Amerikanerne sadler om. Et mentalt værdiskifte er under opsejling, og det betyder farvel til den selvcentrede, patriotiske amerikaner. Der er ikke blot tale om et overfladisk generationsopgør, men om en langt dybere forandring i befolkningen. Væk er ideen om det overlegne imperium, som ene og alene tager beslutninger for verdenssamfundet.

Det billede af USA, der i stedet tegnes, er et billede af en befolkning, som på udebane værdsætter global ansvarlighed, og på hjemmebane hylder de nære og bløde værdier. The American Dream er ikke længere et ønske om prangende rigdom, men en beskeden bøn om at klare sig gennem livet med familien og de nære venner.

Det viser en lang række meningsmålinger fra et af USA’s mest respekterede analyseinstitutter, Zogby International, der gennem årene taget pulsen på den almindelige amerikaner. Og direktøren John Zogby er optimist i sin nye bog The Way We’ll Be. Langt mere optimistisk end mange andre, som mener, at dyder som moral og ansvar er milevidt fra, hvad den amerikanske befolkning kan mestre - uanset at præsidenten hedder Obama og ikke Bush.

Beskeden menigmand

Zogbys meningsmålinger viser nemlig, hvordan humanismen og ydmygheden langsomt vinder frem i en befolkning, som efter et årti med selvhævdende nationalisme, krige, korruption og grådighed, er klar til at gå helt nye veje.

Medierne tegner oftest et billede af en selvtilstrækkelig og sur amerikaner, for hvem den omkringliggende verden har skylden for alt ondt. Men ifølge Zogby er det billede langt fra sandheden. I virkeligheden er størstedelen af amerikanerne slet ikke de højtråbende brokhoveder, andre gerne vil gøre dem til. Tværtimod. De er nemlig et folk, som - trods det faktum, at sociologerne elsker at påpege deres uvidenhed om samfundets mest basale mekanismer - har gennemskuet, at de i årevis har levet på en løgn. Drømmen er knust af de barske realiteter, og de ved udmærket godt, at tv-milliardærens liv intet har at gøre med deres eget.

At være amerikaner betyder ikke længere, at man nødvendigvis har medfødte muligheder for at arbejde sig op og leve et liv med champagne og kaviar ved morgenbordet. Man skal derimod være glad, hvis man beholder jobbet året ud, men stik mod hvad mange tror, er der hverken tale om raseri eller om at lægge skylden over på immigrationen - noget som ellers har været visse politikeres trumfkort. “Pointen er, at folk ikke er optaget af en revolution: de marcherer ikke i gaderne,” hævder Zogby. “En masse politikere himler op om immigration og om at beskytte de amerikanske job, men de mennesker som mister deres job, i modsætning til dem som taler om dem, tilpasser sig. De ændrer ambitionerne og indskrænker værdierne, så de tilpasses de omgivende realiteter. Det gør de, fordi de ikke har andet valg.”

En meningsmåling fra 2005 viser, at 94 procent af de adspurgte fremhæver ‘familien’ som det vigtigste. Den amerikanske drøm lever stadig, men den har fået et ganske andet indhold. Rigdom er ikke noget, som nødvendigvis beundres mere.

Og mest bemærkelsesværdigt: Der er heller ingen bitter misundelse fra de knapt så velstilledes side: “I stedet for at blive rødglødende af afsky over, at nogle har så meget, og andre så lidt, så virker det, som om de fleste amerikanere accepterer milliardærerne blandt os, og rent faktisk føler med dem og de problemer, der følger af at have for meget af det hele. Vi kender de tragiske historier om Kennedy-familien. I magasinerne læser vi om stofmisbruget, alkoholismen, skilsmisserne og andre ulykker hos stjerner som Kurt Cobain, Lindsay, Britney Spears og Jessica Simpson.”

