“Kommunisterne er efter min mening de eneste, der ønsker et frit og godt samfund, hvor alle er lige. I dag har vi et ‘jeg-samfund’ i stedet for at være fælles om tingene. Alle tænker på at rage til sig,” siger 31-årige Martine fra Roskilde.
Vi er på vej til Ringsted Kulturhus, hvor Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) Region Sjælland holder en slags stiftende generalforsamling. DKP’erne har mildt sagt slumret i nogle årtier, men nu er afdelinger lagt sammen, og partifæller trukket i arbejdstøjet for igen at samle kræfterne om det kommunistiske projekt.
Det er første gang, Martine er med. Efter at have være medlem af Enhedslisten i tre år synes hun ikke længere, at partiet respekterer jævne mennesker - derfor partiskiftet.
“Nogle af de yngre medlemmer - dem der går på RUC - rakker indirekte ned på arbejdsmændene. Det ligger i luften, at det, de vil kæmpe for, er, at alle unge får en akademisk uddannelse,” siger Martine og tilføjer, at hun ønsker et radikalt anderledes samfund.
Et sted, hvor rengøringsdamen tjener lige så meget som direktøren, og hvor virksomheder som A.P. Møller-Mærsk overgår til staten. En revolution? Måske, men ikke med vold.
Det var Murens fald og kommunismens kollaps i øst, der i 1989-91 sprængte DKP til atomer. En fornyerfløj dannede sammen med Venstresocialisterne og Socialistisk Arbejderparti Enhedslisten, mens traditionalister og midterfolk fik sparket, i hvad der i dag betegnes som et traumatisk opgør. De følgende år blev DKP skåret ned til dværghøjde, men nu skal der igen kaldes til samling.
“Efter 20 år er det min opfattelse, at tiden er moden. Vi havde et meget følelsesmæssigt opgør i 1989, men det var ikke rationelt, meget af det der skete,” siger initiativtager Ringsted-mødet, Anker Schjerning, da jeg dagen forinden taler med ham over telefonen.
“Det nuværende samfundssystem er i lige så dyb krise, som vi var i 1989. Hvis jeg sad i Cepos eller Venstre, ville jeg have det frygteligt med, at staten må hjælpe bankerne med 100 mia. kr., og at samfundet slet ikke fungerer. Krisen er også moralsk. Det er blevet en værdi at skilte med rigdom - tag et fænomen som Stein Bagger. Han er et eksempel på en kultur med materielle værdier og tomhed, der dominerer på bekostning af glæden ved fællesskabsfølelser,” uddyber Schjerning, der sad i DKP’s centralkomité i nogle af partiets gode år og har været partimedlem siden 1968.
Måske er kapitalismen i krise, men er kommunismen svaret? For at opfriske hvor galt det gik i Sovjetunionen - hvor DKP traditionelt har hentet sit tankegods - bruger jeg aftenen på at læse i Kommunismens Sorte Bog, redigeret af den franske kommunismeforsker Stéphane Courtois. Courtois vurderer, at næsten 100 millioner mennesker er døde i kommunismens navn - heraf 20 millioner i Sovjetunionen. Hvordan kan man fortsat tro på en ideologi, der har så mange menneskeliv på samvittigheden? Og hvad for et samfund ønsker danske kommunister anno 2009? Det er nogle af de spørgsmål, der driver mig til smørrebrød, røde faner og ideologisk oppiskning på 1. sal i Ringsted Kulturhus en lørdag eftermiddag.
‘Obama-metoden’
Da Martine og jeg ankommer til partimødet, har kommunisterne allerede stillet store oste, paté og spegepølse frem. Lokalet er småkoldt, to røde faner forsøger at dække hullerne i væggen.
“Vi må trøste os med, at de er energibevidste,” siger et partimedlem om temperaturen.
Rundt om et aflangt bord sidder ti mænd og to kvinder. Her er adskillige med gråligt skæg og luftige sweatere, men ellers er det en blandet skare. Anker Schjerning stikker en rød kop i hånden på mig. Det er 90-års jubilæumskoppen for Oktoberrevolutionen i 1917. En gave. Vi begynder med en slagsang:
Vi får det samme dumme svar
Hver en’ste gang vi spør:
Det kan aldrig la’ sig gør’
Det kan aldrig la’ sig gør’
Det dær med kommunisme
Det har andre prøvet før
Det kan aldrig, aldrig, aldrig…
Kommunisternes hoveder vipper let fra side til side, og det er næsten, som om fanerne vipper med. Den får ekstra gas på aldrig.
De følgende fem-seks timer spænder debatten vidt. Fra Sovjetunionens rolle i Ungarn og Tjekkoslovakiet til nutidens krig i Gaza. Fra kampen for at bevare de lokale sygehuse til at redde verden fra fattigdom og udbytning.
Anker nævner de fire bølger, DKP har redet på gennem årene. Den seneste i 70’erne, hvor EF-modstanden og fredsbevægelsen gav rygstød.
Kapitalismens krise får ham til at øjne en ny og femte bølge.
“Jeg er naiv nok til at tro på det,” siger Schjerning og fortsætter: “Vi har en positiv evne til at samle alle mulige kræfter, der ser anderledes på tingene, og til at få dem til at udrette noget i fællesskab. Det er vores styrke.”
