt skinner igennem som de gør det her. Og så kalder man programmet for Religions-rapport; det kan da kun være programmer om hvorfor den katolske altid har ret; hvorfor Luther tog fejl og hvorfor ikke-religiøse mennesker er dumme - og ingenting forstår.
Det er muligvis korrekt, at vi er åndelige væsener med en konkret-jordisk erfaring. Det ændrer bare intet ved, at selv åndelige væsener må aflægge deres åndelighed, og komme ned til os andre på jorden. Og leve livet på jorden - i et muntert, jævnt og virksomt liv på jord, som Grundtvig engang skrev.
Og ja, i USA står der ‘all men are created equal by their creator’, men der står også i det 1. Forfatnings-tillæg, at ‘kongressen ikke skal lave love, som byder at Kongressen (staten) skal understøtte bestemte religioner’. Derfor er USA en sekulær stat, men et religiøst samfund.
Iben Tranholms idé om at livet er ukrænkeligt og hendes holdninger til abort mm. er altså hentet direkte fra hendes katolske tro - og har intet med demokrati i jordisk forstand at gøre. Det som der er flertal for i et Parlament, er der flertal for - også selvom de religiøse skummer over det. Eller den katolske kirke render rundt og skriger op om familie-værdier når homosekuelle i Spanien og Italien får lov til at gifte sig mm. (hvorfor mon Informations journalist ikke borede lidt i dette??)
Mht. Mohammed-tegningerne har hun totalt misforstået alting. Flemming Rose er ateist; og har boet i Sovjetunionen i mange år. Og netop derfor har han personligt en stor frustration over censur på alle måde. Og netop derfor ville han have de her tegnere til at tegne Mohammed. Og ja, det kan godt være, det var dumt, men hertil er at sige, at hvis og når andre mennesker vil leve i Danmark må de altså respektere og acceptere, at det at leve grin med alting, selv Dronningen er en del af det at bo i Danmark. Og hvis hun, Iben Tranholm eller andre ikke kan forlige sig med det, ja så må de altså flytte til en andet sted, f.eks. Italien.
Og jo, kristne i Danmark, de 5% af danskerne som er kristne, dvs. voldsomt troende på den klassisk-kristne måde, tør skam godt snakke frit fra leveren. Men de må, ligesom andre, finde sig i, at deres synspunkter bliver angrebet og diskuteret.
Min erfaring er også den, at det netop kun er ateister (som Flemming Rose), som ikke har fattet, at folk kan få noget ud af tolke deres tilværelse i religiøse rammer, og dermed se en mening i alt, hvad som sker.
Og det Iben siger om religion og politik er jo som at høre Paven selv tale. Og aldrig skal den katolske Pave igen bestemme nogetsomhelst over nogetsomhelst i nogetsomhelst land i hele verden.
Det gjorde Paven alt for meget i Middel-alderen. Og det skal vi aldeles ikke have igen.
Og religiøst-spirituelle mennesker bør være stærke nok i deres tro til ikke at lade sig affektere (gå på) af at nogen gør grin med deres tro - uanset om denne tro er islam, FSM, jødedommen eller katolisk eller luthersk kristendom.
En sidste kommentar er at Kina altså er ateistisk stat…
Jehovas Vidner og andre kristen samfund er også imod demokrati; de forbyder også deres medlemmer at stemme mm.
For en god katolik som Iben Tranholm skal hun også følge Bibelen og Pavens fortolkning af denne.
Islam betyder ‘underkastelse’ ja, men ikke ‘underkastelse’ under Koranen, men under Guds Vilje. Og Guds Vilje handler bl.a. om det som sjælen vil, ikke om det, som egoet vil.
Også kristne fundamentalister (som der flest af i USA9 opfatter Bibelen som Guds Givne Ord, og som derfor ikke kan diskuteres; som de kan derfor både kan lovgives og dømmes ud fra.
Og som jeg har sagt adskillige gange: Hvad de muslimske lande gør hos sig selv, dvs. med Cairo-erklæringen er een ting. Det må de selv bestemme,
Men hvis de kommer og kræver at kritik af religion er en menneskerets-krænkelse, ja så er døren der.