Klasseforskelle accepteres, men nu med en vis medlidenhed for de stakkels rige. Og ikke nok med at billedet af de rige ændrer sig. Tilsvarende forandres også synet på de fattige. Hvor den typiske amerikanske idé altid har været, at hver er sin egen lykkes smed, viser Zogbys undersøgelser at 60 procent af unge i alderen 18 til 27 ikke mener, at de fattige selv er skyld i deres lidelser. Samfundet og systemet opfattes pludselig som en markant aktør, når det drejer sig om den enkeltes muligheder for at realisere drømmene.

First Globals

Mange amerikanere, som udadtil måske nok fremstår som kapitalister og pengespekulanter, er det langtfra. De ønsker heller ikke at være det. De er aktieinvestorer, fordi de via pensionsopsparinger og lignende er tvunget ind på aktiemarkedet. Når og hvis de håber på et afkast, er det ikke for at skaffe sig flere materielle goder. Tværtimod. Den nye gruppe af ‘sekulære spiritualister’, der udgør en stor del af befolkningen, står i stærk kontrast til de traditionelle materialister. Alle kender billederne af den grådige cigarrygende børsmægler, som trampede på alt og alle under sin vej til toppen. Det billede skal skiftes ud med den lille mand, hvis aktiebeholdning bare skal dække familiens mest basale behov. Også reklameindustrien mærker skiftet. Særlig hårdt har det ramt bilindustrien, som stadig prøver at lokke med patriotiske og prangende reklamer.

Og her er det, ifølge Zogby, ikke blot den nye antimaterialisme, som fremtvinger de trange kår for en ellers succesfuld industri. Det handler først og fremmest om, at den traditionelle appel til nationale borgere fejler.

Mellemøsten

Den generation, der hos Zogby går under betegnelsen The First Globals, er kommet til verden efter 1978, og har som ventet et helt andet verdenssyn end forgængerne. Men trods det faktum, at de unge er opvokset under både Reagan og Bush, er de hverken modtagelige over for stolt nationalisme eller enegang på verdensscenen. Således mener syv ud af 10 adspurgte, at amerikansk udenrigspolitik skal tilpasse sig verdenssamfundet, og at amerikanske FN-ambassadører bør være langt mindre arrogante i deres håndtering af internationale konflikter.

Ligeledes mener 76 procent, at det er vigtigt med meget gennemgribende miljø- og klimatiltag.

Generationskløften viser sig for alvor i spørgsmålet om USA’s rolle i Mellemøsten. På spørgsmålet om, hvorvidt den amerikanske regering er retfærdig og ærlig i sin Mellemøstpolitik, svarede 62 procent af den yngre first global generation, at de ikke var tilhængere af Bush-regeringens strategi.

24 procent syntes, USA gjorde det godt i Mellemøsten, mens 15 procent ikke var sikker. I den ældste generation var kun 40 procent uenige med mellemøstpolitikken, mens hele 44 procent støttede Bush-regeringen. 16 procent var igen usikre. Mest overraskende var alligevel, at de to helt forskellige generationer i spørgsmålet om Israels bosættelser ikke var helt så uenige. Hele 48 procent af den unge generation mener, at bosættelserne på Vestbredden er ulovlige, og bør overdrages til den palæstinensiske befolkning. Kun 18 procent mener, at israelerne har ret til at bosætte sig der. Det er bemærkelsesværdigt, at 46 procent af den ældste generation er enig med den unge med hensyn til de ulovlige bosættelser. Enten er der tale om et skarpt holdningsskifte, eller også er amerikanerne slet ikke så højreorienteret et folk, som de sidste år ellers godt kunne give et indtryk af. Zogby er i hvert fald sikker på, at der er tale om et langt dybereliggende værdiskifte, og ser positivt på den nye amerikanske mentalitet. Resten af verden holder vejret, og håber på forandring på den internationale scene. Det gør amerikanerne også selv.

John Zogby. The Way We’ll Be: The Zogby Report on the Transformation of the American Dream. Random House. ISBN 9781400064502