Anker taler længe om behovet for, at nogen gør noget “nedefra”, og for at sætte “almindelige mennesker” i gang. Han er en god taler. De andre lytter til ham. Der er brug for en “totalrenovering” af samfundet, siger han nu. Og renoveringen kan begynde i Region Sjælland. I det små. Anker fremviser en forside fra Dagbladet Sjællandske - han er selv på fotoet. Historien handler om, at det lokale bibliotek ikke vil abonnere på Dagbladet Arbejderen, og det har Anker klaget til Styrelsen for Bibliotek og Medier over.
Et andet protestbrev kritiserer taxameterordningen, der truer flere uddannelsesinstitutioner med lukning, fordi elevtallet skrumper. Det er sådanne kampe, kommunisterne skal kæmpe, mener Anker, og emnerne kommer på bordet: De truede sygehuse, miljøet, de svage - et anstændigt Danmark. Der skal også fester til for at samle penge ind, mødeaktiviteter, protester, bannere. Det lyder næsten for godt, synes smilene omkring bordet at signalere. Næsten som i gamle dage.
Men der er også noget nyt: Kommunisterne skal samarbejde med alle - sågar nogle af de borgerlige. Noget Anker Schjerning kalder “Obama-metoden”.
“Det er en metode, hvor vi siger: ‘Ok, lad os sætte folk med alle mulige forskellige holdninger omkring et bord og så diskutere, hvordan vi kan skrue vores samfund sammen på en anden måde’. Jeg ønsker et åbent forum,” fastslår Anker.
Schjerning siger selv, at han var på “taberholdet” efter kommunisternes store opgør i 1989. Han var ikke en af fornyerne. Men nu virker den nuværende efterlønner som den drivende kraft bag kommunisternes ‘genopstandelse’ på Sjælland.
Små brød skal hæve
Et kommunistisk parti, der vil samarbejde med borgerlige og kæmpe de små kampe? Det lyder ikke som det, 31-årige Martine talte om, da jeg fulgtes med hende fra Roskilde. Hun ønskede omvæltninger, måske en revolution.
Forventeligt protesterer Martine.
“Jeg troede, at DKP gik ind for en fuldstændig … altså for, at hele samfundet skulle ændres og ikke være kapitalistisk, men socialistisk. Men når vi skal samarbejde med alle og ikke fokusere på andres mangler, bliver vi så ikke for meget ligesom de andre partier?” spørger hun.
Så taler Elsa fra Næstved, en lille ældre kvinde, der bruger store ord. Det er afgørende ikke at glemme den internationale solidaritet, mener hun.
“Folk synes, at alt er godt i vores lille andedam. Vi har råd til større biler - nogle har. Vi har råd til samtalekøkkener - nogle har. Vi bliver coachet i hoved og røv, bare vi skal finde en ny farve til vores badeværelse. Det er den grænseløse forkælelse. I mit hoved står der et enormt stort spørgsmålstegn: Hvordan helvede kan man synes, at det fungerer godt, når man ved, at der er millioner af mennesker, der sulter?”
Andre forsøger igen at gøre diskussionen mere lokal.
Ordstyreren Bjarne er enig med Anker i, at kommunisterne skal satse på at gøre sig bemærket lokalt. Sammen repræsenterer de erfaringen - Bjarne har også siddet i DKP’s centralkomité engang.
“Vi må opgive ambitionen om at klare hele verden på én gang. Det kommer vi ikke lige til i det her regi - der går nok halvandet års tid, vil jeg tro,” siger Bjarne ironisk.
Forsamlingen kvitterer med højlydt klukken.
“Lad os slå et lille brød op, men lad det til gengæld hæve rigtig godt!”
Godt billede. Den går rent ind.
Forsamlingen vælger tre medlemmer “til at tage fanerne i første omgang”: Anker, Elsa og Kenneth fra Køge. Kenneth har et krucifiks dinglende om halsen og argumenterer senere for, at kommunismens sammenbrud i øst skyldtes, at Marx var ateist.
“Det eneste sted, den rigtige kommunisme har eksisteret, er i den første menighed i Apostlenes Gerninger,” siger Kenneth.
“Vi har en positiv evne til at samle alle mulige kræfter, der ser anderledes på tingene,” sagde Anker.
Det har han ret i. Det er en broget forsamling.
Jeg synes, at Martine har fat i noget af det rigtige, for hvis det ‘blot’ handler om at kæmpe for lokale populærsager som sygehusene eller miljøet, hvorfor så ikke bare gøre det gennem et mere indflydelsesrigt venstrefløjsparti?
Efter mødet trækker jeg Anker til side for at spørge ham, om det er, hvad kommunisternes ambitioner rækker til.
“De store samfundsomvæltninger er målet, men vejen til det er at begynde med at engagere folk om mindre ting,” fastslår han.
Ankers ambition er et “demokratisk, folkeligt opbrud”, hvor ungdommen går i spidsen. Lidt som et nyt ‘68.
Jeg spørger ham, hvilke samfundsomvæltninger han konkret ønsker.
“Vi vil give de demokratisk valgte organer beslutningsmyndighed over landets produktionsapparat, kapitalformidling og ressourcefordeling. Det er muligt, at mindre virksomheder kan være på private hænder eller kooperativer, men de folkevalgte skal have beslutningsretten over, hvor ressourcerne dirigeres hen,” forklarer han.
Som jeg forstår ham, kan det godt foregå gennem flerpartisystemet - bare den socialistiske tanke vinder nok indpas. Jeg efterlyser flere ønsker end at ville udradere det private erhvervsliv og lade produktionsmidlerne overgå til statsorganer eller “folkeeje”, som det hedder i marxistisk-leninistisk forståelse - noget Østeuropa havde begrænset succes med.
