“Risikoen for klimaforandringer er dagligt på avisernes forsider. Til gengæld er mange andre miljøproblemer ved at drukne i fokuseringen på klimaet, f.eks. kemikalieproblemerne eller de omfattende ødelæggelser af økosystemer verden over.”
Lektor ved Danmarks Tekniske Universitet, DTU, Inge Røpke
“Danmark har brug for en ny bevægelse med mod til at hive narresutten ud af munden på os, og konfrontere os med det kollektive selvbedrag om vores progressive indsats for en global bæredygtig udvikling. Det folkelige engagement i bæredygtig udvikling er i de sidste små 20 år blevet lullet i søvn af moraliserende spareråd og af forsøg på at illudere, at vi alle er enige og godt i gang med at løse problemerne.”
Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Jeppe Læssøe
Øko-net - Netværket for Økologisk Folkeoplysning og Praksis fejrede i fredags og i lørdags i Galleri Galschiøt i Odense sin 15 års fødselsdag. Med indspark fra blandt andre Inge Røpkes og Jeppe Læssøes ovennævnte pointer.
Økosystemer under pres
For nok er det alt andet lige opmuntrende, at alle nu snakker klima, så vejrguderne må sig forbarme. Men alt andet er ikke lige.
“Det er lykkedes mennesket som art at lægge beslag på en stadig stigende del af den samlede biomasse, som planterne tilvejebringer ved hjælp af fotosyntesen. Dertil kommer, at vi bruger den ‘opsparede’ fotosyntese, der foreligger i form af fossil energi. Med vores enorme antal og høje aktivitetsniveau er det ikke så mærkeligt, at økosystemernes funktionsmåde er alvorligt truet,” siger Inge Røpke. Med henvisning til bl.a. den store internationale undersøgelse fra 2005 af tilstanden i verdens økosystemer: planters og dyrs, floders og isbjerges, skoves og ørkeners, byers og markers. haves og klippers gensidigt vekselvirkende afhængigheder (Millenium Ecosystem Assessment). Der konkluderede, at langt over halvdelen af Jordens 24 mest afgørende økosystemer nu er under rivende forarmelse, forringelse og forfladigelse.
“Men trods de alarmerende resultater var mediedækningen meget beskeden,” konstaterer Røpke.
“Mange økosystemer er tæt på eller har overskredet de ‘tipping points’, hvor systemets tilstand ændrer sig radikalt, og hvor det er svært eller umuligt at genetablere tilstande, der er gavnlige set fra et menneskeligt synspunkt. (For ikke at tale om planters og dyrs synspunkt! el).
Ødelæggelsen af økosystemerne hænger sammen med kombinationen af befolkningsvækst, stigende forbrug per person og de (stadig mere naturindgribende og -omvæltende, el) teknologier, vi anvender - og klimaændringerne øger risikoen betydeligt”.
Miljø og vækst
Set under den synsvinkel er den systematiske og accelererende ødelæggelse af naturens indbyrdes samtaler og dialoger, økosystemerne, det basale. Den optrækkende klimakatastrofe er blot en underafdeling af det.
Nok er det alt andet lige opmuntrende, at alle nu snakker klima, så Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) snart må opnå mediemæssig status på linje med Amalienborg.
Men alt andet er ikke lige.
“I bogen Økologisk modernisering på dansk - brud og bevægelser i miljøindsatsen præsenteres en række forskningsbaserede undersøgelser af udviklingen i miljøindsatsen på forskellige områder,” siger Jeppe Læssøe.
“Et gennemgående tema heri er, at miljøindsatsen fra slutningen af 80’erne ændrede karakter og fik præg af en særlig miljøstrategisk opfattelse, der går under betegnelsen ‘økologisk modernisering’. Historisk set var det på sin vis en progressiv udvikling, fordi fokus skiftede fra affald til en forebyggende indsats i produktion og forbrug. Men samtidig idylliseredes forholdet mellem økonomisk (Den Økonomiske Vækst, DØV, el.) og økologisk udvikling, idet det beskrives som et win-win-forhold; fra at være den økonomiske udviklings fjende, bliver miljøet nu fremstillet som dens lokomotiv. Vedvarende forbrugsfest og ubegrænset vækst kan kombineres med bedre miljøbeskyttelse.”
Stadig gigantisk forbrug
Set under den synsvinkel er miljøets/klimaets sejrsgang de seneste 20 år et eneste stort selvbidrag, for alle de enkelte energieffektiviseringer blev mere end opvejet af den samlede forbrugsudvidelse (øget DØV) og førte slet ikke til noget som helst af den totale energi- og CO2 besparelse, der er påkrævet.
