Det suser modstandsløst derinde

Lis Vibeke Kristensen (f.1943) er dramaturg og har tidligere arbejdet som teaterinstruktør. Hun véd, hvad det vil sige, når noget vises frem for at fortælles. Derfor kan det undre, at hun i rollen som forfatter er ude af stand til at lade replikker og handlinger stå ukommenterede hen. I hendes nye roman, En fest for Beate, elimineres ethvert anstød til undertekst og læseraktivitet af alenlange tankeløsheder á la denne:

“Jeg overvejer det.”

“Gør jeg? Noget skal jeg jo sige. Eller skal jeg. Mit hoved er en ødemark. Stemmen fra i går er borte, det suser modstandsløst derinde. Hvad der end bliver sagt, er det ikke resultat af nogen tankevirksomhed. Og dog. Måske er det den tanke jeg tænker.”

294 sider op og ned. Alt skæres til papfnuller. Tilmed i et sprog som i bedste fald er kluntet, i værste fald forkert (rent grammatisk). Og fristes man i et godvilligt øjeblik til at tro, at bogens sproglige kluntethed måske fungerer som subtil karaktertegning - altså at det er romanfigurernes og ikke forfatterens sproglige uformåen, der udstilles - skyder man milevidt forbi.

Lis Vibeke Kristensen har sat overliggeren så lavt, at både tegnsætningen og den helt basale fortælleteknik halter. Romanen bæres frem af fem fortællere, én jeg-fortæller og fire personale, som skøjter ud og ind af deres bundne perspektiver, pludselig bliver alvidende, kommenterende og forklarende, så det igen skriger til himlen: Show it, don’t tell it.

Endnu værre står det til med billedsproget. Ikke blot er romanen tynget af en tyk og fed navnesymbolik (mor og datter hedder for eksempel Eva og Lilith), det vrimler også med døde metaforer, ak, blomsten for kvindekønnet: “Noget der har været lukket længere, end hun kan huske, åbner sig. Som en blomst i en naturfilm, hvor alting kører i tyvedobbelt tempo” (den aldrende Johanne har fået en mand i sengen).

Pubertære refleksioner

Romanens hovedhistorie handler om magtstrukturer i en venindegruppe, der har kendt hinanden siden folkeskolen og nu er på vej til at fylde 50. Anslaget er, at lederen Lis vil arrangere en fødselsdagsfest for veninden Beate. Rollefordelingen i venindegruppen er enormt stereotyp og firkantet; det samme kan siges om persontegningen. De fem kvinder har muligvis forladt folkeskolen, men de hænger fast i et pubertært refleksionsniveau. Og desværre skal alting jo både opleves og forklares gennem dem. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst, om nogensinde, har været i selskab med så inderligt ligegyldige mennesker henover så mange timer, som det tager at læse En fest for Beate.