“Men det ville jo forandre alt,” supplerer ordstyrer-Bjarne.
Men det er ikke sikkert, at det er staten, der skal eje, indskyder Anker. Det kan også være kommuner eller andelsvirksomheder. Fejlen i Østeuropa var netop, at det hele blev for statsdomineret og for lidt demokratisk, mener han.
Claus fra Korsør bryder ind. Han minder os om, at den sande kommunisme - der hvor mennesket frigøres, staten bliver overflødig og alle yder efter evne - endnu ikke er set.
“Kommunisme er ikke noget, ét land kan opnå. Det er, når alle verdens lande får socialisme, at man kan gå over til det kommunistiske samfund,” forklarer Claus, der er tidligere murer, nu førtidspensionist.
Han var med i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), da der var gang i festerne og sammenholdet. Forbilledet var Sovjetunionens store mænd, og den ideologiske medicin fik de unge gennem skolingsrejser til øst, som det er beskrevet i Knud Holt Nielsens netop udkomne bog Giv mig de rene og de ranke.
Klaus var nu ikke på sådan en tur, men andre i Ringsted-forsamlingen har været rene og ranke i Moskva.
“Processen er lang, og hen ad vejen vil der ske fejl, men i sidste ende vil den socialistiske idé sejre,” insisterer Claus.
Kz-lejre eller fængsler
Apropos fejl, så hiver jeg Kommunismens Sorte Bog frem for at tale om, hvorfor 20 millioner sovjetborgere skulle miste livet under forsøget på at realisere kommunismen. Josef Stalin blev på trods af sine velkendte barbariske metoder for nylig hædret som den tredje mest populære historiske russiske figur.
Hvordan ser de danske kommunister i dag på Sovjet-ikonerne?
Partiprogrammet på DKP’s hjemmeside sværger fortsat til lovmæssighederne i den marxistisk-leninistiske teori, som også Stalin byggede sin ideologi på.
“Vi skal stå til regnskab for, hvad Stalin gjorde engang i 1930’erne og op til 50’erne. Vi bliver identificeret med det, og hvis man siger, at man er kommunist, siger folk: ‘Gud, findes I kommunister stadigvæk?’,” beklager ordstyrer Bjarne.
Anker siger, at han har læst en del af den sorte bog, som han mener er “for meget i retning af, at kommunismen var en ond ideologi”. Men han hylder ikke Stalin, som han kalder “en dårlig leder”.
“Stalin forsøgte at forcere industrialiseringen og omstrukturere landet med brutale direktiver ovenfra. Jeg tror, at han var meget fascineret af Peter den Store, som også opbyggede Petrograd (i dag Skt. Petersborg, red.) med brutale metoder, og det kostede så og så mange menneskeliv. Men Stalin var ikke kun inspireret af Lenin og socialistiske idéer. Han var i lige så høj grad inspireret af gammelautoritære russiske zarmetoder. Det er meget kompliceret.”
Endnu mere kompliceret er det med Lenin, siger Schjerning, da jeg peger på, at Kommunismens Sorte Bog også fremhæver, at Lenin fik unødigt meget blod på hænderne i årene efter Oktoberrevolutionen i 1917. Lenin opfandt blandt andet de sovjetiske kz-lejre - de såkaldte Gulag. “Der var borgerkrig,” kommenterer Schjerning og fortsætter: “Krig barbariserer - bare se på Irak. Derfor er det utrolig vigtigt, at man ved fremtidige samfundsomvæltninger undgår kaos og krig.”
Inde på DKP’s debatforum kører diskussionen om Sovjetunionens ledere også. En person kalder Glasnost-lederen Gorbatjov for en “forræder”, andre her i Ringsted mener, at hvis bare Gorbatjov var kommet 40 år tidligere, så havde socialismen sejret.
“Der er noget, vi ikke har diskuteret nok,” siger Anker om fortiden.
Tør man tro på, at det kommer? På et landsmøde i april skal DKP blandt andet drøfte partiets forhold til marxisme-leninisme.
I Ringsted blander det nyvalgte medlem af bestyrelsen Kenneth sig, da jeg taler om Gulag-lejrene.
“Nu taler du om kz-lejre,” siger han til mig på en måde, der antyder, at nu har jeg dummet mig.
“Ethvert samfund har jo lovbrydere - det vil sige anderledes tænkende - hvor man siger: ‘Dem kan vi ikke lide, dem putter vi et andet sted hen’. Det kan så være i kz-lejre eller i fængsler.”
Fanen fra dødsboet
Det er blevet mørkt udenfor, i det tilstødende lokale drikker nogle partifæller en øl, kan jeg høre, og én har sat sig til klaveret. Jeg kommer i tanke om, at jeg i et idéoplæg fra Schjerning har læst, at han ønsker at etablere forbindelser til andre kommunister, for eksempel i Nordkorea. Hvad hjælper det at tage afstand fra fortidens brutalitet, hvis man støtter nutidens diktatorer? Hvad vil han have ud af et samarbejde med Kim Jong Ils regime?
“Vi kan tage derover og se, hvordan det fungerer, men det skal være en utrolig kritisk dialog,” siger Schjerning.
“Men det kan undre, at du overhovedet har noget at tale med ham om,” svarer jeg.
Anker vrider sig lidt.
“Det vil nok ikke være den samtalepartner, der vil inspirere mig mest,” tilføjer han.
“Hmmm,” brummer jeg.
“Vi fik den fra et dødsbo,” siger en anden kommunist og afbryder samtalen, da han bærer den røde fane ud.
