Et par med to mellemindkomster og to børn skal flytte mindst én times kørsel væk fra København for at have råd til en ejerbolig - og for en enlig med bare et barn er det helt umuligt at finde en bolig, der er til at betale i Københavnsområdet.
Det konkluderer en ny rapport fra revisionsfirmaet Deloitte, udført for Københavns Kommune. For trods faldende priser på boligmarkedet har børnefamilier i mellemindkomstgruppen ikke fået bedre vilkår på boligmarkedet. Det er dermed fortsat svært for dem, der arbejder i de job, der udgør kernen i den danske velfærdssektor, at få en lejlighed, de kan betale. Deloittes undersøgelse viser, at et lærerpar uden børn i dag kun har råd til at købe en lejlighed i København på 75 kvadratmeter, hvis de ikke skal tage hensyn til, hvor den ligger.
Og den svære boligsituation kan mærkes, forklarer Marianne Heide, der er personale- og administrationschef hos FTF, hovedorganisation for 450.000 offentlige og private ansatte, herunder sygeplejersker, pædagoger, lærere, socialrådgivere og politibetjente.
“Vi får virkelig mange henvendelser fra folk, der har svært ved at finde en bolig i København, fordi det er for dyrt. Det er et stort problem, fordi vores medlemmer enten er tvunget til at bruge lang tid hver dag på at pendle frem og tilbage fra byen eller finde sig et job i nærheden af, hvor de bor,” siger hun.
Dyrere at låne
Der har ellers i den seneste tid lydt forhåbninger om, at de faldende priser på andels- og ejerboligmarkedet ville gøre det lettere for folk med mellemindkomster at få råd til en bolig. Men undersøgelsen gør de optimistiske fremtidsudsigter til skamme. For med de lavere boligpriser er fulgt højere priser på boliglån og en stigning i priserne på basale fødevarer, viser rapporten. Det betyder, at det fortsat er svært for eksempelvis en sygeplejerske at finde en bolig, de har råd til, forklarer Michael Juul, der er kredsformand i Dansk Sygeplejerskeråd.
“Hvis du gifter dig godt, kan du nok godt få råd til en god bolig, eller hvis du ligesom jeg har været på arbejdsmarkedet i mange år og har friværdi i det hus, du købte for 40 år siden. Men ellers ser det ikke godt ud. Slet ikke hvis du har børn,” siger han.
Unge hårdest ramt
Det er særlig de unge førstegangskøbere, der rammes hårdt af de høje boligpriser, forklarer lektor i bypolitik og planlægning ved Københavns Universitet Hans Thor Andersen.
“Dem, der købte bolig for 10-20 år siden, har bare mærket, at friværdien er steget og faldet lidt. Det er dem uden fast ejendom, der først og fremmest kommer i klemme, og som har svært ved at finde noget, de har råd til,” forklarer han.
Deloittes undersøgelse viser, at et par bestående af en sygeplejerske og en politibetjent med to børn vil være fuldstændig forvist fra ejermarkedet.
Hos Københavns Lærerforening har man tydeligt kunnet mærke den store efterspørgsel fra unge familier, der har haft svært ved at få fat i en bolig, de kan betale, forklarer formand for fagforeningen, Jan Trojaborg.
“Vi har mange unge mellem 25 og 35 år, der skriver sig op til de boliger, vi har i fagforeningen. Det er nogle hjerteskærende ansøgninger, mange af dem skriver, hvor de forklarer, hvor dårlig deres situation er,” siger han og påpeger, at han er bange for, at boligmanglen på sigt vil føre til arbejdsmangel.
“Problemet er, at de unge måske vælger at pendle i starten, men på et tidspunkt bliver de trætte af at bruge så lang tid på transport, at de i stedet finder et job i nærheden af det sted, de bor. Jeg har allerede hørt mange inspektører beklage sig over, at de ikke kan fastholde den unge kvalificerede arbejdskraft længere end et par år,” siger Jan Trojaborg og tilføjer:
“Vi kan stadig godt få udfyldt de fleste af vores stillinger, men jeg er bange for, at der ikke går lang tid, før vi har et akut problem.”
Som DSB’s signalanlæg
Samme problem oplever man hos politiet i København, hvor de allerede nu kan mærke konsekvenserne af, at betjentene flytter længere væk fra deres arbejdsplads. Det forklarer formand for Københavns Politiforening Claus Oxfeldt.
“Når de unge betjente er nødt til at flytte uden for byen for at få råd til en bolig, mangler vi dem som nødberedskab, hvis en akut situation skulle opstå. For det tager dem for lang tid at komme fra deres hjem ind til byen,” siger han, men understreger, at det største problem er, at mange unge betjente flytter helt væk fra byen.
“Det er utrolig svært for unge betjente at etablere sig uden en eller anden form for hjælp eller tilskud, så jeg har mange kolleger, der vælger at flytte til Fyn, Jylland eller Sverige for at få råd til en bolig, hvor de også kan få spændende arbejde,” siger han.
Hans Thor Andersen spår da også, at de store boligproblemer på sigt vil skabe ringere service til byens borgere.
“Det er ikke noget, man vil mærke fra den ene dag til den anden, og det er nok derfor, det kan finde sted. Det er lidt ligesom med DSB’s signalanlæg. Det går ikke i stå fra den ene dag til den anden, men pludselig virker det ikke, og så er det utrolig dyrt at reparere,” siger han.
Kommentarer
Og alligevel synes den danske presse helt bevidstløst at mene, at det er en god nyhed, hver gang boligpriserne stiger og en dårlig, når de falder. Ufatteligt bevdstløst!