Det betyder nemlig at vi ikke længere kan påpege, at katoltikker ikke må slå deres koner, ej heller selvom Paven siger at de godt må, at muslimer ikke længere må stene utro koner, også selvom imamen siger, at de godt må. Eller buddhisten eller hinduen som siger at folk selv er skyld i deres ulykke, fordi de har været onde mennesket i et tidligere liv…
Man kan ikke diskutere med en troende—
Jo man kan måske nok diskutere med dem— men det flytter ikke noget.
Prøv det næste gang Jehovas Vidner eller Mormons folk kommer og banker på din dør.
Vi fik besøg af Mormons folk-
En pæn amerikaner , som har lært sig dansk, iført jakkesæt og assistent.
Hvad siger man til at Josef Smith gik ud i skoven og fandt guldtavler ( det må selvfølgelig være af guld— nu når det er guds eget land) med mormons tale på ?
hvad siger man til scientology, der har en tro, der tager lidt fra hist og pist og blander det sammen med Sience Ficktion og fjerne planeter ?
Hvad siger man til jomfrufødsler og at det eneste overlevende barn af Adam og Eva( som var de første me4nnesker på jorden) tog ud i verden og fandt sig en kone og stiftede familie.
Og hvad mhvis man som Salman Rushdie påstår at koranen er skrevet af mennesker og der i virkeligheden findes flere “vers” som af politske årsager ikke er kommet med koranen—
Intet, hvis man ikke som Salman Rushdie ønsker at leve med en trussel hængende over sit hoved i 20 år ( der er jubilæum i år)
For mig handler religion om magt— at have nogen at regere over— budskabet kan i og for sig være underordnet.
Det handler om intolerence og bedrevidenhed.
Hvis man som Salman Rushdie påstår at Koranen er skrevet af mennesker, ja så skal man bestemt ikke holde sin kæft, men sige det højt.
Og det skal man netop fordi der i Arabien? er fundet fragmenter af en urkoran, som indeholder helt andre ord og vendinger end dem der står i den redigerede version. Koranen bliver nemlig først samlet som Koran omkring år 800, dvs. mere end 150 år efter Mohammed er død.
Og nu var Mohammed altså analfabet, altså måtte han have nogen til at skrive beskederne ned. Og alle der har leget hviske-leg i skolen ved, hvordan et eller flere budskab kan forvanskes gennem tiderne….
Mht. fatwaen mod Salman Rushdie mener jeg klart og tydeligt at det er en ulovlig Fatwa, der i sin blev udstedt af Khomeni (den tids leder af Iran). Og det er det, fordi ifølge islam’s love skal der være en rettergang, Salman Rushdie skal have mulighed for at angre. Og en ankelt Imam eller Aytollah kan ikke bare udstede en dødsdom - sådan lige.
Karsten skriver:
“Og en ankelt Imam eller Aytollah kan ikke bare udstede en dødsdom - sådan lige.”
Ok jo, ikke noget problem; det har kendsgerningerne jo vist, at de kan. Og jeg tror ikke, det nytter noget, at du kommer og river dem islams love i næsen.
Ligesom kendsgerningerne har vist, at danske politikere aldeles ustraffet kan sende Danmark ud i en ulovlig krig.
Biblen og Koranen er altså skrevet flere hundrede år efter at profeterne jesus og muhammed døde— og de på den tid siddende magthavere er blevet enige om, hvad der skulle med og hvad der ikke skulle med i bøgerne.
Det har vist kun akademisk interesse for den sagesløse person der får en fatwa hængende over hovedet— hvordan denne fatwa er udstedt eller om den er “ulovlig” eller ej.
Intolerence findes alle steder hvor der er fanatikere— sjovt nok er intolerencen størst, hvis man mener at tro på det samme, men bare har forskellige udlægninger af teksten—
Shia muslimer og sunnimuslimer bryder sig ikke specielt meget om hinanden.