Kommentarer
Aner man allerede en opsplitning af partiet?
“hammer og sejl” - ja, salig Lenin brugte sejlet til minde om Vitus Berings udforskning af Servietunionens østlige grænse.
Kommunisme er en menneskefjendsk ideologi.
‘nuff said!
med venlig hilsen Lennart
Marxister-Leninister er en lille, bitte, isoleret og dogmatisk del af den revolutionære venstrefløj i dag, hvor størstedelen i højere grad har taget flere af Venstresocialisternes idéer til sig end tidligere. En af de epokegørende idéer som slog igennem efter Sovjetunionens sammenbrud og da Enhedslisten blev dannet, var netop princippet om lighed, hvorfor Enhedslisten aldrig har haft og næppe får en formand. Man måtte nærmest ‘sluge nogle kameler’ oven på den ‘tragiske’ nyhed (nærmere glædelige nyhed for os demokrater) om forbillednationssammenbrud, og her valgte man så åbenbart at sacrifize lederposten.
Hvorfor i alverden har DKP’erne ikke indset endnu, at autoritet er det springende punkt i de borgerlige og libertæres kritik af venstrefløjen (som udgangspunkt har de færreste mennesker vel noget imod et humant samfund, hvis dette kan indføres med fredelige midler)?
“Den sande kommunisme - der hvor mennesket frigøres, staten bliver overflødig og alle yder efter evne - endnu ikke er set.”
Nej, det er sandt, og ved I hvorfor? Det er fordi den ovenstående definition hedder ‘anarki’ i sin rene form, men anarkisme er tilsvarende heller ikke blevet fuldt ud realiseret, fordi oprøret bl.a. i Spanien blev knust af General Francos fascisme.
Som jeg ser det er den grundlæggende fejl ved marxisme den gennemgående autoritetsliderlighed som tilhængerne praktiserer. De ønsker at overtage den borgerlige stat for blot at omdanne denne til en arbejderstat med en ny slags undertrykkelse (forfølgelse evt. henrettelse af politiske modstandere) end den allerede eksisterende (økonomiske).
Jamen, hvorfor lige det? Bør et samfund ikke organiseres på decentrale principper i stedet for en udemokratisk centralisering, der med tiden ophober sig til en ny magtkoncentration som atter kræver en omvæltning? I så fald forstår jeg da godt, hvorfor rigtig mange anser kommunisme for at være udemokratisk og menneskefjendsk, for at citere Lennart Kampmann ovenfor.
En af de store værdier som vi vægter højest her i Vesten er - ikke overraskende - demokratiet, og dette skal man forstå før man kaster sig ud i guerillakamp mod staten. Datidens Rusland havde aldrig nogensinde været i nærheden af demokratiske tilstande, der kunne matche vores egne her i landet.
Det er da klart at man i et land, der nærmest kun har set positive resultater af at blive regeret demokratisk, ikke ønsker at indsnævre det i jagten på det socialistiske samfund. Her var den grundlæggende, men forståelige fejl i Sovjetunionen at de aldrig før havde haft demokrati pga. zarens tyranni, og derfor var det naturligt at indføre ‘kommunisme’ (læs: statskapitalisme) gennem en autoritær magtovertagelse.
Dette er, set med mine øjne, den afgørende grund til, at Danmark og Vesteuropa generelt aldrig skal nære nogle som helst håb om at gennemleve en socialistisk revolution baseret på marxistiske principper, fordi USSR-versionen vil indebære en fatal indsnævring af det mere folkekære repræsentationsstyre vi praktiserer her i Vesten (med borgerskabets og erhvervslivets velsignelse, desværre), og disse grundprincipper spår jeg at intet rationelt menneske med hang til medindflydelse på magten ønsker at give afkald på.
Sovjetunionens arbejdere kan klassificeres som et industriproletariat der levede under langt kummerligere vilkår end de danske arbejdere nogensinde har kunnet forestille sig, så det er klart at de ikke ville have de store skrupler med at opgive deres (ikke-eksisterende) medindflydelse på landets magtforhold i håbet om bedre eksistensvilkår.
I Danmark hvor der jo har været tilnærmelsesvis demokratiske tilstande siden midten af 1800-tallet som har taget sig af den sociale elendighed - dog uden at opløse denne helt - har der ikke på samme måde været et akut behov for en voldelig og omstyrtende revolution som det hændte i Sovjetunionen, fordi man havde et temmelig humant folkestyre at miste. (Om ikke andet var det på vej til at blive det.)
Spørgsmålet er så nu: hvordan opnår vi dette lykkelige utopisamfund UDEN brug af demokrati-indskrænkende foranstaltninger, sågar eventuelt uden demokratiske reformer af den eksisterende kapitalisme?
Mit svar, som jeg vil give til jer, er at vi skal begynde at tænke i konsekvent antiautoritære baner. Med andre ord: genindfør VS-principperne inden for det parlamentariske demokrati (så længe dette fortsat eksisterer), kig på den menneskelige og altfavnende ånd der herskede under ungdomsoprøret i ‘68, og bland det til sidst med lidt inspiration fra nutidens autonome og deres D.I.Y.-grundlag (Do It Yourself - gør det selv) for at få nogle idéer til hvordan man kan komme med alternativ antikapitalistisk kritik, uden at man forfalder til at ville tvinge sin ideologi ned over hovedet på andre eller begynder at slå dem i hovedet med en hammer, for derefter at skære halsen (underforstået deres ytrings- og politiske frihed) over på dem med et segl.