Vores situation - kunne man tilføje - illustreres klart af den kendsgerning, at vores såkaldte økologiske fodaftryk nu er blevet et af de allerstørste i hele verden, og at regeringens svar på den store Millenium Ecosystem Assessment var opgivelsen af ethvert forsøg på at holde øje med vores samlede forbrug af økosystemerne hjemme og i udlandet,
Men meget tyder på, at hvor det for seks-syv år siden allerede lå på gigantiske gennemsnitlig 70 ton pr. dansker per år, spædbørnene indbefattet, er det nu steget til ca. 80 ton.
Aldrig nogensinde har vores forbrug af naturen i dens materialitet været så stort som nu. Det er, hvad medierne og universiteterne kalder den materialistiske industriøkonomis overgang til immateriel vidensøkonomi.
Der er nok at tage fat på for Øko-nets folkeoplysning de næste 15 år.
Kommentarer
I ordenes verden har tingene rykket sig.
I den rigtige verden er alt som før - blot meget værre.
Narrespillet fortsætter.
Hvis økosystemerne ikke virker opfinder vi bare nogle nye. Plastflasker, fladskærme, motorveje og grissefarme er også natur. Alt er natur. Vi skal bare lære at klare os med mindre diversitet og mere affald. Og skulle vi endelig, som art, bukke under for vores eget hovmod, er der sikkert stadig en del, efter vores målestok ret så ulækre) dyr og planter som vil juble. Skulle de også bukke under, bliver der i det mindste fred. Problemet er med andre ord ikke så stort, som det umiddelbart ser ud til. Hvilket sikker også er årsagen til at vi stort set fortsætter som vi plejer. På engelsk hedder det: Bussiness as usual.
Endnu en gang tak til EL for at holde fast i dette afgørende perspektiv, som ikke er til stede ret mange andre steder i den daglige mediestrøm, heller ikke i Informations vigtige ledere (se f.eks. lederen den 27. januar 2009). Jeg anser det for nærmest helt surrealistisk fantastik, at der kan skrives en sådan leder uden at det perspektiv, EL så tappert holder fast i, inddrages.
Det er ikke gået op for hovedparten af mediestrømmen, at økonomi, energi og miljø er tæt sammenvævet og at der er grænser for vækst i et finalt biosystem som vores.
Der er nok kun én vej at lære dette, og det er regulær energimangel, som dette er beskrveet i den fysiske realitet ‘peak oil everything’.
Se min henvendelse til folketinget og de politiske partier om dette, bilag 133:
http://www.folketinget.dk/doc.aspx?/samling/20081/…
Der hvor jeg bor, kører enorme benzinslugende privatbiler fortsat rundt og brænder kostbare ikke fornyelige ressourcer af. Jeg tror, vi skal dertil, at alle bliver klar over, at dilemmaet er, om de skal have lov til at brænde sådanne ressourcer af eller om vi skal have mad på bordet. Simpelthen!
Rettelse til link til Folketinget
http://www.folketinget.dk/doc.aspx?/samling/20081/…
@Erik Rolfsen Nissen: “Jeg tror, vi skal dertil, at alle bliver klar over, at dilemmaet er, om de skal have lov til at brænde sådanne ressourcer af eller om vi skal have mad på bordet.”
Helt enig, og det gør mig umådeligt ked af det, for hvilket vanvid kommer det ikke til at udløse i vores lille smørhul, hvor vi i årevis har været pakket ind i vat, når først en rigtig krise rammer.
Tænk bare på en så sølle krise som storkonflikten i 1998. Her gik der naturligvis hamstring i diverse madvarer, som om Armageddon var nært forestående.
Hvad vil der dog så ikke ske om ganske få år, når oliemanglen bliver udtalt, priserne eksploderer, inflationen tager til, pensionerne udhules, folks mister deres job, etc.?
Se gerne mit debatindlæg http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/270970:De… herom.
Når jeg befinder mig blandt andre mennesker i det offentlige rum, så rammes jeg ofte af den overvældende tristhed, der er forbundet med det at forstå, at mange af disse mennesker, der i uvidenhed eller ligegladhed storforbruger deres omgivelser, formodentlig netop vil blive dem, som jeg i nærmeste fremtid i den grad skal til at slås med for at forsvare mine (menneske)rettigheder. Hvordan skal man finde glæde og tryghed i samværet med sine medmennesker, når sådanne overvejelser gør sig gældende?