Protestanter og katolikker i Nord Irland er heller ikke overvældende begejstrede for hinanden.
Fodbold fans der tror på fodboldguden,men har “Brøndby ” udlægningen af teksten eller “FCK” udlægningen af teksten er også meget opsatte på at give hinanden brådne pander.
Herre Jemini. Er dette DR´s bidrag til åndskampen?
Thranholm er om nogen med på at skabe skel mellem “de religiøse” og “humanisterne”. Og det er en skam.
Ja, vi kan være bedre til at forstå religiøsiteten ude i den store verden. Men det er for patetisk at pakke sit eget tydelige ønske om en mere religiøs dansk befolkning ind i et ønske om at “forstå internationale konflikter”. Vær dog ærlig og indrøm at du forkynder budskabet (og fred være med det).
Personligt kan jeg bedst tage kritik af andre mennesker alvorligt (i dette tilfælde af størsedelen af den danske befolkning), hvis den:
(a) også prøver at fremhæve positive egenskaber ved dem/den man kritiserer, og ikke maler et entydigt fordummende billede af den anden.
Derfor har jeg f.eks. fremhævet min store nysgerrig og interesse for det religiøse i min religionskritiske artikel:
http://avisen.dk/blogs/jonasjakobsen/religioesitet…
(b) udviser evne til selvkritik, f.eks. ved at forholde sig til det faktum, at 99 procent af verdens religiøse ikke har noget informeret valg - der “får” så at sige religionen ind med modersmælken.
Hvis vi antager at f.eks. katolicismen er den rette tro, betyder det, at Gud lader størstedelen af verdens børn blive født lige ud i en fejlagtig tro og religiøs praksis, noget der umuligt kan være foreneligt med den kristne tro på en kærlig og retfærdig gud?
Eller hvad med den katolske kirkes ødelæggelse af aids-bekæmpelsen i Afrika igennem sin middelalderlige modstand mod prævention?
Tranholm har gode pointer, men formår for mig at se hverken at forhold sig nuanceret til sin “modstander” eller at udvise nogen form for selvkritik.
I øvrigt: Hvorfor i hulen skulle spiritualitet være ensbetydende med tro på gud? Er Dalai lama ikke spirituel? Nu er grænsen for aceptabel snævertsynethed vist ved at være nået!
At jeg af Thranholm vurderes til ikke at kunne være spirituel kan jeg nok leve med - og håber hendes kristne etik også kan det (den med ikke at dømme andre osv.)
Men jeg kunne godt tænke mig at vide, om gudstro automatisk kvalificerer som spiritualitet, ifølge Thranholm? Så er altså Sarah Palin og Søren Krarup spirituelle? Hvis det er tilfældet er det måske ikke så værst at være stigmatiseret som “humanist” og udelukket fra den kategori…
Ja, Khomeni udtalte i sin tid en Fatwa imod Rushdie, siden hen udtalte han også, at Rushdie skulle dø. Og rigtig mange islamiske lærde blev forfærdede, netop fordi a) en fatwa handler kun i Islam om hvad en bestemt imam synes om dette eller hint, og b) Rushdie skulle have haft mulighed for at angre.
Og det nytter at gøre opmærksom på dette, fordi mange af verdens muslimer intet aner om, hvordan fatwaer bliver til. Paven udsender også fatwaer, de hedder bare hyrdebreve. I et sådant et udtalte Pave Pius VI sin modstand imod P-pillen…
Undskyld, det var Paul den sjette, Pave, der gjorde dette, altså talte imod P-Pillen…
Iben Thranholm plæderer ivrigt for en tilbagevenden til den mørke middelalder, i politisk forstand såvel som åndeligt. Alle vegne ser hun tegn og varsler på en tilstundet åndskamp, som det gælder om at ruste sig til. Vi danskere er åndelige analfabeter, men der findes redning i kirkernes ophobede arsenaler af åndelige våben. Således lyder den absurde opsang fra Informations sider her i weekenden. At I spilder godt papir på sådan et misk mask af åndsformørket pølsesnak, forbliver jeres egen sag, uforståeligt forbliver det imidlertid for et normalt tænkende menneske. Nuvel jeg skal her tage tråden op og spille min og jeres tid med en kommentar til Iben Thranholms teologiske tanke tåger.
Jeg tager de forskellige absurde påstande kronologisk: Religion er en ekstrem drivkraft i verden. Danskerne er blinde overfor de forhold at religionen sætter en politisk dagsorden.
Sær påstand, hvordan kan vi forblive blinde over for noget, som vi får smidt i hovedet hver eneste dag året rundt. Der går ikke en time på døgnet, hvor vi ikke konfronteres med religiøse følelses udbrud og fornuftstridige meningsytringer; som ofte ledsages af destruktive og voldelige processer. Der er altså ingen grund til at sætte os ind i noget, vi allerede ved. Modsat de troende og Iben Thranholm er vi bare gået et skridt videre i åndelig erkendelse. Vi har for længst forstået, hvorfor religiøse mennesker opfører sig ambivalent og livsfjendske. Fordi vi ikke selv er troende ser og forstå vi ting og fænomener, som er lukket land for de troende. Vi ved at religionerne er ekstrem social kontrollerende og vi ved, at magt er den vigtigste drivkraft bag enhver religion. Gennem hele middelalderen kæmpede kirken og staten om magten (teologisk begrundet og retfærdiggjort i læren om de 2 sværd. Første gang formuleret af Ambrosius da han sætter kirken op imod kejser magten). Først med reformationen lykkedes det i de nordiske lande at få kirken underlagt staten – efter en passende tid med enevælde af guds nåde! Man behøver ikke at hedde Max Weber for at se, hvilken fremgang i velfærd, livskvalitet og demokrati det kom til at betyde for de skandinaviske lande. Det politiske liv er underlagt demokratiet, de religiøse bevægelser, som Iben Thranholm repræsenterer, ønsker at omgå demokratiet. Derfor er religion farligt for samfundet og bør holdes uden for politik og det offentlige rum.
Næste absurde påstand: 85 procent af danskerne er medlemmer af folkekirken – fordi de ikke har valgt det åndelige fra.
Det er uhyre mange mennesker, som Iben Thranholm må have snakket med – hele 85 procent af den danske befolkning. For hvorfra ved hun ellers, at de ikke har valgt det åndelige fra? Når så mange danskere er medlemmer i folkekirken, kunne det jo skyldes, at danskerne er meget traditionsbundne. At de opfatter medlemskab af folkekirken som et godt gedigent stempel på borgerskab. Husk på at folkekirken mere end noget andet er en klub for det bedre borgerskab. I middelalderen og på enevældens tid var kirken kongernes og adelens platform. Da det lakkede mod enden for det gamle system blev kirken bedsteborgernes mødeforum. Kirkens opgave som garant for bourgeoisiets værdier og verdensanskuelse blev gennemført af biskop J.P. Mynster (biskop fra 1834-1854). Her er også en af forklaringerne på, at arbejderklassen som helhed havde så nemt ved at vælge kirken fra!
Næste absurditet: Iben Thranholm angriber humanismen. Her er hun virkelig på hjemmebane og i pagt med fundamentalister og livsfornægtere i alle afskygninger. Humanisterne nedprioriterer det åndelige, det som har med Gud at gøre, mener hun.
Hvor har hun ret – i stedet for Gud og det åndelige sætter humanisterne livet og mennesket. Religionerne har i alle tider og på alle steder hadet livet. Det lyser ud af alle religiøse tekster – de strutter ligefrem af livshad og selvhad. Iben Thranholm siger det meget tydeligt ”vi er ikke biologiske væsner”. Prøv at lade den sætning stå et øjeblik og tænk over omfanget og konsekvensen af en sådan tro. Det Iben Thranholm i virkeligheden siger, er, at hun ikke er til – mennesket findes faktisk ikke, men i stedet en åndelig substitut; en abstrakt indbildning. Ligeså abstrakt og uvirkelig som deres indbildte Gud.
Næste absurditet og åndelige hovmod: Iben Thranholm monopoliserer medmenneskelighed og omsorg. Den er strid og pissefræk overfor de mange, der arbejder for en bedre verden. Iben Tranholm fremdrager de kristne nødhjælpsarbejderer og deres uselviske indsats. Hun mener, at de i de nødlidendes ansigter ser Guds ansigt. Al ære og respekt – men vi andre ser altså et medmenneske, vi behøver ikke et filter, der hedder gud. Og modbydeligt er det, at se de kristne nødhjælpsarbejdere med suppeskeen i den ene hånd og bibelen i den anden. Tager du ikke imod det ene får du ikke det andet! Det vigtigste i denne sammenhæng er imidlertid ikke den kristne barmhjertighed, men at de kristne aldrig har ville lave om på de samfundsstrukturer, som skaber uligheder og fattigdom. Husk på at de kristne har brug for de fattige, for at kunne fremstå som barmhjertige! Jeg har selv i mere end 30 år været engageret i hjælpearbejde for udsatte grupper. I dette arbejde har jeg mødt utallige engagerede mennesker, der frivilligt brugte deres tid på at hjælpe andre, uden noget ønske om tak fra Gud eller fanden. Mission og kristen barmhjertighed går ofte hånd i hånd, det har betydet folkemord og kultur ødelæggelser af dimensioner (Se f.eks. Søren Hvalkof & Peter Aaby: ” Is God An American? – An Anthropological Perspective at the Missionary Work of the Summer Institute of Linguistics”. IWGIA/SI 1981). Medens vi er ved det, så har den kristne åndelighed ført til de største folkedrab i historien. Tænk bare på hvilken rolle den romerske kirke ikke har spillet i imperialismen – som blev dirigeret fra Rom. Ligesom kirkerne også havde en stor medskyld i holocaust, noget som pave Johannes Paul 2. åbenlyst har erkendt.
Næste absurditet: Iben Thranholm påstår, at Depression ofte er tegn på fravær af åndelighed og relation til Gud.
Måske kan Iben Thranholm forklare, hvorfor der gennem tiderne har været så mange patienter på sygehusene med religiøse psykoser. Hvorfor kirkehistorien er stopfyldt med lidende mænd og kvinder, der dag og nat anklager sig selv for at være til og samtidig skriger til himmelen om forladelse. Endeløse rækker af flagellanter marcherer hulkende og lidende gennem kirkehistorien – deres lidelser er åndelige, pålagt dem af den religion, hvor de søger trøst! Millioner af menneskers liv har været en stor depression på grund af religionen. Dag og nat har de ruget over åndelige mysterier og forbandet deres egen krop og psyke, der ikke ville som Gud ville (Se f.eks.: En Djævleneurose fra det 17. århundrede” af Sigmund Freud på dansk i bogen ”Totem og Tabu”). Helgen litteraturen bugner af ulykkelige mennesker, der for Gud skyld gennemgik de sværeste åndelige kvaler og lidelser – fanget som de var i et ikke eksisterende metafysisk univers.
Disse åndsformørkede mennesker medvirkede i høj grad til heksebrændingerne, der som en åndelig forbandelse rystede Europa gennem århundreder (Se f.eks.: Jan Guillou: ”Heksenes Forsvarere” Modtryk og Gustav Henningsen: ” The Witches´Advocate – Basque Witchraft & Spanish Inquisition”).
Næste absurditet: Iben Thranholm postulerer et naturretsligt standpunkt, når hun påstår, at moral er en medfødt side af den menneskelige natur. Hun forveksler et kulturelt og socialt fænomen med et naturligt fænomen.
Sidste og mest fatale absurditet: Iben Thranholm hævder at: ” Vi er ikke biologiske væsner, der har en åndelig erfaring, men åndelige væsner der har en jordisk biologisk erfaring”. Det er jo noget gedigent pladder. Heroverfor vil jeg sætte en anden påstand som ikke skyldes syner og åbenbarelser men en videnskabelig analyse af de menneskelige vilkår.
”Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed.”
Karl Marx. (Til Kritikken af Den Politiske Økonomi)
PS: Den katolske kirke trækker et modbydeligt blodigt spor gennem historien. Et spor af massakrer, heksebrændinger, religionskrige, undertrykkelse, udbytning, mishandlinger af enhver art og et spor at magtsyge og magtudøvelse uden sidestykke. For at dette kan lade sig gøre har kirken brug for mange nyttige idioter. En af dem er Iben Thranholm. Til sammenligning er vi andre kun åndelige analfabeter – Gud ske lov for det!
Sikken dog en gang ‘journalistik’. Kalder I det et interview? Det er som taget lige fra 2.Gs gymnasieblad….”Søde Iben, sig noget klogt, så skal jeg nok skrive det i Information, uden at stille ubehagelige spørgsmål”.
Man kunne jo have spurgt om
- Mener du virkelig at ikke-troende ingen ånd har?
- Mener du virkeig at det eneste alternativ til farmaceutisk behandling af psykiske problemer er religion? (Scientology må klappe i deres små hænder!)
- Mener du virkelig at f.eks. Staten Israel kan legitimere sin eksistens ud fra at “Gud gav os det land” ?
- og ad nauseam….
Hvis Iben Thranholm tror hun siger noget som helst med “Men lige meget om folk tror på Gud eller ej, så skal de forstå, at religion er en ekstrem drivkraft i verden, og at religion i øjeblikket også sætter en politisk agenda.” i en verden, hvor vi dagligt hører om selvmordsbomber og andre religiøst argumenterede terrorhandlinger, så må man tage sig til hovedet. Læser hun ikke aviser selv?
Iben Thranholm, jeg tvivler på du ved det fjerneste om hvad vi ‘almindelige danskere’ (med eller uden ‘ånd’/religion) ved, tror og forstår. Men jeg tror ikke du ikke har høje tanker om os.
Og sidste sætning skulle selvfølgelig være “jeg tror ikke du har høje tanker om os.”
(INFORMATION:Hvorfor kan man ikke redigere en gang eller to? Det kan andre websites !)
—ser frem til, at denne debattråd finder vej til den trykte avis…
se osse mit indlæg forleden om kronikken om salmesang og fadervor
puha…mine små hår rejser sig over hele kroppen. uhyggeligt, at nogen kan have den slags middelalderlige indstilling til verden anno 2008 i et veloplyst samfund som Danmark.
skal vi så bare droppe forskning i sygdomme, kræftbehandlinger og den slags, holde op med at udvikle teknologier, der gør os i stand til at lave bedre biler, bygge bedre huse eller grøn energi? er Iben Tranholm mon opmærksom på, at netop videnskab og det, at vi gik bort en religiøs tilgang til at studere verden, er det der har givet os den høje levestandard og lange levealder, vi har i dag - og for eksempel også har gjort det muligt for Iben Tranholm overhovedet at få taletid i en radio - den skulle jo opfindes først.
og når det påstås, at programmet ikke missionerer, så kunne man jo læse geologen Jens Morten Hansens glimrende indlæg i Weekendavisen for en tre-fire uger siden, hvor det blev omtalt, hvordan Iben Tranholm gladeligt kalder ateister for aggressive og nærmest sammenligner dem med terrorister.
uhyggeligt, siger jeg bare.
Der er begået så mange uhyrligheder og grusomheder i forskellige religoners navne, at der er al mulig grund til at holde sig ude af den slags klubber.
Iben Tranholm trænger til en potteplante i stedet for al den staffage hun omgiver sig med på billedet. Omgang med planter giver ro i sindet , meget bedre end religion.
Iben Tranholm kan jo ikke gøre for, at hun blevet overbevist om guders eksistens. I hvert fald Guds.
Men en smule viden om ateister ville klæde hende.
(Iben,du kan starte på www.ateist.dk)
Men trangen til at vælte uartigheder ud over andre, er et spørgsmål om opdragelse, og det er vist for sent i dette tilfælde?