Med andre ord er decentrale råd og magtorganer i gensidigt samarbejde vejen frem. Væk med autoriteten og overhovederne - flere fladstrukturerede demokratier, tak! Kort sagt: begynd at samarbejde med folk lokalt og opbyg jeres egne basisdemokratier i nærområdet. Spørgsmålet er bare om selvstændighed og absolut medmenneskelighed mon nogensinde vil vinde indpas blandt den danske befolkning endsige resten af verden? Men lad os nu se hvad protesterne under det kommende klimatopmøde bringer - jeg tror det bliver rigtig spændende særlig i kølvandet på finanskrisen…
Føler du dig overbevist? Her er lidt interessant læsning at gå videre med, hvis du tilfældigvis deler de samme drømmende og håbefulde tanker om fremtidens samfund som jeg gør: http://www.infoshop.org/faq/index.html
En avis som Information bør have styr på stavningen.
http://da.wikipedia.org/wiki/Hammer_og_segl
Markus Lund du skriver: ” Sovjetunionens arbejdere kan klassificeres som et industriproletariat der levede under langt kummerligere vilkår end de danske arbejdere nogensinde har kunnet forestille sig, så det er klart”. Jamen dog Markus – det passer bare ikke. Tænk på sidste gang der var en finanskrise der rystede den kapitalistiske verden. Arbejderne sultede og frøs og på Vesterbro var der en hel familie der døde af sult. På samme tid var der ful beskæftigelse i Sovjetunionen – som slet ikke blev berørt af krisen. Jeg var første gang i Sovjetunionen i 1962 – med min arbejder baggrund kunne jeg, nemt se at sovjetiske arbejdere levede under langt bedre forhold, end dem jeg var voksede op under. Men du der ved så meget om de danske arbejdere, hvor voksede du op, og hvilket samlebånd var det nu du stod ved som barn?
Det er underligt at se en god DKPér, som Anker Schjerning syn på Stalin. For mig ser det ud som den gode Anker, helt har overtaget borgerskabet og de nykonservatives syn, på denne Sovjetunionens mest kontroversielle person. Anker mener af Stalin var inspirerede af gammeltautoritære russiske zarmetoder, og ikke kun af Lenin. Den bedste Stalin biografi der er kommet i den seneste tid, siger lige det modsætte. Jeg tænker på Kevin McDermott: ”Stalin Revolutionary in an Era of War”, Palgrave 2006. Heri påviser forfatteren, at Stalin blev drevet, af en absolut hengivenhed til marxismen. Forfatteren siger, at vi skal forstå Stalin, som en alvorlig revolutionær marxist. Endvidere fremhæver forfatteren, at den sovjetiske marxisme – leninisme, ikke var en statisk uforanderlig enhed. Det var en dynamisk tankebygning, som inkluderede diverse løbende meninger og trends; nogle nationale andre internationale, nogle social – kulturelle progressive, andre mere traditionelle og reaktionære. Stalins position i denne proces skiftede også, ifølge diverse ydre og indre omstændigheder. Han forblev imidlertid, under alle omskiftelser, dybt forankrede, i den marxistiske leninismes vision om en social forandring.
Anker langer også ud efter Stalins ” forcerede” 5. årsplaner, uden at kende den dybere årsag, til det tempo hvormed Sovjetunionen industrialiseredes under Stalin.
I årene 1918 – 1920 angreb England, Frankrig, Japan og USA uden forudgående krigserklæring Sovjetunionen. Angrebet satte ind på flere fronter: Nordrusland & Arkhangelsk; Vladivostok og Nordkaukasus. I de sovjetiske historie bøger kendes perioden som: den udenlandske militærintervention. Baggrunden for interventionen var, den kapitalistiske verden evige desperate behov for råstoffer. Interventionen var særdeles blodig, og denne historiske lærestreg glemte Stalin aldrig. Han vidste, at en dag ville denne historiske begivenhed gentage sig, og så gjaldt det for Sovjetunionen om at være forberede. Et tilbagestående bondesamfund ville aldrig kunne udruste og stille med en moderne hær, der kunne løse denne kommende opgave. Det kunne derimod et industrialiserede og moderne Sovjetunionen. Heri ligger en af omstændighederne, bag Stalins benhårde og tvungne 5. årsplaner – en nærmest paranoid ængst, for en krig med den industrialiserede verden. Da krigen kom var Sovjetunionen parat, takket være Stalins opbygning af industrien. Efter den første turbulente tid, hvor man evakuerede industri anlæggene, og genopbyggede dem bag Uralbjergene, producerede den sovjetiske krigsindustri for fuld styrke. Samtidig reorganiseredes den sovjetiske hær, og efter sejren ved Stalingrad, rykkede den røde hær frem på alle fronter, og i dag den 27. januar befriede Stalins tropper Auschwitz. Ligesom Stalins forudseenhed frelste verden fra nazismen. I Sovjetunionens officielle retorik taler man, ikke så meget om sejren over Tyskland, (som hos os) men hellere om sejren over nazismen!
Bøger til natbordet:
Konstantin Simonov: ” Dage og Nætter” Borgens Billigbøger (Roman om kampene ved Stalingrad).
Vassili Zaitsev: ” Notes of a Sniper”. 2003, 2826 Press, Inc (Selvbiografi af Zaitsev - manden som inspirerede til Jacques Annaud film: Enemy at the Gates”.)
Johan Peter Noack: ” Den Stalinistiske revolution” 1-2. Berlingske Leksikon Bibliotek.