Læs også Politiken 27.01.2009, hvor naturvejleder på Mols (læs: off. ansat) Morten DD Hansen fortæller om tabet af arter i artiklen “En trist naturhistorie”. Jeg kan ikke finde den vhja. Politikens komplet uduelige søgemaskine, desværre; folk med adgang til infomedia kan finde den dér,
mvh JMu
Foranlediget af, at Folketingets hjemmeside ikke er så nem at finde rundt i uden en hel del øvelse, vil jeg give det råd, at de af mig nævnte skrivelser nemmest kan findes ved at bruge søgefaciliteten og søge på mit navn således: “Erik Rolfsen Nissen”
Med tilladelse fra Morten D.D. Hansen gengiver jeg her hans indlæg i Politiken som nævnt ovenfor.
“En trist naturhistorie
”Hvor engblommen lyser langs åløbets bred, du skridter så langt gennem engen.
Med halsen i bugt og med øjet på sned
du titter på pigen og drengen.
Du søger din føde til leernes klang,
og høduften følger din higende gang
langs alle de åer i Danmark.”
Det er simpelthen så trist at synge denne røst fra fortiden. Man kan næsten fornemme, hvordan dette vers fra Jeppe Aakjærs ”Han kommer med sommer” fra 1916 emmer af liv, glade dage og summen af sol over engen. Men i dag er engblommen – denne smukke gule blomst, der for 100 år siden fandtes overalt - praktisk talt forsvundet fra Danmark. Den hvide stork, som Aakjær taler til, er også fløjet sin vej, og rylen, flueblomsten, hyldegøgeurten, hjejlen, bøgeløberen, eremitten og den sortplettede blåfugl er ligeledes under afvikling. Sammen med mange hundrede andre arter på DMU’s rødliste, som fortæller, at det går forfærdende dårligt med den danske natur.
Regeringen forsøger ellers at male et skønmaleri af naturens tilstand, således at vi lever op til vore internationale forpligtelser, men sandheden – og den er vi nogen, der kender væsentligt bedre end regeringens embedsfolk – er altså den stik modsatte: Biodiversiteten i Danmark forsvinder med skræmmende hast. Og for os, der stadig kan kende en stork fra en fiskehejre, en engblomme fra en ranunkel og et rylefløjt fra en solsortepip, er det så forbandet sørgeligt. Hver gang en art opgiver ævred, forsvinder nemlig endnu en af de fantastiske historier om liv og død og forunderlighed, som naturen er den allerbedste formidler af. Langt bedre end de mange religioner, som ellers kappes om plads på sendefladen.
Jeg ved godt, at hovedparten af danskerne er komplet ligeglade. Det er derfor, det ikke vækker den store opsigt, når miljøministeren fusker med tallene og hævder over for EU, at vore skoves naturtilstand er aldeles glimrende. Ligeledes kan man sagtens slippe af sted med at påstå, at vore internationale naturbeskyttelsesområder har det fint nok. Det kræver blot, at man er lidt videnskabeligt uredelig og tager prøverne de rigtige steder.
Måske er det hele blot et symptom på tidsånden og på en befolkning, for hvem Jeppe Aakjær og dansk natur er noget fra en fjern og lykkeligt glemt skolegang. Måske er det et symptom på, at vi vælger professionelle politikere, der aldrig har haft en kikkert om halsen eller en fiskestang i hånden. Måske. Jeg synes bare, at det er så trist.”
Men ikke alle er kede af det. Hør blot dette citat fra torsdagens Information, sakset fra en kronik i Jyllandsposten og af Henrik Gade Jensen, projektmedarbejder ved CEPOS:
“Min aftenbøn lyder: Tak kære Gud, fordi du lod mig føde under kapitalismen, så jeg aldrig har mærket sult, tandpine eller umenneskeligt fysisk slid”.
Men den gode Henrik kan trøste sig med, at det er det andre, der har. Og han behøver heller ikke bekymre sig, for hvornår har den herskende religions præsteskab nogensinde manglet noget?
Man skal blot tilbede den rette Gud og udvise det rette sind.
Erik Rolfsen Nielsen:
“Henrik Gade Jensen, projektmedarbejder ved CEPOS”
Henrik Gade Jensen har mange roller. Her er et citat fra fra en artikel om hvordan højrerabiate debattører har organiseret sig:
“Flere af de personer, der i dag gør sig gældende på højrefløjen, er opfostret i DDF [Den Danske Forening]. Det gælder bl.a. tidligere spindoktor for kirkeminister Tove Fergo, Henrik Gade Jensen, der ofte fremhæves som én af de centrale figurer i det højreekstreme miljø, og som den, der støber de ideologiske kugler.”