ALLEREDE INDEN USA’s præsident, Barack Obama, har haft tid til at revidere sin forgængers forsvarspolitik i forhold til Europa og Rusland, lyder der forsonende toner fra Moskva. I går sendte Kreml en prøveballon i luften. Det private nyhedsbureau Interfax citerede kilder i Ruslands forsvarsministerium for at sige, at Moskva vil indstille sine planer om at opstille kortrækkende missiler på en militær base i den russiske enklave Kaliningrad. Ikke fordi russerne er kommet langt med deres plan. Faktisk kunne man tolke præsident Dmitrij Medvedevs beslutning fra november som forhandlingstaktik - altså intimidering af Polen og Tjekkiet, der kort forinden havde accepteret formelt at være værter for et amerikansk missilskjold.

Medvedev og premierminister Vladimir Putin vidste naturligvis på det tidspunkt, at USA’s nye præsident indtager en ganske anden holdning end George W. Bush til et europæisk raketskjold vendt mod Iran. I et interview med tidsskriftet Arms Control Today i september 2008 sagde Obama, at han ikke vil opstille et europæisk missilskjold (i Polen og Tjekkiet), medmindre det på forhånd er verificeret, at systemet fungerer. Han understregede også, at den største trussel mod USA’s sikkerhed ikke hidrører fra “slyngelstater” (som Iran), men fra internationale terrornetværk, der angiveligt bestræber sig på at rekvirere eller bygge en atombombe.

Som præsident har Obama endnu ikke haft noget konkret at sige om det planlagte europæiske missilforsvar. Det har udenrigsminister Hillary Clinton heller ikke. Hverken i sit mundtlige vidnesbyrd eller skriftlige svar under en høring i Senatet den 13. januar ytrede hun et eneste ord om missilskjoldet.

IKKE DESTO MINDRE anførte de russiske forsvarskilder Obamas beslutning om at gå Pentagons missilforsvarsplaner efter i sømmene som begrundelse for at lægge raketopstillingen i Kaliningrad på is. Men der er ikke noget radikalt nyt ved, at en nylig tiltrådt præsident tager den afgående regerings politik op til revurdering. Det er faktisk kutyme. Der er derfor god grund til at antage, at den russiske regering angler efter at forbedre forholdet til USA og derfor har besluttet at tilbyde Obama en fredspibe. Eller også at udenrigsminister Clinton allerede har ladet Medvedev og Putin vide ad diplomatisk kanaler, at Pentagon ikke foreløbig vil bygge en radar i Tjekkiet og en militær base i det nordlige Polen.

En sådan beslutning ville ikke være nogen overraskelse. Demokraterne har aldrig været lune på tidligere præsident Ronald Reagans drøm om et strategisk raketskjold. Ej heller er de gået i brechen i Kongressen for at fremskynde et projekt, hvis pris under Bush-regeringen er løbet op i 70 mia. dollar, og som indtil videre er mere blålys end virkelighed. Selv præsident Bill Clinton virkede temmelig uengageret i idéen og støttede først og fremmest systemet for at tage brodden af republikanernes argument om, at demokraterne er nogle tøsedrenge, når det gælder forsvaret af USA.

MED DEN AKTUELLE katastrofale situation for USA’s finanser er det ekstremt usandsynligt, at Obama og det demokratiske flertal i Kongressen vil øge bevillingerne til udvikling og bygning af antiraketter, og da slet ikke bruge dyrebare dollar på at opstille et lille missilskjold i Østeuropa. Især ikke, fordi et sådant system vil påføre USA’s sikkerhedsinteresser mere skade end gavn. Truslen fra ballistiske mellem- og langdistanceraketter i Iran, som endnu ikke er bygget, ligger langt ude i fremtiden. Man ved ikke engang, om Iran på det tidspunkt vil have en atombombe, eller om landet vil have ekspertise til at placere et atomsprænghoved på et ballistisk missil. Det vil i høj grad afhænge af mulighederne for en konstruktiv iransk-amerikansk dialog i de næste fire år.

Vi ved derimod, at relationerne mellem verdens næststørste atommagt, Rusland, og USA og NATO-landene meget hurtigt vil blive nedkølet til frysepunktet, hvis det europæiske missilsystem opføres.

Resultatet ville være en ny ustabil militær magtbalance i Europa. Det er hverken i USA’s eller NATO’s interesse, fordi de egentlige sikkerhedstrusler er af en anden karakter end Irans håb om at bygge nye missiler. Medvedev og Putin har god grund til at være optimistiske. Obama-regeringens prioriteter er helt anderledes end Bushs. USA ønsker drastiske nedskæringer af atomvåben - helst helt ned til nul, som anbefalet af Henry Kissinger og George Shultz. Traktaten om forbud mod prøvesprængninger skal ratificeres af Senatet. Pentagon vil ikke få penge til at forny USA’s forældede atomvåben.

Så russerne har hørt rigtigt. Der lyder en ny melodi fra Washington.