Må jeg ikke byde Dem folkeregistret?

Der findes en kannibalvits, der lyder omtrent sådan her: En kannibal flyver på første klasse. Stewardessen kommer med et nydeligt trykt menukort med forskellige lækre sager at vælge imellem. Kannibalen optræder meget belevent, som kannibaler plejer at gøre, lige når man møder dem. Kannibalen lader øjnene glide ned over kortet og siger så til stewardessen: Jeg har ikke rigtig appetit på noget af menuen. Vil De være så venlig at give mig passagerlisten?

Jeg har ikke tænkt mig at sammenligne de islandske finansfyrster, der sammen med regeringen har sat os på den bare jord, med kannibaler, ikke i bogstavelig betydning, men efter at have fået stort set alt op under neglene, både banker og statslige firmaer, synes de at have sagt til statsmagten og kontrolorganerne: Vi har ikke rigtig appetit på noget af menuen. Vil De være så venlig at række os folkeregistret?

Og statsmagten har taget ansvaret for et helt spillekasino, for en russisk roulette, og resultatet er blevet en hel nations ødelagte rygte - vi som ellers var så stolte og nogle gange ikke ejede andet end vores stolthed. De stakkels gamle nationalhelte, der i det 19. århundrede kæmpede for friheden, står som statuer i den bidende kulde. Hvor er ånden fra den franske revolution og den tyske romantik blevet af, nu hvor vi er blevet sat under terrorlovgivning og kan stå dér og hænge sammen med de allermest skumle samfundssystemer i verden og statsoverhoveder, som ingen tør møde på en mørk vej.

Hvor Osama bin Laden er henne i billedet, skal jeg lade være usagt, men mange af finansmagnaterne er flygtet ud af landet og er ikke til at træffe eller kører rundt med livvagter ved deres side. Jeg har heller ikke tænkt mig at sammenligne nogen med far og søn, Kim Il Sung og Kim Yong Il, men det kunne se ud til, at statsmagten og dens kontrolorganer har sagt til dette lands finansfyrster, da de bad om folkeregisteret: Ja, værsgo. Er der ikke andet, vi kan gøre for Dem?

Omfattende forbrydelse

Dette er naturligvis ikke andet end landsforræderi, hvis det ord overhovedet længere har nogen betydning, og det er derfor et udtrykkeligt krav fra os, der ikke ejer andet end os selv og vore børn, at finansfyrsternes besiddelser straks bliver indefrosset, og at systemet ophører med at undersøge sig selv. Det er den brede befolknings ønske, at Finanstilsynet bliver sat fra bestillingen, og at andre kontrolorganer også undersøges, selv Nationalbanken, selv regeringen. De personer, der haft interesse i frådseriet, får lov til selv at undersøge frådseriet, og den økonomiske korruption strækker sig endda helt ind i regeringen, alt imens vi andre sidder tilbage med en kæmpemæssig regning, tolv tusind milliarder islandske kroner, som de forventer, at vi, vore børn, børnebørn, ja, endda oldebørn skal betale.

Den forbrydelse, der er begået, har været så omfattende, at det er nytteløst at remse alle detaljerne op, og forbrydelsen er blevet begået med de ledede politikeres vidende. Da de privatiserede bankerne, forærede de dem i realiteten til deres politiske venner, ja, overlod dem til ågerkarle, der har pantsat os langt ud i fremtiden og forvandlet os til tiggere hos Den Internationale Valutafond og andre kreditinstitutioner.

Vi er gidsler på verdenskapitalismens politistation, for den regning, der blev efterladt på dens restaurant, er så stor, at ingen kan betale den, og regeringen siger ikke nu som fyrene i Universets engle (roman af Einar Már Gudmundsson): Vi er alle sammen patienter på Kleppur, det ville være for godt til at være sandt, nej, den siger: Befolkningen betaler. Vi piner pøbelen til sidste blodsdråbe. Ja, regeringen er fuldkommen lige så ansvarsløs som drengene, der spiste på grillen i den anførte roman. Forskellen er blot, at dem havde samfundet trods alt taget ansvaret fra, hvorimod regeringen blev valgt til at tage et ansvar på sine skuldre.

Stjernetydere som ledere

En vederhæftig økonom, der i forvejen havde advaret os, siger, at Islands regering og nationalbank er lige så lidt i stand til at styre et moderne økonomisk system, som hvis de havde været stjernetydere. De forstod ikke, at opsvinget i den islandske økonomi i årene 2005 og 2006 byggede på gældsstiftelse - der blev optaget lån til at betale andre lån - og nu ved de ikke, hvordan balancen kan genoprettes, nu hvor papirrigdommene er borte.

Og økonomen tilføjer: Det er usandsynligt, at nye ledere, som man valgte på må og få i telefonbogen, kunne have forvoldt et lige så stort økonomisk kaos som den siddende regering.