PS: Advare samtidig imod nyere danske historiske værker om Sovjetunionen – tendentiøse og politisk styrede som de er!
@Claus Oreskov
Jeg er skam en ganske ung studerende og arbejder, som næppe har stået bag et samlebånd, men som er fritidsbeskæftiget i industrien, så jeg har medføling i hvert fald med den danske arbejderklasses vilkår.
Når jeg taler om Sovjetunionens ‘industriproletariat’, mener jeg i tiden lige op til industrialiseringen. Det danske socialdemokrati havde netop gjort en dyd ud af at skabe forbedringer for arbejderne undervejs - her gik fagforeningerne forrest i kampen. I Sovjetunionen derimod var det det sovjetiske kommunistparti som avantgarde med Vladimir Lenin i spidsen, støttet af bolsjevikkerne, der var hovedansvarlige for at Zar Nikolaj den 2. blev væltet. Her var der intern splittelse og borgerkrig, mens man i Danmark stod forholdsvis samlet indtil Oktoberrevolutionen i 1917 og den efterfølgende opsplitning i arbejderbevægelsen, som blev delt i et kommunistisk parti - DKP - og en lassalleanistisk videreførelse af det eksisterende socialdemokrati.
Og nutidens danske arbejdere (inklusive mig selv) aner ikke en kæft om hvor forfærdeligt proletarerne havde det dengang, det går jeg ud fra du giver mig ret i?
Ydermere var det en kendsgerning at propaganda var en central del af det sovjetiske statsapparat, så selv om du påstår at de sovjetiske arbejdere havde markant bedre forhold end de danske, så fristes jeg til at se yderst skeptisk på det, når man tænker på hvor mange anderledestænkende der blev henrettet i Gulag-lejrene under Stalins tid. Dette tyder på, at bare man trådte det mindste ved siden af, så kunne de ‘gode forhold’ blive taget fra en som i et splitsekund.
Jeg kan i det hele taget slet ikke se hvorfor du skal levere en brandtale af et forsvar for en mand, der var en gemen massemorder. Folk der slår andre mennesker ihjel pga. deres holdning har i hvert fald ikke min sympati som libertærsocialist.
Fremragende underholdning: En helt igennem surrealistisk diskussion mellem gammelstalinisten Claus Oreskov og ungsyndikalisten Markus Lund!
Og så disse herlige gamle ord som “industriproletariat” og “basisdemokrati i nærområdet”.
Hvor er det bare længe siden, man har hørt dem.
Markus Lund: siger at jeg forsvare Stalin – hvor og hvad forsvare jeg ham for? Lars Christiansen: Hvorfor har du behov for at fremstille mig som Stalinist, er det fordi du ikke begriber historiens kompleksitet og sammensathed. Længes du efter en enten – eller verden, hvor alting har sin vante plads. Himmelen over os og helvede under os! Jeg fremhæver nogle sider ved Stalins politik, fordi jeg ikke mener at der vindes noget ved historiske forenklinger eller fortrængninger. Vi står i den situation, at tvangsindustrialiseringen af Sovjetunionen, var forudsætningen for sejren over nazismen. Denne tvangsindustrialisering kostede angivelig menneskeliv (ligesom den også forbedrede livsvilkårene for millioner af mennesker) og også vi i vesten nød godt af dennes proces. Historien forbinder hændelser og blander den lille historie med den store og tvinger os til at erkende at vi på godt og ondt er indlejrede i hinandens fortællinger.
De gode gør ikke altid det gode og de onde er ikke altid absolut onde. Eller sagt med andre ord, ud af det onde kommer der også noget godt. Minder mig om en frygtelig underholdende roman af Aldous Huxley: ” Geniet og Gudinden” (Minerva – Bøgerne 1966). Gennem bogens handling anskueliggøres muligheden for, at en umoralsk handling kan have en moralsk effekt.
Lars Christiansen gør sig også lystig over begreber som: “industriproletariat”. Ak ja Lars jeg kan betro dig en ting – at hvis man er vokset op, som en af slagsen, så glemmer man ikke hvem man er, for det har vi jo altid jer andre til at minde os om.
Og Markus Lund – angående den sovjetiske propaganda, hvor massiv var den egentlig? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at læser man officielle sovjetiske redegørelser for samfunds udviklingen, så er de også meget kritiske overfor egne fejl – det samme gælder Lenin, Stalin og andre koryfæers taler og skrifter. Ser jeg derimod på vestens stereotyper om den sovjetiske propaganda – du milde himmel.
Lige en ting til Lars Christiansen, at hvis du tror, at du kan sætte mig i bås, med en mærkat på – så er jeg bange for, at du skal stå op før hønsene - overhoved er gået i seng!
kykkelikyy!
Lars Christiansen: Godt gået, du har da heldigvis humor!
Claus Oreskov
Du må være en meget venlig mand. Men dine ord er nok spildt på ..Lars.