Christina,
De forveksler årsag og virkning.
Fuld beskæftigelse, økonomisk vækst og tillid til fremtiden fører til højere boligpriser (grundpriser).
Man må indse at det er umuligt at skaffe billige boliger i eller tæt på de store byer. Man kunne beskatte grundværdierne (som jo reelt tilhører os alle).
www.grundskyld.dk/7-eksempler.html
Per, hvorfor i alverden må man dog indse det? I min barndom i 70’erne kunne en arbejderklasse familie med tre børn og en hjemmegående husmor bo i et hus med have i Tårnby, otte km fra Rådhuspladsen. Det kan overhovedet ikke lade sig gøre i dag. De var typisk flyttet ind sidst i tredserne, en tidsalder, som man vidst nok siden har kaldet “de glade tredsere”.
Jeg citerer:
[i]Deloittes undersøgelse viser, at et lærerpar uden børn i dag kun har råd til at købe en lejlighed i København på 75 kvadratmeter, hvis de ikke skal tage hensyn til, hvor den ligger.[/i]
Jeg er vokset op i den lejlighed, jeg i dag ejer. I Husum, Københavns Kommune.
Den er på 65 m^2, 2,5 værelser og da jeg voksede op var vi far, mor og tre drenge. Far og mor havde kammeret, mens vi tre drenge sov i den ‘lille’ stue, der samtidig fungerede som spisestue. Og der var altså ikke tale om at vi sov i køjesenge; næh, en briks til hver, som om dagen fungerede som sofa.
Jeg er ganske almindelig fabrikantsøn, men hvad der for 40 år siden var acceptabelt for en fabrikantfamilie er tilsyneladende i dag alt for lidt for et lærer / sygeplejserskepr. Selv ekstra 10 m^2 er utilstrækkeligt for et barnløst par, selv om det vel må give mulighed for soveværelse til forældrene, tre børneværelser, spisekøkken og dagligstue … måske er der bare nogle der er blevet for forvente?
Ja, hvorfor er det et særligt problem for sygeplejersker og politibetjente at de ikke har råd til at bo i metropolen? Hvad med alle håndværkerne, de forretningsdrivende, service- og socialarbejderne, journalister, forskere, skuespillere og alle mulige andre, som må tage toget eller bilen frem og tilbage fra fx. Klampenborg, Vallensbæk eller Sorø? I øvrigt er det jo begrænset, efterhånden, hvor mange hospitaler og politistationer der er tilbage i hovedstaden. Hvis alle disse vellønnede sygeplejerske- og politibetjentefamilier, som selvfølgelig har en bil eller to, fordi de sikkert ikke kan klare sig uden et sommerhus, hvis de bor i byen, rent faktisk flyttede til byen, hvor skulle de så parkere?
I firserne gik masser af boligejere på røven. De havde købt til høje priser i sluthalvfjerdserne og betalte nu renter på langt over 10%. Fra 1980 til 1995 kostede huset stort set det samme. Ingen samfundsskabt friværdi. Den der sad med en billig lejlighed kunne ved simpel opsparing eller investering score kassen, hvis hun ville. Fra 1995 til 2007 eksploderede priserne på boligmarkedet. Nu var der masser af friværdi og renterne var lave. Nu var det boligejerne der scorede kassen.
Sådan går det op og ned. Lige nu ville det være dejligt med en billig lejlighed. Ak ja.
Christina,
Ifølge dit svar er du da enig?
I tresserne lå Tårnby meget langt fra København! Og det var en periode med meget høj inflation (begrebet de 2 havregrynsår, som mange benyttede sig af).
Du har vel set, at Ritt Bjerregård ikke kunne skaffe ret mange af de 5.000 billige boliger? Skyldes det manglende evner? Og hvorfor kun 5.000 når der er behov for mange flere?
Skal der skaffes billige boliger skal det være med offentlige tilskud - og lodtrækning blandt de udvalgte!
Jeg har givet nogle eksempler på min påstand i mit link ovenfor!
Der findes kun én vej ud af miseren - delvis anvist af Vismændende!
www.grundskyld.dk
Arrhh, - jeg tror nu ikke man behøver at omkalfatre hele samfundet, bare for at få løst boligproblemet i København.
For det første: at der er skrevet 100.000 op, betyder ikke at det samme tal dækker over antallet der idg arbejder byen, og gerne ville flytte derind. Der er sandsynligvis mange der søger, som enten søger på børnenes vegne, og der er nok også en hel del der gerne vil sælge huset, score kassen og flytte til byen og hygge sig.
For det andet, så har staten og kommunen en del af løsningen, for man kan bare flytte nogle af de offentlige kontorer og institutioner der ikke er tvunget til at ligge i centrum, ud til forstæderne.
Flyt f.eks. hele KU ned i nærheden af Næstved, - det ville ikke alene flytte en hel del mennesker ud af København, men også frigøre plads til at bygge en hel del almennyttige boliger.
Det er da iorden at beholde Christiansborg til politikerne og deres nærmeste medarbejdere, men alle de ministerier der ligger eksternt, kunne da sagtens distribueres over forstæderne. Igen med samme effekt.
Det kræver hverken ekspropriering eller andre kedelige ting, - men det kræver politisk mod og vilje, så det kommer nok aldrig til at ske!
En times kørsel? Hvad piver de over? Regeringen forventer af arbejdsløse Danskere at de søger arbejde indenfor 2 timers kørsel, dvs. 4 timer daglig kørsel frem og tilbage anses som normal for Danskere i arbejde. I hvertfald hvis man heder Claus Hjort Frederiksen.
Hvorfor skal folk partout eje deres boliger?