Behøves der flere beviser? Hvad siger de ledende politikere? Hvad siger ågerkarlene? Ingen af parterne siger noget. Ingen siger noget som helst. Ingen af disse personer så meget som forestiller sig at påtage sig et ansvar. Bankdirektør Sigurjón Árnason, der beskrev Icesave-kontiene (Icesave er en online-bank, ejet af den islandske bank Landsbanki, red.) som den rene genistreg, siger, at han ikke bærer noget ansvar for disse konti, som blev oprettet i England på et tidspunkt, da ingen banker, som det var værd at regne med, ville låne de islandske banker penge. Ja, dengang blev de oprettet med sikkerhed i folkeregistret.

“Det eneste, jeg behøver at gøre, er at kigge efter sidst på dagen, hvor mange penge der er gået ind,” sagde bankdirektør Sigurjón grinende til en journalist fra et eller andet erhvervsblad. “Der kom 50 millioner pund ind alene i fredags!”

Det har været nogle morsomme fredage, som vi nu får lige i hovedet igen.

Har sådanne mennesker ikke et ansvar? Selv siger de nej, og alle de politikere, som deltog, giver deres tilslutning hertil. Vi må ikke dømme, vi må ikke have en mening. Der er ingen, der løfter en advarende røst, det tror de bare selv, eller de hører den før alle andre. Men når en mand fra gaden, som stjæler en leverpølse og en lommelærke med cognac, skal stilles til ansvar, er det kun naturligt, at de, der har sat nationen ud på den bare jord, gør sig klart, hvad det er, de har gjort, og forsøger at rette op på de forbrydelser, de har begået, også selv om forbrydelserne var lovlige og fandt sted med de ledende politikeres velsignelse.

Lytede ikke til advarsler

Den økonomiske boble, som statsmagten ikke forsøgte at sætte grænser for, var så åbenlyst vanvid, og de ledende politikere blev mange gange gjort opmærksomme på det, nej, ikke én gang, ikke to gange, men igen og igen. Men i stedet for at tage bestik af disse gode råd rejste ministrene ud i verden som pr-medarbejdere for bankerne. Troede ministrene Geir Haarde og Ingibjörg Sólrún Gísladóttir i ramme alvor, at situationen ville ordne sig, hvis bare de holdt pressekonference? Hvad for en slags politisk filosofi er det? Men disse mennesker bærer selvfølgelig intet ansvar. De var ikke i stand til at se det på forhånd, siger de. Nej, de lyttede simpelthen ikke til nogen advarsler, deri ligger ansvaret.

Det var nærmest blevet en religion, at det var muligt at snakke situationen op og ned, og regeringen ansatte da også ganske rigtigt et af de værste snakkehoveder som sin særlige rådgiver, hvorefter manden sagde op, da det gik op for ham, at rådgivningen indebar arbejde. Vi vil også se bankernes analyseafdelinger påtage sig deres ansvar, efter at de har haft det som deres job at binde os løgnehistorier på ærmet. Prøv at se i indkomstoversigten hos Fri Handel, og tjek hvad disse personer fik i løn! Sjældent under fem millioner islandske kroner om måneden. For hvad? For at lyve? Det samme gælder regeringens nærmeste medarbejdere, som nu har tænkt sig at undersøge sig selv. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at indkomstoversigten hos Fri Handel pludselig er gået hen og blevet en nervepirrende dokumentarroman. For hvad var det, de ledende medarbejdere hos analyseafdelingerne, firmasektionerne, og jeg ved ikke hvilke sektioner, fik syv millioner, otte millioner, eller ti millioner islandske kroner i månedsløn for? Hvis en udgiver betalte lyrikere sådanne lønninger, ville forlaget straks gå fallit. Ikke desto mindre forekommer mange lyrikeres digte mange gange mere værdifulde end de papirer, som disse mennesker syslede med. Må disse mennesker ikke også påtage sig et ansvar, beregne sig en rimelig løn og aflevere overskuddet som afbetaling på gælden. I modsat fald bliver der ikke nogen fred i dette samfund. Sådan er Island i dag.

Eller skal vi nu, hvor gælden regner ned over os, bare smide vores regninger ned i en tønde og så bagefter holde pressekonference? Hvad skal de mennesker gøre, som nu mister deres huse, deres arbejde? Skal de holde pressekonference? Ligesom politikere gør? Kan folk da ikke se, hvilken inkompetence der her er på færde? Men de har intet ansvar at bære. Ikke desto mindre er det dem, der regerer landet. Hallo! Det svarer til at sige: Det var mig, der rev huset ned, men jeg tager ikke ansvaret for det, for jeg var ikke klar over, at jeg rev huset ned. Ville nogen godtage en sådan argumentation? Nej, men det er den argumentation, vi bliver budt på.

Foragt for hæderligt arbejde

Statsminister Geir Haarde burde have vidst, at hans skude var sprunget læk, men han sagde: Vi ror bare videre og ser, hvad der sker. Det er bedst at gøre så lidt som muligt. Dette var nyliberalismens filosofi, at gøre ingenting. Adspurgt direkte om bankernes problemer sagde regeringens anden leder, Ingibjörg Sólrún Gísladóttir: “Dette er et teoretisk problem, og tilføjede, jeg kan ikke se andet end, at bankerne klarer sig helt udmærket.”