En lille opklaring: Det er jo ikke helt sandt at ”Den sande kommunisme - der hvor mennesket frigøres, staten bliver overflødig og alle yder efter evne” er anarki, faktisk forholder det sig sådan at utopien (målet) i både anarki og kommunisme er det stats- og klasseløse samfund. Forskellen på anarki og kommunismefindes dermed i metoden at opnå dette med; Kommunister ønsker at ’industriproletariatet’ – for nu at bruge det så om diskuterede ord – skal tage magten over bourgeoisiet, og befri sig fra kapitalismens undertrykkelse. I kommunistisk terminologi betyder dette dog også oprettelsen af en stærk, autoritær super-stat, hvis roller primært er: omfordeling og skoling af folket. Da kommunismen bygger på den absolutte lighed er det meget paradoksalt at den har brug for denne, da jeg mener at princippet autoriteter bygger på en generel uligværdighed, for hvordan kan nogle mennesker have lov til at bestemme over andre, hvis de på en eller anden måde er en slags ’overmennesker’, men hvis man tror på at alle mennesker er lige, er det da meget lige for at alle mennesker skal have lige meget ret til at bestemme. Spørgsmålet er jo bare hvordan dette så opnås – et punkt hvor jeg er helt enig med dig Markus – nemlig syndikalisme, hvilket bringer mig ind på anarki. Som autonom anarkist mener jeg at hvert individ i fællesskab med kammeraterne skal gøre oprør mod systemet, dets undertrykkelse, autoriteter generelt og selvfølgelig den forskelsbehandling vi ser overalt i samfundet; af kvinder, fremmede og anderledes. Det er således jeg mener revolutionen skal skabes; På gaden. Den skal skabes fredeligt, gennem protest, men hvis et andet menneske anvender magt for at bestemme over mig, deklarer jeg at det er min fjende. I stedet for kommunismens aktive magtovertagelse, ønsker jeg en passiv, gennem BZ-aktioner, blokeringer af offentlige instanser og en boycott af det økonomiske system (sagt på en anden måde: lad være med at bruge penge)
Ellers en meget spænede diskussion, og tydeligvis dygtige debattører :D
Inger Sundsvald – mange tak, bare mine venner ville sige det samme!
Erik Olesen – jeg syndes ikke du har helt ret i din vurdering af staten i USSR og målet var aldrig en stærk autoritær stat ( måske endte det med en sådan stat – men det skyldes flere historiske faktorer og kan ikke reduceres til ideologi alene, således som højrefløjen ynder).
Med afsæt i Marx drømte Lenin om et samfund hvor staten gradvis blev afviklet (Se Lenin: ”Staten og Revolutionen”. Arbejderforlaget 1941) og hvor arbejderne selv overtog buakratiet. På det tidspunkt hvor Lenin skrev bogen var dette måske muligt i Rusland, men at forstille sig et sådan projekt gennemført, i et højt udviklet industrisamfund med en kompleks arbejdsdeling, forekomm i dag naiv. Alligevel syndes jeg det er en sympatisk tanke, fordi den viser Lenins tro på at arbejderne, selv kunne gennemføre en social og politisk samfundsomvæltning. Lenin udviklede i årene efter 1905 revolutionen en oprigtig tro på proletariatets potentiale til at lede og administrere landet i en revolutionær situation. Det var de spontan opstået soldater og arbejderråd: de så kaldte sovjetter. Her så Lenin folkets mulighed for at skabe en anden form for et direkte demokrati og han var fuld at tiltro til arbejdernes evner til at gennemfører dette. Derfor pointerede han igen og igen i 1917 at arbejderne skulle bevæbnes. Lenin havde nemlig den største tiltro til at arbejderne nok selv skulle afsætte den provisoriske regering så snart de fik våben. Og det var lige præcis hvad der skete da Petrograd Sovjetten med våben gennemførte oktober revolutionen (Petograd Sovjetten havde ved direkte demokrati, valgt Trotski som deres leder, og det er Trotskis militære geni, som revolutionen stå i gæld til).
Lenin havde med andre ord taget fuldstændig afstand fra ånden i den lille bog fra 1902 ”Hvad der bør Gøres”. Heri havde han anbefalet en elitær ordning, hvor en lille gruppe parti arbejdere skulle skole de proletariske masser i socialisme. Lenin tog så kraftig afstand fra tankerne i denne bog at han ikke ønskede den genoptrykt. Han sagde ” På den tredje kongres udtalte jeg håbet om, at der i partikomiteerne skulle være to intellektuelle for hver otte arbejdere. Hvor er det ønske forældet. Nu ville det være ønskeligt, at der i partiorganisationerne for hver intellektuel, der tilhører Socialdemokratiet, var femhundrede socialdemokratiske arbejdere (først efter oktober revolutionen, skiftede de russiske socialdemokrater navn til kommunistiske parti)”.
@Claus
Naturligvis var det glædeligt at Sovjetunionen bidrog så meget til at bekæmpe fascismen og Nazityskland, men det ene udelukker ikke det andet. Selv om USSR måske stod for størstedelen af krigsførelsen og med de største militære tab ved verdenskrigens afslutning, så giver det ikke automatisk carte-blanche til at forherlige hvad der skete i Sovjet. Sovjetunionen endte med at være ét totalitært system, og Hitlers naziregime et andet. Jeg takker Den Røde Hær for hvad de gjorde under 2. verdenskrig og for at forhindre fascistisk ekspansion, men næppe deres kommanderende magthavere på baggrund af deres generelle menneskesyn.
Men i det hele taget giver det kun mening med en voldelig magtovertagelse, når befolkningen var så forarmet som russerne var dengang. En væbnet revolution i Danmark ville overhovedet ikke give mening, da folk ikke i samme grad er undertrykte af kapitalen, relativt set. Vi har jo en stor, fed middelklasse som socialdemokraterne skabte med deres fredsskabende velfærdsprojekt for at få arbejderne væk fra de revolutionære tanker. Det kan man så diskutere om det var godt eller dårligt, at nå til forsoning med kapitalismen og svække klassekampen, men hvis borgerne er tilfredse, har man så ikke opnået hvad man ville (eller sejret ad helvede til)?
