Selv om John Updike tilhører den såkaldte tavse generation af amerikanske forfattere, har han sjældent været bleg for at tage ordet. Det gør han ikke længere. Natten til tirsdag døde den 76-årige forfatter af lungekræft.
Mere end 20 romaner, utallige noveller, diverse essay- og digtsamlinger, et teaterstykke og meget andet blev det til for the giant of American letters, som Updike er blevet kaldt. I de fleste af disse har han med egne ord “forsøgt at give hverdagen en smuk og fortjent hyldest” og undervejs også taget pulsen på den protestantiske middelklasse i et USA, hvis moralske værdier og sociale strukturer i hans levetid har ændret sig med samme hast som programmet i den lokale biograf i Shillington, Pennsylvania, hvor han voksede op.
Hovedværket i forfatterskabet er romankvartetten om Harry ‘Rabbit’ Angstrom, for hvilket han modtog to Pulitzer-priser. Da den første titel i kvartetten, Rabbit, Run (Hare, hop), udkom i 1960, skrev en anmelder: “Hvis evnen til at chokere er en målestok for fiktion, har den 28-årige John Updike skrevet en af årets vigtigste romaner.”
I en nation, hvis rygrad var afstivet af de konforme 50’ere, blev handlingens bærende pointe - om at det moderne forstadsliv trods ægteskab, flotte plæner, indkøbscentre, hifi-anlæg, brede biler og martinier i golfklubben ikke kan tilbyde mænd eventyr nok - i dén grad bemærket.
Værste sexscene
Fire år efter - med romanen The Centaur (1963) - vandt Updike den første af to National Book Awards, ligesom han som den yngste nogensinde blev valgt ind i The National Institute of Arts and Letters.
Endnu mere væsen gjorde han af sig, da han mod slutningen af årtiet udsendte Couples (1968, Hver ta’r sit): “Selv i disse år præget af seksuel frigørelse, kan jeg ikke kan komme på nogen roman, der fokuserer så meget på sex og indeholder så mange eksplicitte sexscener,” skrev anmelderen på The Atlantic Monthly om romanen, der var baseret på Updikes første og siden forliste ægteskab.
Det var imidlertid ikke alle, der lod sig begejstre af forfatteren.
“Jeg kan ikke løbe fra mit køn, min tid og min tids syn på kvinder og sex,” sagde John Updike, da jeg forrige år mødte ham i New York i forbindelse med udgivelsen af romanen Terrorist (2006, Terrorist). “Men jeg har aldrig anset mig selv for at være mandschauvinist på nogen måde. Intelligente kvinder har spillet en stor rolle i mit liv, og jeg har altid forsøgt at skabe nuancerede, sympatiske kvinder i mine bøger. Men på et tidspunkt lagde jeg selv mærke til, at visse feministiske kritikere hæftede sig ved, at jeg altid skrev om disse mandlige, sexistiske, liderlige hovedpersoner, som blandt andet Rabbit. Af den grund skrev jeg en roman med kvinder som helte, The Witches of Eastwick (1984, Heksene fra Eastwick). Den kunne de desværre heller ikke lide,” sagde han.
Og det samme gjaldt for så vidt opfølgeren til denne, der udkom sidste efterår, som det formodentlig sidste fra Updikes hånd. En af passagerne i The Widows of Eastwick blev ligefrem nomineret til årets Bad Sex in Fiction-pris.
Anmelde sig selv
Men i det store hele har John Updike ikke haft noget at skamme sig over. Ud over de nævnte titler bør også hans mere eller mindre selvbiografiske noveller - om ægteskab og utroskab i forstæderne - fremhæves, hvilket de også er blevet i den årlige antologi Best American Short Stories. Her har Updike som om den eneste optrådt seks årtier i træk - og i alt med 12 noveller!
Ydermere markerede han sig gennem alle årene som en respekteret litteraturanmelder - hvorfor jeg ikke kunne nære mig for at spørge, om ikke han ville ‘anmelde’ sig selv og sammenligne sig med sin generation af amerikanske forfattere, der udover Roth, Bellow og Mailer også tæller prominente navne som DeLillo, Doctorow, Morrison og Carol Oates.
“Well, jeg er vel en slags realist, der startede med at skrive om middelklassen, fordi jeg syntes, at den i andre bøger blev latterliggjort. Jeg forsøgte at dramatisere det på en realistisk måde. Hvad sker der i virkeligheden i den del af Amerika? Med hensyn til at bedømme mig i forhold til mine samtidige, så bilder jeg mig vel ind, at jeg er en af de otte stykker, der har betydet noget og stadig vil betyde noget om 15-20 år,” sagde Updike og medgav uden ærgrelse i stemmen, at det udover novellerne specielt er Rabbit-kvartetten, han nok vil blive husket for.
“Mange intelligente læsere foretrækker de bøger, det er rigtigt. Og det eneste, jeg kan sige, er, at de nærmest flød fra mig. Jeg kendte Rabbit, jeg kendte hans landskab og hans byer og hans venner og hans sprog. På mange måder var Rabbit jo mig! Så jo, jeg er tilbøjelig til at tro, at jeg var så heldig at ramme noget autentisk og nyt, som folk kunne forholde sig til. Og at jeg kunne få lov at vende tilbage til ham og udvikle ham, som årene gik, har været en velsignelse for mig.”
Blå bog: John Hoyer Updike
Født den 18. marts 1932 i Shillington, Pennsylvania, USA
Uddannelse: I sin tid på Harvard University var han redaktør af det humoristiske magasin Harvard Lampoon
Arbejdsliv: Efter endt eksamen – i engelsk – læste han kunsthistorie på Oxford University, England, inden han takkede ja til et fast job som journalist på magasinet New Yorker, hvor han i to år skrev Talk of the Town-klummerne
Familie: I 1957 flyttede han sammen med sin første kone og deres barn til Ipswich, Massachusetts.
Med sin anden kone boede han i Beverly Farms, Massachusetts. Parret fik tre børn
Debut: I 1958 debuterede Updike med digtsamlingen ’The Carpentered Hen’. Året efter udgav han novellesamlingen ’The Same Door’ og romanen ’The Poorhouse Fair’
Priser: Updike blev nomineret til Pulitzer-prisen seks gange og vandt den to gange, nemlig for ’Rabbit Is Rich’ og ’Rabbit at Rest’, der også gav ham National Book Critics Circle-prisen. Han modtog The National Book Award to gange (’The Centaur’ og ’Rabbit Is Rich’) samt PEN/Faulkner-prisen for ’The Early Stories’. I 1989 modtag han National Medal of the Arts.
Sport: Updikes essay ’Hub Fans Bid Kid Adieu’ (1960), der handler om den legendariske baseballspiller Ted Williams’ sidste kamp, bliver ofte betragtet som en af verdens bedste sportsartikler. Forfatterens interesse for golf resulterede blandt andet i essaysamlingen ’Golf Dreams’. Updike optrådte desuden som marshall ved golfturneringerne Ryder Cup og US Open – samt i The Simpsons-afsnittet ’Insane Clown Puppy’.
Tonny Vorms bud på de fem bedste titler:
’Rabbit, Run’ (1960, dansk titel ’Hare hop’)
Gennembruddet og første bind i romankvartetten om bilsælgeren Harry ’Rabbit’ Angstrom, der efter en lovende karriere som basketballspiller har svært ved at stille sig tilfreds med sin tilværelse som ægtemand og far, men savner mod til for alvor at bryde med forstadsnormerne.
’The Centaur’ (1963, ikke oversat)
’Det er på mange måder min historie om, hvordan jeg voksede op sammen med min far, der var skolelærer og måtte arbejde hårdt for at få det hele til at hænge sammen økonomisk. Jeg gik på den skole, hvor han arbejdede, og da vi boede langt ude på landet, var vi meget sammen de år, når vi skulle til og fra skole,’ fortalte forfatteren, da Information mødte ham forrige år.
’Couples’ (1968, dansk titel ’Hver ta’r sit’)
’Normalt ved jeg på forhånd, om historien ender som roman eller novelle, men denne gang måtte jeg erkende, at det var nødvendigt med en masse sider for at fortælle om denne her forstad fyldt med ægtepar, der er hinanden utro på kryds og tværs,’ sagde Updike, der ikke ville ind på, hvorvidt romanen er baseret på hans eget første ægteskab.
’In the Beatty of the Lilies’ (1996, ikke oversat)
’Jeg prøvede at skrive en såkaldt stor roman om USA – om religion, film og alt, hvad der ellers interesserer nationen. Jeg ville vise, hvordan vi har udviklet os i det seneste århundrede gennem flere generationer,’ sagde Updike.
’The Early Stories: 1953-1975’ (2005, ikke oversat)
Kvaliteterne i Updikes romaner til trods er det i novellerne, at hans iskolde præcision og blik for tilværelsens ordinære øjeblikke for alvor kommer til sin ret. På dansk har vi blandt andet fået samlingerne ’I morgen og i morgen og i morgen’ (1965), hvis tekster er udvalgt af Klaus Rifbjerg, og ’Marchen gennem Boston’ (1974), hvor forfatteren selv har haft en finger med i udvælgelsen. Er man til mere fra samme skuffe, er der ingen vej uden om ’The Early Stories’.
Kommentarer