Hun sagde ikke: Dette er et kolossalt problem, men kaldte det teoretisk og rejste så til København med Sigurdur Einarsson, finansfyrsten, som er i færd med at bygge sig et 900 kvadratmeter stort landsted i Borgarfjördur, og som for nylig har ladet sin konkursramte bank købe et hus til sig i London for to milliarder islandske kroner. Nu har Geir Haarde og Ingibjörg Sólrún Gísladóttir vel sagtens tænkt sig at sidde sammen med Sigurdur Einarsson og beundre solnedgangen i Borgarfjördur og sige: Dette er et teoretisk problem, skønt alle andre har forladt landet. Og Sigurdur Einarsson selv har næppe noget ansvar, dette enestående geni, som kort før sammenbruddet fik 100 millioner i lønforhøjelse. For hvad? Dette var den mand, som truede med at forlade landet, hvis ikke han fik sin monstrøse bonus.

Ja, Ingibjörg Sólrún, hvad blev der af Kvindelistens forudseende husmoder? Det er ikke kun unge mennesker, der kan havne i dårligt selskab. De ledende politikere har været i lommen på ansvarsløse finansfyrster, og nu må de bære ansvaret for det. Statsminister Geir Haarde siger, at krisen bare er en ubehagelig storm, der kom fra udlandet, omtrent som uvejret i sidste uge, og hvis det ikke var sket, hvis ikke det havde blæst, så havde alt været i skønneste orden. Der ville egentlig slet ikke have været noget i vejen, hvis vanviddet blot havde kunnet fortsætte.

Hele finansfrådseriet, alle de monstrøse lønninger, de individuelle bonussystemer, det uendelige salg af værdiløse papirer og den lige så uendelige foragt for mennesker med et hæderligt arbejde! Den løn, som direktør Lárus Welding fik bare for at begynde hos Glitnir Bank, var større end det, de fleste tjener i løbet af deres arbejdsliv. En forfatter ville sandsynligvis skulle skrive flere snese bestsellere for at være lige så meget værd som et enkelt af Lárus Weldings fodspor. Er det et normalt vurderingsgrundlag? Véd folk, hvortil Icesave-pengene gik? Passer det, at de blev lånt ud til Baugur Group, som nu skylder hundreder af milliarder væk, alt imens ejerne blærer sig med lystyachter, private jetfly, luksuslejligheder, landsteder og hoteller? Der synes at have eksisteret en fælles aftale finansfyrsterne imellem om at låne til hinanden mod sikkerhed i papirer, bag ved hvilke der ikke fandtes nogen værdier. Og det synes politikerne er ganske i sin orden, og de har tænkt sig at gå forsigtigt frem og ikke dømme nogen.

Regnestykket gik ikke op

Det eneste problem er, at det ikke fik lov at fortsætte. Det er i det mindste, hvad Geir Haarde hævder. Nøjagtig samme opfattelse kommer til udtryk hos finansfyrsten Jón Ásgeir Jóhannesson, chef for Baugur Group. Den mand fastholder hårdnakket, og ser ud til selv at tro på det, at dømme efter hans ansigtsudtryk, at da de ikke længere fik lån til at fortsætte deres vanvid, og alting gik i stå, ja, så var det hele nationalbankens direktør Davíd Oddssons skyld. Man kunne få den tanke, at Jón Ásgeir var vokset op med sin helt egen udgave af Davidssalmerne, så meget som hans tankegang hele tiden kredser om Davíd. Jón Ásgeir anvender samme argumentation som spritbilisten, der siger, at det er helt i orden at køre, når man er fuld, sålænge man ikke bliver snuppet, og når han kører ind i en lygtepæl, så er det lygtepælens skyld. Den sidste bank, som ikke kunne låne mig penge, den forvoldte, at jeg gik fallit. Skal vi købe det sludder? Det er da muligt, at et og andet var mindre heldigt, da staten overtog bankerne, for eksempel Glitnir, men havde det været særlig heldigt at låne en bank, der var gået rabundus, så store summer, som det drejede sig om? Hvis jeg skyldte Jón Ásgeir mange millioner, ville han så låne mig flere millioner? Bankernes og firmaernes gæld var helt enkelt blevet så stor, at regnestykket ikke gik op.

Under disse omstændigheder har politikerne mistet al tillid, hvis ikke de spytter i næverne og tager fat, hvor der er noget at hente. Vi skal ganske rigtigt ikke betale gælden for kaosets korrupte, grådige mænd, men vi har måttet lytte til jammeren og benægtelserne. Politikerne kommer til at fylde os med tirader og undskyldninger. De håber at kunne ride stormen af, sådan som de plejer at gøre. Dog, ét har statsmagten været i stand til at sætte i værk, nemlig at få oprettet en særlig indsatsstyrke i politiet. Men landet er ved at glide os af hænde, og både republikken og demokratiet synger på sidste vers, alt sammen fordi nogle få spekulanter fik alt for frie tøjler, det er så trist, at jeg savner ord, for ærligt talt har jeg sat megen pris på vores demokrati, og jeg vil komme til at savne det med tiden.

Oversat af Erik Skyum-Nielsen