@Erik
Jeg tror ikke jeg behøver at fortælle dig hvad jeg er, hvis du er den jeg tror du er. Men et klik på mit navn siger det hele. :)
@ Claus Oreskov
Det er måske naturligt at forsøge at se Lenin fra den mest venlige side, hvis man er tilhænger af hans vej og metode.
Men historien viser at han ikke var den gode rare onkel, at han ikke værdsatte arbejderne højt, og at han ikke skyede noget middel for at tvinge menshevikkerne ind under Bolsjevikkernes styre.
Sat på spidsen er dommen over Sovjetunionen at det i bund og grund var et slavesamfund baseret på nomenklatura, der kun belønnede lydige og villige borgere.
Med venlig hilsen Lennart
Nøgternenhed og objektivitet er egenskaber, jeg desperat efterlyser her på blokken. Det er altså ganske umuligt, at sige eller mene noget, som bare afviger en lille smule, fra jeres sædvanlige referencer og horisont, uden straks at blive tillagt multiple skumle hensigter. Ærlig talt, hvor fanden ved du fra, at jeg generelt er tilhænger af Lenins ” vej og metode” som du kalder det! Undskyld men er det hovedvejen, eller ringvejen du mente? Jeg påviser gennem eksempler fra Lenins taler, og skrifter et paradigmeskift i hans politiske praksis, og erkendelse og du svare igen med en påstand om, at han er dum og led! Hvordan skal man kunne forstå historiske personer, og begivenheder med er sådan tilgang til sandheden – du kender nemlig sandheden i forvejen, har jeg ikke ret? Så hvorfor sætte sig ind i noget som helst. Dit fantastisk ensidige og unuancerede opfattelse, af Lenin skulle vel ikke være dikterede, at din personlige ideologiske idiosynkrasi?
Jeg ved ikke om du læser bøger – men en af de nyeste og aldeles fordomsfri og utendentiøse biografier om Lenin, som bygger på nyeste forskning, har altså en meget mere alsidig syn på ham end det du fremmaner.
Interesserede kan se: Christopher Read: ” Lenin A Revolutionary Life”, Routledge 2005.
PS: Jeg har også en masse tlfælles med Hitler f.eks. spiser og drikker jeg hver dag, søver og er vågen ligesom jeg både skider og pisser – alt sammen noget som Hitler også var involverede i. Gør det mig så til nazist?
Hej gode kammerater og hej til alle jer andre.
–––––––––––––––––––––––—
Først vil vi lige sige at vi tager ikke del i denne debat
/ diskussion , det vil vi ikke bruge vores tid på da vi har vigtigere opgaver foran os i partiet specielt nu da vi er i bestyrelsen , end at blogge / kommentere.
–––––––––––––––––––––––—
Først vil vi lige takke vores gode kammerater som
her på siden klarer opgaven fornemt.
Vores synspunkter kender vores kammerater og
derfor vil vi kun lige tilføje / rette en smule for at
undgå misforståelser.
–––––––––––––––––––––––—
Første en lille kommentar angående overskriften :
“Gud findes i kommunister stadig”
–––––––––––––––—
Altså hvad regner i dog med……..Selvfølgelig…………
Med vores samfundsfjendske opfattelse af hvad kommunisme er og står for er det jo klart at folk de
tager afstand , det har de jo allerede i folkeskolen og via vores medier lært at gøre.
Man indoktrinerer en sammenligning med hitler
fordi der er en lille grådig kapitalist gemt i næsten
alle mennesker.
Man kan jo med rette sige at vores samfund ( læs de rige ) ønsker ulighed for selv at få mere og mere.
Dernæst :
Det er ikke rigtigt at vi er meldt ud af enhedslisten
som anført i artiklen .
Tidligere DKP medlemmer der nu er i enhedslisten
har over for vores kredsformand Anker Scherning
kritiseret dette.
Til dette kan vi kun sige at disse må være nogle meget sølle mennesker da de jo ikke støtter os og samtidig prøver at overtale os til at opgive vores idealer.
Vi er med i enhedslisten men kun såfrem de støtter os i vores idealisme / kamp.
Vi støtter ikke deres blødsødne form for vat-politik..
Vi har overvejet at udmelde os begge da vores idealisme ikke tillader at der skal være et Liberalt socialistisk styre her i landet.
Alle partier er ( af de socialistiske ) ikke rene socialister da deres grundform er baseret på liberalisme uanset hvad de selv påstår.
–––––––––––––––––––––––—
Hvad vi mener med dette må i have til gode til
1 Maj hvor Kenneth skal holde tale på vores vegne.
–––––––––––––––––––––––—
Til sidst vil vi lige sige at vi er musikere / politikere
og i opfordres til at besøge vores hjemmeside og
nyde lidt musik og kultur på :
http://www.myspace.com/astro3000
og
http://www.youtube.com/ASTRO3000PRO
og
http://astro3000pro.spaces.live.com
–––––––––––––––––––––––—
Mange kammeratlige hilsener til alle kammerater
og
Mange hilsener til jer andre.
–––––––––––––––––––––––—
Fra :
Martine Carlsen
og
Kenneth Rikard Sørensen
DKP’s Bestyrelse i region Sjælland. –––––––––––––––––––––––—
Ja, højredrejningen i Enhedslisten er en skandale!
Herlig tråd og højt humør. Og det smitter. Skærmen hopper med!
Der er altså nogen næsten guddommeligt ved sidste dages trofaste. Man kan kun holde af dem!
De allervarmeste hilsener herfra.