Men jeg holder meget af kristendom som en integreret del af vores humanisme,” siger Hans Edvard Nørregaard-Nielsen (HENN) til Information 23. december, og det er faktisk skuffende. Hvorfor? Fordi HENN herved godtager venstrefløjens forvrængning af humanismens oprindelige begrebslige betydning, der giver det et nyt indhold uden forbindelse med etiketten. Det er en fremgangsmåde, der minder om de havdyr, der finder en tom konkylie på havets bund, og kravler ind. Men dette tilfælde er værre, for de nye beboere - de politisk korrekte - har selv suget den oprindelige substans ud af konkylien og erstattet det med noget ganske andet. Og det er dårligt gjort, rigtig dårligt gjort.

Vist er det sandt, at ord ændrer betydning undervejs, men når slutresultatet er en slags Newspeak som i Orwells 1984, er det et tegn på, at noget er galt. I dag er humanisme ‘noget med godhed’, men sådan har det ikke altid været.

Begrebet går helt tilbage til Platos og Socrates’ Grækenland, hvor man lagde særlig vægt på disciplinerne historie, filosofi, drama, grammatik, retorik, logik, matematik og astronomi. Dette dannelsesideal hed enkyklia pædia, (hvorfra vi får ordet encyklopædi), og da dette ikke særlig mundrette udtryk blev oversat til latin, kom det til at hedde humanitas. Og det er fra ordet humanitas, at vi får den nu så berømte ‘humanisme’, som 68’erne samt nogle ‘trendy’ mennesker i dag bekender sig til. Det ‘humane’ element i ordet betød ikke barmhjertighed, men blot mennesket som selvstændigt tænkende væsen. Studiet af humanitas havde først og fremmest at gøre med menneskenes verden, og stod derfor i kontrast til divinitas, studiet af Guds verden. En humanist var blot et menneske, der dyrkede humaniora. Men sådan er det åbenbart ikke mere.

Vore dages humanister - næsten alle med baggrund i 68-bevægelsen - vil vanskeligt kunne genkende sig i ovenstående beskrivelse, idet deres tanker går i en helt anden moralsk/politisk retning, der har karakter af en religion - en moralsk religion - hvorefter anderledes tænkende ikke blot menes at være forkert på den, men decideret onde. Ordet ‘humanisme’ er blevet kapret af 68’erne i åndenød efter et nyt dogme, og det har de fundet i politisk korrektheden. Som de kalder humanisme. Og sådan er det gået til, at ordet har fået et indhold, der er meget forskelligt fra det oprindelige. Se, her er en liste over, hvad ‘humanisternes’ holdninger er i dag.

Håndplukket ideologier

-De er imod imperialisme (vestlig imperialisme vel at mærke). Korstogene var en vestlig forbrydelse, mener de, men den enorme arabisk/muslimske ekspansion i tiden efter Muhammed har aldrig generet dem. De taler ikke om den, ligesom de dengang heller ikke talte om sovjetisk og kinesisk imperialisme.

-‘Humanisterne’ er imod ‘racisme’ (vestlig ‘racisme’ vel at mærke), men ikke-vestlig racisme har aldrig generet dem. De råbte op om Sydafrikas apartheid, men vendte de det blinde øje til slaveriet i Sudan, hvor slaveri stadig eksisterer. Men hvem har hørt ‘humanister’ tale om det?

-De er imod tortur. Men kun når det sker vestligt regi. I de fleste lande - Nordkorea, Kina og de arabiske lande er gode eksempler - får mistænkte en behandling, der får Abu Ghraib til at ligne drengestreger. Har nogen set ‘humanisterne’ interessere sig for det? Jeg har ikke. Tilbage til deres trossætninger.

-‘Humanisterne’ er imod religion (‘opium for folket’), men kun den kristne religion, viser det sig. De er kun imod Vestens religion, deres forhadte fars og mors religion, så i dag støtter de islam og islamisering. Tænk på Enhedslistens omfavnelse af Asmaa Abdol-Hamid.

-De er imod alle former for censur, udtagen når det gælder islam. Islam må ikke fornærmes. Jens Jørgen Thorsens billede af Kristus på korset med erigeret lem var en sjov og nødvendig provokation. Men Jyllands-Postens Muhammedtegninger og Lars Vilks Muhammedhund var en unødvendig krænkelse af folks ‘religiøse følelser’.

