Retten til at kritisere religioner er under nedbrydelse. Verden over bliver det sekulære demokratis landvindinger, som gav os retten til at drage i tvivl og selv tage stilling, trængt i defensiven af stadig mere krigeriske krav om ‘respekt’ for religion.

FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne fastslog for 60 år siden, at “skabelsen af en verden, hvor mennesker nyder tale- og trosfrihed (…) er blevet forkyndt som folkenes højeste mål”. Den blev et ‘Magna Carta’ for menneskeheden og har lige siden vakt afsky hos hver en diktator kloden over. I dag kalder det kinesiske diktatur menneskerettighederne for “vestlige”, Robert Mugabe betegner dem som “kolonialistiske” og Dick Cheney afskriver dem som “forældede”. Og nok har verdens nationer kronisk svigtet at efterleve menneskerettighederne, men i alle årene har FN kunnet fremholde dokumentet som det ultimative kriterium til bedømmelse af os selv.

Reaktionære mullaher

Sådan er det ikke længere.

Siden 1999 har en koalition af islamistiske tyranner med Saudi-Arabien i spidsen forlangt reglerne ændret. For menneskerettighedernes krav om, at enhver skal kunne tænke og tale frit lever nemlig ikke op til “respekt” for religiøse gemytters “særlige følsomhed”. Derfor besluttede man at udforme en alternativ islamisk menneskerettighedserklæring. Efter denne skal man nu kun kunne ytre sig “inden for de rammer, som sharialoven sætter,” ligesom “det ikke kan tillades at udbrede usandheder eller opmuntre til vederstyggelighed eller fornægtelse af det islamiske fællesskab”.

Med andre ord kan man ytre sig så frit man vil, så længe man siger nøjagtig, hvad de reaktionære mullaher siger. Erklæringen fastslår også, at der ikke findes lighed for kvinder, ikke-muslimer og frafaldne. Den støttes af Vatikanet og en sværm af kristne fundamentalister. Forbavsende nok ser forehavendet ud til at lykkes. FN’s rapportør om menneskerettigheder har traditionelt været en global vogter for ytringsfriheden med den mission at udstille og udskamme dens fjender, også religiøse autoriteter. Men den pakistanske delegat krævede for nylig jobbeskrivelsen ændret, således at rapportøren også udpeger og fordømmer “misbrug af ytringsfriheden”. Menneskeretsrådet var enig, så nu er jobbet vendt på hovedet: I stedet for at fordømme de personer, som ønsker at myrde Salman Rushdie, er det nu Rushdie selv, der skal fordømmes.

Sharia kan ikke diskuteres

Falder noget ind under etiketten ‘religion’, kan det ikke længere være diskussionsemne i FN - og næsten alt kan puttes ind under den etiket. Roy Brown fra International Humanist and Ethicial Union forsøgte at rejse problematikker som stening af utroskabsanklagede kvinder og børneægteskaber. Den egyptiske delegat rejste sig rasende op og erklærede, at sharia “ikke kan diskuteres”, og at “islam ikke vil blive korsfæstet i dette råd”, hvorpå Brown fik besked på at tie.

Her er en tilfældig opremsning af begivenheder inden for de seneste uger: I Nigeria bliver fraskilte kvinder rutinemæssigt smidt på gaden, overladt til elendighed og nægtes at se deres børn, så en stor gruppe af dem ønskede at gennemføre en demonstration. Men dette var “uislamisk” erklærede shariapolitiet, og alle deltagere ville blive pisket og tævet. I Saudi-Arabien sagde landets højest placerede regeringsudpegede gejstlige, at det var helt i orden for ældre mænd at ægte 10-årige piger, og at alle, som var uenige i dette, havde at tie. I Egypten blev en 27-årig muslimske blogger ved navn Abdel Rahman pågrebet, fængslet og torteret for at have ytret sig til fordel for et reformeret islam, der ikke håndhæver sharia med tvang. Til alle, som forlanger at jeg udviser respekt for muslimsk kultur, vil jeg spørge: Hvilken muslimsk kultur? Er disse kvinders, disse børns og denne bloggers kultur - eller er det deres undertrykkeres?

Som underlag for disse ‘reformer’ har et begreb vundet indpas, ifølge hvilket ateisme og tvivl er at sidestille med racisme. Når en religiøs forestilling i dag bliver kritiseret, hævder dens tilhængere at være ofre for “fordomme” - og i stigende grad får deres forargelse medhold i lovgivningen.

Alle mennesker fortjener respekt, men ikke alle idéer. Jeg respekterer ikke idéen om, at et menneske engang blev født af en jomfru, gik på vandet, og steg op til de døde. Jeg respekterer ikke idéen om, at vi bør følge en ‘profet’, som i en alder af 53 år dyrkede sex med en niårig pige og beordrede landsbyer af jøder myrdet, fordi de ikke ville følge ham.

Ikke trøste troende

Jeg respekterer ikke idéen om, at Vestbredden blev skænket jøderne af Gud. Jeg respekterer ikke idéen om, at vi et tidligere liv har været geder og kan blive genfødt som bænkebidere i et kommende. Dette har intet at gøre med fordomme eller uvidenhed, men skyldes alene, at der intet som helst belæg er for disse påstande. De tilhører vor arts barndom og vil med tiden tage sig lige så latterlige ud som at tro på Zeus, Thor eller Baal.

Til de krænkede religiøse vil jeg sige: Når I kræver, at vi ‘respekterer jer’, så kræver I faktisk, at vi lyver for jer. Jeg har al for megen ægte respekt for jer som mennesker til at være deltage i det paradenummer.

Men hvordan kan det være at religiøs følsomhed i højere grad disponerer for at fremkalde krav om censur end f.eks. politiske aktiviteter? Svaret ligger i troens natur. Hvis mine politiske synspunkter udfordres, kan jeg i sidste ende give dem et realitetstjek. Hvis vi deregulerer markeder, vil de så kollapse? Hvis vi udleder flere drivhusgasser, vil klimaet så blive destabiliseret? Er mine synspunkter forkerte, kan jeg korrigere dem.

Men når religiøse mennesker udfordres, er der ingen evidens, de kan konsultere. For tror man, vælger man per definition at tro på fravær af evidens. Ingen ‘tror på’, at ild gør ondt - de ved det, fordi det kan bevises. Men det er psykisk smertefuldt at blive konfronteret med det faktum, at ens inderste trosforestillinger er baseret på tynd luft, på åbenbaringers tomme postulater eller på fordrejede parodier på fornuftsræsonnementer. Så er det nemmere at kræve, at kilden til den skændige tvivl bliver kneblet.

Men et frit samfund kan ikke indrettes med henblik på at trøste troende. Det må bygge på en overenskomst: I har den absolutte ret til at udtrykke jeres tro, men prisen er, at jeg har den absolutte ret til at kritisere den, som jeg vil. Ingen af os har nogen ret til at kræve beskyttelse imod at blive krænket.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen