EN LANDMAND får besøg af dyrlægen, fordi en af hans køer er syge. Dyrlægen stiller diagnosen: BSE. “Pyha!” siger landmanden, “det var da godt, for jeg var bange for, at den havde kogalskab”. Pointen er, at kogalskab og BSE er det samme, men at sproget i nogle tilfælde er blevet så elitært, at almindelige mennesker ikke kan forstå det, og hvorfor ikke bruge det gode, gamle danske ord for det samme?
Anekdoten bruges af direktøren for Dansk Sprognævn, Sabine Kirchmeier-Andersen, til at markedsføre det synspunkt, at det er meget, meget farligt, at det danske sprog mere og mere forsvinder fra visse højere læreanstalter i disse år til fordel for engelsk.
Den tankegang står hun og sprognævnet ikke alene med. Debatten har raset i medierne i et par uger. Lov, regler eller slet ingenting? Et flertal på tværs af midteraksen i Folketinget, bestående af SF, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Socialdemokraterne vil have en lov, der fremmer det danske sprog på de højere læreanstalter, mens Venstre og Konservative nærmest er imod. Formodentlig hårdt presset vil de gå med til nogle stramninger. Det vil der komme et udspil om, og det er lige oppe over. Medlemmer af Folketingets kulturudvalg er i gang med at skrive et oplæg, da det regnes for et kulturelt spørgsmål og ikke et videnskabs- eller arbejdsmarkedsfagligt eller sagligt. I 2004 barslede en arbejdsgruppe under Kulturministeriet med en redegørelse, som anbefalede læreanstalterne at betræde frivillighedens vej, men siden er der bare kommet endnu mere engelsk sprog i undervisningen.
De studerende vil komme til at mangle “ord og udtrykskraft”, når de skal formidle deres viden på dansk, advarer sprogdirektøren, der har fuld opbakning fra sin formand, Niels Davidsen-Nielsen. Man kan sige, at Dansk Sprognævn dermed passer det arbejde, det er sat i verden for.
OVER FOR dette står en alliance af danske erhvervsledere, universitetsrektorer, studerende og rock- og rapmusikere. De sidstnævnte er taget med, fordi de i årevis har sunget fuck det ene og det andet på engelsk. Unge og såmænd også ældre blander efterhånden helt naturligt engelske ord ind i deres daglige sprogbrug. Mange danske virksomheder har allerede engelsk som hovedsprog, og både videnskabsministeren og rektorerne kan se en ide i at uddanne folk til disse virksomheder, men også så de ubesværet kan kommunikere med fagfæller på udenlandske universiteter. Rungsted Gymnasium har af ministeriet fået lov til under-vise på engelsk i samfundsfag og historie, nok tænkt som en begyndelse. Hvis de behersker engelsk allerede i gymnasiet, kan de bedre dygtig-gøre sig på udenlandske læreanstalter.
Det kan man kalde globaliseringssynspunktet. Danmark er ikke en ø i det internationale samfund, og engelsk er kommet for at blive i det danske sprog såvel som i andre. Det vil være praktisk og dynamisk, at Danmark inden for forskellige fag har eksperter på området, der også behersker det engelske sprog til fulde. Så kan vi bedre kommunikere og klare os ude i verden samt få indflydelse- i stedet for, at man sidder og hakker i det, når man skal forklare sig. Et argument lyder også, at vi så bedre kan tiltrække udenlandske studerende.
Danmarks Tekniske Universitet og Det Bio-videnskabelige Fakultet ved Københavns Universitet er eksempler på steder, hvor man underviser på engelsk. Ligesom naturligvis Copenhagen Business School.
SKAL MAN være politisk ond, og hvorfor ikke, kan man hævde, at Dansk Folkeparti denne gang har fået hele Folketinget til at danse efter sin pibe. V og K gør det i forvejen, dem til venstre i salen vil forståeligt nok gerne snuppe danskheden tilbage fra DF, som hidtil har haft monopol.
I Berlingske Tidende er der så kommet et pip fra 28-årige Lajla Jørgensen fra RUC, som i sine to første studieår primært er blevet undervist på engelsk. Hun konstaterer: “Jeg føler bestemt, at jeg er lige så god til at kommunikere på dansk som de af mine medstuderende, der udelukkende har fulgt kurser på dansk”, ligesom rektorformand Jens Oddershede mener, at man jager spøgelser. Selvom de tydeligvis taler dansk, bliver der dog næppe lyttet til dem.
Det sidste ord i den sag er nok allerede sagt - på dansk - og en lov kan vel og forhåbentligt ikke direkte skade. Den kan koste en masse penge, 100 millioner kroner, vurderer videnskabsminister Helge Sander, som dermed forsøger sig med det økonomiske argument.
Det kommer selvfølgelig helt an på, hvordan en sådan eventuel lov om dansk bliver udformet, hvilket vi endnu har til gode at se. Man kan forestille sig, at hvis den er alt for dum, vil en praksis på læreanstalterne udjævne den hen ad vejen.
Kommentarer
Det er en rædsom diskussion: dansk akademia har altid beskæftiget sig med og kunnet kommunikere på en lang række sprog, og den nuværende koncentration om engelsk snarere indskrænker end udvider den danske videnskabelige evne til at begå sig. Der er uendelig megen væsentlig forskning på fransk og tysk, som vi efterhånden afskærer os fra at kunne indoptage direkte, dvs. uden en mellemliggende engelsk oversættelse.
Det handler ikke om at facilitere, men om at kræve viden så bred, at det kan virke umuligt - men næppe er det, da det jo er gjort før.
Det akademiske miljø er en sluse, hvorigennem dansk og international viden og vidensproduktion cirkulerer: danske opdagelser til det internationale samfund, udenlandske opdagelser til det danske, og det kræver alt andet end et tosprogssystem. Det er jo ikke, fordi det angelsaksiske system holder sig tilbage fra de brede linguistiske kundskaber, der skal til. Det skal vi hellere lære af, fremfor at beskære kundskaberne.