-De er imod besættelser. Men kun den påståede israelske besættelse. Ruslands besættelse af Østeuropa har aldrig haft deres bevågenhed, og Kinas besættelse af Tibet har de aktivt støttet.

-De er indædte modstandere af kernevåben. Men kun vestlige kernevåben. Nu kommer Iran og bebuder et kernevåbenprogram og vilje til at bruge kernevåben i en ny holocaust. Og 68’erne er tavse. Fordi Iran ikke er Vesten, og fordi bombeadressaten er Israel, gør det ikke så meget.

-De er tilhængere af demokratiet. Men de har intet imod, at Danmarks Radio agerer propagandaapparat ved at tegne et skrækbillede af Anders Fogh Rasmussen, USA og Pia Kjærsgaard, og derved skubber vælgerne til venstre. (Hvad der næppe kan siges at være demokratisk i et land, hvor en ganske lille stemmeprocent kan afgøre et valg).

Selv racister

Sådan er 68’ernes holdninger, og de præsenteres i dag som ‘humanisme’, der som sagt oprindelig betød en dyrkelse af humaniora. Men det var dengang. Nu betyder humanisme ‘godhed’, fordi en humanist i egen selvforståelse favner bredt og elsker alle mennesker, som om de var brødre. I hvert fald i teorien.

Men som det fremgår af listen er ‘humanisternes’ holdninger i høj grad racistiske, selv om deres racisme er vendt mod deres egen æt. 68’erne er oikofober. De er hjemmehadere, Erasmus Montanusser i anden potens, der ikke blot hader, det, de er rundet af, men som også ubevidst vil skade det. De er a priori imod det hvide Vesten - som Israel anses at være en del af - og for det farvede ikke-Vesten. Det lyder umiddelbart sympatisk, indtil man ser på de bagvedliggende grunde, og her ser det dystert ud. 68’erne går nemlig ud fra, at kun vesterlændinge kan være onde. Så folk fra den tredje verden kan umuligt være det.

Hvorfor? Af den enkle grund at de i 68’ernes blinde øjne ikke er rigtige mennesker. (Ja, du har læst rigtigt kære læser). Kun rigtige mennesker kan være onde (børn og dyr kan ikke være onde), og farvede folk fra den tredje verden er for 68’erne ikke rigtige mennesker, de er i bedste fald ansvarsløse børn og i værste fald halve mennesker. Og derfor kan de ikke stilles til ansvar for noget, på samme måde som man ikke kan stille børn eller dyr til ansvar for noget. Det er med andre ord ikke kærlighed til de ‘ædle vilde’, der driver værket, men had til mennesker i den vestlige verden. Og det er racisme af værste slags, fordi den formummer sig som sympati for mennesker, den i virkelighed føler foragt for.

Det slemme Vesten

Men det kan 68’erne slet ikke se. De er ganske uvidende om, at deres ulyst over for deres eget samfund og deres egne rødder i virkeligheden har meget at gøre med noget så enkelt som hadet til deres egen far og mor, det pubertære had som 68’erne - trods deres magt og vælde - aldrig har formået at lægge fra sig. De er børn, der aldrig er blevet voksne. De er blevet hængende i barnekammeret, og derfor er de - ligesom børn - blottet for selverkendelse, men desto bedre til at mobbe anderledes tænkende på samme måde, som skolebørn er gode til mobbe. Ikke fordi de nødvendigvis er onde, men fordi de mangler den medfølelse, der burde komme med den modenhed, de aldrig fik.

Derfor er deres ‘medfølelse’ med den ikke-vestlige verden for det meste attitude, og gælder kun dér, hvor ‘forbryderen’ er Vesten.

Og i situationer hvor forbryderen ikke er Vesten, er de ikke interesserede. Dér melder de hus forbi. Og derfor kunne de eksempelvis mobilisere enorm energi til støtte for den i USA dødsdømte Abu Mumia Jamal, mens de 10.000 kinesere, der hvert år henrettes for deres organers skyld, ikke interesserer dem ret meget.

Sådan tænker 68’erne i dag. Præcis som dengang. Intet har ændret sig. Kun navnet.

Geoffrey Cain er forfatter, cand.mag. et art.